Får du trykket på mellemrummet i din hverdag?

Der var en gang en ung salgschef på 23, som var chef for 60 ansatte. Hun gik ned med stress. Hun gik så meget ned med stress at hun mistede evnen til at krydse en vej, når hun skulle over på tanken efter cigaretter. Hun stolede ikke på sit eget syn længere når hun kiggede til højre og venstre for at krydse vejen. Hun var sikker på hun havde overset en lastbil og ville blive kørt over. Så hun vendte om og gik hjem og ventede på at kæresten kom hjem, så han kunne krydse vejen og hente cigaretter til hende.Sådan var mit liv for 10 år siden. I dag er det en af de største gaver jeg har fået, min "jeg har været nede med stress" historie. Ikke at det føles særligt gave-agtigt, og "gave" er et ret irriterende ord at bruge om det, men nøj hvor er jeg glad for jeg har stress med i bagagen, for jeg bruger mine erfaringer derfra hver eneste dag. Blandt andet i dag.Jeg har haft supertravlt de sidste par uger, og jeg sidder lige nu i løbetøj og med morgenhår, fordi jeg prioriterede en to timers gå tur rundt om søerne i Lyngby over mails og arbejde og "hvis jeg bare knokler lidt mere, så kommer jeg i mål". For jeg ved det ikke virker. Det er et godt tegn på stress hvis man fortæller sig selv at man bare skal arbejde endnu hårdere. Så er det tid til at stoppe. Derfor sidder jeg her, fyldt med energi efter gå-turen, og jeg har nået dobbelt så meget som jeg troede jeg ville nå, fordi jeg er fokuseret og målrettet og ikke bliver forstyrret af stress-tanker.I det hele taget bruger jeg meget mere tid på at sidde og stirre ud i luften end jeg har gjort meget længe. På papiret er alt godt igen efter to års mareridt, men sandheden er at jeg stadig totalt er i genopbygningsfasen, og jeg er uhyre opmærksom på mit eget energiniveau, hvor mange aftaler jeg putter ind i min kalender - og især hvad formålet med dem er, hvor mange opgaver og projekter jeg har gang i, og hvordan mit nærvær er sammen med Emma. Det er mine rettesnore, og Emma kommer bare ultimativt først. Punktum. Men vi lever i dag i en tid hvor man ikke længere sidder og glor. Og der sker bare noget med hjernen og overblikket når vi trykker på mellemrums-tasten i vores liv, og giver os selv lidt space. Som min gode ven Bastian siger (ham der arbejder med stilhed, og har æren for mellemrums-referencen): "tænk hvis alle dine tekster var skrevet uden at du en eneste gang trykker på mellemrumstasten, det er faktisk det du gør ved hjernen når du ikke bruger stilhed og pauser aktivt i dit liv". Han har fuldstændig ret.Jeg er begyndt at melde fra overfor nyheder, nyhedsbreve, notifikationer osv. Jeg gider ikke blive forstyrret, især ikke hvis det har noget med Trump at gøre. Livet er bare så forbandet kort. Jeg kan f.eks slet ikke forstå at vi om 3 år har 2020. Totusindeogtyve. Jeg er lige selv i gang med at blive voksen, og pludselig har jeg et barn og en lejlighed i Brede og en bil og et firma og et brand og hjemmelavet ketchup i mit køleskab. Øko. Så blev jeg alligevel sådan en. Tiden flyver afsted, og en måde at få den til at gå lidt langsommere på, det er ved at nyde mere, at være mere stille, at stirre mere ud i luften. Så det gør jeg. Og det virker. Og det gode ved stilhed og pauser er at de virker med det samme.Får du stirret ud i luften? Får du trykket på mellemrummet i din hverdag?