Jeg er ikke vaccineret.

Ifølge Mette er det mig der er skyld i at folk dør og bliver smittede.

Selvom jeg ifølge min haters er "antiwaxxxer" og mine børn ikke er vaccinerede, så er der ingen der kender min holdning til vacciner, for jeg har bevidst aldrig delt den offentligt. Men den kommer her:

Jeg har altid været for børnevaccinationsprogrammet. Mine børn er rent faktisk vaccinerede og følger programmet. Jeg er selv vaccineret. Det er et godt program og det virker, og jeg er glad for at det findes.

Men der er en grund til at jeg ikke har taget corona-vaccinen endnu, og det er ganske enkelt at jeg er pissebange for den, og jeg er bange for at blive alvorligt syg af den.

Jeg har i mit levede liv en del dårlig erfaring med medicin. Jeg er overhovedet ikke modstander af medicin, og som udgangspunkt tror jeg på lægevidenskaben.

Men.

Jeg har både noget allergi overfor en bestemt type pinicillin, jeg har fået behandling nogle gange hvor behandlingen var fuldstændig uden effekt, og hvor jeg måtte igennem samme behandling 3 gange før sygdommen blev kureret. Min læge var sikker på jeg var rask, og jeg insisterede på en ekstra test, som viste at jeg ikke var rask.

Da jeg som ung tog p-piller tog jeg voldsomt meget på på kort tid og jeg følte mig ikke længere forbundet til min krop. Det var så skræmmende og jeg stoppede med p-piller med det samme, selvom jeg var blevet lovet at der ikke var bivirkninger af min læge. I stedet fik jeg en kobber-spiral, som gjorde at jeg havde ondt i underlivet hver eneste dag i 10 år (fik den skiftet et par gange), men så var jeg i det mindste beskyttet mod at blive gravid. Da jeg til sidst ikke kunne holde smerterne ud fik jeg taget den ud igen.

Da jeg skulle have astmamedicin blev jeg så svimmel af det at jeg næsten ikke kunne holde balancen, selvom det var lav dosis. Jeg måtte droppe det, ellers kunne jeg ikke fungere.

Da jeg skulle føde mit første barn og fik igangsættelsespiller startede et smertehelvede, som varede i 3 dage. Jeg fik alle veerne, al smerten, det eneste der ikke var sket, var at min krop var fulgt med. Der var ikke sket nogen former for udvidelse.

Da jeg lå på fødestuen fulgte det næste smertehelvede, som lægerne ikke kunne finde en forklaring på, og jeg endte med at føde under akut kejsersnit pumpet med medicin. Efterladt med en kæmpe fiaskofølelse, med en krop der ikke kunne finde ud af at føde. (Og derfor fødte jeg næste barn hjemme uden nogen former for medicin, og fik helet min første fødselshistorie selvom det var imod sygehusets anbefalinger, men det er en anden historie).

Og sådan har jeg efterhånden ret mange erfaringer med at blive enormt dårlig og påvirket af medicin der umiddelbart skulle være helt harmløst for min krop, eller med ganske få bivirkninger.

Al den medicin jeg har taget, og som jeg har dårlig erfaring med er selvfølgelig ikke en vaccine. Men det er dog medicin jeg har kunnet holde op med at tage igen hvis det ikke virker efter hensigten, eller gør mig syg eller ude af stand til at fungere. En vaccine kan jeg ikke fortryde, hvis det viser sig at min krop, som så mange gange før, ikke kan tåle eller fungere med vaccinen.

Jeg er bange.

Men det betyder ikke at jeg tror at Bill Gates sidder og fjernstyrer alle mennesker fra sit slot.

Det betyder ikke at jeg ikke tror på at corona findes, eller er farligt for mennesker. Jeg mistede en meget kær ven til corona sidste år.

Det betyder ikke at jeg tror på at alle de kendte er med i en pædofilring, hvor de æder babyer eller drikker deres blod. Jeg tror heller ikke at Michelle Obama er en mand.

Jeg er bare fucking bange.

Det var så hårdt at høre Mette Frederiksens tale i går. For jeg spritter af, jeg holder afstand, jeg går i selvisolation når jeg har været i nærkontakt med smittede. Jeg holder mine børn hjemme ved sygdom. Hver. Eneste. Gang. Jeg synes faktisk jeg tager ansvar for både mig selv, mine børn og min familie hver eneste dag. Og for samfundet. Det eneste jeg ikke gør er at få vaccinen endnu. Fordi jeg er bange. Jeg er enlig mor til to små børn, dem vil jeg gerne være noget for resten af mit liv.

Alligevel skal jeg høre vores statsminister udskamme dem "der ikke følger reglerne". Jeg ved ikke hvilket regelsæt det er hun mener jeg ikke har fulgt?

Jeg har med tårer i øjnene siddet og kigget på vaccinebookingen i dag. Skal? Skal ikke? Jeg har (dokumenterbart) ikke smittet ét eneste menneske, på trods af at jeg har været nærkontakt til flere smittede. Jeg oplever selv at jeg passer på. Alligevel skal jeg læse mine facebook-venner udskamme ikke-vaccinerede som Nazierne udskammede jøderne. Det er virkelig ikke småting der bliver skrevet om mennesker der ikke er vaccinerede.

Nu kender du min frygt, du ved også hvorfor jeg ikke er vaccineret, og jeg tænker ikke du behøver hjælp til hvor "unfriend" eller "blokér" knappen sidder, hvis du fortsat mener jeg er en landsforrædder.

Heldigvis har jeg blandt mine facebook-venner også set mange skrive de fineste opdateringer om valg og forskellighed og sammenhold på trods af uenigheder. Det giver mig håb. Vi skal virkelig være opmærksomme på hvilke huller vi falder i i den her tid, og om det er der vi ønsker at være.

Jeg ønsker for alle at denne svære tid snart er forbi, og jeg ved at alle, også dem der tror på de ting jeg ikke tror på, kæmper for noget der er vigtigt. Jeg har både venner som har fået 3. stik og jeg har venner der tror på en del af konspirationsteorierne. Jeg kan godt være med begge dele, og de kan være med mig.

Og igen, du behøver ikke udskamme mig, du kan bare, i stilhed, trykke unfollow.

Tak