Hvad sker der hvis man sætter en døvblind ung til at køre en lastbil? Pynter man egentlig op til jul når man er døvblind? Hvorfor er der døvblinde der rejser hvis ikke de kan se eller høre? Og hvis man kunne høre engang og nu har lidt høretab, har man så stadig en yndlingssang - og hvilket forhold har man til musik hvis ikke man længere kan høre den?
Det er nogle af de spørgsmål der var oppe og vende da vores lille hjemmeskole Morskolen var i børnepraktik hos Døvblinde Danmark i går i Taastrup.
Hvad er børnepraktik?
I vores hjemmeskole har vi 2 neurodivergente børn og 1 neurodivergent voksen/lærer. Begge børn går i hjemmeskole efter skolevægring og har begge modstand mod “skolsk” læring. Røv i sæde, kopiark, løs opgaven. Derfor opfandt vi børnepraktik for 5 år siden, hvor vi gennem netværk, SoMe mv. finder praktiksteder som vi må besøge, og hvor vi får spændende og inspirerende oplevelser med passionerede mennesker i erhvervslivet, som kan lære os en masse om hvordan verden egentlig hænger sammen, hvad man laver i alle mulige hjørner af Danmark, hvorfor man vælger det arbejde man har, hvad der er svært, hvad der er fedt og hvordan man gør en forskel gennem sit arbejdsliv.
Vi var derfor meget begejstrede da vi fik lavet en aftale med Zen Donen, som arbejder som politisk og juridisk konsulent for Døvblinde Danmark, og fik lov til at komme en halv dag ud til Høje Taastrup, hvor vi skulle lære om Zens arbejde og om livet med døvblindhed i Danmark. Både fordi det er en verden vi ikke selv kender meget til, og fordi vi for første gang have min 8årige datter med i praktik, efter hun startede i hjemmeskole (efter skolevægring) i januar 2026.
Hvad er døvblinde?
Da jeg første gang hørte om Zens arbejde, troede jeg at at mennesker der lever med døvblindhed, er mennesker der er født helt døve og helt blinde. Derfor havde vi hjemmefra rigtig mange spørgsmål som gik på sprogtilegnelse og hvordan man overhovedet forbinder sig til resten af verden uden høreevne og synet. Men vi blev hurtigt klogere.
Organisationen har omkring 500 medlemmer, men man anslår at ca. 10.000 mennesker lever med døvblindhed i Danmark. Det kan være mennesker som har en lille synsrest og som måske også har lidt et høretab. Unge der er født med høretab og som måske senere oplever synstab, eller omvendt, og mange andre versioner og grader af at man kan se og høre mindre end de mennesker der lever uden høre og synstab. Det var en stor nuancering for mig, og jeg har aldrig tænkt over at der jo selvfølgelig lever mennesker som er udfordret af begge handicaps, og at der er mange grader og variationer af høre og synstab.
Hvad laver man i en børnepraktik?
Vi har selv skabt rammen for hvad der fungerer bedst for vores to elever i forhold til børnepraktikker. Fordi vi er neurodivergente, så har vi brug for pauser, og praktikkerne varer sjældent mere end 2-3 timer, fordi børnene så er så mættede af indtryk at der faktisk ikke er plads til mere. Nu har vi været på over 30 praktikker de sidste 5 år, og erfaringen er at korte koncentrerede praktikker sæter sig i sjælen. Mine børn husker hvert øjeblik og hver historie der er blevet fortalt, og de går fra hver eneste praktik med et forandret verdensbillede, og går ud og fortæller vidt og bredt om alt det nye de har lært, de seje mennesker vi har mødt og hvordan verden opleves forandret. Det er en fantastisk oplevelse.
