Lever du også livet i din enmandshær? Sådan her kan man råbe om hjælp

"Du skal aldrig have ondt af dig selv. Min erfaring fra kurdisk kultur (landbrugssamfund) er, at kollektivet giver opmærksomhed til en person, der udtrykker selvmedlidenhed. Fortællingen om smerterne bliver en slags ventil for fysiske eller psykiske smerter. I dansk kultur oplever jeg det modsatte. Her er selvmedlidenhed ildeset. Man skal ikke lede efter andres medlidenhed med én. Man skal bare kører på, igennem smerten - og sådan kommer man også længst. Man styrker sin smertetærskel og selvværd. Ikke ved at bebyrde hinanden med smertefortællinger." - Nilgün ErdemSådan lød den, den statusopdatering jeg faldt over på facebook. Den status som fik mig til at lukke sandheden ind, og den status der har resulteret i at jeg denne morgen har grædt af lettelse, og kan slippe alt hårdheden igen. Da jeg havde læst den gik jeg ind på min private facebook profil og skrev det her:"* Privat*"I de kurdiske kulturer retter kollektivet opmærksomhed mod den der udtrykker smerte. Fortællingen om smerten bliver en slags fysisk og psykisk ventil. Sådan er det ikke i dansk kultur. Der skal man bare tage sig sammen og komme videre..."Nogenlunde sådan lød en status jeg læste for lidt siden, som fik mig til at slippe mit "tag dig sammen og kom videre" bånd om mig selv, og skrive det her.Det er virkelig en tid for transformation i min lille andedam. Det er sindssyg hårdt bare at komme igennem dagene i øjeblikket. Jeg startede dagen i dag med at råbe "DET KAN KRAFTEDME DA IKKE PASSE!" hvorefter jeg gav Emmalia sin t-shirt på med magt. Emmalia har været oppe siden kl 4.15. Klokken er nu 8.06 og jeg har været i gang i 4 timer allerede og er fuldstændig smadret og træt. Men Selinna kan ikke sove hvis jeg ikke konstant vugger slyngevuggen, så søvnen den kommer i aften omkring kl 22. Lige nu føles det som om der er et år til kl 22.Sådan er dagene pt.I morges tænkte jeg på hvordan jeg kan lave min fortælling om mit liv om sådan så jeg eliminerer alle mine egne behov. Behov for at have en telefonsamtale med en veninde. Behov for at passe mine ting (blog, mail, mad, få gået en tur osv). "Hvis jeg nu fortæller mig selv at det bare er et år. Et år hvor jeg ikke har noget liv, ikke kan komme til frisøren og ikke kan spise andet end håndfulde peanuts og bananer, så blivr det nemmere at være i".5 minutter senere får jeg råbt af mit ene barn. Og min indre hammer er så stor og jeg banker løs i knoppen på mig selv. Og jeg er helt alene.Det værste er hensigtserklæringerne. "Du siger bare til", og når jeg så siger til så siger jeg det ind i et rum hvor der ikke er nogen alligevel. Snydt igen.Og så har jeg tænkt at jeg ikke skal fortælle om det denne gang, fordi det er sejere at kunne rumme det hele, at kunne klemme ballerne sammen, at kunne sige "alting bliver bedre" til mig selv og vise alle at jeg sagtens kan klare det.Det er bare så svært at leve i en løgnefortælling, og sandheden står hele tiden og prikker mig på skulderen og siger "hey, du slipper ikke for mig"Så nu siger jeg det højt.Jeg har brug for at der er nogen der hjælper mig.Jeg har brug for din tid og dit nærvær.Jeg har brug for en der hjælper mig med at vaske tøj 1 x ugentligt den næste måned.Mit nummer er xxxxxxxx, hvis du den kommende måned har en dag fra 15.30-1930 (cirka, man ved jo ikke helt hvornår børn sover), så har jeg brug for aflastning i det tidsrum. Det er nemlig typisk der den lille skriger, der skal laves mad og den store har brug for nærvær.Min adresse er XX XX XX. i LyngbyJeg drukner og jeg har brug for den der landsby de siger man skal bruge for at opfostre et barn.og hvis du tænker "ej jeg vil gerne komme forbi men så godt kender vi jo ikke hinanden..." - så kan vi jo komme til det, ikke :)Jeg trænger til at blive en glad mor igen, til at grine og til noget ny energi i mit hjem.hjælp mig" Og så sendte jeg den ud. Og nu sender jeg den også ud her på bloggen. Måske er jeg den eneste i Danmark der prøver at klare det hele selv. Men hvis der nu skulle ske det usandsynlige, at jeg IKKE er den eneste, så kan det være du kan hente noget i dette indlæg. Måske.For det er simpelthen så ensomt at stå i smerten alene. Vise verden at jeg sagtens kan rumme det hele. Ikke være svag. Ikke sige det til nogen. Jeg har jo selv valgt det. Og om nogle måneder kan jeg stolt sige "JEG GJORDE DET HELT ALENE"... selvom jeg brækkede et ben og slog mig selv halvt ihjel på vejen dertil. Er det sejt? I dont know... Det er i hvert fald ensomt. Og jeg er ikke sikker på hvad præmien er for at tordne igenne livet i sin enmandshær?Så da jeg havde læst Nilgüns status, besluttede jeg mig for at lukke noget kurdisk kultur ind i mit hjerte, og nu har jeg skrevet ud til hele mit private netværk at jeg har brug for hjælp lige nu fordi jeg drukner. Og så har jeg grædt af lettelse lige siden. Og nu kommer landsbyen. I morgen skal jeg op til en veninde med mine to piger, og vi overnatter. Hun har 3 seje drenge og de kan underholde den store pige, og vi kan allesammen tage til stranden og min veninde kan altid få mig til at grine. Og det trænger jeg til. Jeg har bedt om at der kommer nogen hver eneste eftermiddag i ulvetimen for at aflaste mig nogle timer, og jeg glæder mig. Nogle af dem der kommer, kender jeg rigtig godt. Andre kender jeg ikke så godt, men det kommer jeg til. At række ud og dele er for mig en langt mere kærlig vej at gå.Nu er det sådan, at når jeg skriver den her slags indlæg, så kommer der altid en eller anden trold ud af sin jordhule. Det årlige friske luftindtag, eller hvad ved jeg. Og til dig har jeg altså en lille invitation (lyder det ikke dejligt sådan at blive inviteret til noget?):Hvis du bliver provokeret over noget af det jeg skriver her, så vil jeg virkelig invitere dig til at se indad. Se på hvor i dit liv du selv kunne trænge til en hjælpende hånd. Måske er du blevet hård og ensom fordi du (også) har oplevet ikke at få hjælp. Eller ikke at kunne række ud. Af frygt for at blive dømt som svag. I stedet er du blevet hård. Og så kan det være du bliver trigget hver gang du møder en som mig, sådan en der tillader sig at gå i knæ og række hånden ud og bede folk være der. Så i stedet for at gøre mig forkert for at have det som jeg nu engang har det, og for at række ud. Så prøv at finde ud af hvor det stikker henne inde i dig, og kig på hvilket tema jeg kommer til at ramme med det her blogindlæg.OG... hvis du har lyst til at være en af dem der tager en "eftermiddagsvagt" hos mig den kommende måned eller to, så vil jeg rigtig gerne snakke med dig om det her med at række ud, for det har jeg en mase perspektiver på. Og jeg ved også en helt masse om hvorfor det er svært at stille sig 100% i sin sårbarhed. Trust me, I know!Og hvis du nu ikke er en trold, men bare gerne vil komme og hjælpe os en eftermiddag, så send mig en mail med hvilken dato du har lyst til at komme, og så glæder jeg mig helt oprigtig meget til at møde dig. Der er mange måder at lære nye mennesker at kende på. Det her er en af dem.Et andet perspektiv på realiteterne og sandheden er at jeg må takke min yngste datter Selinna for at lære mig at række ud. Emmalia kom med et tema der hed vrede, kreativitet og sund grænsesætning (nøj hvor har jeg turbolært de sidste 3 år). Det var (er) hendes gave til mig. Selinna kommer med nydelse, sisterhood/landsby/række ud og lethed. Tak til begge mine piger for at give mig vækst. Selvom det er (fucking) hårdt. Jeg har krammet dem begge to ekstra meget i dag. Og Emmalia blev selvfølgelig samlet op efter vores konflikt. og vi blev enige om at vi er lidt oftere uvenner end vi plejer i øjeblikket. Og at vi bare sammen må komme igennem det, og så krammede vi en masse.Hvis du nu sidder og også gerne vil række ud efter hjælp, så har jeg noget temmelig dyrtkøbt erfaring du kan bruge eller lade være:

