Mit møde med en fremmed

I dag var jeg i Lyngby storcenter fordi jeg havde fået en ekstra lille gave med hjem, da jeg hentede en jakke forleden. Sådan en gave der bipper i alle andre butikker når man har den med. Så jeg havde lige brug for lidt assistance for at få den fjernet. Det fik jeg. Imens tog Emma på eventyr, og så mødte vi en fremmed.Der er så meget snak om dem og os. Og dele af den forstår jeg godt, og andre dele forstår jeg slet ikke. Især det der med at skære alle over en kam. Jeg vil da heller ikke identificeres med ALLE kristne eller ALLE kvinder eller ALLE coaches eller ALLE mødre eller ALLE foredragsholdere eller ALLE døtre eller ALLE der bor i Lyngby eller... Det er simpelthen for dumt.Nåmen, i dag, da jeg havde fået afmonteret min gave i butikken, gik Emma og jeg hen til jordkloden (se foto). Ved siden af den sad en ung dude med mørke øjenbryn og talte i telefon. Han kiggede på Emma, og så brød han ud i verdens største smil, og så vendte han sin telefon om, sådan så hende han talte med (måske søsteren eller kæresten) også kunne se Emma, og så grinede de og vinkede de begge to til Emma, og Emma charmede dem for hårdt tilbage igen.Jeg er okay ovenpå oplevelsen. Emma er også okay. Vi er hverken rystede eller chokerede eller noget. Vi er bare lidt gladere mennesker end vi var inden vi mødte ham. Men vi talte ikke sammen. Vi udvekslede bare smil.Ja... jeg er nok ikke færdig med at reflektere over oplevelsen endnu. Eller også er der ikke rigtig mere at sige til det, da det sådan cirka er rimelig meget hverdag, og derfor er lidt svært at sætte sig ind i den hårde og helt urimelige tone på nettet.