Vi opfordrer altid vores praktikværter til at finde på en aktivitet vi kan lave sammen, det kan f.eks være at designe et smykke hvis vi er hos en smykkedesigner, eller at sætte isskrabere i døren på udlejningsbilerne hos Lej et lig (hvor vi også har været) eller få lov til at lave sin egen finanslov, da vi besøgte tidligere folkestingspolititiker fra Alternativet Helene Liliendahl Brydensholt, og min datter fik 700 millioner hun skulle fordele ud i sin egen finanslov. Det var vildt fedt.
Vi filmer altid en lille film, både så vi har noget visuelt vi kan vise vores tilsynsførende, så vi selv kan huske besøget (mest mig, mine børn kan sagtens) og fordi vi rigtig gerne vil fortælle andre om alle de her positive og lærerige oplevelser vi har i hjemmeskolen med børnepraktikkerne.
Børnepraktik hos DøvBlinde Danmark - sådan foregik det
Vi ankom i Handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup, et virkelig dejligt hus med flotte farver og virkelig god akkustik. Når man selv er støjsensitiv mærker man med det samme at lyden ikke kastes rundt eller forstærkes af indretningen. Zen tog imod os, og viste at der både er punktskrift rundt i hele huset så man kan komme frem og finde rundt selvom man ikke har sin synsevne. Der er teleslynger som kan forbinde lyd fra samtaler direkte til folks høreapparater, og der er gelænder rundt i hele huset og på trapper, som man kan følge selvom man ikke kan se noget. Tiltag mine børn og jeg slet ikke havde lagt mærke til før Zen sagde det, fordi det ikke er noget vi selv har et behov for i hverdagen, men som samtidig gør en verden til forskel for hvor tilgængelig verden bliver for mennesker med syns- og hørehandicap.
Vi startede med lige at lande på Zens kontor, hvor vi snakkede om døvblinde, og om hvor svært det kan være at have et sprog for noget man ikke har en forståelse for endnu. Hvordan vil du forklare ordet “fantasi” til en der ikke har et sprog? Eller ordet “arbejde”? Et vindue kan du nemt forklare ved at pege på det, det samme kan du med en telefon og en legoklods eller “Mor” eller “far” - men hvad med drømme? Det var vildt spændende at høre Zen fortælle om sine erfaringer med hørehandicap og med organisationens arbejde med frivillige og de tiltag de blandt andet laver for andre døvblinde i Danmark. Det vender vi lige tilbage til.
Næste aktivitet foregik inde ved siden af hos Anders der selv er døvblind, og som arbejder som IKT-medarbejder indenfor områderne telekommunikation, rådgivning, digitalisering, tilgængelighed. Anders viste os hvordan man kan forvandle sin Iphone til et hjælpemiddel, og hvordan han selv bruger hjælpemidler på både computer og telefon i sit arbejde som rådgiver, når han hjælper andre døvblinde rundt omkring i Danmark. Det var vildt fascinerende at se hvordan Anders arbejder og hvordan teknologien også udvikler sig og bliver brugt til at gøre en forskel for mennesker der har brug for hjælpemidler og støtte til noget vi andre måske ikke tænker over er et behov.
Vi snakkede også om at det er krævende at være syns og hørehæmmet og skal arbejde med skærme og koncentration på et helt andet niveau end den gennemsnitlige kontormedarbejder, så man bliver også hurtigere træt når man er så fokuseret.
Et frokostmøde der gik lige i hjertet
Da det blev frokosttid gik alle medarbejdere fra Døvblinde Danmark ned i kantinen sammen og vi spiste frokost sammen. Pigerne havde brug for en pause fra al den koncentrerede snak, så de tullede lidt rundt i huset og Zen fandt en massagestol de kunne bruge. Det gav mig mulighed for at stille spørgsmål og høre de andre medarbejdere om nogle af de ting jeg havde tænkt på hjemmefra. Selvom det er børnenes praktik så synes jeg personligt også det er drønhamrende spændende at få lov at gå med andre voksne på arbejde og lære verdener at kende jeg ellers ikke har adgang til i min egen hverdag. Jeg føler at jeg har vundet i et hemmeligt lotteri.
