Vuggestuemavepine efter ferien

Så er det nu. I mandags skulle Emma starte i vuggeren igen efter ferien. Lad mig sige det sådan at pludselig overvejer at hjemmepasse hende resten af livet for det er godt nok en hård omgang i de her dage. Og JA jeg ved godt at jeg skal finde fred i mig selv omkring situationen først, så finder Emma fred. Men jeg har IKKE fred med situationen. Så ja, det er naturligvis min egen skyld at det går så dårligt.Dengang jeg kørte Emma ind i vuggestuen tog det næsten et halvt år før hun havde helt ro derovre, men det er aldrig nået til det niveau hvor Emma synes det er en fest at komme i vuggestuen om morgenen. Hun er rigtig glad for at være der og hun hygger sig og er nogen gange svær at få med hjem igen (hvilket er virkelig dejligt at opleve, for så ved jeg hun er glad for stedet, og det ER et godt sted). Så jeg vidste det ville blive svært det her, og jeg har virkelig tænkt over hvad jeg kunne gøre for at "ease" den her mini-indkøring igen. Så her er hvad jeg har gjort:

• Jeg har forberedt Emma på at vi skulle afsted i god tid, så selvom hun reagerede kraftigt, og allerede derhjemme klamrede sig til mig, så vidste hun i hvert fald besked, og jeg var der til at kramme hende.
• Jeg har fortalt hende at jeg faktisk også synes det er skidesvært, og at vi nok sammen skal komme igennem, og at jeg passer på Emma. I går, da jeg bar hende over i vuggeren kiggede hun på mig, ud gennem tårerne og sagde "mor passer på Emma". Og jeg sagde "det kan du tro skat, mor passer på Emma, og selvom det er svært, så ved jeg du får en rigtig god dag" (og det fik hun).
• Jeg tager den tid det skal tage. Mit arbejde tillader jo heldigvis at jeg kan rykke rundt på mange af mine ting (derfor arbejder jeg tit om aftenen når Emma sover), så mandag sad vi i 10 minutter i garderoben og afklimatiserede og snakkede om at vuggeren egentlig lignede sig selv. Jeg kunne mærke hun faldt mere til ro, fordi der var tid til at se stedet an igen og lige lande. Men efter 40 minutter kunne jeg mærke at jeg ikke kunne gøre mere, og så sagde vi farvel og Emma brød helt sammen. Og jeg gik hjem og græd. I går blev hun så ked af det at hun fik en affektkrampe. Og jeg gik hjem og græd på sofaen i to timer og tænkte "du burde virkelig være meget mere voksen og fattet i det her"; men det er jeg altså ikke.
• Jeg giver os begge to lov til at have det svært i det her. Emma reagerer jo super sundt, og selvom jeg stadig har en klump i halsen i dag, selv efter at have ringet til vuggestuen og har snakket med personalet om at hun er faldet til ro, så har jeg svært ved at slippe. Men Emmas følelser er helt okay, og det er sundt hun udtrykker sig. Og jeg kan jo virkelig godt forstå det. Jeg kan endda huske en del gange jeg skulle sige farvel til min egen mor, dengang jeg var barn. Jeg hadede det hver gang, jeg ville bare gerne være sammen med hende.

Så hvis du kom herind for at finde en "3 ting du kan gøre for at din barn genforelsker sig i vuggestuen" plan, så må jeg desværre skuffe dig. Jeg har ingen råd. Jeg prøver at anerkende at jeg gør mit bedste, men det er som om det ikke rigtigt trænger igennem. Da jeg hentede Emma i mandags kom hun løbende hen i mine arme, og så stod vi bare der i nogle minutter i stilhed, og jeg kunne mærke det har været en rigtig hård omgang for hende.Og så gider jeg fandme ikke høre noget om curligforældre og "børn skal bare lære". Nej. Nu lever vi i en tid hvor børn ikke "bare skal" noget som helst. De her børn er små sanseapparater som vi skal passe på og fylde med kærlighed, samtidig med at vi skal puffe dem kærligt ud i livet, så de kan lære at være selvstændige og klare sig i samfundet når de flyver fra reden (og helst også inden). Så. Den sti prøver jeg så at træde ud fra det barn jeg far fået og den mor jeg arbejder med at være hver eneste dag.Og det er godt nok.Hvordan går det hjemme hos dig?