Velkommen til blogtemaet om hjemmefødsel efter kejsersnit.
Har du ikke læst de andre blogindlæg endnu, kan du finde dem her:
Hjemmefødsel efter kejsersnit, kan man det? Hvad siger jordemoderen?
Blogtema introduktion til hjemmefødsel efter kejsersnit, og hvorfor overhovedet lave et tema?
I dag skal vi møde Stine. Stine er mor til 4, hvoraf hendes første barn blev født ved kejsersnit, det andet barn blev født vaginalt på sygehuset, og de næste to børn blev født hjemme. Jeg har spurgt om Stine vil dele sin rejse, og det vil hun heldigvis gerne. Tag godt i mod hende:
Hjemmefødsel efter kejsersnit, velkommen til Stine.
Nå... hvor starter man henne, når man vil fortælle det vigtigste i ens liv? Sommetider er detaljerne, de små overvejelser, der kan betyde alverden for dig der læser. Min historie er ret lang, så du skal have god tid, og måske læse det igen, for at tage det ud af min historie som du selv kan bruge til den situation du står i.
Det er nok derfor jeg skriver på den her måde, fordi du skal huske at general information ikke nødvendigvis passer til lige netop dig. Man kan tage udpluk i gode råd fra bøger, inspiration fra klip på youtube osv. Jeg fortæller også meget personligt om mig selv, for at mange af de overvejelser jeg gjorde mig eller gør mig, skal give mening for dig der læser. Jeg forestiller mig at dig, kære læser, har brug for støtte og tro på at de tanker, at det at sige fra og stå ved dig selv, det ikke er ulovligt.
Jeg søgte internettet tyndt for historier der kunne give mig indsigt i min gravid-situation. Der fandtes kun ganske få, de var meget korte, uden detaljer, og ofte var det ikke den gravide selv der havde fortalt historien. Så jeg deler mine tanker med dig, der har brug for detaljer, dig der har brug for at høre fra hestens mund, hvordan det var, hvad jeg tænkte, hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde og hvad der gjorde at jeg valgte som jeg valgte, da jeg valgte hjemmefødsel efter kejsernit.
Jeg vil på forhånd sige at, jeg skriver ikke for at provokere, eller støde nogen. Jeg skriver for at gøre kampen lettere for dig, som står og overvejer at tage den. Man siger så tit at man skal vælge kampe med omhu, og denne her er værd at tage.
Jeg tror, eller vidste med mig selv, at man i et miljø præget af logik, fakta, tal, forskning krydret med en lille smule arrogance, kan blive forført til at ”overgive” sig. Når der bliver talt til ens logiske tankegang, har man svært ved at være kritisk, stille spørgsmål eller genkende sig selv. Når man kigger på sundhedsvæsnet så er vi flasket op med, jeg er i hvert fald, at det er et system der er bygget op for at hjælpe.
Trods de oplevelser jeg har haft, har jeg stadig en tro på at det er godt at der findes kejsersnit, det er godt at viden og teknologi kan være med til at hjælpe, men grænsen er blevet meget sløret og med tiden, føler jeg, har man glemt det naturlige, når det kommer til fødsler.
Alt er puttet i kasser og sættes i tidsrammer. "Samlebånd og effektivitet" er nøgleord, og når man tager det naturlige, og begynder at skamme det væk, så er det let at miste sig selv i al teknologien, og overgive sig til alle indgrebene. Man siger ja til de mærkeligste ting, og bagefter føler man at der foregik en form for overgreb på en. At nogen overskred ens grænse, men man har svært ved at sige nej, for det bliver dækket ind under ordene ”det et til dit barns og dit eget bedste” og hvem kan lige sige nej til det?
Meget af min identitet ligger i det at være mor, det kan være underligt for nogens ører, men jeg har aldrig drømt om store biler og kæmpe hus, jeg havde en lille hemmelig drøm om at få mig 4 børn. Det har fyldt meget, men jeg tænker at man kan sammenligne det med at gå efter succes i sit liv, uanset hvordan billedet ser ud (forskelligt fra person til person) så er det en drøm man vil kæmpe lidt ekstra for. Man går ikke så meget på kompromis, man vælger nogle omveje, der kan virke anderledes for omverdenen, og læser man på artikler eller går til coach så er mantraet tit og ofte, grib din drøm, tag den og gør den til din. Det er dit liv, og du vil fortryde det hvis ikke du gør noget ved det. Det var den kraft der gjorde at jeg kunne holde ud at kæmpe, for man får måske kun den ene eller de to fødsler, og vil man ikke fortryde det hvis der var noget man kunne have gjort selv.
Det var det, der gjorde at jeg huskede mig selv, selvom der var pegefingre, og en overlæge der fortalte at de blev nødt til at skrive i min journal at, det var en risiko fødsel og de fralagde sig alt ansvar. Eller da vi sad til anden samtale med overlæge, hvor der blev sagt ”Ja, man skal jo også have psyken til det hvis det går galt.” Der hentede jeg styrke i at fortælle mig selv, at det her var min kamp, det var det værd. Det er provokerende, men det at bruge god gammeldags stædighed, viljestyrke og troen på sig selv hele tiden er alfaomega. Det er så vigtigt at huske sig selv på det hele tiden.
Guderne skal vide at jeg har følt mig som den mest egoistiske gravide i hele verden, og jeg har flere gange haft lyst til at give op, lade det ligge og bare gøre som der blev sagt. Jeg husker mig selv på hver dag efter at have kæmpet mod anbefalingerne, at det var den bedste kamp jeg kunne have taget, og jeg fortryder ikke.
