Stor nyhed på bloggen! Stjerner falder også ned fra himlen - her er mit julemirakel!

(skrevet søndag aften)

Det skal ikke være nogen hemmelighed at de sidste måneder har været enormt svære at komme igennem. Vi har ledt og ledt efter et sted at bo, og masser af halve løsninger bød sig, men når man i forvejen er presset helt i bund, er en tryg base det eneste rigtige.Mit netværk har arbejdet på højtryk for mig, alt imens jeg har arbejdet for at holde hovedet ovenvande. For nogle uger siden lykkes det netværket, især en helt speciel unik kvinde, at finde en lejlighed til Emsen og mig i Lyngby. Vi var ude og se den, og den er alt hvad vi kunne drømme om. Med tårer i øjnene gav jeg Anja (det hedder den fantastiske kvinde der fandt lejligheden), et kram, og vi kørte hjem.Nogle dage senere, modtog vi lejekontrakten. Jeg fik en klump i halsen, nu er det endelig lykkes at finde et hjem, som ikke ligger i Sønderborg eller i Viborg (det er der intet galt med, det er bare meeeeeeeeeget langt væk fra mine homegirls og homeboys), og så fik jeg øje på beløbet på indskuddet og datoen for hvornår beløbet skulle falde (meget kort frist).Long story short. Jeg gav op. Efter 9 måneders voldsom opkastning og sygemelding på min helt egen regning, efterfulgt af 6 måneder på barselsdagpenge for selvstændige, som ligger et pænt stykke under kontanthjælpen (en eller anden dag må nogen forklare mig hvorfor vi gider være selvstændige i DK, for jeg fatter det ikke, alligevel kan jeg ikke lade være, vi må være født dumme), så har jeg simpelthen ikke lige 50.000 stående og blomstre på en konto et sted.Jeg skrev en ærlig opdatering på min facebook-profil, og jeg skrev at jeg gav op. Jeg kunne ikke mere og noget gik i stykker indeni. Jeg kunne se for mig at jeg skulle blive boende i dette helvede de næste mange år, med ondt i maven hver eneste dag, i konflikt hver eneste dag, med nul ro i min egen base, sådan som det har været i mange måneder nu. Og så loggede jeg af og brød sammen med Emma Jo i armene. Den latterlige stalking og overvågning der er krøbet under huden på mig, udsigten ikke at kunne komme væk fra det her helvede. Jeg gik bare i stykker. Jeg kiggede på mit barn og græd, og hviskede "undskyld jeg er sådan en forfærdelig mor der har sat dig i verden til det her lort. Du fortjener så meget bedre!"Min telefon brummede. Sms fra Anja: "Jeg har sat noget i gang". Jeg kunne ikke mere den aften, så der gik et døgns tid, hvor jeg bare græd og græd, før jeg loggede på facebook igen. Og så hoppede mit hjerte et par slag over.Mit netværk har startet en lille privat indsamling til mig. Og Anja har tryllet med både kontrakt og frist, sådan så jeg kan få lejligheden alligevel. Og lige nu, søndag klokken 23etellerandet, har jeg betalt den første rate til mit indskud with a little help from my friends. Mit netværk er ikke et "du siger bare til" - netværk. De er et "Anne, nu gør vi sådan her, og så tager du bare imod, er det forstået?" - netværk. De kommer med hænder og flyttekasser, og kælderrum, og muligheder og tænker løsninger med mig imens min hjerne er "under construction" i disse dage. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige!Så det lyser. Emsen og jeg skal simpelthen flytte ind i vores nye, totalt nyrenoverede smukke hjem i det lækreste område i Lyngby. Det bliver et godt 2016, det er jeg helt sikker på. Det er sgu lige før jeg slår en kolbøtte eller noget. Jeg har sommerfugle i maven for første gang i meget lang tid, og det føles som om en blytung tåge er ved at lette fra min krop, mine skuldre, mine øjenlåg og mit hovede. I dag har jeg grinet højt sammen med mine gæster, og jeg er allerede ved at indrettet vores nye hjem i mine tanker.Det er ikke let for mig at bede om hjælp når det virkelig brænder på, til gengæld kan jeg det rigtig godt til hverdagsbehov. Men ikke når jeg virkelig har brug for den. Og selv mens jeg modtager hjælpen (lige nu, i form af bidrag til min lille private indsamling, krammere, hjerter, beskeder, hjælpende hænder, støtte, kærlighed, likes, kys og omsorg), kan jeg godt få dårlig samvittighed, fordi der altså trods alt er mennesker, der har det værre end mig. Men det er det jeg er i gang med at lære. At man godt må få hjælp, og bede om hjælp, også selvom man ikke bor i en lerhytte i Afrika og ikke har spist i ugevis. At det er okay at modtage kærlighed og hjælp. At "hårdt" har mange ansigter og farver. At jeg også fortjener en kærlig hånd engang imellem.Det her er mit julemirakel. Jeg havde ikke stået oprejst i dag, hvis det ikke havde været fordi mit netværk tog over og samlede mig op da jeg var (er... vi er ikke i datid endnu) faldet. Og det er ubeskriveligt. Det er sundt for mig at lære at give op og give slip. Hvis ikke jeg gør det, så finder jeg aldrig ud af hvilke kræfter der er omkring mig, og hvilke tsunamier af kærlighedsstrømme der stormer i min retning når jeg virkelig har brug for det. Jeg er rørt til tårer, og dette blogindlæg er kun en skrabet grå version af hvilke følelser jeg har indeni, over at have så stærkt og kærligt et netværk af virkelig seje mennesker omkring mig.Det er et vaskeægte julemirakel!Så det var historien bag nyheden: vi flytter ind i vores nye lejlighed d. 1 marts 2016! Jeg har ikke haft en sofa i årevis, men nu skal vi simpelthen have en sofa. Jeg glæder mig helt afsindigt! Jeg får tryghed igen, og frihed og vigtigst af alt: ro!Rigtig glædelig jul <3