Steve Jobs ville ikke give sine børn en Ipad i hånden, ville du?

"Hvorfor ville Steve Jobs ikke lade sine børn bruge den iPad, som han selv beskrev som »en utrolig oplevelse«, da han lancerede den for syv år siden i 2010? Selv om man kan affærdige det med, at Steve Jobs kun var en enkelt mand, der forbød sine børn adgang til det digitale paradis, var det ikke en hvilken som helst mand. Det var manden, der udslettede pauserne, kedsomheden, som reducerede fysisk afstand til en ligegyldighed og gjorde det muligt for enhver altid at være på overalt, der forbød sine børn, at bruge sit eget revolutionerende produkt." skriver Berlingske i denne artikel i dag (her, kræver abonnement).I den forbindelse blev jeg i dag kontaktet af en journalist på TV2 news, om jeg ville stille op til en debat om netop dette emne, fordi jeg tidligere har forholdt mig til Emma og brug af skærme (læs "de dårlige forældre er dem der sætter deres børn foran Ipad'en" her), og måske har en anderledes holdning til hvordan børn skal omgås en Ipad.Jeg kender en hel del til "consumer kids", og virksomhedernes helt absurde forsøg på at gøre børn, helt ned til babyalderen, til afhængige junkie-forbrugere. Så det er faktisk ikke fordi jeg ikke har sat mig ind i emnet, og ikke tror på hvad lægen i indslaget siger, det gør jeg. Jeg har bare en anden holdning til hvordan vi kommer problemet til livs, for det at virksomhederne forsøger at fucke med børns hjerner er langt fra en nyhed. Nu er det bare blevet lidt nemmere for dem, og derfor har vi som forældre også et endnu større ansvar for at uddanne vores børn i at modstå og forholde sig til denne type agressiv kommerciel adfærd fra virksomhedernes side.Her er måden vi gør det på herhjemme:For det første tror jeg på at "Children see children do". Det nytter ikke en hujende fis at jeg sætter nogle (urealistiske) regler op for Emma, når hun ser mig bruge min telefon på alle mulige mærkelige tidspunkter. Men... for der er et stort med. Jeg holder mig selv i nakken omkring mit eget forbrug når jeg er sammen med Emma, så hun ikke ser og oplever sin mor være fraværende hele tiden. Det betyder at:

• Emma oplever mig meget meget sjældent snakke i telefon når vi er sammen. Alle der kender mig ved at jeg næsten aldrig tager telefonen når de ringer til mig, at min telefon er på lydløs 24/7 og at jeg enten kan træffes indenfor min arbejdstid eller efter Emma er puttet. Alle andre samtaler bliver holdt ultrakorte eller klares på sms. Ellers facetimer vi så Emma kan være med. Jeg HADER at høre mig selv sige "Mor snakker lige i telefon Emma", jeg synes det er så urimeligt overfor hende, så derfor har jeg minimeret den slags situationer til et absolut minimum og et need-to-have-plan.
• Vi snakker om brug af skærme allerede inden Emma har et sprog. Emma og jeg har en løbende dialog om brug af skærme, fordi, når bevidstheden om skærmforbrug er på et niveau hvor Emma kan forholde sig mere til det end hun kan nu, så er hun vant til at det med skærme er noget vi snakker om, lige så naturligt som vi snakker om at lave lort i bleen og spise broccolimos. Udover at vi for det meste ser ting sammen, og dermed også snakker om det vi ser ("neeej, se Emma, babyerne bliver kede af det, se nu kommer lillefinger og fortæller en historie, så bliver babyerne glade igen"), så snakker vi også om at man kan slukke og tænde, at man kan slappe af til en film og at man kan synge med til klappeleg. Jeg gør ikke skærmbrug til noget "fy" eller noget "fredags-slik", men til en helt naturlig del af vores hverdag, som vi har et helt naturligt forhold til, og kan skrue op og ned for efter behov, men som hverken er en sutteklud eller et drug.
• Emma ser mig ikke ret tit med min telefon i hånden når vi er alene sammen. Det er noget andet når vi f.eks er hos mine forældre, og min mor eller paps leger med Emma, så ligger jeg på sofaen og nyder at jeg kan scrolle eller læse ting på FB, like og kommentere, og så kommer Emma af og til og henter mig, og så bliver telefonen lagt væk, men hun er "i nærvær" med momse og morfar, og derfor kan jeg koble lidt fra.
• Emma skal ALDRIG være i tvivl om at hun kommer før en hvilken som helst skærm. Der er intet skærmmæssigt der er vigtigere end hende, heller ikke selvom jeg både lever af min blog og andre online ting.
• Der er sikkert flere ting jeg ikke selv tillægger en betydning, men det her var lige hvad jeg kunne komme på på stående (forkølede og meget trætte) fod.