Der kom mange spændende vinkler og historier op under frokosten og jeg kan umuligt gengive dem allesammen, men der var et par historier jeg synes er vigtige at bringe med videre, og især en som stadig bringer smil i mit hjerte når jeg tænker på det.
De fortalte at mange unge kan have svært ved at identificere sig med det her dobbelthandicap det er at have både syns- og hørenedsættelse, og at der stadig ligger et stort arbejde for organisationen i at gøre sig selv synlige for de (anslået) ca. 10.000 danskere derude som endnu ikke har fundet vejen ind til det fællesskab som døvblinde Danmark arbejder på at skabe. Jeg synes det er helt vildt at der er så mange der ikke kender eller er medlemmer af døvblinde Danmark endnu, og håber også at blogindlægget her kan være med til at skabe synlighed, især nu hvor jeg kender til organisationens fantastiske arbejde og indsatser. Her kommer det der ramte mig lige midt i hjertekulen.
Når man lever med døvblindhed så slukkes drømmen om nogensinde at få et kørekort. Det kan godt være smertefuldt og ret sorgfuldt at skulle lære at acceptere det nederlag. Døvblinde Danmark fik derfor den fuldstændig geniale idé at de ville lave en dag for unge, hvor de unge kom ud på et køreteknisk anlæg og fik lov at prøve at køre bil og lastbil, bare for at opleve hvordan det føles at sidde der bag rattet og køre et køretøj. Medarbejderne fortalte at de unge stadig taler om den dag og hvor fuldstændig fantastisk en oplevelse det var at få lov at drøne rundt i biler og lastbiler, når nu drømmen om at køre var slukket. Jeg kunne mærke hvor ramt jeg blev af det event og at der har siddet ildsjæle og har tænkt “fuck it - vi skal sgu da ud og køre alligevel” - og så har de fået det til at ske.
Det er det der sker når ildsjæle mødes og når man finder modet til at udfordre rammerne og mulighederne - og det var helt gennemgående den oplevelse jeg, og pigerne havde da vi var i praktik hos Døvblinde Danmark.
Nogle af de 50 frivillige der arbejder for organisationen, og som alle selv er døvblinde, er ude og holde foredrag om hvordan man f.eks løber et maraton når man er døvblind. En døvblind kvinde, som elsker at rejse, var blevet spurgt hvorfor hun egentlig elsker at rejse når hun ikke rigtigt kan se eller høre noget, og hun kunne levende fortælle om oplevelse af at stå i kulden i Grønland og mærke lige præcis luften der mod lige præcis hendes hud og hvad den gjorde ved hende. Jeg tror det er noget af det smukkeste og mest inspirerende jeg har hørt i år - og jeg møder relativt mange rimelig badass mennesker alligevel.
Når man selv lever udenfor normerne med sin hjemmeskole og to børn post skolevægring og selv opfinder den dybe tallerken hver dag, så føles det enormt trygt og hjemligt at være i praktik i en organisation som kender til grundfølelsen af at stå der udenfor og gerne ville med ind. Ikke fordi vores udfordringer og handicaps på nogen måde er hverken de samme eller sammenlignlige, men fordi vi møder mennesker hvor der er så utrolig meget der ikke behøver at blive forklaret.
Min ene datter blev ked af noget jeg havde sagt under besøget og vi lænede os op af en nedsmeltning. Zen så det med det samme og gav os rummet til lige at lande og tage en pause, og så fik vi samlet op inden alting brændte sammen. Det er altså langt fra alle rum det havde været muligt i. Vi kunne fortsætte praktikken og min datter blev okay igen. Jeg behøvede heller ikke skamme mig over noget som helst, fordi jeg vidste at Zen var “in the knowing”. Derfor nåede vi også den her næste aktivitet som pigerne virkelig syntes var sjovt.
Nu har du ingen hørelse og dit syn virker heller ikke - hvordan føles det?
