Amning, især langtidsamning, er altid 100% moderens behov!

Pretty seje Simone står frem i et indslag lavet af Jyllands Posten (se og læs her), og fortæller om langtidsamning (af en eller anden grund hedder det langtidsamning når man har ammet i et år). Det har (igen) ført til debat på de sociale medier, men det denne gang er det overraskende (dejligt) at se hvor mange der bakker op, og især se hvor mange der ikke er enige, men som har fuld respekt for at det er moderens eget valg. Kickass mennesker, siger jeg bare!Her er nogle af argumenterne i debatten, og nogle af de seje svar der er at finde:A) "langtidsamning er altid 100% moderens behov"Det er jeg fuldstændig enig i. Som mor har man behov for at ens barn er velernæret, er trygt, er tillidsfuldt, har en god tilknytning og får de vitaminer og mineraler barnet skal have for at fungere godt og få en god start på livet. Fordelene ved amning er veldokumenterede, og naturligvis er det en mors behov at have et sundt barn der trives, så jeg er helt enig i den udtalelse.B) "det er klamt"Det er også rigtigt, det er der nogen der synes. Jeg synes det er klamt når folk piller bussemænd i biler og spiser dem, og andre synes det er klamt at mænd har skæg. Sådan er der så meget. Det gode er at vi kan kigge væk når vi synes noget er klamt.C) Hvad så med far? Så fratager moderen faderen og barnets tilknytning?Sikken noget vrøvl. Der er utallige eksempler på at (seje) fædrer bakker mor op i (langtids)amning, og er særdeles tæt knyttede til deres børn. Jeg har selv mange i min omgangskreds, og jeg kan læse, både i tråden og i andre debatter at der er kickass fædre derude der forstår at skabe gode trygge relationer og tilknytning til deres børn selvom børnene (langtids)ammes. Hvis faderen er jaloux er der måske noget man skal tale om i familien, men at lade barnet betale prisen for at, ja undskyld mig, forsmåede fædre der tror at deres partnere "bruger amningen som våben mod far og barn relationen" (der er et vældig komisk og tydeligt eksempel på dette i debatten på JP's facebook-side), det er simpelthen den gale retning at gå i. Heldigvis findes der mange eksempler på at det sagtens kan lade sig gøre at skabe god tilknytning. Min datter er f.eks meget tæt knyttet til både min mor og min paps, og ingen af dem ammer hende (eller giver hende flaske). De kan bare rigtig godt lide min datter og møder hende på hendes præmisser, trøster og skaber tryghed omkring hende, og sådan noget kan et barn naturligvis mærke.D) Man tvinger barnet til noget det ikke har lyst til.Alle der har haft børn og har ammet dem vil vide at man ikke kan tvinge et barn til at blive ammet hvis det ikke vil, det er simpelthen umuligt. De fleste børn afvænner helt naturligt når de er klar til det. Jeg kan f.eks heller ikke tvinge Emma til at kravle nu hvor hun har lært at gå. Og hvorfor skulle jeg dog det? Den dag hun selv siger fra overfor amning, eller den dag det ikke giver mening for mig længere, så slutter det eventyr og så starter vi på et nyt et.E) Menneskene er det eneste "dyr" der ammer så længe, det er unaturligt!Elefanter ammer ofte deres unger i 2-3 år, og orangutanger i op til 6-7 år. Mennesket er et af de eneste pattedyr der afvænner deres børn inden de er uafhængige af deres mor (citat en af debattørerne fra tråden). Det jeg synes er sjovt er at vi synes brystmælk, lavet af mødre til babyer, det pludselig bliver klamt, men vi tøver ikke med at give barnet "babymælk" lavet fra en ko til en kalv. Og vi argumenterer for at det er mere naturligt at tage det naturlige brystmælk væk fra babyen og give babyen en plastic-dims i munden, fydt med mælk fra et helt andet mor-dyr, til et helt andet baby-dyr. Jeg kan simpelthen ikke se logikken i den ligning. Hvorfor ikke giraf-mælk så? Eller elefant-mælk? Eller edderkoppe-mælk (hvis det fandtes... og til nationens læsere, så var dette en joke. Jeg tror ikke seriøst på at edderkopper ammer deres unger). Well...Det var dagens indslag fra deppen med den tabte sok :)