Det her ved du ikke om din yndlingsblogger - et smugkig ind behind the bloggerscenes

frejamay november blogger

Åh jeg vil så gerne dele lidt af min verden med dig, især fordi det her er noget af det bedste ved at være blogger, hvis du spørger mig. Nu har jeg lavet det her i over ti år, fordelt over 4-5 forskellige blogs, og der er intet som kontakten med læserne, dig, som kan røre mit arbejds-passions-hjerte. Men først, lad os lige dræbe nogle blogger-myter.

Det virker som om der er mange der har nogle helt urealistiske billeder af hvad det vil sige at være blogger, og være en af dem som lever af blogging. Folk tror man skriver et indlæg på 10 minutter, tager til reception med nogle kendte mennesker, får alting gratis og så vælter det bare ind med penge på kontoen. NØJ hvor ville det være fedt hvis det var sandt. Det gad vi da allesammen godt, ikke?

Sådan er det ikke. Jeg kender ikke en eneste dansk blogger der lever sådan (og jeg kender de fleste). De fleste der blogger professionelt, de har arbejdet gratis i mange år. Når man så begynder at blive anerkendt og de kommercielle interesser “vælter ind”, så lyder mails ofte sådan her (real deal!)

“Kære blogger (bloggere har jo ingen navne, det ved alle)

Vi har fulgt din blog med stor interesse, og føler den rammer rigtig godt ind i vores målgruppe. Derfor vil vi høre om du vil skrive et blogindlæg om vores helt unikke brudekjoler, og som tak, så kan du få en rabatkode på 15% (skrevet med fed), som du kan dele med dine læsere,

send mig gerne alle dine data på din blog, og så synes jeg vi skal snakkes ved om et samarbejde,

Kærlig hilsen

Marketingtype”

Så, nu oversætter jeg den lige til almindelig dansk:

“Kære indehaver af en webside som vi kan se er populær,

Vi vil gerne have snablen ned i dine læsere og følgere, men vi vil ikke betale en krone for det. Derfor vil det passe os glimrende hvis du gider lave det gratis arbejde, ulønnet naturligvis, og så sende en masse dejlig gratis trafik over i vores webshop, hvor vi forhåbentligt kan øge vores omsætning med den her rabatkode, som du heller ikke får en krone ud af.

Lyder det ikke bare som en god idé? Send os data på alt hvad du har bygget op, og så revurderer vi lige om vi står ved vores fantastiske tilbud til dig,

Med venlig hilsen

en der er røvligeglad med hvem du er og hvad du laver”

Du kan være helt sikker på at din yndlingsblogger har skulle spilde tid på 10-20 af de her mails før der viste sig at være et godt produkt som har en oprigtig interesse i at samarbejde, måske at udvide samarbejdet hvis første pilotprojekt går godt. Din blogger er også redaktør, så det gælder naturligvis om at finde nogle brands der læner sig op af bloggerens brand, og som ikke går ind og forstyrrer eller skaber forvirrende budskaber. Derfor reklamerer jeg eksempelvis som solomomboss til to børn jeg fik med min underbo IKKE for brudekjoler. Jeg reklamerer som klimaaktivist heller ikke for RoundUp og som menneske heller ikke for DF. To name a few.

Men jeg reklamerer. Det er efterhånden nogle år siden jeg tog beslutningen om også at være en kommerciel blogger. Jeg så en mulighed for at gøre blogging til en levevej, og jeg besluttede mig for altid at bevare min integritet når det kommer til kommercielt indhold på bloggen. I dag er jeg glad for det, det åbner mange nye døre og jeg har mødt nogle fantastiske samarbejdspartnere denne vej igennem. Altid win-win. Win. Jeg prøver at balancere mit indhold så du ikke bliver bombarderet med reklamer, men sådan så jeg stadig har en god indtægt på bloggen og kan se mig selv i øjnene. Nu hvor jeg det sidste års tid har haft øget fokus på bæredygtighed spiller det naturligvis også ind i mine valg af samarbejdspartnere.

IMG_7671_bw.jpg

Der ligger så meget arbejde som du aldrig får at se. Udover at finde ud af skatteregler og markedsføringsregler, fordi du som blogger jo er et medie (bare uden mediestøtten), og det er faktisk lidt en jungle af finde ud af hvad der er det rigtige at gøre, så er der den samme arbejdsmængde som alle andre selvstændige med regnskaber, omkostninger, pension, løn, kurser, sparring osv. Hvis du er heldig så får du dig også et par stalkere. Dem har jeg af og til. Jeg har fået alt fra dødstrusler til trusler om læsere der vil melde mig til kommunen (da jeg skiftede Emmalias navn kom der et par stykker af dem fordi jeg jo umuligt kan være en god mor når jeg skifter min datters navn midt i hendes identitetsdannelse). Jeg har haft en læser er udgav sig for at være psykolog, og som sendte mig (meget) lange mails med dybdeborende analyser af hvordan mine blogindlæg naturligvis måtte handle om et forkvaklet forhold til min far. Vildt grænseoverskridende.

