ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn? Næsten ugentligt modtager jeg det her spørgsmål fra kvinder i forskellige situationer. Kvinder der overvejer at gå selvvalgt solomomboss vejen med nummer 2, kvinder der er i et ulykkeligt forhold, som måske er gravid med nummer 2 og ikke kan overskue forholdet mere og kvinder der er i tvivl om de skal have et barn mere generelt. I stedet for at svare individuelt hver gang, så skriver jeg dette blogindlæg, som forhåbentligt kan ramme bredt, og hvis du stadig har brug for nogle tanker herfra, så spørger du bare igen.ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn?JA, det er det! Men det er virkelig også så meget andet. Det jeg synes er allermest hårdt, er når der er sygdom og ingen ekstra hænder til lige at hjælpe. Her står jeg meget alene, men har heldigvis en mor der kommer og hjælper af og til. Jeg overvejer at tilkøbe mig en reservebedstemor i området, sådan så jeg ikke er så låst til en person, men har en jeg kan ringe efter og betale mig fra kommer. Det tror jeg vil hjælpe lidt på situationen. Så mit råd vil være: kast dig ikke ud i solomombosslivet uden et netværk omkring dig som du er sikker på vil troppe op når det brænder på. Man lærer hurtigt hvem der er der på papir og hvem der er der i virkeligheden når huset brænder, og det er på alle måder meget godt at få den afklaring, for så vd du også hvor du selv skal investere din energi henne.Til gengæld er der en kæmpe frihed i livet alene med børn, som jeg kampnyder. Jeg skal kun være mor, og når ungerne sover, så skal jeg ikke varte andre op end mig selv. Som jeg har nævnt tidligere, så har jeg i knap 15 år set den samme mand, men vi er ikke interesseret i hinandens liv udover på smalltalkbasis. Det er en form for voksen-voksenforhold, og han gider stadig godt tage med i Ikea og hente ting og male mine vægge. Men jeg blander mig ikke i hans børn og han blander sig ikke i mine. Og det kunne han også lige vove på. Så jeg føler på ingen måde at jeg lider noget tab.Inden jeg fik børn gik jeg heller ikke byen, jeg drikker sjældent alkohol og jeg elsker mine aftener hjemme i joggintøj og med en god film eller bloggen eller en god bog. Jeg har ikke oplevelsen af at jeg "misser ud" på noget, jeg kan jo tage pigerne med til det meste, og de ting jeg ikke kan i øjeblikket, det kan de fleste andre med små babyer heller ikke.Hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det ikke så meget om at være stærk eller "knibe ballerne sammen". Det handler om livsindstilling. Hvis du kun ser "hårdt" og kun kan se det som om du skal op ad en bakke med en kampesten på ryggen, så vil jeg på ingen måde anbefale at gå solomor til to vejen. Hvis du til gengæld er indstillet på at vende så meget som muligt til leg og sjov, selv vasketøjet og når der ligger ristede løg ud over hele køkkengulvet og din baby græder og din store sidder på potten og skal tørres osv (gæt hvor jeg har det billede fra). Efter jeg har accepteret at det er mere hårdt end jeg havde regnet med, og at andres råd ikke duer, men at jeg derimod er nødt til at finde mine egne svar, så er det som om det hele er blevet meget nemmere. Jeg synes faktisk det er lettest at putte begge pigerne selv. Hvis der er nogen til at hjælpe, så går der koks i det og det liver træls, men hvis bare jeg er alene med pigerne, så er der ro og pigerne sover næsten samtidig. Det tager lidt tid, men når det virker, så er det som om englene synger.Jeg er, i al beskedenhed, ret god til at finde små oaser og små glæder i en hverdag fyldt med udfordringer, og jeg skal fortsat øve mig på det hver eneste dag, men jeg bliver bedre.Hvis du har fulgt alt mit minimalisme, digital junkie og bæredygtighed, så er det jo netop noget der er kommet i kølvandet på mit mor-til-to-hood. Jeg er simpelthen blevet så uhyre bevidst om hvordan jeg bruger min tid, hvilket aftryk jeg vil sætte på verden, hvilken verden jeg vil efterlade til de to piger jeg har ansvaret for og hvem jeg vil bruge min meget sparsomme mor-tid sammen med. Og det er GODT. Jeg kommer meget mere ud i naturen med to børn end jeg gjorde med et barn, eksempelvis. Jeg er blevet meget bedre til at "call'e" bullshit og sige pænt nej tak til nederen mennesker, for jeg har simpelthen ikke tid. Jeg er blevet bedre til at acceptere rod og at alting ikke skal ordnes lige nu. OG jeg har stadig mor-tid næsten hver aften (pånær lige den seneste måned med sygdom).Det er ikke meningen at jeg skal sælge dig noget. Jeg skal ikke sælge dig en drøm eller et ideal. Det ER hårdt, du får ondt i ryggen, du græder mere, du kommer mere til kort, du føler dig mere utilstrækkelig, du klipper alt dit hår af (ej okay, det var bare mig), du har mere snot og gylp i håret og på tøjet, der er mere tøjvask og rengøring, og og og. Men. Du bliver også stærkere, du griner mere (også af dig selv), du nyder mere, du elsker mere, du bliver mere kreativ, du går tidligere i seng (det bliver man simpelthen nødt til) og du får på alle mulige måder mere kvalitet ind i livet. Hvis du altså er mig.Når det så er sagt, så