Et opgør med en uhensigtsmæssig fødekultur: hvor blev vi af?
Det er sundt at stirre ud i luften. Det har jeg gjort i dag. Så meget en 2,5 årig krudtbanan nu tillader det. Jeg har haft lyst til at skrive noget, men jeg ved ikke præcis hvad. Og alligevel ved jeg det jo godt, jeg ved bare ikke hvordan. Tricket er at skrive det første bogstav og så se hvor fingrene bevæger sig hen på tastaturet. Det er det du er udsat for nu.Jeg har lært, at hvis man gerne vil blive klogere på et område, så skal man ikke læse en bog, man skal skrive en. Eller en blog. For at holde sig skarp på de emner der optager en.Det slog mig, i hele min proces med at kvitte sygehuset og sige ja tak til alle de åbne arme der var parate til at gribe mig i mit frie fald fra sundhedssystemets tagterrasse, at jeg havde glemt en del af mig. Min krop havde glemt en del af mig. Jeg havde koblet kroppen fra hovedet, og kroppen blev en form for transportmiddel, der fragter mit hovede fra A til B til C. Men nu hvor jeg har brugt et par uger på at lande i at 2018 starter med et kæmpe kærlighedskram fra det gravid-team som jeg er teamet op med (præsentation følger), så er det som om kroppen er begyndt at pulsere igen. Jeg kan mærke der er ting der sker. Jeg kan mærke mit barn sparke (meget). Jeg kan mærke trygheden. Jeg kan mærke womanhood, togetherness, urkaft og kvindepower.
Helt ærligt, så savner jeg det simpelthen så vildt til hverdag. Når jeg læser ammedebatter, debatter om skilsmisser, debatter om fødsler, debatter om forældre, debatter om kontanthjælpsmodtagere, debatter om flygtninge. Jeg længes efter at mærke menneskeligheden, næstekærligheden og især den omsorg for hinanden og vores art, som forhåbentligt skal overleve så længe vi selv er her endnu. Alt det fine og smukke som jeg ved de fleste mennesker indeholder og har adgang til hver dag hvis de vil.Hvis jeg nu skulle begrænse det til gravid/fødselsområdet, som er den lille verden jeg befinder mig i lige nu, så er al magien erstattet af elektroniske spørgeskemaer, nem-id, borger.dk, registreringer, risikoberegninger, frygt-baserede samtaler med folk i hvide og blå og grønne kitler. Jeg var til scanning inde på jordemoderhuset, og bare det at træde ind et sted hvor der duftede rart, hvor der var dæmpet afstressende musik og hvor toilettet ikke føltes som forstadiet til et klinisk operationsbord, det gjorde en kæmpe forskel. Selvom jeg jo i princippet skulle præcis det samme som på Hillerød sygehus, nemlig scannes (indtil de aflyste fordi de ikke havde kapacitet til at udføre en MD scanning, but what the hell, jeg tager en scanning mere hos jordemoderhuset til Januar).
Graviditeten handler hurtigt om alt andet end det lille mirakel der vokser inde i maven. Tænk engang hvor mange kemiske processer der skal til for at skabe et barn? I 2017 kan man stadig ikke få leveret et komplet køkken uden at det involverer fejl og mangler, men kroppe kan stadig lave det vildeste mirakel: liv! Og vi opfører os som om det ikke er noget særligt, som om det er en sygdom, som om det også bare ville være nemmere hvis vi kunne gå ned i Bilka og hente et barn i børneafdelingen, så slap vi for alt det bøvl."bare du betaler for dit yngel selv""børn larmer og lugter""jeg magter ikke at se på ammepatter, fy for satan"og kommentarer der er langt værre end dem her.Hele magien omkring skabelsen, omkring fødslen, omkring den transformation man gennemgår som vordende mor, omkring overgangen fra gravid til mor, det kommer jeg meget mere ind på, fordi jeg har fået en jordemoder der er fuldstændig specialiseret i netop dette. Og jeg glæder mig helt vildt til at dele alt det jeg lærer fra hende med dig. For der er brug for det derude.Hvor blev vi af? Hvor blev kærligheden af? Hvornår stoppede vi med at rumme familier og børn? Jeg glemmer aldrig turen til Ungarn tidligere i år, hvor vi kørte en del med sporvogn. Jeg var fuldstændig chokeret over at ALLE rejste sig når jeg kom slæbende med Emmalia, og det var bare slet ikke til diskussion at børn og forældre, dem passer man selvfølgelig godt på. Herhjemme i Danmark er det nærmest bedst bare at blive hjemme eller gå en tur i skoven med ungerne, ellers er man til dybt besvær alle steder. En enkelt gang kørte jeg i bus, og der var ingen pladser og jeg havde Emmalia i slyngen. Chaufføren havde set mig, og sagde ud over højttaleren "vi kører ingen steder før nogen har rejst sig og givet en plads til moderen med det lille barn, i skal ikke stå der, i skal sidde". Og så var der en der rejste sig.
