En lille alvorssnak: det er på tide med en vigtig whitelisting.

Ah og til bliver jeg spurgt rundt i krogene hvordan det går med Emmas far, efter alt det vi har været igennem. Det korte svar er at det går rigtig godt. Det lange svar kommer her:Forleden dag skulle jeg lave et interview til en avis, hvor jeg skulle genfinde alle mine sagsakter fra sagen, mine noter, mine sms'er og mails. Det tog mig en uge før jeg turde åbne noget af det. Hele min krop reagerede ret voldsomt på at have mappen i hænderne igen, på at læse mailsene og se navnene på de involverede parter. Jeg fik også hurtigt lukket det igen efter det var blevet afleveret. Det har simpelthen været så hårdt.I november startede vi i parterapi, kort tid efter jeg havde udgivet dette indlæg om det helvede jeg havde været igennem. Det forløb har forandret alt. Vi gik hos Katrine, som vi stadig går hos, og fortsætter hos hver 3. måned. Vi blev påtvunget kurset fra statsforvaltningen. Det eneste gode der der sket derindefra.De første par gange var et mareridt at sidde i det lille lokale med en man ønsker til Langbortistan med expressfart. Efter 2 gang fik jeg et angsanfald i bilen på vejen hjem, hvor jeg simpelthen glemte hvilken side af vejen man kører i. Jeg havde vendt bilen rundt på en lille vej, og jeg anede simpelthen ikke hvilken side af vejen jeg skulle placere bilen i da jeg skulle køre videre. Jeg blev holdende (der var ikke andre biler - heldigvis), og trak vejret, og efter lidt tid kom jeg tilbage til mig selv, og mine fører-evner vendte også tilbage, og jeg kørte hjem.Det har været sådan en hård rejse. Det har krævet så hårdt arbejde. Fra os begge to. Men han har sluppet kampen mod mig og derfor kunne jeg langsomt slippe den anden vej. Men hvor starter man henne når alt tillid er brudt?"Jeg ved godt at jeg skal gøre mig fortjent til din tillid, så jeg ser det som en tom skål som jeg skal have guldmønter ned i. Hver gang du viser et lille tillidstegn, så putter jeg en guldmønt ned i skålen"Sådan sagde han den dag til parterapi, hvor jeg havde besluttet mig for at lægge mit skjold og fortælle ham hvordan det havde været at være mig i alt det her. Det er noget af det mest befriende jeg nogensinde har gjort. Inden den dag havde jeg simpelthen ikke sagt ret meget i det rum, for jeg hverken turde eller kunne. Jeg stolede ikke på at jeg ikke blev optaget i skjul igen, og at jeg måske ville sige noget der (fordrejet af en advokat) kunne bruges mod mig igen. For mig handlede det om at lytte og overleve de to timer det varede hver gang.Men langsomt løsnede selv jeg op. Og i takt med at han stoppede alle krav, og mere og mere lod mig styre optrapninger i samværet med Emma, jo mere havde jeg lyst til at imødekomme ham. Sidste år, da jeg blev mødt med bål og brand, holdt jeg på alle mine rettigheder. Nul samvær i ferier, og jeg holdt selvfølgelig så meget ferie som muligt for at undgå at se ham - eftersom at jeg stadig var med på alle samvær. Hårdt møder hårdt. I dag føles det som meget lang tid siden. Nu er jeg mest optaget af at Emma og far skal have en masse god kvalitetstid sammen, og for kort tid siden begyndte han at hente hende selv. Noget jeg altid har frygtet, men som jeg pludselig bare har lyst til at støtte op om og hepper på, fordi jeg ikke længere har lyst til at sy en GPS-tracker ind i Emmas tøj af frygt for at hun skulle forsvinde ud af landet. Det ved jeg i dag at han aldrig ville gøre.Det har virkelig været en rejse fra den ene ekstrem til den anden, men heldigvis, kan man sige i dag, heldigvis har både han og jeg en grim skilsmissehistorik med i tasken fra da vi selv var børn. Det har, selv i det mørkeste mørke, været en drivkraft der har holdt et spinkelt håb i live. Nul kontakt mellem mor og far har været en vej ingen af os ville gå, næsten for