Mine fødsler:
I 2008 ventede vi vores første barn. Jeg vidste at det skulle være en hjemmefødsel. Jeg vidste jeg kunne, og jeg så det som noget af det naturligste i verden. Jeg regnede med at blive fulgt tæt af en jordemoder, der nu skulle fortælle mig om denne her fantastiske verden. Der skulle forberede mig bedst muligt, så jeg fik en dejlig fødsel, på mine præmisser.
Jeg blev ikke mødt i mit valg.
Der blev sagt ”ja ja, nu får vi se” og på mine papierer skrev man Silkeborg Sygehus. Vores datter lå med numsen nedad. I uk stilling som det også hedder. Hun ville, på trods af et vendingsforsøg ikke vende sig. Så jordemoderen vi gik hos besluttede (meget umyndiggørende) at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Hun printede en tid ud, men jeg besluttede allerede der at, den ville vi ikke dukke op til.
Jeg spurgte om jeg måtte føde selv. Nej! Ingen forklaring. (Har senere læst mig til at grunden til at man ikke taler sædefødsel er fordi jordemødrene i dag ikke bliver udannet og trænet i den slags fødsler. Sædefødsel er rykket ind i kassen risikofødsel, og man har derfor tyet til at det er ren procedure at det så er planlagt kejsersnit, hvis det bliver opdaget i tide.)
Hele min fornuft sagde mig at det var forkert.
Jeg må indrømme at, jeg fik et kulturchok ved mit første møde med en jordemoder. Jeg regnede med at få lov at lære noget nyt og blive forberedt. Hun trak på skuldrene når jeg havde spørgsmål og uddybede ikke hendes beslutning om kejsersnit. Der var heller ikke nysgerrige spørgsmål til hvorfor jeg valgte en hjemmefødsel. Følelsen af at ”det her er mit domæne, her ved jeg bedst” fra jordemoderens side af, synes jeg fyldte meget. Jeg stod alene i selve graviditeten, og det var ensomt.
Jeg aftalte med jordemoder at vi ikke ville have planlagt kejsersnit, selvom hun bookede to tider til mig. Jeg ville i det mindste gå i fødsel selv.
Ordet ”sædefødsel” blev nævnt en enkelt gang, da jeg kom til samtale med en fødselslæge, der kunne fortælle at så længe han var på vagt, så kunne det lade sig gøre, men så skulle det jo falde sammen med at, jeg gik i fødsel mens han var der. Og det var der ikke så stor sandsynlighed for.
Mit vand gik, sent om aftenen 5 dage over terminsdato. Vi blev fragtet til hospitalet i ambulance, stille og roligt. Jeg havde ingen veer og da der var et akut kejsersnit i gang et andet sted, da vi kom ind på hospitalet, så der var ro på.
Der gik en del timer og jeg nåede at få de første veer. Så det gik stærkt med at komme på operationsbordet. Det var en voldsom oplevelse, for mit hoved var ikke med. der blev ikke taget hensyn til at, det skulle foregå stille og roligt. Jeg følte mig som et stykke kød.
Til efterfødselssamtalen var jeg ærlig og jeg mente ikke jeg havde haft en god oplevelse. Til det havde jordemoderen det at sige at, nu havde jeg fået barnet så hvad jeg dog klagede over. Nu var det overstået.
Det har taget mig mange år og en del detektiv arbejde at, komme hel igennem min oplevelse. Mine spørgsmål, undren, bekymring, nysgerrighed, mine følelser kunne jeg ikke finde en plads til. For man står utroligt meget alene. Jeg følte og oplevede ikke det samarbejde, som jeg misunder fra de gode fødselsberetninger jeg læser. De beretninger hvor den fødende bare kunne stole på at jordemoderen var med hende, hele vejen.
Et traume giver et knæk i tilliden til de mennesker som er i de omgivelser, hvor traumet opleves. Men hvis de mennesker lukker ned og ikke hjælper en videre, så får tilliden en form for dobbelt knæk. Ligesom med tiden hvor aborten ikke var givet fri, og kvinder risikerede deres liv ved at gå til kvaksalvere, fordi der ikke var andre steder at gå hen, så risikerer vi altså det samme her.
For hvor skal vi gå hen? Hvor skal vi få informationen fra, når vi bliver fødsels-shamet i stedet for at blive spurgt? Mødt? Set?
Man risikerer jo at sætte os i et hjørne, og at ignorere os hjælper ikke. Vi bliver jo flere og flere. Hvorfor ikke imødekomme os? På et tidspunkt eksploderer det jo, og hvordan vil man slukke den brand? Min oplevelse gav mig helt sikkert viden om, at hvis jeg ville noget, så skulle jeg gøre det selv.
Der er mange af os, men der er ikke plads til os. Og vores følelser er tabu. De må ikke rigtig være her.
Når jeg læser med på tråde hvor der bliver kommentert på dårlige fødselsoplevelser, så går der ikke lang tid før ”det er ærgeligt du har haft sådan en dårlig oplevelse, men...” kommentaren falder. Igen bliver der lukket ned.
Uden at man tænker over det, så er det en ret uhøflig måde at sige til folk at, nu skal du se og komme videre, det her kan vi ikke rigtig bruge til noget nu. Hvis nu man vender den om, og tænker sig om, så burde man jo være professionel nok til at, tage den til sig. Det er jo føde-fagfolkets fags svar på konstruktiv kritik.
Jordemødre har stor faglig stolthed, ligesom læger. Den stolthed tåler sjældent at der er nogen der rækker hånden op og siger ”hvorfor?”. Respekt og tillid skal fortjenes. Kontrol giver ikke den tillid. Kontrol giver ikke respekt. Mange jordemødre siger også at det kun må være i de færreste tilfælde at, der er en dårlig fødselsoplevelse. Det er også med til at give den fødende en forbudt måde at føle på. Det findes ikke. Det kan være med til at skubbe en gravid ud i en følesmæssig nedtur. Og den mekanisme der ligger i at mange gravide føler at, noget er taget fra dem, den bliver man også nødt til at forstå. Rigtigt forstå. For at kunne imødekomme den.