Pigerne skulle naturligvis også prøve at være døvblinde. De fik specielle briller på med forskellige synsudfordringer, og så fik de ørepropper og ørebøffer på. Opgaven blev at de skulle lære hvordan man bevæger sig med en hjælper, og hvordan det føles at skulle navigere i en verden der er bygget udelukkende til mennesker der kan se og høre og dermed orintere sig uden de store anstrengelser.
Det var fedt! Pigerne syntes det var fedt at prøve, men også skræmmende og tankevækkende. Vi snakkede om at vi jo bare kan tage briller og høreværn af igen, men for rigtig mange mennesker er det her hverdagen - og tænk hvis verden havde lidt overskud til at gøre den hverdag lidt mere tilgængelig og nem for dem der ikke orinterer sig lige så gnidningsfrit som os andre.
Zen fortalte at der f.eks på strøget er taktile ledelinjer, de her små “forhøjninger” i fortorvet som er designet og indbygget for at mennesker med mobilitystok/blindestok kan komme lettere rundt, men at butiksejerne typisk stiller deres tøjstativer og skilte lige præcis på ledelinjerne, og så kan man som synshæmmet ikke bruge hjælpen til noget når de går ind i skilte og tøjstativer hele tiden.
Det har jeg ALDRIG tænkt over når jeg går på strøget, men nu har jeg lyst til at gøre hver eneste butiksejer opmærksom på lige at flytte stativer og skilte så blinde kan bruge den hjælp der allerede er indbygget i fortorvet.
Tid til farvel
Vi sluttede dagen af med at pigerne fik lov at pynte lidt op til jul på kontoret, og så fik vi lov at stille en masse spørgsmål til Døvblinde Danmarks medlemsblad, som vi glæder os til at læse svarene på. Det var blandt andet nogle af de spørgsmål jeg stillede i starten:
Hvad sker der hvis man sætter en døvblind ung til at køre en lastbil? (de bliver virelig glade og får en oplevelse de husker resten af livet)
Pynter man egentlig op til jul når man er døvblind?
Hvorfor er der døvblinde der rejser hvis ikke de kan se eller høre?
Og hvis man kunne høre engang og nu har lidt høretab, har man så stadig en yndlingssang - og hvilket forhold har man til musik hvis ikke man længere kan høre den?
Hvad gør man hvis ens venner har svært ved at acceptere at man er handicappet?
Hvordan kan man orientere sig i vandet hvis man er døvblind?
Og mange flere spørgsmål.
Pigerne var helt ristede da praktikken sluttede, ikke fordi det havde været hårdt, men jeg tror virkelig vores praktikbesøg har sat meget store tanker i gang hos dem bege to (og hos mig). Begge piger har fortalt vidt og bredt om vores nye viden og erfaringer efter vi er kommet hjem, fordi det bare har gjort så enormt stort indtryk på os at få lov at få et indblik i en verden, som ingen af os kendte ret meget til i forvejen.
Vi fortalte også lidt om vores hverdag, og vi fik gode spørgsmål til livet efter skolevægring, livet med hjemmeskole og studie og enlig mor på SU, og der var mange ting jeg kunne genkende - blandt andet livet udenfor normerne, fordommene og det med at have svært ved at tage nye etiketter på sig og erkende sin virkelighed … det kan tage tid. Uanset om man er en der fik børn der så ikke passede ind i den traditionelle skoleramme eller om man vokser op uden ret meget syn eller hørelse, så ligger der en sorg og en overvindelse i begge processer.
Vi vil alle tre sige tusind tak til Zen, Anders, Sarah, Nicklas, Misbah og Trine fordi vi måtte besøge jer og suge viden fra jeres fantastiske arbejde, det var virkelig en oplevelse der på mange planer har sat tanker i gang. Alene det at tage offentlig transport og bevæge sig på gader og fortov er noget nyt, nu hvor vi har indblik i hvor forskelligt en tur med s-toget kan opleves, alt efter om man kan se noget, høre noget, orientere sig eller ej.
Af hjertet tak for en oplevelse vi aldrig glemmer.