Den første aften - nat - morgen med ammestop og kold tyrker

Ret pludseligt i går, blev det besluttet at amningen skulle stoppe. Ammestop og kold tyrker. Du kan læse om det hele her. Nu er der gået ret præcist et døgn siden beslutningen blev taget, og jeg tænker vi er igennem det værste nu. Nu skal vi holde fast og være lige så tapre som vi har været indtil nu. Så hvad er der sket?De situationer jeg var mest nervøs for, var puttesituationen, midnat-amning-i-søvne-situationen og tidlig-morgen-klokken-4-ish-amme-i-søvne-situationen. Især den sidste. Men hold nu op jeg er stolt af den lille ninja. Ja faktisk også af mig selv, for puttesituationen gik således at jeg tog en sutteflaske med øko hyldeblomstsaft med ind i sengen, og så var alt ellers som det plejede. Emma lagde sig helt roligt ved siden af mig, tæt ind til mig, og drak næsten hele indholdet. Så vendte hun ryggen til mig og tog min hånd, som hun plejer. Men pludselig kom uroen. Hun vendte og drejede sig og græd lidt. Ikke på et eneste tidspunkt kaldte hun på baba, hun vidste godt baba havde "slået sig", så derfor var hun bare i sorg, og det var bare helt okay.På et tidspunkt sagde hun "Emma hold om baba" - og så tog jeg baba ud (med plastre på), og Emma lagde sig med hovedet i mellem dem og sukkede lidt. Hun klarede det simpelthen så flot. Efter kort tid faldt hun i søvn. Hun vågnede et par gange og smågræd lidt, men mest i halv-søvne, så jeg sad bare ved siden af hende og holdt min hånd på hende bryst, så faldt hun til ro igen.Omkring midnat fik hun en lille krise. Hun græd og vendte og drejede sig rundt i sengen. Men igen tog det kun 10 minutter, og jeg sad ved hende. Hun sagde ikke noget, hun var bare ked af det. Pludselig sov hun bare igen. Morgenstund har M&Ms i mundSå blev det meget tidlig morgen. Omkring kl. 4. Jeg vågnede ved at hun rodede rundt, og satte sig op og kiggede ned i madrassen. Så begyndte hun at græde, så trak hun ned i min bluse og kiggede på baba og græd igen. Så kyssede hun dem selvom hun græd. Det var rigtig svært at se hende så ked af det, men jeg vidste at det bedste var bare at lade hende være i det og trøste hende så god jeg kunne. Emma er egentilg ret god til at guide mig til at guide hende, også når hun er i sorg/er ulykkelig, så jeg skulle sætte mig op og så skulle hun sidde på mig med hovedet ind i min favn og med mine arme omkring hende. Det var tydeligt hun var i sorg."Ind i stuen" hulkede hun. "Emma vil du gerne have jeg går lidt rundt med dig inde i stuen?" og Emma hulkede "Ja". Når Emma en sjæaldn gang er febersyg og vågner om natten, så tager jeg hende op (hvis jeg ikke kan få hende til at falde til ro i sengen), og holder hende tæt ind til mig og går stille rundt i lejligheden og vugger hende. Det hjælper, og hun kan se det er nat og mørkt, men hun har lov til bare at være vågen og hænge på mig. Det havde hun også brug for i nat. Så det gjorde vi."Hen på sofaen... dyne på", og jeg spurgte om hun gerne ville sove på sofaen. Det ville hun gerne. Jeg hentede en kakao-brik og tilbød hende kakao, og så spiste vi M&M'S. Og selvom jeg troede vi stadig var i sorg, så begyndte hun at grine og proppe alle sine M&M's ind i min mund. Så lagde hun sig ned, kyssede baba og sagde "nårhh" og så lagde vi os til at sove på sofaen. Og sov til kl. 6:30 og stod op og gik i gang med dagen. Og rå-hyggede. Der har ikke været noget som helst.Til gengæld er mine bryster lidt på overarbejde. Jeg stod ude i badet og malkede ud i går aftes, for lige a lette trykket, men i morges havde jeg så ondt at jeg var ved at græde, så da Emma var ankommet i vuggeren, gik jeg i kælderen efter brystpumpen og pumpede 125 ml ud af hvert bryst, som stadig er ret fyldte med mælk. Jeg tænker jeg skal pumpe igen inden jeg henter Emma om en times tid og igen i aften.Helt ærligt. Det er simplthen så smukt håndteret af Emma. Jeg er vildt imponeret over hendes sorg-process og hvordan hun bare er i sine følelelser. Hun har ikke på et eneste tidspunkt klynket, hun har bare sympati for de "av av i stykker baba", samtidig med at hun tager sig af sin egen sorg omkring det. Indtil videre er det lykkes mig at møde hende i det hele og fortælle hende at det er helt okay at reagere og blive ked af det. Og at hun er så god til at passe på baba. De får både M&Ms, kys, kram og nus.Så. Selvom jeg egentlig også er i sorg omkring det, så er jeg samtidig super afklaret. Der var en årsag, og tiden var også rigtig. Jeg har haft tidspunkter hvor amningen har givet mig klaustrofobi, selvom jeg det meste af tiden virkelig har nydt at amme Emma. Jeg kommer helt klart til at savne det, men som jeg skrev i går, så er nye former for nærhed allerede trådt i kraft. Den måde vi håndterede sorgen på i nat - uden baba - var så fin og smuk, og det føles som om hun lige er blevet et år eller to ældre det sidste døgn, nu hvor hun ikke er en amme-baby-ninja længere.Sorgprocessen tager den tid den tager, og indtil videre klarer vi det ret godt, selvom det samtidig er hårdt at være i.Endnu engang tak for al opbakning og kærlighed i vores retning, det lander et dejligt sted <3