Lige præcis det, sparker alle nybagte forældre til hjørne. Jeg tror at der er mange klager der går tabt den vej, fordi det er rigtigt, man har fået guldklumpen og det er jo egentlig det der er målet. Jeg har snakket med min mand om det siden og af flere omgange, jo mere vi har fået det på afstand. Når man kigger på målet helliger midlerne, baby skal overleve for enhver pris.
Hvis man sætter det i relief, så er det en meget ”psykopatisk” tilgang til at målet er det vigtigste. Specielt når man taler om det i et så stort omsorgsområde, som fødsel og graviditet er.
At man skærer alle følelser væk og skærer det ind til kolde facts, putter alting i diagrammer og smider modernatur og instinkterne langt væk. Jeg havde så svært ved at forstå. Jeg blev ikke lyttet til og det gjorde det endnu mere svært. Amningen gik også skævt. Jeg havde for mange smerter. Alt gjorde ondt, bryster, mave, hele min krop var mørbanket.Det gjorde bare så ondt. Jeg synes jeg åd piller hele tiden, og der gik alt for lang tid før min krop var sig selv igen.
Nr 2 fødsel 2010:
Der er 2 år imellem vores to ældste. Og denne her gang troede jeg at jeg valgte rigtigt. Vi boede tæt på både Århus og Horsens, men jeg VILLE være tilknyttet det bedste. Det bedste er sommetider det største, og det troede jeg ville gøre det hele lettere. At de på det største hospital, hvor der tilmed bliver undervist og forsket, være en knap så ligegyldig en tone og behandling. Så jeg krævede mig til Skejby. Når jeg siger krævede, så sad jeg en hel dag og ringede rundt. For jeg ville fanme ikke nøjes. Der blev flere gange sagt, at det jo ikke var sikkert at de på Skejby ville gå med til det, men de havde svært ved at argumentere imod at afstanden var den samme, om det var Horsens eller Skejby.
Jeg vidste de havde hjemmefødselsordning i Århus, så jeg troede hermed at det var jeg var sikret, når jeg var tilknyttet Skejby. Med den uheldige oplevelse af jordemoder første gang, var jeg blevet ligeglad med hvem det blev til fødslen, det der med kendt jordemoderordning synes jeg var noget bras, for de var jo ligeglade alligevel.
Ved første jordemoder besøg, var det gammel garvet jordemoder, der kunne fortælle os, at det med hjemmefødsel kunne jeg godt glemme alt om. Hun fortalte ikke hvorfor. Jeg spurgte om jeg kunne komme i badekar så. Hun grinede, og gentog at det kunne jeg også godt glemme. Jeg spurgte om hvis jeg havde en normal fødsel og skulle have nr 3 om det så kunne lade sig gøre. Jeg skulle tage og glemme det, om det så var nr 7 så ville jeg aldrig føde hjemme.
Jeg blev slået lidt ud, og hun forklarede at jeg skulle have to stk. elektronik på maven, så de kunne holde øje med mig, når jeg havde fået et kejsersnit, så var der risiko for at der kunne gå noget galt. Hvad dette noget var, blev jeg heller ikke forklaret. Og man kunne jo ikke tage elektronikken med i bad, det gik det jo i stykker af.
Desuden skulle vi komme ind på fødegangen så snart jeg fik den første ve, da veerne jo kunne belaste min krop og vi ikke kunne vide hvordan den reagerede på veerne. Jeg undrede mig. Jeg gik hjem og begyndte at søge på alt hvad jeg kunne finde. Jeg købte mig nogle bøger der har hjulpet mig på vejen, og jeg snakkede med min mand.
Jeg blev ikke mødt med forståelse fra systemet, og jeg havde svært ved at finde en anden løsning end at følge ”ordrerne” der var stukket ud. Jeg tænkte: "ok, vi vidste at vi gerne ville have flere end to, så hvis denne her fødsel gik som den skulle, og det hele gik som det skulle, så kunne de vel ikke have noget at sige til det næste gang?"
Jeg gik på nettet og fik herfra info om det at sprække (ruptur). Æv det var træls læsning, der nok desværre gjorde det værre i forhold til at skræmme mig ind på plads.
Jeg havde en god graviditet og jeg var ikke bange for at føde, igen, det var naturligt jeg kunne godt selv. Jeg var sat til 15 december, men gik over tid. D. 21 december kom de første veer midt på dagen, 20 - 15 minutter imellem. Min mand gik og nussede, bagte småkager og jeg lå på sofaen og ømmede mig. Efter en time, ringede vi til fødeafdelingen. Vi regnede med at skulle køre med det samme, så vi havde halvt pakket bilen og var klar til at tage af sted. Det var jo vigtigt at vi kom af sted med det samme.
Det var samtidig også en jul, med rigtig meget sne, det var glat og min mand havde ytret at han var bekymret for om det tog os længere tid at komme til Skejby end normalt. Vi fik en sød jordemoder i røret, der små grinene sagde at 15 – 20 minutter imellem hver ve ikke var noget specielt.
Jeg blev paf. Var det ikke lige det, der var blevet ”truet” med? Jeg forstod det ikke. Jeg havde læst at man anbefaler almindelig fødsel efter kejsersnit, men at blive mødt med to så forskellige holdninger til hvornår vi skulle komme ind på fødeafdelingen, det rystede mig.