Når jeg åbner min mail ved jeg faktisk aldrig helt hvad der venter mig. Om der ligger de mest rørende og fantastiske læserbreve (dem vender jeg tilbage til om lidt), eller om der er dødstrusler eller et par “Hej blogger” mails eller hvad der venter. Jeg har stadig til gode at få den der “Hej Frejamay, jeg skriver fordi jeg gerne vil give dine børn og dig en lækker tur til Marokko med alt betalt, du må tage en barnepige med på vores regning, er det noget for dig?”, men det kan være den mail bare er lidt forsinket.

Til gengæld, så bruger jeg mega gerne tid på at besvare mails og kommentarer og direct messages. Jeg har 5-6 indbakker man kan kontakte mig i. Mail, instagram, facebook, facebook side og via kontaktformularen her på min blog. Udover alle de steder man kan skrive kommentarer og kommunikere med mig den vej. Det er mange. Men det er så fedt og dejligt og befriende og rørende og inspirerende at læse hvad du tager med dig fra bloggen her, hvad det sætter i gang, hvad du kan genkende, hvad du slet ikke kan genkende, men som alligevel sætter noget i gang hos dig. I dag har jeg svaret på følgende spørgsmål i mine indbakker:

  • Hvor stor aldersforskel er dig på dine to piger, og er du glad for at du valgte sådan (3 år og ja meget)

  • Hvad måler dine piger klap-sammen badekar? (65x25)

  • Ser dine børn stadig deres far (ja, hver uge)

  • Hvor er de blå smækbukser fra du havde på for noget tid siden, de er megafede (Monki)

  • Kan du ikke skrive et blogindlæg om bloggerlivets bagsider og hvordan du fandt ud af du ville være blogger? (Jo :) )

  • Kan du anbefale en god advokat hvis man skal i retten mod sine børns far (nej, men kontakt mødrehjælpen, de kan hjælpe)

Det giver mig kæmpe indsigt i hvad der rører sig ude hos dig når du kommunikerer med mig. Og det er derfor at jeg nogen gange er lidt længe om at svare, for jeg har virkelig run på indbakkerne. Men jeg læser alting, og jeg svarer også så vidt muligt på alting, men der er mails, kommentarer og beskeder der af og til glipper. Det er aldrig med min onde vilje.

Det jeg egentlig vil sige er at det bedste, det er kontakten med dig. Min verden åbner sig og jeg bliver altid beæret når jeg får mails som indeholder en kæmpe tillidserklæring til mig og historier som ofte aldrig er blevet fortalt til nogen før. Det er så magisk og ubeskrivelig stort at vi har bygget et tillidsbånd op hvor det her kan lade sig gøre. At jeg har dig og du har mig. Det vil jeg virkelig gerne takke for. Jeg synes der er sådan en fin tone på bloggen, i kommentarerne og i langt de fleste mails jeg får. Det er ikke alle der er så heldige.

IMG_7172_bw.jpg

Jeg startede med at blogge for mange år siden, og jeg har så mange gode historier og tips jeg gerne vil dele. Jeg tænker på at lave et online foredrag som du kan købe en plads på, ville det være interessant for dig? Og hvis ja, hvad ville du så specifikt gerne høre noget om? Så kan jeg designe det bedste foredrag! Jeg tænker at lave det online i en lukket facebook gruppe som man køber sig adgang til, og så kan man se foredraget igen og igen og igen. Mange af os har jo børn, så måske kan vi ikke lige være online på samme tid.

I hvert fald, så vil jeg bruge dette blogindlæg til at sige dig en KÆMPE tak fordi du er med på denne rejse. Blogging er noget jeg har været med til at skabe og udvikle i Danmark, og det er et kæmpe priviligium at være nået hertil i dag, sammen med dig, uanset om du har været med fra starten, eller først er hoppet med i dag.

Spørg endelig løs hvis der er mere du gerne vil vide om bloggerlivet, jeg vil så gerne svare.

En hilsen fra helvede

Skærmbillede 2019-08-12 kl. 22.38.41.png

Velkommen til min første dag på den anden side af helvede. Tænkte jeg ville dele den med dig. Dagen. Eller måske skriver jeg mest den her blog fordi jeg vil dele den med mig selv. Doesn’t matter.

For lidt over en uge siden blev vi alle tre ramte af sygdomme herhjemme. Jeg blev ramt af feber og forkølelse og mistede min stemme i nogle dage. Ems fik det samme som mig, og Selinna fik æren af en omgang falsk strubehoste, og en kærlig besked om lige at ringe 112 hvis hun ikke kunne få vejret. Det er her, det er hårdt at være alene, for jeg bliver bange og utryg når jeg skal passe to børn, selv er ramt af relativ høj feber og skal lytte efter vejrtrækning, især om natten. Selinna har haft feber i over en uge, hun har siddet på mig, ligget på mig, været på mig, og det samme har Ems i perioder. Vi har spist pizza de dage vi kunne spise noget, og ellers har det været rester og rugbrødsmadder. Jeg har ikke tjekket mail i en uge. Det er aldrig sket før. Jeg har sluppet alt for at være der for mine børn.

