En rigtig op ad nakken lortedag!

Hold nu k* hvor er jeg glad for at denne dag snart er slut. Min hjerne er så tæt på at være brændt helt af som man overhovedet kan komme. Jeg sidder og stirrer ud i luften og har besluttet at rødvin og micropop også er en slags aftensmad. Here is why:Dagen startede egentlig godt. Emsen og jeg hyggede og pruttede om kap inde i sengen, og vi skulle være til møde inde i Kbh kl. 9. Ingen problem. De sidste to døgn har jeg skiftet ca. 1,5 lorteble i timen fordi Emsen er ved at få tænder. I morges var ingen undtagelse. Lige da vi skulle ud af døren lavede hun dagens nummer 1 op ad nakken scenario, så vi måtte lige tilbage og skifte.Da vi kommer ned til toget er toget også forsinket. Crap. Jeg udskyder mit møde lidt og vi snakker lidt med en and, der også venter på toget. Toget kommer. Emsen er utilfreds og vil hverken sidde eller stå eller ligge eller gå. Alt er dårligt. Klokken er nu 8.47 og jeg er allerede træt. Vi skifter tog, og lige i dag er der sporarbejde på denne linje, så togene er møghamrende forsinkede. Emsen har skidt igen, jeg har en tætpakket klapvogn i den ene hånd og Emsen (med lort i bagagen og gylp ned over min kjole og hendes jakke og jeans) på armen.Vi når endelig til vores endestation, men lige præcis på denne station virker elevatoren ikke lige pt. Great. Jeg er lige ved at give mig til at hyle. Klokken er 9.18. En ældre mand med krykker passerer os og siger "tror du ikke du skal have en til at give en hånd med op ad trappen". Jeg finder mit flinkeste "hold nu kæft"-fjæs frem og siger "det går nok", og sætter mig mentalt op til at skulle have både klapvogn, bagage og åle-vridende-småhulkende baby med op ad en million trapper på Amager.Lige da jeg tager beslutningen om at NU tager du lige alle de trapåer i ét hug, kommer en unge kvinde hen til mig og siger "kom, nu tager jeg lige klapvognen, så tager du babyen". Hun er fuld af overskud og hun spørger ikke engang om hun skal hjælpe, hun gør det bare. Jeg kunne kysse hende. "Ja, jeg stod i samme situation i går med en barnevogn, og der var en der hjalp mig". Jeg takkede hende tusind gange.Da vi kommer op for enden af trapperne står den gamle mand med krykkerne og smiler til mig: "Man må godt tro godt om folk...". Sætningen ramte mig lige i hjertet. Midt i alt mit underbo-helvede er jeg vistnok kommet til at miste troen lidt på det gode i andre mennesker. I dag var en kærlig reminder. Jeg smilede og var fuld af kærlighed igen. Han reddede min dag.Mødet gik... mødet gik. Jeg er imponeret over hvad vi kunne få ud af halvanden times business-snak med en skrigende baby der sked, og vred sig og ikke ville andet end at sprede et stykke morgenbrød over hele matriklen.Mødet sluttede, jeg satte Emsen i klapvognen. Ren og tør og mæt, og for en gangs skyld (en gang ud af en milliard) ville hun gerne sove i klapvognen uden at vi blev uvenner med hinanden. Jeg nød at gå en lang tur gennem København, selvom mit hjerte hoppede et slag over hver gang en ambulance eller politibil passerede os. SHYSSS for helvede!Det var en speciel følelse at gå langs søerne med barnevognen. At være en af dem nu. De der tjekkede mødre der går med deres dyre vogn og en cafe latte og store shades. Nu er jeg hende.Da jeg nåede til Frederiksberg vågnede Emsen og brillierede med endnu en op ad nakken situation. Der var en time til næste aftale og jeg stod der ved forum og tænkte "hvad fanden gør jeg?"Det endte med at jeg gik ind på en cafe, med klapvogn und alles, og tog Emsen og puslepuden ud på toilettet og tog "op ad nakken" situationen fra en ende af. Det endte med at Emsen vred sig ud af mine armne midt i skiftet, og kravlede nu rundt på gulvet, nøgen og med karrygult skum fra navle til nakke, mens jeg, på mine knæ, kravlede efter hende og tørrede det hele op. Og lige her løb jeg tør for vådservietter. Jeg fandt en toilet-rulle og gjorde papiret vådt og fortsatte med at tørre op. Til sidst lykkes det mig at det kun var min puslepude der var smurt ind i bæ. Jeg fiskede noget rent tøj op til Emsen, som i mellemtiden havde rejst sig ved toilettet, og stod og slikkede på brættet mens hun rakte ned i kummen efter det papir jeg havde smidt derned.Jeg er en forfærdelig mor! Emsen væk fra kummen, i noget rent tøj, drikke en masse vand fra min vandflaske, i håb om at de værste baktusser var skyllet væk, og ind og sidde et øjeblik. Jeg overvejede et kort sekund om jeg skulle bestille en stor elefant-øl, men jeg orkede ikke at møde Hr. og Fru bøfs fordømmende blikke midt på en café på Frederiksberg, især ikke når cafeturen nok ville slutte af med at jeg ammede mit barn. Så jeg bestilte en stor isvand og en smoothie til deling.Turen hjem er mig en gåde. Min ammehjerne har fortrængt den, og Emsen er lige faldet i søvn for tyve minutter siden. Hun har sovet 1 time siden kl. 7 i morges, og hun har været utilfreds 85% af dagen. De sidste to timer har været amme/putte/mosle/græde/ned fra sengen/op i sengen/dumme mor/dumme Emsen/amme/græde/blunde/mosle/repeatrepeatrepeat. Nu har hun overgivet sig og jeg kan nærmest ikke huske hvad jeg selv hedder. Godnat og sov godt!