Jeg er begyndt at massere min fine mave. Jeg havde ellers koblet hele graviditeten fra, fordi jeg var så bange og ensom da jeg var tilkoblet sygehuset. Så sent som i sidste uge havde jeg en "afsluttende snak" med jordemoderen på sygehuset, som igen var frygtbaseret. Jeg var så glad for at jeg havde min helt egen plan med uddannet og yderst kompetent personale i baghånden, især da jeg blev gjort opmærksom på at sygehuset kunne finde på at lave en underretning til kommunen, fordi jeg har valgt systemet fra, og har valgt mit eget private team til. Så det er altså sådan vi skal møde kommende forældre der tager ansvar, og ikke har lyst til at bruge 9 måneders graviditet i frygt og ensomhed, men netop vælger noget andet fordi det er bedst for både mor og barn og resten af familien? Spændende...Jeg blev selvfølgelig bange (igen igen) for at der nu skal komme underretninger fra min jordemoder på Hillerød sygehus til min kommune. Men hvis de kommer så er jeg klar. Jeg har jo ikke besluttet mig for bare at føde alene på en pløjemark med en røgelsespind oppe i røven. Jeg har allieret mig med meget kompetente mennesker med godkendte danske uddannelser og årelang erfaring, som ved mere (efter min mening) om kvindekroppen end et underbemandet sygehus ved. Og det står jeg gerne ved, også til en eventuel samtale hos kommunen.Men er det ikke utroligt? Det er sådanne emner man skal bøvle med i en tid der (og jeg citerer mig læge) "jo er meningen skal være glædelig og lykkelig". For det har min læge helt ret i, det er nemlig det den skal.
2018 bliver for mig lidt missionspræget. Jeg vil gerne dele min "alternative" gravid-rejse med dig, fra start til slut, hvad jeg lærer undervejs, min rejse tilbage til kroppen, min rejse gennem behandlingen af kropstraumer og senfølger fra overgreb (jeg er startet og glæder mig til at dele hvad jeg har opnået allerede), jeg vil, sammen med mit fantastiske hold, forsøge at kaste mere lys over andre veje, hvis nu man heller ikke føler sig vildt tryg og mødt på sygehuset, eller hvis nu man bare drømmer om også at træde sin egen sti som gravid kvinde i Danmark. Det er muligt, og jeg viser meget gerne den sti jeg træder, så kan du se om der er noget af det du finder inspirerende eller selv kan bruge en dag.Vi skal tilbage til det smukke, det feminine, urkraften og troen på at vores kroppe kan meget mere end vi tror. Jeg siger ikke at alting ender lykkeligt, og det kan sagtens være jeg ender i et akut kejsersnit igen, men uanset hvad destinationen ender med at være, så skal rejsen stadig være smuk og magisk, og det kan den blive med hjælp fra de rette steder.Bring on 2018, jeg er klar!
(Se så endte fingrene her. Jeg har lige læst blogindlægget, for jeg ved sjældent hvad jeg har skrevet når jeg når til slutningen. Men det blev godt, så nu får du det også at læse)