Jeg blev gal. Gik og skældte ud. Hvad pokker var meningen? At blive tudet ørene fulde af at man skal komme ind med det samme, for ellers kan det blive fatalt for både mig og baby. Og så stod man her, og kunne lige så godt være blevet hjemme. Nå, men jeg kunne ikke nå at ændre beslutning, så hospitalet skulle vi ind på.
Jeg var bange for at sprække, og følte mig en lille smule dum, fordi jeg nu stod her og lige så godt kunne have taget den hjemmefødsel, når nu man alligevel blev behandlet som enhver anden fødende. Dagen gik og vi blev ved at ringe. Først en gang i timen, så til sidst hver anden time. Veerne var nu med 10 minutters mellemrum, men vi fik stadig ikke lov.
Det blev nat og det begyndte at storme. Mit vand gik omkring klokken 1 og jeg kunne mærke at det var ved at være nu. Svigerforældrene kom og kiggede efter ældste arving mens vi drog af sted. Derhjemme, havde jeg haft det godt og jeg kunne holde veerne ud. Jeg var klar. På vejen derind begyndte jeg at blive bange. Jeg kunne ikke holde ud at sidde på sædet i bilen og jeg havde ikke lyst. Det her var ikke rart eller godt. Vi snakkede i bilen, og min mand forsøgte, så godt han kunne, at berolige og få mig til at slappe af.
Det tog os lang tid at komme frem. Kl 04 var vi fremme. Vi blev mødt at samme attitude som vi havde mødt ved sidste fødsel. Jeg havde en brev med hjemmefra, hvor jeg beskrev hvad jeg havde af ønsker og hvad jeg havde oplevet. Et af punkterne var at jeg ikke ville have studerende rendende på stuen.
Ja, naivt når det var et universitetshospital, og det fik vi da også at vide. Både af sygeplejersken, der gav mig lavementet, og af jordemoderen der var med til hele fødslen.
I stedet for at lade det ligge, og lade mig være i fødslen, stillede hun sig op og holdte et mindre foredrag for os om, at det kunne man altså ikke bede om, da de var forpligtet til at undervise, og det gav man automatisk samtykke til når man valgte Skejby. Jeg sad der med elektroder på maven, på en seng der var ukomfortabel, i et rum der var koldt, og jeg var iklædt meget lidt tøj.
Jeg havde en natskjorte med hjemmefra, da jeg synes hospitalstøj kradser. Jeg bad om at få lov at beholde den på. Ja det måtte jeg da selvom, den ville jo blive beskidt. Jeg rystede på hovedet og sagde jeg var ligeglad.
Jeg havde skrevet at vi gerne ville have så meget ro som muligt. Så det fik vi. Jordemoderen tjekkede om elektroderne sad som de skulle og så sad jeg ellers der. 10 timer, hver tredje time stak hun hovedet ind. Jeg bad om lidt smertestillende. Hun startede med ”bistik” de gjorde vanvittig ondt at få lagt, og hjalp ikke det store.
Jeg turde ikke røre mig, da ledningerne der nåede skærmen på væggen, ikke var ret lange. Og rykkede jeg mig bare en lille smule, hoppede ”lortet” af og hele skærmen gik amok, og jordemoderen kom farende for at rette på dem og give en reprimande om at nu skulle jeg sidde stille.
Det er fanme svært at sidde stille når det gør ondt. Det er også hårdt for numsen at sidde i samme stilling. Hen på formiddagen var jeg træt. Jeg havde åbnet mig 7 cm og hørt 3 andre babyer komme til verden, hver gang havde vi kigget på hinanden og sagt højt at lige om lidt bliver det os. Det var svært at holde hovedet højt. Jordemoderen kom ind til endnu et tjek.
På det her tidspunkt havde min krop klaret veer i mange timer. Babys hjerterytme var stabil og alt så fint ud. Jeg havde veer som jeg skulle. Jeg åbnede mig som jeg skulle, nu var jeg bare blevet træt. Jordemoderen spurgte om jeg ville have en epiduralblokade, så jeg kunne få en ”pause” og måske sove lidt.
Uden at tænke, takkede jeg ja til det. Hun forklarede mig aldrig bivirkningerne, eller at det kunne gøre at jeg ikke kunne mærke evt. smerte hvis jeg skulle sprække. Her bagefter, tænker jeg at hun har tænkt at min krop havde vist at den godt kunne klare veerne og evt. også presseveer, så det ville være ok med en epidural i mit tilfælde. Eller det er det jeg vælger at tro.
Det var rart, det vil jeg gerne indrømme, det var fantastisk at få smerterne til at holde op. Vi fik modet op igen, og jeg sagde til min mand at der ville jo gå længe inden der skete mere, så mon ikke han kunne nå i kantinen og hente mad? Jeg var skrupsulten. Ligesom han var gået, og jeg lagde mig for lige at få noget ro, kunne jeg mærke en forandring i veerne. Jeg skulle presse.
Jeg er i den tro at min krop har været så anspændt og ikke har kunnet slappe af, og at det var derfor det hele gik i stå. At det hele gik så forbandet langsomt. Da min krop får noget at slappe af på, går det stærkt, og det jeg kan mærke er presseveer. Jeg er heller ikke i tvivl, baby kommer ud nu. Jeg panikker, for min mand er her jo ikke. Jeg glemmer alt om skærmen, og holder sgu igen på de presseveer, kan mærke at det begynder at gøre ondt igen.
Ind kommer jordemoder med en assistent. Hun kunne se på skærmen at jeg vist var i gang med at presse. Hun undersøger mig og siger ok til at jeg kan presse. 2 sekunder efter træder min mand ind ad døren og vi fortæller at nu er det nu. Jeg presser, men epiduralblokaden gør at jeg har svært ved at føle veerne og jeg presser forkert. Uden at vide hvordan jeg skal gøre det anderledes.