enhver pris. Vi ved aldrig rigtig hvordan vores (gode eller svære) historie kommer os til undsætning i livet.I dag kom Emma far klokken 9. Vi drak juice sammen alle tre og kørte en tur til Nivå. Mens jeg ordene de ting jeg skulle, så havde Emma og far en fest sammen. Klokken 12.00 kørte vi hjem, jeg lagde Emma til at sove, og han og jeg snakkede lige lidt om hvordan det går. I mit hjem. Der hvor jeg har beskyttet adresse endnu, på grund af ham. Vi drikker te og jeg spørger om han ikke har lyst til at blive til Emma står op, for så har de hele dagen sammen, og jeg kan lige ordne nogle ting. Han lyser helt op. Det vil han bare rigtig gerne.Når man har en email-konto, så kan man blackliste nogle emailadresser og markere dem som spam. Men heldigvis kan man skifte mening igen, og whiteliste den samme emailadresse, sådan så den lander i indbakken i stedet for i skraldespanden. Nu er det på tide at whiteliste Emmas far igen. Jeg har været vred så længe jeg havde brug for det. Jeg har skældt ud så længe jeg havde brug for det. Jeg skal ikke se mig fri for at blive sur igen, men både han og jeg er enige om at vi aldrig nogensinde ender der hvor vi var. Det havde for høj en pris og vi var alle tabere der. Her er vi alle vindere. Især Emma.Jeg sagde til ham, for et halvt års tid siden, at jeg følte jeg havde mundkurv på, fordi der var så meget af min rejse jeg ikke kunne dele på bloggen. Han sagde "feel free, have a party on your blog, I know what I have put you through" - og det hjalp. Hvis du læser mine indlæg om ham, har jeg dog aldrig svinet ham til. Jeg har hele tiden vidst at det ikke var ham (men hans ansvar), men at det var Foreningen Far og deres familie-nedbrydelige rådgivning der stod bag ham. Det har været godt for mig at få luft for det hele, for så har jeg kunnet bearbejde det og komme videre.Min krop reagerer stadig nogen gange, men vi er heldigvis der hvor jeg faktisk godt kan sige det til ham. For et par uger siden sagde jeg "og jeg er næsten ikke vred på dig mere!" og så grinede vi lidt af det fordi det sgu er en lidt komisk situation.Så han er hermed whitelistet herfra. Jeg er ikke bange mere og jeg er næsten ikke vred mere. Jeg er dybt taknemmlig for den massive støtte jeg har fået fra dig der har fulgt min rejse, hold kæft hvor har den varmet og støttet og omfavnet mig i det helvede jeg var igennem. Jeg går stadig til psykolog på grund af det der er sket og jeg bearbejder "mit shit" i det. Det er en kompleks situation og der er stadig meget læring at hente ud af det der er sket.Og af hjertet tak til de hundredevis af kvinder jeg har modtaget og stadig modtager mails fra, som står helt ulykkelige og ikke aner hvad de skal stille op imod Foreningen Fars mødrehad. Mødre der fortæller den samme historie igen og igen, og som har hårdt brug for hjælp. Så længe Foreningen Far er en medspiller, så kommer der ikke harmoni i den nye familieform. Når man bliver mødt med agression og angreb slukker al samarbejdsvillighed, og man begynder at spille et spil der intet har med barnets tarv at gøre. Og alle er tabere.Og tak til Emmas far. I dag er han en støtte, en medspiller, en sparringspartner og vi er på samme hold. Det føles simpelthen så godt, og det føles stadig helt utroligt nogen gange. Tit. Men vi er begge gået vejen. Vi er begge to nået hertil. Han gør det rigtig godt og ham og Emmas forhold blomstrer, og jeg nyder det simpelthen. Jeg har intet behov for at blande mig. I dag sad vi alle tre i bilen fra Hørsholm og hjem. Jeg zonede helt ud og passede min kørsel mens de to bare havde en fest på bagsædet. Og jeg nød det. Og jeg nyder at han er her i dag, så jeg kan ordne nogle ting og han kan tage det primære ansvar for Emma når hun vågner fra sin lur. Hold kæft en frihed at det kan være sådan her at have et barn sammen!