Leaving Michael Jackson og leaving Neverland - en personlig historie om et møde med en pædofil

Jeg kommer for en god ordens skyld lige med en TW (trigger warning). Dette indlæg indeholder detaljerede beskrivelser om overgreb mod børn. Kig lige væk fra skærmen og op på himlen, og mærk efter om det er lige nu du har brug for at læse dette indlæg, eller om det skal vente til et andet tidspunkt, og om du skal være alene, eller om du skal have en at tale med når du har læst. 

 Årh, denne her uge har været tøff. Den eneste stjerne, hvis død jeg nogensinde har grædt over, det var Michael Jacksons. Jeg var på nattevagt, jeg var handicaphjælper, og jeg så udenlandske nyheder, da de pludselig breakede, og sagde at de formodede at Michael Jackson var død. Jeg græd. Michael Jackson's musik har været en kæmpestor del af min barndom. Jeg har lyttet til hans musik siden jeg fik min første CD og hans sange har hjulpet mig igennem svære tider. Så det var med en klump i halsen og først efter flere dages overvejseler, at jeg besluttede mig for at se dokumentaren leaving Neverland, som på nuværende tidspunkt vist ikke behøver yderligere introduktion.En af mine facebook-venner skrev det rigtig fint da #Metoo startede. Frit efter hukommelsen skrev hun "vi kommer til at se folk falde. Vi kommer til at se folk vi elsker falde. Vi kommer til at have lyst til at slukke, at holde os for øjne og ører og skrige "LALALALAL GÅ VÆK" og det er her det er vigtigt vi bliver VED med at lytte og lytter og lytter og lærer at forstå alt det der er så svært at acceptere". Og jeg lyttede mig igennem Weinstein og Louis C.K., og så lyttede jeg mig igennem Bill Cosby og senest R.Kelly. Og det gik nogenlunde med at lytte. Men så kom turen til Michael Jackson. Min helt. En af dem jeg virkelig har forsvaret og er stået op for hele mit liv. En jeg følte med fordi han havde haft en svært barndom. Min superstjerne.Så jeg satte dokumentaren på, og jeg måtte se den i små bidder. Både fordi Selinna vågnede og skulle trøstes, fordi dokumentaren er barsk at se og fordi dokumentaren ribber op i hvordan det er at blive misbrugt som barn. Og ikke bare ribber op i, den sætter også ord og sprog på noget jeg indtil nu ikke selv har haft ord og sprog for.Jeg var udsat for en pædofil mand da jeg var 6 år gammel. En pæn und frisk fyr slut tyve start 30. Det skete på en strand. Jeg var med min mor og min lillebror på stranden, et sted vi kendte allesammen. Manden gik forbi sammen med to jævnaldrende pæne venner, en fyr og en kvinde. Jeg registrerede dem, men var i gang md at fange fisk, så det optog mig. Kort efter kom den ene fyr tilbage. Han spurgte om han skulle vise mig et fiskehul. Jeg sagde nej. Jeg var genert. Jeg kan ikke huske præcist hvordan han fik mig overtalt, men det endte med at jeg gik med ham bag en form for trævæg, hvor overgrebet skete.  Han brugte sin tunge og sine fingre. Noget var rart, noget var ikke. Han kiggede hele tiden op på mig og spurgte om det var dejligt. Jeg svarede bare "ja" for jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange. Til sidst hviskede han til mig at det var vores lille hemmelighed, og hvis jeg nogensinde fortalte det til nogen så ville han komme og slå min mor og far ihjel. Inden han var "helt færdig" kom hans veninde og ven tilbage og så hvad der foregik. De grinede og jokede med "kunne du ikke finde en på din egen størrelse", og så gik de alle tre.Der gik 9 år før jeg nævnte det overfor nogen. Det var hverken mine forældre eller andre voksne. Og jeg var så meget i tvivl om jeg skulle fortælle det. I 9 år havde jeg båret på den hemmelighed, og jeg forstod ikke rigtigt hvad der var sket. Det eneste jeg havde hørt om, som kunne minde om den oplevelse jeg havde, det var ordet "børnelokkere". Det var ulækre gamle mænd der sprang frem fra buske og stjal børn, som råbte og skreg for at komme væk.Det var det.Og når jeg ser "Leaving Neverland" så har jeg jo ikke været igennem noget som helst sammenlignet med hvad de to mænd har været igennem. Alligevel er jeg mærket af overgrebet den dag i dag. Især efter jeg er blevet mor til to piger. At have mærket på egen krop hvor lynhurtigt en pædofil kan groome og overtale et barn til at gøre hvad han