"Hej, jeg ringer fordi jeg gene vil tale med dig om blodprøverne, ring når du kan..."

Kære Allan, du som er i himlen, nu aftaler vi to at den der dramaknap du har kørende deroppe, den holder du fingrene fra et par dage, yes? Tak. Og helt ærligt, nu vi er i gang, kunne du lige kigge på de der 5 sekunders reklamer på youtube? Bare hvis du har tid.Beskeden på min telefonsvarer fik jeg i går klokken 16.03. Klokken 16:03:01 sad mit hjerte helt oppe i halsen og jeg begyndte at græde. Når det er ens barn, så er der bare ikke noget filter. Historien er som følger:Emma har affektkramper (læs mit indlæg om affektkramper hos børn her). Det har hun haft i et års tid, og det er noget børn vokser fra. Selvom det ser voldsomt (meget voldsomt) ud, så er det ufarligt, siger lægerne. Alligevel bad lægen på skadestuen mig om at få tjekket Emmas indhold af jern i blodet, og det fik jeg så gjort i går, og jeg havde en tid ved lægen onsdag (i morgen), hvor vi så skulle gennemgå resultatet sammen. Så var der styr på det.Men i går klokken 16.03 ringede min telefon. Det var en forfærdelig oplevelse om morgenen da Emma skulle have taget blodprøve. Jeg havde i forvejen bedt Emmas far om at tage med og støtte os, og det ville han rigtig gerne. En beslutning jeg er virkelig glad for at jeg tog, for vi havde brug for fuld støtte. Emma er en klog pige, og selvom hun kun er 21 måneder gammel, så er hun kvik nok til at afkode et laboratorie og hvad der skal ske derinde. Så hun skreg fra start til slut, pånær da far fik hende afledt og legede lidt med hende i venteværelset. Det var så godt at han var med og at vi var to.Efter lidt ventetid bliver vi kaldt ind i det lille rum bag forhænget, men så er de alligevel ikke klar. Så det ender med at R og jeg sidder med en skrigende Emma i et lille rum i 10 minutter, mens de gør sig klar. Og det ender bare med at blive en forfærdelig oplevelse. Øv. Næste gang sender vi far ind i forvejen og når de kalder os ind, så sikrer han at alle mand er klar før vi sender Emma med ind i rummet. Ellers venter vi til de er klar, for det der skal ninjaen ikke igennem igen. Med venlig hilsen løvemor og løvefar.Nå, men jeg når ikke at tage telefonen, og så går der 17 sekunder, så tikker der en besked ind på telefonsvareren. Bip bip, du har en ny talebesked. Det er så min læge. Hun ringer og siger at hun gerne vil tale om blodprøven da hun allerede har svaret nu. Jeg smækker røret på (eller hvad det nu hedder når man har en smartphone), og ringer op igen. Men systemet er sådan indrettet at telefonerne er lukkede for indgående opkald fra klokken 16.00, så jeg får ikke fat i lægen.Hvorfor ringer hun nu? Hun har hele tiden vidst vi skulle gennemgå prøverne onsdag uanset hvor hurtigt de var færdige? Jeg ringede derefter til min mor, som kontaktede 1813 for at høre om vi kunne få svarene den vej igennem. Det kunne vi ikke. Jeg gik på min læges hjemmeside for at finde andre numre. Der var kun det lukkede nummer. Men de åbner igen i morgen klokken 8.00.Så brød jeg sammen. Jeg ringede bad Emmas far ringe til mig med det samme. Det gjorde han. Det hjalp lidt. Så snakkede jeg med en kickass sygeplejerske jeg kender som sagde tingene som de var:Du er bange for at det er leukæmi, ikke?Jo.Det er det ikke, og hvis det er, så er det ikke et livstruende stadie, ellers havde hun ringet igen, det kan du være helt sikker på. Og så sagde hun en masse gode ting som beroligede mig. Blandt andet at man altid skal finde en årsag til at trøstespise chokolade og chips, og her var en oplagt mulighed.Min mor kom ind og var sammen med os og blev og overnattede. Men novra minutterne har været lange fra klokken 16:03 til klokken 8:00 i morges. De længste var dem fra 7:45 - 8:01. Jeg fik endelig fat i lægen, og det viser sig at Emma har jernmangel. Ikke alvorligt, men noget der skal behandles. Og jeg fik en god snak med lægen og hun var virkelig ked af at jeg havde ligget søvnløs. Hun havde bare tænkt hun ville være effektiv og på forkant, derfor ringede hun. Og det er jo dejligt at hun havde lyst til det. Det hjælper at høre den anden side af bordet og bevæggrundende, så alt er godt.Men pheeeeew altså! Man når jo fandme mentalt at begrave sit barn 8 gange på sådan et halvt døgn. Nu har vi været på apoteket, har købt jerndråber og nu er vi i gang med at behandle Emma for jernmangel.Jeg er helt vildt træt. Det har været et hårdt døgn, så i aften bliver det nok noget med noget jernholdig sushi og en tidlig tur på hovedet i seng.Har du nogle madbloggere du følger som er gode til jernholdig mad eller opskrifter? Og hvilke fødevarer skal vi gå efter (ud over de dråber vi har fået). Tak <3