Og i dag er første dag på den anden side. Men jeg sværger jeg har været igennem helvede. For efter de første 3-4-5 nætter hvor hver nat tilbringes med at vugge en feberramt søløveunge ud ad vinduet for at hun kan få luft, så begynder psyken at knække. Overskuddet smuldrer, og jeg har været en rigtig lortemor de seneste par dage. Fucking øv. Jeg bliver den værste udgave af min mor og far, alt det jeg hader fra dem, og det udsætter jeg mine egne børn for når jeg ikke har sovet i en uge, ikke rigtig har spist og ikke har fået fyldt min egen tank op. (ingen grund til at ringe til kommunen, mine børn har det fint, jeg er bare ked af jeg ikke har haft overskud)

I onsdags skulle jeg til kropsterapi. En aftale jeg har haft i kalenderen i flere måneder. Min første date med mig selv i over et år. Jeg blev nødt til at aflyse den fordi vi var møgsyge allesammen. Onsdag var dagen hvor vi fik konstateret falsk strubehost hos Selinna. Jeg var rædselsslagen fordi hun ikke kunne få vejret. Og jeg var i kæmpesorg fordi min eneste date med mig selv gik i vasken.

Ensomheden er normalt ikke en ven der følges ret meget med mig i livet. Jeg elsker at være i mit eget selskab, og jeg tror jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange jeg har følt mig ensom og alene i mit liv. Men den sidste uge har ensomheden fyldt mig op. Trætheden, tomheden, aleneheden har larmet i mit hovede og har givet mig hovedpine hver dag. Jeg har aldrig hovedpine ellers.

Men det er sådan her jeg lærer i livet. Jeg må gå igennem de her ture i helvede, og så lærer jeg, og så skynder jeg mig at ændre på det der ikke fungerer når jeg kommer til kræfter igen. Og så reflekterer jeg og ændrer på lidt mere. Men det er skidehårdt. Og jeg har lært at jeg ikke skal stå alene i sådan en omgang her igen. Never. Så jeg skal have skabt et netværk af et par personer som jeg kan trække på. En barnepige og en reservebedste og måske en back-up barnepige. Så snart min flytning er på overstået om en måned, så skal jeg have fundet et ressourcestærkt mini-team. Og jeg glæder mig! Det bliver fedt at finde de rigtige mennesker, og det bliver endnu mere fantastisk at have fast tid til mig selv hver uge. For det er der jeg har fejlet. Jeg har glemt at man ikke kan give i et helt år uden selv at blive tanket bare lidt op engang i mellem. Det går bare ikke. Og vi betaler alle for høj en pris for at jeg ikke bliver tanket op. Jeg har sagt undskyld til mine piger. Jeg mangler at undskylde til mig selv.

Jeg har hverken tid eller lyst til at tage på dyre forældrekurser der skal lære mig “metoder”, når livet er min masterclass hver eneste dag. Der er så meget at lære, der er så meget at vokse med og være nysgerrig på. Jeg har haft alle mulighder for at dulme min ensomhed, min smerte og min selvmedlidenhed den sidste uge. Et glas vin, kage, chips eller slik. Men jeg valgte at lade være. I stedet har jeg grædt. Jeg har grædt en hel masse. Det behøver jeg ikke gøre nu, for jeg har renset ud og jeg har ikke et efterslæb. Ikke andet end at jeg skal være en bedre veninde ved mig selv. Jeg dømmer mig selv så hårdt fordi jeg ikke kan efterleve mine værdier og standarter når jeg er allermest presset. Selvom jeg VIL. Jeg er stadig ikke der hvor jeg accepterer den jeg er når jeg er under massivt pres. Den dag må komme en anden dag. Det kunne bare være så nice hvis det var snart.

Hold kæft hvor er det hårdt at være forældre når man selv er syg med syge børn. Det må man godt sige uden at man skal have smækket verdens dårligste kommentar i hovedet der hedder "(indsæt selv bøvet ekstrabladet-stemme) “nåmen du har jo selv valgt det”. Ja for fanden, vi har allesammen selv truffet en masse valg der gør at vi lever det liv vi lever. Men derfor må vi godt have sympati med hinanden. Når du har haft en hård dag på arbejde, føler du dig så støttet og elsket af din mand eller kone der siger “nåmen nu har du jo selv valgt at gå på arbejde, ikke?” Nej. “Kom her og sæt dig, fortæl mig om det”, det er støtte og kærlighed. Mere af det.