Jordemoderen kommanderer og trykker med to fingre, siger det er her jeg skal trykke ned. Jeg prøver, men det hjælper ikke, jeg har ingen føling med det overhovedet. Jeg forsøgte og jeg havde stadig ingen føling. Vi kom ingen vejene. Babys hoved blev ved med at smutte tilbage selvom jeg pressede af alle kræfter. Min mand holdte trofast det ene ben og der blev råbt hver gang jeg skulle presse.
Der gik en halv time og baby begyndte at blive påvirket. Det resulterede i, og jeg kan ikke huske hvordan, at der kom 4 mennesker farende ind på stuen. Jeg pressede og gav den alt hvad jeg havde. Jordemoderen stod og snakkede med dem der var kommet ind på stuen og jeg blev bange. Jeg ville selv. Nu var vi kommet så langt, jeg ville ikke give op nu. Så jeg pressede selvom der ikke var noget veer. Ud kom et hoved, jeg registrerede det knap, nu skulle han fanme bare ud.
Jordemoderen nåede lige at spørge om jeg selv ville tage ham ud da hans skuldre var født. Jeg greb bare ud og trak ham det sidste stykke. Udmattet og færdig, lå vores lille søn på min mave. Han havde den rigtige farve, og han skreg som han skulle.
Jeg havde været lidt for ivrig med at få ham ud, og jordemoderen havde været for optaget i samtale, til at kunne guide mig udenom ”skrammerne” jeg havde fået, ved at det var gået for hurtigt. Jeg havde fået en lang flænge, som skulle syes. Min mand tog trøjen af og sad med vores dreng, imens.
Da der var vagtskifte sad jeg i rent tøj og ville bare gerne hjem. Ind kom en ny jordemoder, der stod og så på os, og begyndte dundertalen om det med studerende igen. Hun ville se vores dreng, og lige tjekke ham inden vi kørte. Det var koldt på stuen, og han begyndte at fryse da hun tog alt tøjet af ham. Han rystede og jeg sagde at jeg ville have han skulle have tøj på, fordi han frøs. Hun lyttede ikke, og blev stående, mens han fortsat frøs. Jeg kunne ikke rigtig røre mig, fordi det gjorde ondt. Men havde lyst til at skubbe hende væk. Kunne hun da ikke se at han var kold? Jeg frøs selv. Hun mente han skulle have k vitamin og at vi skulle blive til de var sikre på at der ikke var noget andet i vejen med ham. Fra en jordemoder der synes han så fin ud i både farve og det hele, til en jordemoder der lige nu synes han så gul ud, og at han rystede fordi der var noget i vejen.
Jeg sagde at jeg ikke ville have hun stak ham, med det k vitamin. Det skulle han have senere. Jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig før hun havde stukket ham. Jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi jeg ikke kunne forsvare min søn. Stå op for ham. Da hun gik for at finde noget papir, pakkede min mand vores søn ind i noget uldtøj vi havde købt, og meget kort tid efter holdt han op med at være kold.
Nu ville vi ikke mere, han var sund og rask, det var sk...e koldt på stuen, og vi skulle hjem og have ro. Vi kørte hjem et par timer efter, og var i godt humør. Amningen med vores søn gik rigtig fint og jeg havde en oplevelse af at det havde været en ok oplevelse. Der var stadig andre der havde magten, og som ville kontrollere, og det var ud af denne her oplevelse og måden vi var blevet behandlet på der fik mig til at gå imod autoriteterne.
Fødsel nr 3 2013.
Så skulle vi have nr 3 og det skulle være helt anderledes denne her gang. Nu var det MIN fødsel. Jeg ville bestemme. Jeg gik nærmest i ”krig”, og fandt alt hvad jeg kunne, og ville ikke lade mig stoppe af at der var en der mente et og en anden noget andet. Første jordemoder besøg hos kendt jordemoder, mente da også at det var en dårlig ide, det der med at føde hjemme.
Jeg gik med til at gå til en samtale hos en fødselslæge. Jeg ville gerne gå med til de ting der skulle til for at jordemoderen, der skulle ud til fødslen var tryg (tænk at skulle tænke på hende og ikke mig selv)...
Jeg tænkte at det var på tide med forberedelse, på alle leder og kanter, at det var på tide med en masse planlægning. Jeg planlagde hjemmefødsel , og havde en fest med at planlægge med manden. Det var hyggeligt og jeg kunne mærke på ham at det gjorde at han glædede sig ekstra meget, til ikke at skulle være tilskuer, men faktisk hjælpe mig, være der for mig på den måde han gerne ville.
Vi planlagde hvad der skulle ske hvis det blev et kejsersnit. Og hvis det blev sådan at vi skulle flyttes til hospitalet undervejs. Jeg havde ikke støtte fra nogen af de tre jordemødre i den kendte ordning. Jeg havde ikke købt mig til en doula, kun til det kursus der hedder ”Smertefri fødsel”. Under kurset blev jeg klogere på min krop og hvilke signaler den sender under fødslen. Hende der underviste os var en garvet jordemoder der synes det var stærkt at jeg valgte hjemmefødsel.
Vi så nogle film om fødsel, både en på hospital og en hjemmefødsel. Jeg fortalte om min frihedsberøvelse under sidste fødsel, og da jeg instinktivt ville rejse mig i stedet for at ligge på ryggen (hun underviste os i at den stilling, at ligge på rygge, kan medføre skader på ryggen på grund af det store tryg og pres ens haleben er under. At den nærmest lukker af, så den oplevelse jeg havde med at hovedet blev ved med at smutte ind, var ren logik, fordi der ikke ville være plads nok til at komme ud for barnet. At man oplever at presse uden der sker noget som helst og det dræner både mor og barn.)