er der jo kun dig til at forme din fremtid. Jeg vil sige at de første 3 måneder, der skal du alliere dig med absolut så meget hjælp som muligt. Men så lander i. Jeg tog på 3 ugers sommerferie alene med to små børn. Helt alene. Det gik simpelthen over al forventning, og jeg var faktisk ikke helt sikker på om vi alle tre ville overleve de 3 uger. Men det fungerede lidt som en ryste-sammen-tur. Og det kan jeg virkelig anbefale.Der er kun dig til at vælge hvordan vi hverdag skal se ud. Jeg har f.eks haft et princip om at man falder i søvn i sengen om aftenen. Indtil noget andet gav bedre mening. Jeg gider ikke rende fra stuen (hvor slyngevuggen hænger) og vugge Selinna, ind til soveværelset hvor Emmalia ligger alene, og jeg ender med at være begge steder halvt. Det virker for ingen af os. Derfor falder Emmalia nu i søvn på sofaen hver aften mens jeg vugger Selinna i søvn, og jeg kan nu synge for dem begge to og Ems elsker at falde i søvn på sofaen, fordi det er noget "Nyt og særligt". Og sådan finder man hele tiden en ny vej at gå når det gamle ikke virkede længere. Og hvis der kommer nogen gamle kloge damer og siger "børn skal altså ..." så må jeg lige afbryde dem og sige "børn skal ikke en skid! Og resten finder vi nok selv ud af. så nej tak til dig!"Hvis du specifikt står i et forhold hvor I har mistet melodien, så har jeg ingen råd, men jeg har nogle overvejelser du kan gøre dig. Jeg kommer selv fra et broken home, og jeg er personligt meget glad for at mine forældre blev skilt, omend det var en forfærdelig skilsmisse især for de ikke har snakket sammen siden og aldrig formåede at skabe en rar "bro" mellem dem, du ved, den børnene står på mellem mor og far. Jeg er ikke tilhænger af at man på nogen måde skal blive sammen for børnenes skyld, det får man ikke lykkelige børn af. Jeg er glad for at min mor valgte en ny lykke, ellers er jeg ikke sikker på jeg havde været den jeg er i dag. Og hende er jeg nu engang glad for at være.Til gengæld, hvis der ikke er vold, misbrug eller lign. involveret, så vil jeg give det et skud hos en parterapeut eller en familieterapeut. I hvert fald for lige at have dobbelttjekket om det nu er det rigtige at gøre. Næsten alle jeg kender, der er gået den vej, de er endt med at gå fra hinanden alligevel, men på en langt bedre, kærlig og omsorgsfuld måde end hvis de havde skippet terapien.Derfra handler det om at finde en vej der absolut handler om at børnene er glade (men ikke fanget i misforstået hensynstagen), og hvor begge forældre kan starte et nyt godt liv og blive lykkelig mor og far og mor og mor og far og far, eller hvordan man lige har indrettet sig.Så ER det virkelig så hårdt?Well, det kommer virkelig an på hvad man sammenligner sig med. Hvis man sammenligner sig selv med en familie i Bangladesh, så er det her jo a walk in the park. Jeg er sgu ret priviligeret hvis jeg selv skal sige det. Jeg har skabt mig en ramme om mig og pigerne som fungerer supergodt. Sammenligner man sig med en familie hvor parforholdet ikke fungerer, så tror jeg virkelig også jeg har det ret nemt. Der er vist kun en ting der er værre end at være alene, det er at være to, men at FØLE sig alene om det hele. Det kunne jeg personligt ikke selv holde ud at leve i. Jeg vågner hver morgen og ved hvad jeg har, og det kan jeg enten sørge over, eller vælge at have en fest over. Og jeg vælger det sidste.For nyligt havde jeg besøg af en veninde, som er lykkeligt gift og har tre børn, og hun gik rundt i mit hjem og sagde "ej hvor er du heldig, du kan bare indrette dig PRÆCIS som du gerne vil have det" og det har jeg aldrig tænkt over kunne have nogen særlig værdi. Men det har det selvfølgelig, og jeg nyder at jeg altid kan male mit hjem neonpink hvis jeg har lyst (det har jeg ikke).Så. mit svar er selvfølgelig farvet af at jeg lever det her liv. Jeg drømmer ikke om fast partner og villa og vovse. For mig er friheden det liv jeg lever nu. Og nej, jeg bor ikke i en villa i Klampenborg med udsigt til vandet og en audi i indkørslen. Men jeg kan betale mine regninger, jeg er omgivet af natur, jeg har vildt mange timer med mine børn hver eneste dag og hvis det blev nødvendigt, kunne jeg holde dem begge to hjemme og stadig overleve uden hjælp fra kommunen. Det er frihed for mig. Og så kan det være mit liv ser helt anderledes ud om 10 år når pigerne er større og jeg møder kongen af popcorn og vi bor i et popcorn slot i Rungsted. Hvem ved?Jeg håber det gav lidt stof til eftertanke, ellers vil jeg rigtig gerne høre fra dig <3P.S Og den veninde du har, hvis mand ofte rejser, og hun derfor mener at hun også er enlig mor til to ... det er hun ikke. Hvis der er en anden der bidrager med indtægt og du har en med lige så stort ansvar for ungerne som dig, som også kan forventes at kunne stå der, og i har råd til at ansætte hjælp osv. Not the same thing. Bare lige så du er obs på hvor du henter dine erfaringer henne. Jeg får altid lidt tics når folk påråber sig "næste at være enlig forsørger" fordi manden rejser meget. Nej. Så er du bare meget alene hjemme. Det er stadig ikke det samme.