Og lige nu har jeg det sådan at jeg ikke har lyst til at udgive det her blogindlæg. For det er ikke inspirerende nok, positivt nok, inkluderende nok, budskabs-agtigt nok. Men ved du hvad? Det skal ud. For jeg har måske i virkeligheden selv brug for at der er lidt flere indlæg a la dem her. Og det er jo derfor jeg har en blog. Jeg skriver de indlæg jeg har brug for bliver skrevet. Og så læser jeg dem selv. Så nu kommer den inspirerende del:

Mamma, du ER god nok. Jeg ved godt du synes det er bullshit, og at du VED du er en dårlig mor. Men det er du ikke. Selvom det har været et helvede den sidste uge (plus to dage nu), så har du:

  • Sørget (godt) for dine børn selvom du næsten ikke kunne stå på dine egne ben

  • Vugget Selinna hver nat i flere timer fordi du var ved at falde om af træthed

  • Prioriteret benhårdt selvom du ved det har konsekvenser der skal ryddes op i asap

  • (Kom nu Frejamay, du skal finde mindst 7 punkter og det her tæller ikke)

  • Okay … hvad mere. Selvom du var længe om det, så rakte du ud og fik læsset af hos gode veninder

  • Du prioriterede dig selv hver dag. Sagde til pigerne “nu er det Youtube Pause, nu skal mor se voksen TV (friends), I må gerne se med, men I må også lege lidt”. Og sådan gik det til at jeg har fået set hele Handmaid’s Tale (når pigerne sov og jeg vuggede Selinna i timer hver nat), og Ems fik en masse skærmfri tid selvom vi alle var syge hjemme.

  • Accepteret at du ikke kan gøre hverken fra eller til med nedpakning af lejlighed mv lige nu før kræfterne er kommet tilbage

  • Fået frisk luft hver dag, og det har dine piger også

  • Og så lige en ekstra, in your face univers! Jeg har gået hele vejen. Selvom rødvin og kage og så videre havde været helt på sin plads, så tror jeg på at det kan være sundt lige at tage turen helt, mærke det hele for at få klare svar og klarsyn. Det virker i hvert fald for mig, og jeg vidste at det her var en af de gange jeg skulle lukke øjnene og åbne hjertet og høre efter, sådan så jeg ikke havner her igen. Tak for det.

Jeg er på vej tilbage, men det er altså derfor der har været ret stille og derfor at “Solomomboss blogtema” har ladet vente på sig. Jeg glæder mig til at dele de sidste interviews med dig, og så håber jeg at alle er raske og ikke skal igennem den samme tur som vi har været igennem. Og hvis du er er nu så vid at det bliver bedre og du kommer ud på den anden side.

<3

Det her sker når vi stopper med at fixe folk og lader dem træde deres egen sti med os som heppekor

Skærmbillede 2019-07-28 kl. 11.20.33.png

Nu skriver jeg et af de der blogindlæg. Og det er svært at skrive et af de her blogindlæg, for det er med hjertet forrest. Det er med hjertet liggende der, totalt sårbart og let at tabe, og alle kan trampe på det hvis de vil. Men jeg ved at jeg ikke er alene i det her rum. Jeg ved også at jeg altid bliver rådet til at lade være med at invitere andre med herind, “fordi branding” og alt mulig andet skørt. Men det her er det jeg (også) kan. Og det er her jeg vokser og heler og græder de tårer der altid har været svære at græde.

Forleden dag tænkte jeg over det med blogging. Et erhverv som mange har en holdning til efterhånden. Og i dag læste jeg et opslag som instagram som måske er årsagen til at jeg alligvel skriver det indlæg der har holdt mig væk fra min computer den seneste uge. Opslaget lyder sådan her:

Alle på instagram er fotografer. Eller en chef. Eller en kunstner. Eller en fashion blogger. Eller en danser. Hvilket er pretty awesome faktisk. Folk havde ikke denne her slags chance for at vise og dele deres talent tidligere. Gør din ting. Vær kreativ. Lad hele verden se det. Undskyld hvis du forventede en joke.

Jeg følte mig set i det citat. Og nu har det rumsteret nogle timer, så nu skriver jeg det, som jeg er så bange for at skrive, men som jeg ved fjerner alle mine indre blokeringer igen. For jeg plejer at isolere mig når jeg er ked af det, eller ser mig selv i et forvrænget spejlbillede. Når jeg kun ser en tyk korthåret mor, der er blevet gammel og træt. Når jeg kun ser en kvinde der ikke kan noget. En kvinde der droppede ud og aldrig rigtig blev til noget. Ikke blev læge, ikke blev journalist, ikke blev modeperson, ikke blev fotograf eller politibetjent. Hun blev tyk og så blev hun træt. Og sur.

Og jeg ved godt det ikke er det fulde billede, men det er hende jeg ser i de her dage. Og hver dag kæmper jeg for at løfte det tunge tæppe væk over mig, og det lykkes også i glimt i løbet af dagen, men om aftenen opdager jeg at tæppet ikke var et tæppe, men var et kæmpe bjerg, som jeg løftede med de bare næver, og om aftenen har jeg ikke flere kræfter tilbage. Og det er om aftenen jeg skal spire og blomstre og arbejde og skabe. Og det eneste jeg kan er at ligge på min sofa og scrolle igennem meningsløse updates inden jeg kravler i seng alt for sent.