Hun fortalte at man oftere ser barnets hjerterytme dykke under den her stilling. Hun blev forarget da jeg fortalte om at jeg ikke måtte komme op og stå. Hun støttede mig i at min mavefornemmelse med at ville op og stå var helt rigtig. Jeg følte mig hørt.
Men systemet gjorde da også hvad det kunne for at holde mig tilbage. Aldrig har jeg følt mig så egoistisk. At tilsidesætte mit barns sikkerhed på den her måde. Hvor kunne jeg. Til sidst var jeg ret tyndslidt.
Jeg nød min graviditet og huskede hver morgen jeg gik over tid at nyde dagene. Jeg elskede min krop og min mave, og jeg var så klar. Jeg havde endda aftalt mig til en sen scanning, så vi vidste at baby lå rigtigt med hovedet, så der ikke var noget at komme efter (igen, så blev lægerne ”glade” og jeg fik fred).
Jeg gik 10 dage over tid, og dagen før var vi til samtale hos en af jordemødrene om at blive sat i gang. Jeg holdt på at det ikke var sundt efter kejsersnit at blive sat i gang, og hun på at jeg ikke ”måtte” gå mere over tid. Jeg havde snakket med en pige nogle uger forinden, som var gået 3 uger over tid. Hun havde troligt gået til scanninger, og født hjemme.
Dagen for fødslen var lidt underlig. Havde haft plukveer et par dage, og havde glad lagt mig ind i vores seng, på siden og taget hul på åndedragts teknikkerne jeg havde lært, for nu måtte det være. Jeg faldt i søvn hver gang, og blev mere og mere øv over at det ikke havde været ”rigtigt”.
Min mand tog af sted om morgenen, og jeg havde igen plukveer. Han spurgte til om han skulle blive hjemme. Men jeg var SÅ irriteret, for der skete jo ingenting. Så nej, han skulle bare tage af sted.
Han valgte dog at blive hjemme, og vi gik og ventede. Dagen gik og vi stod kl. og skulle finde ud af om det var falsk alarm, og manden skulle hente børn, eller om vi skulle tage chancen og bede bedsteforældene hente. Vi hentede selv, og sad og så ramasjang. Da klokken blev halv 5 om eftermiddagen, var jeg en lille smule sur. Så jeg gik ind i soveværelset og ville have mig en lur. Der lå jeg lidt og aede maven og snakkede med baby. Om han ikke snart kom ud?
Han begyndte at sparke og rotere lidt rundt, kunne mærke at hans hoved også roterede, og ligesom når man river hul i husholdningsfilm, så fik baby hul på fosterhinden og vandet gik.
Blev forskrækket og lå og råbte, så min mand kom farende om hvad der lige foregik.
Tja, nu kom han sgu. Min mand grinede over hele hovedet, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle gøre af mig selv, for veerne var ikke begyndt endnu. Vi ringede til farmor så hun kunne hente, og så til jordemoderen.
Vi tog det med et smil og var helt cool da vi ringede, det ville jo tage laaaaang tid før der rigtigt skete noget, men hun skulle bare lige vide at vandet var gået. Hun skulle også køre fra Århus, midt i myldretiden, så mon ikke de også kunne tage det stille og roligt? Hun havde en studerende med.
Jeg havde forgæves forsøgt at finde en fødselshjælper, men da fødslen nærmede sig, bakkede de fleste ud og til sidst spurgte jeg min søster, som er 10 år ældre, og som har en hjemmefødsel i bagagen. Hun bor på Fyn, men vi mente godt at hun kunne nå det. Så hende ringede vi også efter.
Vi gik i gang med at pakke ungerne sammen og lige så stille kom de første veer. Jeg satte mig på hug i alle dørkarmene og lavede vejrtrækningsøvelser og når der var en pause pakkede jeg tøj. Veerne blev mere og mere intense, og de kom hurtigere og hurtigere.
Da farmor kom og hentede, sad jeg på alle 4 inde i vores seng. Det føltes ikke godt, jeg kunne føle for meget i håndfladerne. Som var vigtige og holde åbne for ikke at spænde i kroppen. Da de var gået gik jeg ind i stuen. Her havde manden pumpet fødselskarret op, og lagt en madras på gulvet, ved siden af.
Jeg satte mig på hug og pustede, mens veerne ikke gav mig flere pauser. Manden kogte vand som en gal og da det var halvt fyldt, krabbede jeg mig ud i brusekabinen, for lige at prøve det med at bruse vand på maven.
Åh det var rart at sidde der og få varm vand på maven. Pludselig så skulle jeg presse. Fødslen havde været i gang i godt en time, og jordemoderen var ikke kommet endnu.
Jeg fik en lille smule panik, fordi jeg ikke var helt sikker på at jeg havde åbnet mig nok, så jeg reagerede ved at holde igen (hvilket gør vanvittig ondt) jeg kaldte på min mand, der satte sig ned og fik min vejrtrækningsøvelser i gang igen.
Han sagde at der ikke var langt igen så kunne jeg komme i vandet. Åh hvor jeg så frem til det badekar. Jeg krabbede ud på madrassen igen. Og nu kunne jeg ikke holde det tilbage mere. Råbte til min mand at nu presser jeg, så nu kom baby altså.
Min mand satte sig ned på madrassen og jeg tog armene om hans hals og pressede. Vi kiggede hinanden lidt i øjnene, og manden jokede lidt, og sagde at det ikke kunne passe at det var nu. Klokken var lidt i 19. Manden gik op til gryderne igen, og jeg tænkte at jeg ville lade min krop bestemme.
