Kold tyrker ammestop og Emmas første sorg

2 år og lige knap 2 måneder blev det til. Og i dag, d. 8 august 2017, er det sidste gang jeg har ammet Emma. Kold tyrker ammestop. Beslutningen blev taget lidt hurtigt, og jeg skal nok fortælle dig hvorfor lige om lidt, men tankerne om ammestop er ikke fremmede for mig, så mentalt var jeg mere forberedt end jeg lige umiddelbart havde regnet med. Her er det der er sket.I går blev jeg insemineret. Faktisk blev jeg insemineret for anden gang i går. Jeg har været i gang i længere tid end jeg har pippet højt om her på bloggen, men altså, jeg kan ikke fortælle alt in real time. Første gang lykkes det ikke, som du nok har regnet ud, så i går var anden gang. Og fordi jeg blødte for tidligt efter første gang, skal jeg have supplerende hormoner denne gang. Det jeg så ikke lige havde opfattet, var at man ikke må amme på de hormoner, da der er rimelig risiko for at hormonerne overføres via modermælken til barnet. Jeg har snakket med både fertilitetesklinikkens læge, med en dygtig ammevejleder og med en uvildig læge, og vi er enige om at dette er den rigtige beslutning. Ammestop. Kold tyrker, da jeg skal starte på hormonerne i dag.Bum.Jeg har været i vildrede i to timer omkring det, men så sluttede det også, for jeg ved jo godt at alting har en ende og at det der vigtigt for procesen med klinikken at jeg får de hormoner. Samtidig vil jeg ikke udsætte Emma for unødig risiko, og jeg har flere gang tænkt at amningen kører på sidste vers. Så. Det var faktisk ikke så hårdt at nå til det valg jeg nu har truffet.Til gengæld har det været hårdt at skulle involvere Emma i beslutningen. For at gøre det lidt nemmere for os begge to, har jeg sat plastre over brystvorterne. Det er der flere grunde til. For det første er det ikke fysisk muligt at komme til for nogen af os. For det andet ved Emma alt om hvad plaster er, og ved hvad der hører til "plaster" - nemlig nus, ekstra kærlighed, nogen er kommet til skade, ae ae, kys og kram.Så Emmas far og jeg hentede Emma i dag, jeg fortalte ham om planen og han bakkede op. Vi cyklede en tur i parken, og Emma og hendes far løb en tur. Da de kom tilbage ville Emma have mig med ud og løbe en tur. Jeg havde lige ligget på græsset og stirret op i himlen, mærket vinden over hele kroppen, og kunne mærke at det her er den helt rigtige beslutning, også selvom det bliver en svær periode.Emma tog min hånd og vi løb (næsten fløj) ned ad bakken. Vi lagde os ned i græsset og Emma sagde "baba". Jeg sagde: "Ja skat, prøv og se, baba har slået sig, de virker ikke mere, så vi skal passe godt på dem". Hun aede dem og kyssede dem og aede dem igen og sagde "baba plaster på, baba slået sig". Og så løb vi lidt mere. Men efter lidt tid begyndte hun at blive frustreret og sagde "Emma må godt få baba alligevel - plaster af", men jeg holdt fast og sagde "ja, det kan jeg godt forstå skat, men baba har slået sig, de virker ikke mere" og Emma svarer "så Emma give baba nysser".Åh det var så vildt at se hende kæmpe. For på den ene side udviste hun så stor omsorg og sympati, og på den anden side ville hun jo bare så gerne have baba. Men hun klarede det, og det endte med at hun gerne ville med op på cyklen igen, og så kørte vi hjem. Kun en enkelt gang derhjemme spurgte hun efter "baba", og da jeg sagde "baba har slået sig, baba virker ikke mere", så fandt hun en blå og rød M&Ms, en til hver baba i gave, og vi lavede smaskelyde mens "baba spiste M&Ms" og så var der ikke mere.Da vi skulle sove havde jeg varmet en sutteflaske med lidt øko hyldeblomstsaft. Emma og jeg puttede os ind som vi plejer, og hun fik flasken mens vi lå præcis som vi plejer når hun får bryst, men hun lå bare med sutteflasken i stedet. Hun drak næsten det hele. Så kæmpede hun i tyve minutter, og det ene bryst skulle også ud et par gange så hun kunne holde om det, men de er som om at selvom hun kæmper, så har hun accepteret af baba har lukket. Og nu sover hun.Hvad der sker når hun vågner i nat og igen i morgen tidlig, når hun plejer at få baba i søvne, det ved jeg ikke. Jeg går i bad om lidt og malker ud og skifter plaster, og så tager jeg en time ad gangen. Men jeg synes faktisk både hende og jeg har klaret den hurtige beslutning temmelig kickass. Især Emma. Hun er sgu godt nok en sej pige. Også til at acceptere noget hun synes er sindssyg svært.Der er altid en sorg forbundet med et farvel. Også selvom beslutningen er den helt rigtige. Og den sorg skal både Emma og jeg have plads til at være i. Jeg græd lidt da jeg var i mine to timers vildrede. Emma græd lidt på græsset. Og lidt da hun skulle sove. Men der er en accept i den nye situation som giver noget ro. Og det er godt.Jeg kommer til at savne at amme, men allerede i dag kan jeg mærke nye former for nærheder sammen med Emma, så i sidste ende tror jeg at det er godt det hele, selvom jeg ikke lige havde planlagt at det var i dag jeg skulle stoppe.Tak for al kærlighed og massiv opbakning på de sociale medier i dag. På instagram og Facebook - det har betydet rigtig meget for mig!