En uges stilhed

For en uge siden skrev jeg dette indlæg om graviditeten og om hvem der i virkeligheden er donor til barnet. Jeg havde faktisk forventet at jeg skulle have mit skjold på. Man ved aldrig. Men det skulle jeg ikke. I har simpelthen været så fantastiske og modtaget nyheden så godt, og jeg er rørt og det er simpelthen så dejligt at jeg ikke skal deale med en shitstorm, lige i de her dage i hvert fald.Indlægget blev udgivet, og så gik jeg ellers i en form for hi. I weekenden var jeg til det smukkeste bryllup på Møn. Denne uge har været ét langs sygdoms-mareridt. Jeg er selv trådt ind i den del af graviditeten der hedder "den onde invaliderende psykopat kvalme", og jo, det er en diagnose fra nu af. Ikke nok med det, så blev Emmalia ramt af opkast og diarré oveni. Jeg undlader at gå i detaljer omkring hvordan ugen har været.I dag startede hun i vugger igen, men blev ringet hjem, og vi har bare hygget her til aften. Men jeg er helt flad. Altså, som i helt kørt over flad. Og her er lidt om hvordan mit system virker:Jeg glemmer at jeg er i gang med at gro et barn, at jeg kaster op hver dag, at jeg var til bryllup i weekenden, som, selvom det var fantastisk (det var det virkelig), så var det bare også en temmelig stor energiudladning, jeg spiser næsten kun hvidt brød og smør og de vitaminer jeg spiser når knap nok at virke før de ryger op igen. Og så sker det her alligevel:(indre tankestrøm)"Måske skal jeg bare tænke mere positivt. If you can dream it you can do it. Hvis nu jeg løb en tur hver morgen, så... Hvordan kan jeg være en god mor for to når jeg lige nu er så fysisk udmattet at jeg ikke kan overskue dagen i morgen? Måske hvis jeg bare kommer ind i en god rytme med at træne om morgenen og spise salat og..."Kender du det? Hjernen der slet ikke tjekker ind med kroppen, og som bare kører et "nyuddannet-coach-på-speed-program" ned over hele systemet. Og så ligger jeg her og føler mig som det mest uduelige menneske, fordi jeg ikke kan overskue vasketøjet, og ikke føler jeg udviser taknemmelighed nok overfor dem der hjælper mig.Jeg føler jeg er gået fuldstændig i stå. Og det er sikkert bare midlertidigt og alt det der, men det er virkelig en træls følelse. Og min hud slår ud som aldrig før og jeg vil helst bare puttes i seng og have cola lagt ind med rør.Så.Det er det der sker i de her dage. Det skal nok vende, det ved jeg jo godt, men lige i de her dage er det sgu lidt træls, og jeg ville ønske jeg bare sprang ud af sengen hver morgen og luntede en tur rundt i kvarteret. Og nu vil jeg fejre at jeg fik skrevet et blogindlæg i dag med at gå tidligt i seng.Namasté