Gravid mor til far: nej tak, jeg gider ikke lege far og mor og børn med dig!

Gravid mor til far: nej tak, jeg gider ikke lege far og mor og børn med dig!

Universet er fandme irriterende! Jeg har søgt efter en case med en alternativ familieform, hvor den gravide kvinde melder ud til faderen til barnet at "nej tak jeg gider ikke lege far og mor og børn med dig" selvom faderen gerne vil være der, og være en del af det hele. Jeg håbede hun var derude. Men den eneste grund til at jeg søgte efter den specifikke case, var for at undgå at fortælle at det i virkeligheden var mig der var casen.

Gud hvor har jeg længe gerne ville skrive dette blogindlæg. Men jeg skulle først være vred, græde, være ved at gå til af raseri, være fortvivlet og dømme mig selv hårdere end nogen nogensinde har dømt mig før. Sådan er det jo med forandringer og udvikling. Det sker aldrig i stilhed på en bjergtop. Det sker her, hvor livet leves, med alle de følelser vi har lært er så forbandet forkerte at eje.

MetroXpress skrev at vi var kærester, så det var vi

Min underbo og jeg besluttede os for at være kærester. Mest fordi det stod i Metroxpress da historien kom frem, og blev læst af en kvart million danskere på nettet (læs den her, den er stadig god). Siden da har det været forbandet svært og jeg har ikke kunne finde ud af hvorfor. Indtil nu.

For jeg er ikke forelsket i ham og han er ikke forelsket i mig. Mit og hans forhold ligger i to kasser: "Anne og underbo kassen" og "underbo og far til vores datter kassen". Siden jeg fandt ud af at han og jeg skulle være forældre, har jeg dybt i mit hjerte vidst at han bliver den absolut mest fantastiske far i verden. Tvivlen har aldrig ramt mig, og det kommer den aldrig til, for han er et virkelig fantastisk menneske med gode værdier, en sej historie og en indstilling til livet jeg på alle måder kan forholde mig til.

Idiot

Som partner synes jeg han er en idiot. Jeg har virkelig forsøgt at proppe mig selv ned i ?Mor, far og barn? rollen, og jo mere jeg har kæmpet mig ned i kassen, jo mere har jeg hadet ham og jo mere har jeg gjort mig selv voldsomt forkert for ikke bare at være en NORMAL kvinde der for helvede da bare skulle være forelsket i barnets far. Nu SKAL du passe ned i kassen Anne, tænk dog på alle de stakkels enlige mødre hvor faderen bare er skredet! Ret så ind! Føl dig så pisseheldig!

Da jeg selv er skilsmissebarn, har jeg en hel masse ting med i bagagen som jeg ikke vil give videre til min datter. Blandt andet en i stykker familie hvor hun skal bære ansvaret for kommunikation og løsninger i familie-konstallationen. Derfor har jeg følt det som min forbandede pligt at jeg skulle være åben, invitere den nye far med til alting, lade ham komme tæt på, og forcere alt muligt som jeg i virkeligheden slet ikke kunne identificere mig med.

Han blev mere og mere et skvat og jeg blev mere og mere en modbydelig kælling.

Jeg ringede til mine venner, og de havde alle sammen ondt af den stakkels mand. Det kunne jeg jo ikke være andet end enig i for jeg syntes også jeg var en forkælet kælling. Men jeg var bare rasende på ham og jeg kunne ikke trylle det væk. Og egentlig mest rasende på mig selv, fordi jeg ikke passede ned i min hjemmelavede kasse. ?Jamen Anne, når man får et barn sammen så skal man da gøre alt hvad man kan for at blive en god familie!!? Og det eneste du gør er at opføre dig som et røvhul! Hvad i alverden tænker du dog på??

Så udover at være lammet af lortekvalme 24 timer i døgnet (igen), så har jeg simpelthen haft så ondt i maven og i hjertet over at give min egen datter en lortestart på livet fordi jeg ikke kan finde ud af at være en ordentlig mor, fordi jeg ikke kan finde ud af at være normal og være forelsket.

Til sidst skrev jeg et brev til ham.

Det lykkes mig ikke at få sagt de ting jeg gerne ville sige, og en anden universel sandhed hedder at man skal tage de vigtige snakke face to face. Den sandhed fik så forhindret mig i at sige noget som helt til ham, fordi jeg IGEN ikke kunne gøre det på den rigtige måde. Heldigvis huskede min gode ven mig på at jeg altid har været god til at udtrykke mig i breve, og når brevet er sendt har jeg ingen problemer med at få snakket om tingene. Så derfor...

