Når man selv synes man er lækker, lækker, lækker lækker lækker
(Billederne er taget af den ÛBERSEJE fotograf Mathilda Yokelin)
"Han kigger bare på dig fordi du simpelthen er så ækel og grim at glo på. Selv med dit sølle forsøg på at lægge en make-up ovenpå dit grimme fjæs, er du grim. Bliv dog hjemme". Sådan lød det. Jeg stod i køen ved bageren, og han kiggede på mig. En dame kiggede også på mig. Jeg boede 250 meter fra bageren, og alligevel havde jeg både hår, tøj og make-up krise over at skulle ned og stå i kø for at få noget smør og brød med hjem. Jeg lagde make-up, men det var som om end ikke 10 lag make-up ville skjule hvor grim jeg var.Stemmen var selvfølgelig ikke nogens. Den var min egen. Jeg var kommet til at tro på at de der 10 års mobning i folkeskolen, de havde noget med sandheden at gøre. Og så havde jeg helt ukritisk overtaget det forvrængede spejlbillede (og selvbillede) jeg var kommet ud af folkeskolen med. At jeg var grim. Ækel. Grim med lort på. Og intet kunne gøre at jeg kunne skjule det.Og sådan levede jeg så i mange år. Dækkede og dækkede og dækkede over mig. Og skammede mig. Og var dybt taknemmelig når nogen mænd viste interesse for mig. Og fandt mig i alt muligt, fordi man søger den kærlighed man tror man fortjener.Og i virkeligheden var det slet ikke den historie jeg ville fortælle i dag, men den er nødvendig for at forstå den historie jeg vil fortælle nu.
Forlede var jeg i Magasin. Jeg havde morgenhår, leggings på og så virkelig ikke særlig fancy ud. Og da jeg stod og snakkede med en af sælgerne dernede, og en mand gik forbi og kiggede på mig, blev jeg pludselig mindet om den gamle virkelighed, den forvrængede sandhed om mig selv. Det slog mig at jeg stod der i Magasin i Lyngby, uden make-up, med tydeligt sovehår, med meget lidt fancy tøj på, og jeg havde det SÅ godt med mig selv. Jeg havde faktisk ikke skænket mit udessende eller andre folks domme eller tanker en eneste tanke. Og det gjorde mig glad. For der var engang hvor jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet jeg nogensinde ville komme hertil.
Jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort. Okay jeg er også gravid, men udover det er jeg stadig 2 tøj-størrelser større end dengang jeg stod i kø hos bageren og kunne have gravet mig selv ned. Men jeg har det faktisk godt med min krop, med min stil, med mine øjne (jeg har to forskellige øjne, det var årsagen til at jeg blev mobbet i første omgang). Jeg synes jeg er et godt menneske, jeg synes jeg fortjener respekt og værdighed og jeg synes generelt jeg gør det ret godt i livet, også selvom jeg dagligt slår mig selv i hovedet over åndssvage ting, og bare er et menneske der ikke kan gøre alle glade. Eller skal gøre alle glade. Ingen kan det.Forskellen er bare ikke min størrelse eller mit udseende. Hele forskellen ligger i den måde jeg har lært at møde mig selv på. Med kærlighed, forståelse, respekt, værdighed og heppekor.En dag, da den modbydelige stemme tog over, besluttede jeg mig for at undersøge den i stedet for at dulme den eller flygte fra den. Jeg besluttede mig for at finde ud af hvad det egentlig var den ville. Og svaret forbløffede mig faktisk ret meget.Det viste sig, at når jeg kørte det massive selvhad, de grimme grimme sætninger og ord mod mig selv, så blev jeg til sidst så ødelagt at jeg begyndte at græde. Og det var svaret: forløsningen. Gråden. Det var det det handlede om for mig. Og det anede jeg ikke. Så jeg besluttede mig for at prøve en mere kærlig vej hen til forløsningen, hen til tårerne. Jeg begyndte at se rørende youtube-videoer. Auditions, mennesker der hjælper hinanden, kald det følelsesporno hvis du vil. Det virker for mig.
Det var simpelthen starten på den forandring som gjorde at den modbydelige stemme nu kun er en sjælden gæst, og når den kommer tilbage, så siger jeg "STOOOP!" højt ud i rummet og minder mig selv om at sådan fortjener INGEN at blive talt til. Og så går jeg ind og græder sammen med nogle af X-factor deltagerne eller en sød kat eller en flash mob.Er det ikke tankevækkende? Det var det i hvert fald for mig. Og det glæder mig at jeg kan "walk the talk" med min egen datter. Vi render tit nøgne rundt herhjemme, og vi danser og ser os i spejlet og hyler vores kroppe. "Mor har laaaaaaange baba" siger hun. Og fra hendes perspektiv har jeg lært at mine "baba" nok ser rimelig lange ud.Lige om lidt skal hun ud i en verden som hylder et meget forsimplet kropsideal. hun skal ud og spejle sig i massemedierne og høre en masse grimme ting om kvinde og mandekroppe. Jeg har ikke svaret på den rigtige forebyggelse, men jeg tror på, at hvis man som mor og far går forrest og kan finde sit eget "lækker lækker lækker lækker lækker", så er der en god chance for at børnene følger trop.Children see children do.God weekend <3