Hvis det virker hjemme hos dig at lave restriktioner, så er det det absolut bedste hjemme hos jer. Hos os virker det ikke og kommer ikke til at virke, for når det kommer til opdragelse, så skal vi kigge på hvem vi har med at gøre (os selv og vores børn), hvem vi er, og hvad der fungerer hjemme hos os hver især. Derfor synes jeg vi skal passe på med for mange "guidelines på området", fordi guidelines hurigt bliver tolket som regler og lov, og pludselig har vi en masse sundhedsfagligt personale der går rundt og messer om love der (igen) glemmer at de fleste forældre i virkeligheden godt kan tænke selv, og at de fleste børn er bedst tjent med også at lære at tænke selv.Fordi!Fordi skærme og den "consumer-fare" der helt absolut ligger i de apparater, den er alvorlig. Men problemet løses ikke af at skælde brugen ud eller gøre børn eller forældre forkerte. Problemet løses af viden, uddannelse og tiltro til forældrene, så de kan gå ind og lære børnene at have et rigtig sundt forhold til de her maskiner, og samtidig uddanne børnene til at bruge naturen til at koble fra i også, at få smukke oplevelser, smukke venskaber, masser af andre ideer og muligheder end lige netop Ipad'en. De agressive virksomheder skal nok finde en anden vej, og hvis vi løser problemet et andet sted end ved at opsætte restriktioner ved brug af Ipad'en, som f.eks hos børnene selv, og forældrene selv, så får vi nogle stærke unger, der også senere i livet kan tackle et muligt misbrug, for dem vil der komme en hel masse af senere i livet:misbrug af arbejdemisbrug af træningmisbrug af kostmisbrug af pengemisbrug af stoffermisbrug af alkoholmisbrug af menneskermisbrug af alt mulig andet som også kan være en slags "kasino i lommen" på dem, uanset hvor gamle de er. Som tidligere misbruger kan jeg fortælle at problemet ikke ligger i hash'en (som var det jeg misbrugte), problemet lå hos mig selv. Jeg skulle lære noget om at turde være i stilhed, i naturen, i mit eget selskab, jeg skulle turde IKKE at have det som de andre havde, jeg skulle turde ikke at VÆRE alt det de andre var, jeg skulle turde at træde ind og mærke alt det jeg ikke ville mærke hos mig selv, og det krævede at farvel til et misbrug og et goddag til et liv uden "drugs". Det farvel har givet mig en dyb forståelse for misbrug, vejen ind i det og vejen ud af det. Det havde ikke virket for mig at fjerne hash'en, eller kun sige 1 joint om dagen. Det der virkede for mig var at lære at jeg ikke behøvede at flygte fra mig selv.Nu er det jo nogle lidt andre problemer at være hashmisbruger end at være 3 og bare gerne vil spille spil på mors Ipad, men som forældre har vi et ansvar for at vise vores børn vejen til ro, vejen til meningsfuldhed, vejen igennem vores egne følelser (også vrede og smerte og frustration og aggression), vejen til grin og glæde og fællesskab og nydelse og forventningens glæde, og alt det der ligger udenom en Ipad. Og når vi lykkes med at åbne verden for vores børn, så bliver den Ipad ikke noget problem, men vi skal være insisterende, og nogen gange kræver det at vi tager jakken på også, og går med vores børn ud når vi siger at de skal prøve at danse i regnen. De vil elske dig for at danse med.Jeg er ingen ekspert i andet end at være mor til mit eget barn, og selv der er jeg mere på glatis end jeg er noget som helst andet. Men jeg tror på at der skal komme en stærk pige ud af Emma, en pige der selv kan forholde sig til hvad hun har brug for og hvad hun har lyst til, og evnen til at mærke forskellen på lige netop de to ting.Se videoen og debatten her og jeg hører meget gerne fra dig hvad I gør derhjemme og hvailke tanker du har gjort dig?Steve Jobs ville ikke give sine børn en Ipad i hånden, ville du?