Derfor sagde jeg op (læs her) som mor. Og her er min skønne opfølgning på opsigelsen. Og nu står jeg her i et virvar af stemmer og jeg kan ikke finde ud af hvilken der er min egen. Min hjerne summer og slår kolbøtter i dag. Og hvor kunne det bare være megafedt hvis alt bare spillede når nu man lige havde besluttet sig for at dele fede nyheder på bloggen. “Udgiv indlæg” YES og så rettede livet sig ind efter at man JO LIGE har skrevet at nu skal alt være godt. Og så er det det bare ikke. Det burde ellers være en ny leveregel for den digitale tidsalder: “man har et liv til man blogger et nyt!” ikke?

Nå, men sådan er det ikke. Og mens jeg sidder her og skriver med tårer i øjnene, så trækker jeg også lidt på smilebåndet, for jeg ved jo godt at at det er sådan her livet er. Jeg glemmer det bare når jeg bruger for meget tid online, og nu havde jeg jo lige lovet mig selv at det online liv skulle være mindre, og det udenfor skulle være mere.

Derfor skriver jeg dette blogindlæg. Jeg gider ikke bidrage til online bullshit. Jeg gider godt bidrage til at du læser det her og måske føler at nogen holder et spejl op for dig og siger “det skal nok gå altsammen, det bliver bedre”. For det gør det. Det gode ved at tage livet ved hornene, det er at man (jeg) mange gange har stået her før, i orkanens øje, i et virvar af stemmer, og lige pludselig, så er der en stemme du kan kende. Din egen. Dér var den. Den var bare faret vild. Men den stemme finder altid tilbage igen, og det gør min også.

Så selvom jeg sidder her og er ked af det i dag, så forsøger jeg nu, med dette blogindlæg, at huske mig selv på følgende:

Du blev blogger. Du blev et erhverv som overhovedet ikke fandtes. Det stod ikke i nogen som helst bog at man kunne blive det du blev. Og så skabte du det og så blev du det, og selvom det stadig er et erhverv som udskammes, så bærer DU det med stolhed. Blogging reddede engang dit liv. En andens blog (foredrag følger!). Så startede du med at blogge. Og så bloggede du i 10 år og så sad du her med ufattelig mange læsere og turde stadig at være tro mod dig selv. Du har ikke solgt din sjæl til djævlen, du har formået at holde fast i præcis den du er, selvom der hver eneste dag kommer flere stemmer til der forsøger at fortælle dig hvem du bør være. Den eneste der skal definere dig, det er dig.

Og du BLEV journalist. På grund af din blog blev du kontaktet af et fagblad, som du nu har arbejdet for i 7 år. Et fagblad der har åbnet verden for dig, fået dig til New York og London, og selvom du ikke har en traditionel journalistuddannelse, så har du fået meget ros og anerkendelse for dit arbejde, og lønnen er den samme som en uddannet journalists arbejde. Det blev ikke skænket på et sølvfad. Du tog det. Du krævede det. Du vidste du var det værd. Og du beviste det igen og igen.

Og så blev du uddannet coach. Og Mastercoach. Og blev ansat til at forandre Magasins univers. Og det gjorde du. Og du lavede Danmarks største private indsamling til Lesbos med en 2 måneder gammel baby på armen. Og en succesklub og du holdt foredrag i hele Danmark. Og har coachet over 4000 mennesker. Og coacher stadig.

Og alt det er ikke slut bare fordi en aller anden uge prikker dig på ryggen og beder dig mærke ordentligt efter der hvor det lige er svært. Det er OKAY! DU VED at det her er livet. DU VED at der ikke er noget som helst galt. DU VED at det er sådan her ægte forandring også føles. Det ved du. For du har forandret så meget i dit liv. Du kom ud af en svær skilsmisse mellem dine forældre, du kom ud af hashmisbrug, du forlod et voldeligt forhold, du blev chef for 60 mennesker da du var 23, du hjalp med at bygge en hel forretningskæde op i Danmark. Du købte dit første hjem, du lejede dit første kontor midt i København, du sprang ud som selvstænding. Du lavede en drømmeliste og fik alt hvad du drømte om.

Du har lært at stå ved dig selv, også der hvor det ikke er kønt. Du lærte at OWNE dig! Du er ikke bange for at falde i værdi i andres øjne fordi du står ægte ved dine successer og dine downs. Du er ikke bange for at folk synes du er mærkelig - det gør de jo alligevel. Du er ikke bange for at fortælle at du har været igennem en tvangsauktion eller at du er kommet til at råbe ad dine børn. Men du er heller ikke bange for at fortælle at du kom ud på den anden side af begge dele med selvrespekten i behold. Du er ikke perfekt, men hvem er det? Du har dårlig samvittighed over alle dem du har svigtet og svigter, men du flytter dig hver eneste dag alligevel. Hver. Eneste. Dag.