vil, hvor hurigt man er fanget, hvor meget man som barn frygter at nogen nogensinde opdager det, hvor komplet ødelæggende "selv et enkelt" overgreb kan være, helt ind i voksenlivet, det skræmmer mig fra vid og sans. Og så i en verden hvor vi i dag har små børn på de sociale medier, hvor vi ikke ved hvem der kigger med, hvem der skaffer sig adgang til børnenes konto, hvem der gemmer sig bag "Louise 12" eller "Jesper 11". Jeg er rædselsslagen.Hver eneste gang jeg skifter mine piger (nu bruger den store ikke ble mere, men jeg hjælper stadig til på toilettet), så bliver der linket til overgrebet i min hjerne. Jeg får flashback, jeg tænker på hvordan jeg kan beskytte mine piger, og værst af alt: jeg tænker på om jeg kommer til at røre ved dem på en forkert måde. Det er forfærdeligt at have de gamle grimme billeder med i mit morhood og sammen med de to mennesker jeg elsker allerhøjest i hele verden. Men jeg er nødt til at arbejde mig igennem det, tale om det og erkende at det er en process der vil vare for altid. Overgrebet varede måske 10 minutter. Måske 30. Jeg ved det ikke. I mange MANGE år har jeg ikke kunnet holde ud når nogen har sagt "er det dejligt?" eller "det er dejligt" fordi det var det han sagde om det jeg ikke forstod. Jeg hader når nogen smasker, for det bringer mig også tilbage til dengang. Et enkelt overgreb kan fucke hele dit seksuelle nydelsesapparat fuldstændig op, fordi du ikke ved hvad der er øst og vest, og fordi du en gang for meget har oplevet din krop forråde dig. Et enkelt overgreb kan ødelægge din sjæl.Jeg vidste ikke jeg var blevet misbrugt, før jeg sad hos min psykolog fordi jeg var gået ned med stress, og i en sidebemærkning nævnte noget med da jeg var 6 år gammel. Min psykolog greb den hurtigt og spurgte ind til den oplevelse, og det tog mig et par sessioner før det gik op for mig at jeg var blevet seksuelt misbrugt. Han var jo ikke en klam ulækker mand, han har jo ikke penetreret mig, han har ikke taget kvælertag eller slået mig. Jeg gik med ham. Jeg lagde mig i sandet selvom jeg ikke forstod hvordan der kunne være et fiskehul der, når der ikke var vand. Jeg løb ikke skrigende væk. Jeg kæmpede ikke imod. Er det så "overgreb nok"?Så, ser du, når der er så stort fokus på bevisførelse, på "hvordan sagde du nej?" og "hvordan kæmpede du imod?" og "jamen blev du penetreret?", så kan man ikke stå frem. Bare se hvad der sker lige nu fordi vores allesammens helt, Michael Jackson står som skydeskive for nye beskyldninger. De to mænd har INGEN beviser. Jeg har heller ikke et eneste bevis og har aldrig haft det. Jeg har kun oplevelsen og alle de forbandede følger det har givet mig at have mødt den mand på den strand den dag. Skulle jeg stå frem i dag og anklage nogen? Not in a million years. Men jeg er derimod ikke et sekund i tvivl om at de to mænd taler sandt. Uden overhovedet at have været igennem så meget grooming og misbrug som de to har, så er ligningen præcis den samme, senfølgerne er de samme, skammen er den samme, løgnen er den samme. Jeg ville også have svoret, under ed, på at jeg aldrig havde været udsat for seksuelt misbrug. Ikke nok med at det ville have bragt mine forældre i fare, det ville samtidig afsløre afskyelige og ulækre detaljer om mig. At nogen havde rørt mig på den måde, at nogen havde gjort grimme ting ved mig, og at jeg ikke havde sagt fra eller kæmpet imod.Det er så vigtigt der kommer fokus på det her. Hvis vi bliver ved med at insistere på at seksualforbrydere og pædofile kun er fedtede klamme mænd der hopper ud fra buske, så er der aldrig noget der ændrer sig. Pædofile er folk vi kender, folk vi godt kan lide, måske endda folk vi elsker, ser op til, er draget af eller forført af. Nu er det bare lige Michael Jackson der er den pædofile i det her tilfælde, men problemet er SÅ kæmpe meget større end Michael Jackson. Det er vigtigt vi forstår det. Og jeg forstår til fulde at det er svært og hårdt at lytte til og være vidne til de her to mænds historier (og du behøver ikke poste artiklen fra Forbes eller andre links, jeg har læst de fleste af dem), fordi det handler om en mand som vi på en aller anden måde allesammen er vokset op med, og som har leveret soundtracket til vores allesammens liv