Så jeg satte mig i en form for halv frøstilling, med det ene ben nede og det andet oppe, og så brølede og kampsvedte jeg. Manden kom lige ned med en kold klud, for det stod ned af mig. Aldrig har en klud været så god.
Jeg kunne mærke babys hoved og ”ringen af ild” som man kalder det, når de kroner med toppen af hovedet. Jeg havde læst at andre havde oplevet at få en lille pause fra hovedet er født til resten af kroppen bliver født. Jeg ville godt have mærket ham på vej ud, men jeg nåede det ikke.
Midt i at jeg brølede fordi hovedet var på vej, kom jordemoderen ind af døren. Hun sagde højt at nu skulle jeg bare gøre det min krop ville. Hun fortalte bagefter, at hun kunne høre på mine brøl hvor langt i forløbet jeg var. Hun nåede at få handsker på og så råbte hun ellers efter min mand. At hvis han ville nå og tage imod, så var det NU!
Min mand er den type der lige klapper hesten og ikke sådan lade sig påvirke selvom dem omkring ham råber lidt højt. Så han stod med de sidste gryder vand og sagde at nu var vandet jo klar.
Ja, det nåede vi ikke i dag, kom jordemoderen igen.
Manden susede ned på gulvet til mig og ud kom hovedet. Oveni fik jeg den næste presseve og resten af kroppen kom ud, i hænderne på min mand, der grinede og jeg fik endelig en pause. Vores dreng blev født 2 minutter over 19, moderkagen kom af sig selv 15 minutter efter og alt så godt ud.
Jeg satte mig og blottede min barm, så jeg kunne få sønnemand op på maven. Ind af døren kom min søster. Hun havde kørt alt hvad hun kunne, men det var gået så stærkt. Vi grinede lidt, og jeg fik en klud mere på panden. Vi pakkede bettemanden ind i et håndklæde, og jeg lå og følte mig en lille smule klistret.
Jordemoderen undersøgte mig, efter den sidste fødsel var jeg revnet lidt og de ”gamle” steder var revnet samme steder igen. Jeg skulle syes lidt. Nå, op på benene, bettemand over til far, der også havde bar overkrop, og så ind i sengen så jordemoderen kunne se bedre. Lidt bedøvelse (avs) lidt sting, det gik fint. Mens jeg lå og ømmede mig, med efterveer, snakkede vi lidt og pjattede. Jeg ville gerne i bad bagefter.
På vej ud til badeværelset, stod der jo det her lækre kar. Tænkte at jeg ikke ville lade det gå til spilde, så bettemand over til moster og så gik jeg i bad. Det var skønt.
Manden poppede champagne, og begyndte at vare hjemmelavet pizza som var lavet til fødslen, og som var meningen jeg skulle have gået og spist af mens jeg ”hyggede” mig med vearbejdet. Vi spiste og hyggede, og jeg satte mig ren og fuld af overskud i sofaen med vores lille dreng og kiggede lidt på ham.
Så prøvede jeg at ligge ham til brystet, han ville gerne og tog fint fat, men han ville også gerne kigge rundt så vi sad bare i vores egen lille boble lidt. Der blev skrevet papirer imens, og min søster sludrede med jordemoderen imens.
Alt så fint ud, og da baby var klar til det, ville de gerne veje og måle ham.
De havde en ældre vægt med, sådan en som sundhedsplejersken har med, og her stod en studerende og en nyuddannet, og så måtte de pinligt indrømme at, de ikke vidste hvordan den virkede. Det grinede vi lidt af og de kom frem til et ca tal, så omkring 4 kilo. Der blev rodet efter målebånd, men det havde de glemt i farten. Min mand var hurtig og lavede et af papir med ca mål, så ca 53 cm lang.
Jordemoderen tog hjem og min søster tog af sted. Omkring kl 20 om aftenen var vi bare os tre. Vi sad lidt med ham på skift, far med bar overkrop og mig der prøvede lidt at amme, lidt at nyde og nusse.
Havde en masse efterveer jeg lige skulle finde ud af at tackle, men det gik når jeg slappede af og fik en panodil i ny og næ. Vi nød det og var begge to blæst lidt bagover hvor hurtigt det var gået. Karret blev stående til dagen efter. Storesøster og storebror fik lov at overnatte hos farmor. Vi fik ringet til familien, og nød det første døgn sammen.
Jeg havde en fed følelse af "YES" i hele kroppen og oplevelsen, trods det at det var gået så stærkt. Jeg havde også en masse overskud til både baby og mand lige bagefter. Skulle lige have en pause for at samle mig, lige efter baby var født, men efter det, så vendte mit overskud og jeg havde masser.
Det var en skøn og fantastisk oplevelse, som vi stadig kan vende tilbage til og grine sammen, når vi gennemgår den. Jeg er så glad for at jeg tog kampen og at sønnemand var enig i at det var en god ide.
Efter sådan tre forskellige fødsler og der nogle ting som jeg ser meget kynisk på og det præger min måde at skrive på omkring nogen ting, som har virket rigtig godt for andre. Jeg holder på at uanset hvordan man har lyst til at føde, så handler det bare om at have hele sig selv med i det og den beslutning man tager.
Vil bare minde om, at jeg ikke vil træde nogen over tæerne, og at de her forløb for mig, har både rykket i min selvbevidsthed, min selvtillid og det jeg har skrevet til dig her, er hudløst ærligt. Det kommer lige fra mit hjerte og min mave og er en lille ”gave” til dig som læser. Det har gjort ondt og jeg har grædt mange tårer over fødsler som jeg ikke fik og lykke tårer over den jeg fik.
Jeg er samtidig meget ydmyg overfor det faktum at det ikke er altid det går som man gerne vil. At der er ting der kan spille ind, som vi ikke selv er herre over. Og her er det ok at sørge og sparke til ting og bande, fordi det bare er ærgerligt og træls.