Da du så de grusomme billeder af de døde børn i på Lesbos startede du en indsamling og endte med at sende en halv million og 200 ton tøj afsted i samarbejde med Mærsk. To måneder efter du blev mor for første gang og havde et forfærdeligt forhold til underboen, som tilfældigvis også var far til barnet. Du blev stalket i den periode, og alligevel stod du op og kom afsted hver eneste dag. Nåja, og så endte du i statsforvaltningen mod en mand der havde meldt sig ind i foreningen far og fulgte deres hjernedøde råd (læs her). Men også det fik du vendt. Du fik endda vendt det (sammen med ham) så meget at i i dag har to fantastiske børn sammen og du har din selvrespekt, din værdighed og dit privatliv i fred. Selvom du flere gange var tæt på at gå på samme niveau, så holdt du fast i at det ikke er måden at gøre det på. Og selvom du i dag stadig kæmper med gammel PTSD, så kender du alle værktøjer til at tackle og leve med at fortiden af og til kommer og banker på og starter hele dit alarmsystem. Men også det klarer du.

Og selvom du ikke er som andre ønsker du skal være, struktureret nok, uddannet nok, høflig nok, PÆNE LIS NOK, afmålt nok, middelmådig nok, tryghedssøgende nok, sikkerhedssele nok, så er du virkelig ikke forkert. Farveløs nok. Du er bare noget andet.

JA, jeg god damn fylder! Men du kan flytte dig hvis du har behov for plads til dig selv. Selvom vi er mange mennesker på jorden, så er der stadig MASSER af plads til dig UANSET hvor meget jeg fylder. F.eks er der plads lige her, ved siden af mig i min sofa. Der kan du sidde og være sur over pladsmangel, indtil du opdager din egen plads og begynder at stråle lidt selv. Og ja mit tøj larmer. Og hvad så? Måske larmer dit tøj for lidt (det fik jeg engang at vide til en eksamen. Jeg blev rost for at have taget neutralt tøj på. Hvad fanden er det for en ikke-ros?)

Jeg er så pissetræt af andres behov for at definere mig. Hold kæft hvor er jeg træt af det. Jeg savner at bruge mere tid på mine fylde-venner. Dem der råber på gaden og vækker opsigt og forargelse og tør mærke deres egen passion i stedet for at sidde stille og vente på at de får lov til at sige “nå men her er jeg så” til verden. “Hende din venind,e hun fylder meget hva?” JA og er det ikke PISSEHERLIGT at vi stadig har mennesker der tør fylde noget i denne her ensartningsfabrik? Hva?

Det synes jeg.

Og sådan her skriver mig sig ud af en øv-følelse og ind i en Gloria Gaynor “I AM WHAT I AM”

Og nu kan du rejse dig og synge med eller du kan lade være. Men i tilfælde af at du vælger det første, så skal du ikke spilde din tid med at google, det har jeg gjort for dig.

YOU’VE GOT THIS!

Special thanks til mit netværk som jeg har delt dagens tilstand med, og ikke ene eneste prøvede at fixe mig. Det her blogindlæg var aldrig kommet ud hvis ikke jeg fik lov til at være i mine følelser, og i stedet bare fik kærlighed og vidste jeg var støttet og holdt <3

Her er den vilde opfølgning på "jeg siger op som mor". Livet har overhalet mig mig indenom!

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.06.13.png

Jeg sagde op som mor. Det gjorde jeg lige her. Jeg lavede en lang liste over ting jeg ikke vil være med til mere og en lang liste over ting jeg vil fra nu af. Og så skrev jeg følgende: “Så tag imod denne opsigelse med kærlighed, sig JA til universet, som nu vil finde de rette vinger til dig, og så er tiden inde til at flyve, nyde, rejse, grine, danse, feste, kramme, kysse og være omgivet af dejlige mennesker som har det samme sind som du.” Og SÅ skete der de vildeste ting.

En time efter jeg postede min “opsigelse som mor” på min blog (satte det op til at udkomme næste morgen), så ringede min telefon. “Hej smukke, jeg ville bare høre om du var interesseret i en lejlighed, for lejligheden ved siden af mig den er blevet ledig, og du har jo nævnt at d måske godt kunne tænkte dig noget større til dig og pigerne. Kan du komme og se den i morgen?”

Så i lørdags tog jeg pigerne under armen (hvilket transportmiddel vi valgte vender jeg også lige tilbage til. Det er så vildt!), og kørte ind og så lejligheden. Hele vejen op ad trappen tænkte jeg “ej, vi skal ikke flytte, jeg spilder alles tid med den fremvisning her, jeg kan ikke lige overskue en flytning lige nu”. Og efter 4 minutter i lejligheden vidste jeg godt at her kommer vi til at bo. Lige om lidt.

Så. efter fremvisningen gik min veninde og jeg ned i gården foran ejendommen, og sad og snakkede. Hun spurgte hvad jeg tænkte, og jeg sagde “jeg aner ikke hvordan jeg skal få det her til at ske lige nu, men jeg ved vi skal flytte ind, det er der ingen tvivl om, jeg skal bare lige selv lande i den beslutning”.

Mandag sagde jeg min lejlighed op og bestilte lejekontrakten på vores nye hjem. I dag har jeg de første 20.000 på plads til depositum, selvom jeg ikke lige havde ret meget på kontoen, resten har jeg nogle sjove planer for (stay tuned). Midt i september siger vi farvel til vores lille hjem her i Brede og flytter til Lyngby hovedgade i en stor 3 værelses lejlighed, og pigerne skal for første gang nogensinde have deres eget værelse.