og dansegulv. Og jeg forstår både dig der fortsat vil spille hans musik og dig der ikke vil. Personligt kan jeg ikke skille manden fra musikken. I hvert fald ikke lige nu. Jeg ved ikke hvordan jeg har det om 10 år. Men lige nu kan jeg ikke høre det. For mig er musik noget der kommer fra personen, indefra, og det kan jeg ikke skille fra det han har gjort. Det betyder ikke at Michael Jackson ikke var en genial kunstner. For det var han. Og han var sød og rar og god og jeg er slet ikke i tvivl om at han elskede børn og at han kæmpede for en bedre verden. Jeg er samtidig heller ikke i tvivl om at han misbrugte små drenge seksuelt. Ikke et sekund.Jeg ved at det ene på ingen måde udelukker det andet. Og det er det der er så uhyre vigtigt at vi lærer at forstå. Et menneske kan sagtens være fantastisk og samtidig gøre nogle helt forfærdelige ting.I sidste uge blev jeg interviewet til et speciale om voldtægter. Her blev jeg, et godt styke inde i interviewet, spurgt til hvorfor jeg nogen gange bruger ordet "overgreb" og andre gange "voldtægt". Og det kunne jeg ikke lige svare konkret på da jeg blev spurgt, fordi jeg aldrig selv har lagt mærke til det. Men nu hvor jeg har haft en uge til at tænke over det, og nu hvor jeg har set programmet med Oprah, som interviewer de to mænd og instruktøren til "Leaving Neverland", så forstår jeg bedre hvorfor jeg bruger forskellige ord. Sproget. Når jeg bruger ordet voldtægt, så er det fordi jeg i mit teenageliv blev voldtaget to gange af den samme mand på "filmmåden", du ved, sådan som det ser ud på film. Voldeligt, tårer, kvælertag, trusler, fuld penetration. Alle de andre oplevelser har lænet sig op ad, men der har været en eller flere ting der ikke har været til stede, og derfor har jeg ikke kunnet kalde det voldtægt. Og det her skriver jeg fordi jeg synes vi mangler sprog på det her område. Nuancer, ord, udtryk. Når vi skal snakke computersprog, så er der så mange ord at vi drukner i dem og må have 1.780.368.638.010.478 sider på google, og mange af os er stadig lost. Men overgreb, voldtægter og seksuelle krænkelser, der har vi kun et fattigt sprog, og samtidig et gigantisk stort behov for at sætte ord på. Mange ord. Forskellige ord. Mange gange.Så når alt det her er sagt og skrevet, så er jeg på mange måder i sorg. Jeg er i sorg over at sige farvel til mit idol, til ham der var der med sine sange i min barndom. Ham der fortalte mig jeg ikke var alene. Jeg er i sorg over at få ribbet op i mit eget barndomstraume. Jeg er i sorg over at kende disse to mænds historier. Jeg er i sorg over at så mange børn tier i årtier, og de fleste måske for evigt. Jeg er i sorg over at så tilsyneladende få forstår hvorfor det er absolut normalt at man "først kommer frem så mange år efter". Jeg troede fejlagtigt at det var noget de fleste vidste. At man for alt i verden bare vil pakke oplevelserne væk og aldrig kigge på dem igen. Og da slet ikke pakke dem ud og vise dem til verden. Hvem ville jeg gøre min mor til hvis jeg fortalte hende hvad der var sket på den strand? Det ansvar kunne jeg heller ikke bære. Jeg er i sorg over al den mistro som ofre i hele verden møder. Mænd, kvinder, børn. Var Michael Jackson blevet dømt er jeg sikker på mistroen var den samme, det har vi jo allerede set med Bill Cosby. Selvom der ligger en dom, selvom han skal i fængsel står fans stadig med forklaringer på hvorfor han er uskyldig og ofrene er nogle pengegriske små u-mennesker. Du kan aldrig vinde noget som helst ved at være offer for overgreb. Aldrig.Jeg taler ikke med så mange, udover arbejde, i de her dage, og jeg følger stadig debatterne rundt omkring, fordi sagen på alle planer har min fulde interesse og opmærksomhed. Og hvis jeg skal sige noget opløftende, så er det at der kommer positivt fokus på det her område nu. Tak til #metoo, tak til dem der står frem, tak til Oprah for at stille sig i bokseringen sammen med de to mænd. Og tak til alle dem der hver eneste dag kæmper for at få belyst det her område, kæmper for at forbedre lovgivningen og skabe bedre information for befolkningen så vi kan opdage det her i tide og en dag ændre forholdene så der ikke længere er så mange mennesker der skal lide i stilhed, smerte og ensomhed.Tak <3