Gravid tabu: Den hemmelige ting jeg er bange for du finder ud af
Der er mange ting man som gravid kan gå og skamme sig over. Jeg googler dagligt nettet tyndt, for at finde ud af om der er andre gravide der har samme tanker som mig, eller om jeg vitterligt er den eneste. De fleste gange kan jeg se andre har skrevet om de tanker jeg også har, og som jeg skammer mig over, men i dette tilfælde har det ikke været muligt at finde svar på nettet, derfor skriver jeg om dem selv. Det var jo det der var udgangspunktet for bloggen; at have et sted hvor jeg kan finde alt det de andre ikke skriver om.
Den hemmelige ting jeg er virkelig bange for at du finder ud af om mig, er de sindssyge tanker der popper op i min hjerne om mit ufødte barn.
Det er faktisk lidt angstprovokerende at skrive dette indlæg, for eftersom det endnu ikke står nogen steder på nettet, er jeg bange for at jeg er den eneste. Jeg har ikke engang snakket med nogen om det. Men som jeg har skrevet så mange gange før, så nægter jeg at betale skammens pris, derfor fortæller jeg det jeg skammer mig over i stedet for at gemme det væk. Skjult skam er som at spise dødelig gift for sjælen.
So here we go. Nogen gange, når jeg ligger og kigger på min smukke gravide mave, og tænker på at jeg glæder mig til at holde hende i mine arme, får jeg pludselig en tanke om at jeg slår maven hårdt. Jeg bliver skræmt over tanken og jeg tænker "det her er der ingen der skal finde ud af", og "det fortæller jeg ikke til nogen, det er der jo ingen normale mennesker der kunne finde på at tænke om deres mave". Men det gør jeg altså.
I starten lukkede jeg bare ned, og skyndte mig at tvinge mig selv til at tænke noget VIRKELIG sødt omkring min mave, for ligesom at få den grimme tanke til at gå væk. Nu har jeg arbejdet lidt med tankerne, og i stedet for panisk at flygte fra dem, har jeg ladet dem være. Efter at have ladet dem være, og have accepteret at de også er der, så har jeg tænke "kunne du forestille dig at du slog hårdt på din mave nu?". Og det kan jeg mærke jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Pludselig gav jeg mig selv lov til at tænke tanken og derefter mærke at det bare er en tanke, og at det intet har med virkeligheden at gøre. Men jeg har stadig været hunderæd for at fortælle det højt, for jeg har været bange for hvad folk tænker. Og det er jeg ellers meget meget sjældent bange for.
Men ja, jeg er bange for at du opdager at jeg har skadelige og onde tanker om ting jeg, i hovedet, gør ved min mave. Da jeg googlede "gravid grimme tanker", kom jeg kun ind på sider hvor bekymrede gravide havde bekymrende tanker om hvad andre kunne finde på at gøre ved deres nyfødte børn. Voldtægt, mord, skade og mange andre forfærdelige tanker. Men ingen har skrevet om at de har tanker om selv at gøre noget ved deres (ufødte) børn. Det er kun mig.
Jeg har egentlig ikke været så bange for alt det med skrækscenarier og mord og vold, jeg har mere været bange for den politiske korrekthed mit barn kommer til at møde. Forvrænget kropsforståelse, rigtig/forkert, at hun ikke lærer at elske sig selv, fordi det er så svært at være god nok som man er i den verden vi har skabt. Og så har jeg været bange for at jeg har haft de her tanker, og at du ville finde ud af det om mig.
Den eneste grund til at jeg tør skrive dette blogindlæg, er fordi jeg nu i 6 år har arbejdet som coach, og har haft mange fantastiske, tragiske og inspirerende livshistorier tæt inde på mit eget arbejde. Denne slags tanker er de tanker vi skræmmes mest over at have. Heldigvis har jeg haft en fortrolighed med mine kunder, og jeg har delt lignende tanker om folk jeg har forestillet mig jeg har slået i ihjel - helt ned i detaljer. Det har gjort at de har delt deres grimmeste tanker. Og efter de er kommet ud, har det vist sig blot at være helt ufarlige tanker, og vi har endda kunne grine sammen med tankerne.
Derfor får du dette blogindlæg. Jeg er på ingen måde stolt af det, og jeg håber ikke jeg er alene med grimme tanker mod mit ufødte barn, som jeg elsker overalt på jorden. Tankerne er der bare også, og de er en del af de 70.000 tanker jeg får hver eneste dag. Mere betyder de ikke, og jeg er ret sikker på jeg bliver en god nok mor, på trods af at mine tanker lever deres eget liv engang i mellem.
Nu gider jeg bare ikke skamme mig over det mere.
Kan du genkende tankerne? Eller måske er du fagperson og har hørt andre gravide snakke om de her tanker? Del meget gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder. Jeg tror dette emne er ret vigtigt at vi får talt om, så der ikke sidder andre gravide derude og skammer sig over at have grimme tanker, og som tror de fejler et eller andet, blot fordi de er som os andre?