JEG KAN SLET IKKE VÆRE I MIN EGEN KROP AF REN OG SKÆR BEGEJSTRING!

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.56.22.png

Og nu kommer vi til nyhed to. Jeg har længe overvejet om jeg skal sælge bilen og købe en ladcykel i stedet. Så nu er beslutningen taget. Bilen er sat til salg og ladcyklen er købt. Vi kan ikke have bilen med det nye sted, og jeg har kørt for mange “dovne” ture i bilen. Jeg trænger til motion og bevægelse og udeliv lidt mere, derfor har vi købt en brugt Winther Kangaroo, som jeg er i gang med at sætte i stand. Den kører fantastisk, er uden og, og selvom jeg ikke har cyklet i over to år, så var det ingen problem at cykle 14 kilometer med begge piger i den i lørdags, da vi skulle se lejligheden. Og jeg bor altså i et område de kalder “mini Schweiz” fordi her er så mange bakker. Jeg lover i øvrigt at lave et indlæg om ladcykler ganske snart, for jeg har brugt et års tid på at finde ud af hvilken ladcykel der er den rette for vores familie, og jeg har truffet det helt rigtige valg.

Så.

Hej hej nye liv på Lyngby Hovedgade, hej hej liv uden bil, men med megasej ladcykel, som ungerne er så trygge i allerede at Selinna tog en lur i den på første lange køretur. Se her:

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.27.21.png

Kommer vi til at savne bilen? Det tror jeg ikke. Vi skal bo lige ved siden af Lyngby station, har jeg jobs i Jylland har jeg rig mulighed for enten at låne eller leje en bil, eller tage offentlig transport så jeg kan arbejde undervejs. Det her valg føles simpelthen så rigtigt. Og det er SÅ fedt at køre ladcykel med sine børn. Halleluja. Jeg har indtil nu grædt af glæde på alle ture, og i morgen kører vi en tur igen, og jeg glæder mig allerede. Selinna hopper op i den så snart vi er i haven og hun er så tryg i den. Jeg havde ellers sat en måned af til at hun skulle vænne sig til den. Men modsat bilen og autostolen, så er hun dus med Kangarroen!


Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.55.12.png

Nå, hvad er der så mere sket siden fredag i sidste uge? Jo. Der er sket det at jeg er kommet lidt længere med mit MOMBOSS projekt. Hvis du ikke ved hvad jeg snakker om, så besøg momboss.dk (der kan godt gå et par timer før linket virker, jeg har lige sat det hele op her til aften). Kort fortalt handler det om at jeg, sammen med dem der har lyst til at være med, vil revolutionere den måde vi tænker arbejde og familie på. Det startede som et solomombossprojekt, men jeg har fået så mange henvendelser fra ikke-solomombosses, at jeg har besluttet at udvide. Der sker en helt masse på den front lige nu, mest “behind the scenes”, du kan følge med i mine stories på instagram. I dag har jeg haft møde med Momunity, de to sejeste kvinder, som har skabt lokale inspirerende fællesskaber for mødre i hele Danmark. Vi har mange af de samme visioner, så dem kommer du helt sikkert til at høre mere om her på kanalen.

Men altså, når momboss.dk virker om et par timer, så kan du allerede nu skrive dig op til nyhedsbrevet, og hvis du brænder for at bedre arbejdsforhold for mødre, solo eller ej, så er det et rigtig godt sted at signe op. Jeg glæder mig til at have dig med på den rejse også, hvis du altså har lyst :)

Frejamay november momboss momunity.png

NU har jeg ikke mere at fortælle i denne her omgang, og jeg kan næsten ikke selv få vejret, for pludselig går det stærkt!

Lige kort:

jeg sælger meget af mit eget og pigernes tøj og ting på min salgsprofil på instagram den kommende tid, der skal ryddes grundigt ud inden vi flytter, og priserne er gode, Find profilen lige her hvis du skal have noget med derfra. Og hvis du vil købe min Yaris kan du finde annoncen her (jeg er jyde og til at handle med)

WOOP! Nu skal jeg i seng og sove, men YEAH, jeg er så glad!

Blogtema Solomomboss: "At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den."

IMG_8506.JPG

Velkommen til det 4. interview i mødes med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Karen, solomor til 3

Navn: Karen

Alder: 40

Antal børn: 3

Beskæftigelse: offentlig ansat på uddannelsesområdet

Vi er en familie på fire. Tre børn og en mor. Plus 25 akvariefisk og to tykke kaniner, der hopper frit i haven. Vi bor i parcelhusidyl i Jylland tæt på venner som vi deler dejlige oplevelser med og tæt på mormor og morfar, som er en stor del af vores hverdag og af morens overskudskonto. Min dreng på 9 år har en far som bor langt væk, men som er en vigtig del af hans liv. Mine to piger på 3 år og 6 måneder har jeg fået med ikke-anonym donor.