1. Vær specifik. Tidsrum, antal, hvilke dage, på hvilken måde, er det til madlavning eller til at lytte til dig eller kramme dig.
2. Vær specifik med hvad du ikke har brug for. Jeg har f.eks på ingen måde brug for at nogen kommer og "lige tager mine piger i nogle timer". Nej. Jeg har brug for at nogen lige kommer og tager alt andet end mine piger, så jeg kan være sammen med dem. Så det må jeg sige højt.
3. Jeg har lært at hjælpen (ofte) kommer steder fra man ikke havde regnet med (overhovedet) og ikke altid derfra hvor man troede man kunne få hjælp. Og det er okay.
4. Hvis det ikke føles som hjælp, så er det det heller ikke. Justér eller sig nej tak.
5. Jeg har lært at vi er utrolig utrænede i at "bare være med hinanden". Nogen gange (tit) er det nok at du bare ER sammen med mig. Jo det er rart at nogen vasker gulvet og går ned med skraldet, men det er faktisk ofte langt mere værdifuldt at nogen bare er. Sammen med dig. Mig. Så føles det ikke ensomt og så bærer man (jeg) ikke hele verden alene. For du er der også. Er bare.

 Hvad har du gjort dig af gode erfaringer når det kommer til at række ud?Og jeg mener det helt alvorligt. Har du lyst til at komme en eftermiddag, også selvom vi ikke kender hinanden, så må du gerne være med i min landsby. Send mig en mail på freja@frejamay.com og skriv "jeg vil altså gerne komme og hænge ud med jer nogle timer - tænk hvis der kom noget sjovt ud af det?" Jeg har ikke prøvet det her før, hvem ved, måske bliver det fedt? Og rart? Jeg håber vi ses :)