Men jeg har altid været en forhandler, hvad kan så lade sig gøre? Hvor kan man sno den så det alligevel bliver lidt henaf det man ønskede sig. Vi/I er nogle seje kvinder, og jeg håber at det her skriv kan hjælpe eller inspirere til hvad I har lyst til, behov for, for at det bliver så tæt på det I ønsker jer som muligt.
Ønsker alle nogle dejlige 9 måneder og en dejlig fødsel.
Hvis du skulle give nogle råd til andre der ønsker at forberede deres krop på en hjemmefødsel, og som har et ar med i bagagen, hvad skulle det så være?
Hav mange orgasmer. Ja det lyder udflippet, men livmoderen er en muskel. Den trækker sig sammen under veer og på samme måde under orgasme. Ligesom en man kan træne en anden muskel, så kan man flexe din livmoder og gøre den stærkere, ved at få orgasme.
Vent med at blive gravid igen efter kejsersnit. Dette er skrevet til dem, som ikke havde forestillet sig et kejsersnit som en mulighed, så her handler det ikke om at shame nogen for deres valg, det handler om at forstå hvordan vi møder hinanden. Jeg mødte ofte den med at man jo ikke har født rigtigt når man har fået et kejsersnit.
I det hele taget er emnet fødsel og graviditet ikke et så åbent emne som det burde være.
Men den her med at man ikke har født rigtigt er lidt med til at, smide brænde på et bål vi kan kalde "bålet af at, føle sig snydt"
Når man ikke har ønsket sig et ks så føler man sig snydt og fristelsen i at blive gravid igen og generobre den fødsel man ikke fik, er meget stor. Prøv at modstå. Man får desværre ikke en pjece med hjem fra fødegangen, hvor der står alle retningslinier for hvad hvordan proceduren er skulle man blive gravid igen. Så giv din krop tiden til at hele, det er ventetiden værd.
Lær alt om fødsel og kroppens mekanismer under fødsel:
Arbejd med din indre core og dine mavemuskler:
for nogle år tilbage læste jeg om kejserinderne, og dem der hedder maven og mig. Her lavede de nogle øvelser der var gode at bruge efter et kejsersnit, hvis man gerne ville træne sine mavemuskler på plads igen. Læs om delte mavemuskler. Man kan købe sig til materiale, men der findes også en masse gode youtube videoer som kan bruges.
Husk at være god ved din krop. Man kan godt have en tendens til at "straffe" den lidt, fordi man er skuffet over at, den ikke gjorde som forventet første gang. Glem den hårde træning og dyrk blide motionsformer til en start.
En krop der har båret og født et barn skal nok blive sig selv igen. Men det sker sjældent lige efter fødsel. Det har taget min krop mellem 1 til 2 år.
Læs om hbc eller vbac:
Her er masser af fakta og undersøgelser. Tit kommer det fra Holland, fordi de har et nogenlunde sammenligneligt sundhedssystem med vores. De har også en helt anden måde at tænke fødsel og graviditet på. Ofte ser jeg at der bliver hentet viden fra USA, og de kan meget, Amerikanerne, men man glemmer at de betaler for alt selv. Deres sundhedsystem er også et marked der skal give overskud, hospitaler er firmaer der skal give overskud. Et kejsersnit er der mere profit i end en hjemmefødsel.
Så vær også god til at sortere i viden, og kig på hvilket land undersøgelserne kommer fra, vi kan bedre sammenligne med Storbritanien og Holland, end vi kan med fx USA og Brasilien (hvor der også er en høj procentdel der får planlagte kejsersnit). I Brasilien giver det status til de mødre der føder ved kejsersnit, ene og alene fordi det koster penge.
En fødsel mere.
Efterfølgende har jeg født en gang mere hjemme. Jeg gik i 24 timer, hvor vores jordemoder valgte ikke at være der (jeg ringede hver 4 time og hun insisterede på at det var en falsk opstart, så hun synes ikke der var behov for at komme ud. Bare det at jeg skulle argumentere for hvorfor hun skulle komme ud, giver mig igen en underlig følelse af ikke at blive lyttet til) de 24 timer var som at være i himlen. Jeg arbejdede med mine veer og vi havde badekar. Vi var bare mig og min mand som nussede rundt og nød det.
Min fødselsoplevelse fik lige et nøk opad i niveau. Jeg fødte vores yngste dreng i badekar, uden smerter og jeg var høj og lykkelig i mange timer efter.
Jeg har 4 forskellige fødsler i bagagen og ingen af dem ville jeg være foruden. Jeg omfavner mit kejsersnit. Og jeg er den dag i dag mega stolt af den erfaring jeg fik med og det fine ar jeg har fået. Det ar gav mig ukueligheden til at finde noget frem i mig selv, jeg ikke troede fandtes. Det gav mig en undersøgende tilgang til alt. Det er sundt og fornuftigt. Og vores medfødte instinkt og intuition, det må vi huske ikke at tage for givet. Den må ikke blive taget for givet!
Ah hjertet tak til Stine for at dele denne smukke og tankevækkende fødselsberetning. Kommentér med respekt og med den tone du gerne selv vil mødes i. Det fortjener både du og Stine og alle der læser med. Jeg er dybt taknemmelig over at få lov til at dele denne smukke smukke historie, detaljerne og Stines tanker og refleksioner og råd. Især fordi jeg selv vælger hjemmefødsel efter kejsersnit og desværre kan genkende rigtig meget af det Stine fortæller om i sit møde med det danske fødesystem. Jeg glæder mig til at dele min egen historie, uanset hvordan den ender, til april 2018.
Tak <3