Her er et udsnit fra brevet:

??det her fungerer ikke for hverken dig eller mig lige nu. Vi forsøger at lege far og mor og børn, problemet er bare at der ikke er noget barn endnu, hun kommer først til juni?

Jeg kan mærke at der er ting du ikke siger til mig, og jeg ved der er ting jeg ikke siger til dig. Vi lider begge to lidt af hensynsbetændelse og det kan jeg ikke, og det tror jeg heller ikke du kan.

EN ting er sikkert: Jeg VED at du bliver verdens bedste far for Emma Jo, det har jeg vidst lige siden jeg fandt ud af at jeg var blevet gravid. Og som jeg har fortalt dig flere gange, så glæder jeg mig til at du skal have hende med til dansetræning, til at I skal hænge ud, til at hun bliver daddy?s girl .?Jeg føler mig som en virkelig dum kælling, og jeg bryder mig virkelig ikke om den måde jeg er overfor dig på, men det er simpelthen fordi vores konstellation ikke er rigtig for mig og ikke fungerer.

Det er MEGA vigtigt at du forstår at det her ikke kommer til at påvirke dit forhold til din datter, andet end at hun får to endnu gladere forældre end hun har i forvejen. ?

Let go(d)

Brevet afleverede jeg i sidste uge, og i dag satte vi os ned og fik snakket ud. Jeg slap al pænhed og lod min indre kælling hæve stemmen, have tårer i øjnene og mascara ned ad kinderne, sige at han var en idiot, at jeg havde mest lyst til bare at trække stikket til ham, og så ringe når fødslen gik i gang. Alt det jeg gjorde mig selv forkert for at føle og være, det følte jeg og var jeg lige der.

Et eller andet sted ville jeg ønske jeg kunne skrive det her som anonym, men jeg står så meget for at træde en ny sti for mig selv ? og for alle dem der heller ikke kan finde en plads på de stier der allerede er trådt, og budskabet står bare stærkest når vi, når jeg, bare fortæller det som det er. Så der er ingen vej udenom.

Anne, hvordan kan du være selvvalgt alene-mor når nu der faktisk står en far og gerne vil være med?

Det bliver jeg heller ikke. For da jeg tillod mig selv at være alt det jeg havde frygtet at være, tillod mig at smide pænheden og den fucking kraftfulde kommunikation, og bare stod helt rent ved hvordan jeg havde det, og viste det i stedet for at pakke det ind i coaching-spørgerammer, så kunne jeg pludselig også se ham klart og tydeligt.

Pludselig kan jeg se manden med visionerne, jeg kan se den mand der skal være far til mit barn. Den mand der respekterer mig og som jeg respekterer højt, den mand der har kæmpet sine egne kampe, der er selvstændig og inspirerende, fordi han filtrerer verden på en helt anden måde end jeg gør. Dér sad han og lyttede til al min galde, og var glad for den, fordi det er det mest ærlige jeg har kommunikeret til ham meget meget længe. 

Så fra at være en idiot attrap-kæreste på papir, er ham blevet min homeboy som jeg kan rumme fuldstændig igen. Fordi jeg stod ved alt det jeg gjorde mig selv så skide forkert for at føle. Du og jeg skal være et team der spiller hinanden bedre og laver gode afleveringer. 

Jeg er så lettet.  Jeg er så lettet over at han tør kalde mig en dum kælling og at jeg tør kalde ham en kæmpe skid. Og at vi har fyret hensynsbetændelsen.

Vi er i gang med at lave en alternativ familieform, og eftersom at ingen af os kender andre der skal være forældre med deres overbo eller underbo, og som ikke er kærester, så er vi nødt til at finde vores egne svar selv. Så det er det vi er i gang med nu. Og det går meget godt når han bare er ham og jeg bare er mig, også selvom han er en idiot og jeg er en dum kælling.

Tak fordi du læste min historie. Nemt er det ikke, men det er både muligt og smukt, især når vi tør lade tingene være grimme. Jeg er stadig bange for at slå min datter ihjel hver gang jeg nyser, men jeg er ikke så bange for om vi bliver en god familie alle tre, for det gør vi.