Hjælp? Jo det kan du få til februar. Hilsen sygehuset.

Advarsel. Dette blogindlæg er muligvis lidt bittert. Nu findes Betthany Bitterfissen jo ikke mere, så måske låner jeg lige hendes hat i dag. Og ja, jeg ved godt vi skal være positive og møde systemet med åbne arme, men det er bare så enormt svært når man gang på gang (på gang) forsøger, og ender med at få en hammer lige i hovedet når man ringer på dørklokken. Så nu skriver jeg, og så kan det være jeg får ro i mit system.Og hvis du er gravid og førstegangsfødende, så vil jeg faktisk råde dig til ikke lige at læse dette indlæg. Det gavner dig ikke. (Det her er mig der forsøger at tage ansvaret for den dårlige energi jeg kommer til at sende ud i rummet over de næste par passager).Siden engang i sidste uge har jeg haft en eller anden form for "melt-down", som ligesom har udviklet sig. Det startede med at jeg lavede nogle strækøvelser hvor jeg pludselig fik stærke smerter i maven. Jeg ved man ikke sådan lige kan komme ind på sygehuset og få tjekket at alt er ok, men alligevel gik jeg med det et par dage og mærkede selvfølgelig heller ikke liv. Efter nogle dage var mit korthus ved at vælte, men mest fordi der også var noget andet der fylder meget, nemlig fødslen.Selvom jeg havde en fin fødselsoplevelse, og selvom jeg planlagde hjemmefødsel og endte i akut kejsersnit midt om natten, så var oplevelsen stadig positiv. Lige indtil nu. Pludselig kommer der en hel masse ting op omkring den første fødsel, stærke følelser, frygt, hjertebanken, og det går op for mig at jeg slet ikke tror på at min krop kan føde selv.Jeg har en lang historik med seksuelle overgreb på min krop, som startede da jeg var 6 år gammel. Jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet med alle mine gamle traumer, også på kropsplan med BodySDS og Manuvision og kinesologi og hypnose og og og og. Men min krop er skadet. Jeg spænder i mit underliv 24/7. Ikke bevidst, det gør min krop bare. Jeg har aldrig haft brug for at lave knibeøvelser, jeg skal måske snarere lave det modsatte.Måske var det det der gik galt under min første fødsel. At min krop simpelthen bare satte imod. Efter 3,5 dage med veer og efter mange timer på fødegangen med veer havde min krop åbnet sig hele.... tadaaaa.... 1,5 cm. That was is. Jeg havde al smerten, jeg havde veerne, jeg havde det hele, min krop ville bare ikke være med.Pludselig sidder jeg her, 19 uger henne i min nye graviditet, i en kæmpe sorg og med et kæmpe behov for at snakke med nogen. Jeg ringer til sygehuset, for jeg har fået sådan en fin mappe med så mange gode oplysninger og de skriver "ikke 2 graviditeter er ens", og her er 7 forskellige numre du kan ringe på hvis du har brug for hjælp. Så det gjorde jeg. Jeg ringede og græd i telefonen og havde en rigtig god snak med en som beroligede mig, men fortalte at de desværre intet kunne gøre da jeg kun er 19 uger henne.Det er sgu også træls at min re-traumatisering kommer i de forkerte uger, altså!Nå. Men henover weekenden er det hele bare blevet værre, og mandag, på min fødselsdag brød min verden bare sammen og jeg har grædt i to dage nu. Jeg ringede igen til sygehuset og spurgte hvem man egentlig skal tale med når ens gravid-verden bryder sammen, og man egentlig bare har brug for at tale med en læge eller en jordemoder der kan sætte lidt fakta og lidt tanker i system, så jeg kan få ro igen."Det er din jordemoder du skal tale med, og jeg kan se her du har en tid i februar. Det er desværre alt vi kan tilbyde, held og lykke med det"Hej hej.Jeg ved godt jeg måske har helt vildt høje og urealistiske forventninger til systemet. At man kan få hjælp. Jeg har meldt fra til alt arbejde, jeg har fået Emmalia passet så jeg selv kunne samle mig, jeg har trukket alle former for håndbremser de sidste dage for at tage hånd om mig selv. Men det er virkelig hårdt at sidde alene med google, og lede efter en at tale med om overgreb, senfølger og fødsler, og what dælen do I do?Egentlig er jeg en rimelig selvhjulpen type, men efter 4 måneders opkast og invaliderende kvalme og samtidig at forsøge at opretholde indtægt og arbejde og en stabil hverdag for min datter, så er kræfterne langsomt ved at slippe op. Jeg har som regel heller ikke brug for ret meget hjælp nogen steder fra, før jeg er helt selvkørende igen. Men en sjælden gang i mellem har jeg. Og ofte er det bare et sted at læsse af, gerne hos en med faglig viden, som kan give mig nogle ting/værktøjer eller et eller andet så jeg selv kan igen.Og her kommer offerkortet: jeg synes faktisk jeg kæmper. Jeg synes jeg arbejder benhårdt med mig selv, og de ting der fylder, og de ting der opstår undervejs, og jeg forsøger at deale med så meget som jeg kan. Men jeg kan ikke det hele alene. Jeg er ikke føde-ekspert. Jeg er ikke jordemoder. Jeg er ikke ekspert i senfølger af seksuelle overgreb og jeg er ikke psykolog. Af og til har jeg brug for en med fagligheden i orden som kan hjælpe mig over en mur, så jeg selv kan løbe videre. Og det føles virkelig ikke rart at stå der alene foran muren og ikke vide hvordan jeg selv skal komme over på den anden side.Så. Nu er jeg ved at finde alternative veje rundt om systemet, veje som min skrabede kvalme-opkaste-økonomi kan bære, sådan så jeg kan få ro på mit system og ikke længere kan høre min puls i mit øre hele tiden. Så jeg kan sove igen, have ro på tankerne omkring fødslen, ro på om jeg kan få planlagt kejsersnit og ro på om min baby egentlig har det godt.Nu er jeg færdig med at brokke mig. Jeg forkælede white-woman-first-world-problem-type. Ku' vi blive enige om at alle problemer i Danmark er first world problems? Så behøver vi ikke koge mere suppe på den.Im sorry. Jeg er bare vred og skuffet.Men det har jo aldrig været en dårlig drivkraft...