Nå, men det der sker lige nu, er det jeg ellers havde besluttet jeg ikke ville fortælle om

Det er simpelthen så svært, det her med hvornår man skal sige noget. Og jeg har altid et standpunkt til jeg blogger et nyt, og nu er det det nye standpunkt. Jeg havde besluttet mig for ikke at fortælle noget om det her før tiden var inde. Jeg troede bare at tiden først ville være inde når der (måske) var to streger på testen en dag. Men jeg er nødt til at snakke om den her process, for det er så stort, og jeg har så mange sommerfugle i maven.I torsdags havde jeg møde med fertilitetsklinikken Trianglen i Hellerup. Barn nummer to. Det har været en ret vild process at komme hertil, og jeg har lyttet til så mange forskellige argumenter i alle mulige retninger. Valg af doner, hvor mange år der skal være mellem nummer 1 og nummer 2, hvor mange år der slet ikke skal være. Fagpersoner der siger det ene, fagpersoner der siger der andet. Jeg er blevet slettet på FB af bekendte, som synes jeg er sindssyg fordi jeg vælger at blive alene-mor til to. I sidste ende er det mig, og kun mig, der skal leve med den beslutning jeg træffer. Ikke nogen som helst andre. Nå jo Emma, men hende har jeg spurgt, og hun vil gerne have en baby der skal bo hos os.Så.Om en måneds tid starter vi med behandlingen. Og så må vi se hvad der sker. Og man bør sikkert ikke fortælle om det her på nuværende tidspunkt. Man bør sikkert gå stille med dørene og først sige noget højt når man har et scanningsbillede. Men nu siger jeg noget højt. Det er simpelthen så ny en verden, det her med at planlægge et barn i forhold til at forholde sig til et barn der pludselig, og meget uventet, bare er der. Ikke noget bedre eller dårligere, bare to vidt vidt forskellige processer. Det ene barn er et mirakel, og hvis det lykkes med nummer to, så er det et helt anderledes mirakel.Nu er jeg færdig med at overveje, nu er jeg bare i gang. Jeg har fået en supergod behandling på klinikken, og jeg har en køreplan for hvad jeg skal hvornår. Det er simpelthen så vildt at man kan få børn på denne her måde. Tak til forskning og mænd der donerer sæd og klinikker og samfundsudvikling.Jeg mangler stadig nogle tests og nogle blodprøver, men indtil videre ser det hele helt normalt ud (det er jo altid rart lige at vide), så det jeg skal nu, er at jeg skal ind og vælge donor inde i en sædbank. Det er fandme mærkeligt at sidde der og læse helt kolde facts (også lidt menneskelige faktisk, man får alligevel lidt at vide om den donor man vælger). Og så skal jeg købe noget sæd, og så skal det transporteres til klinikken, og så skal jeg insemineres på et tidspunkt.Da jeg var inde på klinikken sad der et par. De så ikke lige så lykkelige ud som jeg var. Det er jo ikke alle der er så priviligerede at de "bare" kan vælge den her vej. Nogen er der fordi det er den eneste vej. Det ramte mig lige i hjertet hvor heldig jeg er at jeg har Emma. Uanset om der kommer en til eller ej, så har jeg verdens dejligste lille datter. Og selvom jeg brændende ønsker mig en søster eller bror til Emma, så er jeg stadig så heldig at jeg har en. Det er meget godt lige at huske (hvis man skulle glemme det, og det kan man godt komme til når ens unge bider i din brystvorte og kaster med ketchup ud over din nye macbook... eksempelvis).Så ja. Det var bare det jeg ikke ville sige. Men nu har jeg sagt det alligevel. Og nu vil jeg ind og shoppe noget sæd. En sætning jeg ikke håber jeg skal sige alt for tit.God weekend!