Når man er "ude af sync" med sit barn - om grænsesætning (og frustration)

Det ville være så meget nemmere at skrive at det bare går vildt godt med Emma for tiden, men det gør det altså ikke. Emma er blevet 2 år, og det betyder selvstændighed herhjemme hos os. Fra at have nul problemer med at komme i tøjet om morgenen til at skulle i børner, til alt mulig andet, så er ALT et problem. I morges havde vi en kæmpe kamp om at komme i sokkerne, og hun kastede sig på gulvet og rev og flåede fordi hun ikke ville have strømper på.Når jeg vil den ene vej (fordi vi SKAL den vej og vi skal afsted nu), så vil Emma den anden vej og hun flegner fuldstændig hvis hun ikke må bestemme det hele. Fra at acceptere et nej er vi nu ude i det helt store "kaste sig på gulvet" drama og kalde på far og momse og morfar og moster og alle andre, fordi mor simpelthen er den mest latterlige person der kan gå på denne jord.Det er hårdt.Jeg er ved at læse en bog om grænsesætning, men jeg sider stadig dagligt i situationer hvor jeg simpelthen ikke aner hvad jeg skal sige til Emma for at vi kommer igennem situationen med begge vores grænser i behold. Jeg mangler formuleringer og sætninger. Jeg ved godt hvad "det rigtige" er at gøre, jeg ved godt hvordan jeg rummer hendes store følelser, endda også mine egne, men jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg får håndteret situationen i praksis, helt ned til hvilke ord og sætninger der er gode.Derfor vil jeg gerne have inspiration fra dig der kender til de her situationer, og dig der måske har et viljestærkt barn derhjemme. Jeg føler mig fuldstændig ude af sync med Emma, samtidig med at jeg godt kan se at det virker ar jeg er blevet meget mere tydelig i mine udmeldinger."Emma, jeg vil have du lægger dig ned i sengen nu og skal sove. Nej, vi skal ikke hente legetøj nu, nu skal du sove. Læg dig ned"Jeg er frustreret og samtidig ved jeg at det her er vigtigt, nødvendigt og godt at det sker. Dermed ikke sagt at det er nemt.Hvilke sætninger har du succes med?