 

IMG_8583.jpg

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Efter min søns far valgte at bryde troede jeg, måske lidt naivt, at jeg bare skulle finde en ny mand at bygge en familie med. Det brugte jeg nogle år på at mislykkes med. De mænd jeg faldt for  ville ikke have flere børn. En dag delte jeg mine frustrationer med min læge og hun sagde, hvorfor ikke få et barn med donor? Jeg afviste det blankt, men allerede på vej hjem vidste jeg, at det ville jeg. Jeg ville få et barn alene. Selvom beslutningen var taget, havde jeg tusind overvejelser om mit valg. Ville det være for synd for barnet?, hvordan skulle jeg klare det?, hvad ville det sige at være familie uden far? Jeg havde brug for at danne mig et billede af fremtiden og for at finde nogle familier, der havde gjort det samme. Pia Olsens interview-bøger om alenemor-familier er super gode (find dem her). Og jeg fandt frem til to skønne mødre, der havde fået børn alene og begyndte at ses med dem jævnligt. Der gik et års tid med at blive gravid, så da jeg endelig var gravid var jeg også faldet mere til ro i min beslutning og kunne nyde graviditeten.

 

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer var meget positive og forstående. Jeg er glad for at jeg ikke blev alenemor for 15 år siden, for selvom det stadig er en sjælden familieform, så kender de fleste en solomor eller ved hvad konceptet er.

At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den. Jeg kender ikke nogen, der har en familiekonstellation mage til min, og jeg kan godt savne ligestillede at få inspiration fra. Er det fx en god idé, at min treårige kalder min søns far for farmand eller brude hun kalde ham ved navn? Hvor meget og hvordan skal jeg bede børnehaven om at tale med børnene om vores familieform? Kan man sagtens klare at rejse alene med børnene eller er det håbløst? Hvordan giver jeg plads til, at min søn kan dyrke sin elskede far uden, at det bliver for meget for pigerne som ikke har en far osv. osv. Det kunne være rart at kende flere familier som min at spejle sig i og hente erfaringer hos.

 

IMG_8010.jpg

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Vildt dejligt! Jeg var top-lykkelig. Ved godt man er høj på hormoner når man ammer, men jeg havde bogstavelig talt kuldegysninger af lykke flere gange om dagen i året efter jeg fik min første datter. Selvfølgelig også hårdt og nyt og vildt. Men jeg var jo trænet i at være alene med min dreng, og han var jo en stor dreng på seks år da  han blev storebror, så det var en dejlig tid.

 

 Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

I takt med, at jeg selv har fundet (nogenlunde) fred med at være den familie vi er, så lægger jeg mindre mærke til omverdenens reaktioner. Men jeg får mange søde og positive tilkendegivelser, og det er selvfølgelig dejligt.

Jeg kan godt blive ramt af misundelse og offermentalitet – hvorfor er det ikke mig, der har en mand at dele livet og børnene med? Jeg ville da ønske det var blevet sådan at mine børn havde en fælles far som jeg var gift med. Men min veninde er god til at tage mig i nakken og huske mig på at: jeg har en dejlig familie, alle familier har deres udfordringer og at jeg selv har valgt det!

 

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Jeg er på barsel og kan hente tidligt fra børnehave og er hjemme, når min søn kommer fra skole med sine kammerater. Der er selvfølgelig nedsmeltninger og jeg hader at møde mine utilstrækkeligheder som mor, men vi har virkelig en fin lille familie med nogle meget kære søskenderelationer. Jeg får brugt alle sider af mig selv som forældre. Jeg er både den skrappe og den bløde. Den praktiske og spontane. Og den med mosleturene, fodboldkampen og den der putter tre børn hver aften.

 

IMG_8280.jpg

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Det skal nok gå! Selvfølgelig er det hårdt, men lykken, stoltheden og glæden over alt det der alligevel lykkes er meget større.

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg læste en interessant artikel af en historiker om fordomme om enlige mødre gennem tiderne. I 80'erne var fordommen, at en enlig mor ikke kunne at holde på en mand, i dag er fordommen, at hun er for kræsen og egoistisk. Jeg håber at fordommene bliver brudt lidt, så de børn der vokser op i solomorfamilier ikke skal føle, at deres familie er forkert.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

At vi er vilde med fædre og mænd i det hele taget. Jeg er meget taknemmelig for de mænd, der tager del i mine pigers liv og jeg oplever, at pigerne heldigvis har et naturligt forhold til mænd/fædre og fx sagtens kan trøstes af Peter i børnehaven.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Hvis alt var muligt… Længere og betalt barsel – for alle selvfølgelig. Og mulighed for kortere arbejdsuge til fuld løn mens børnene er små. Så kunne man måske "betale tilbage" senere i arbejdslivet.


<3


Tusind tak til Karen for et interessant og tankevækkende - og ærligt bidrag til re-brandingen af solomødre. Hvis du vil læse de om de andre seje solomombosses i interviewrækken, så finder du interviewsene lige her:

Dette mini-interview var det tredje i rækken af 7 seje solomombosses. Læs eller genlæse de andre lige her:

BREAKING! Jeg siger op som mor

Skærmbillede 2019-07-26 kl. 21.19.17.png

Jeg er i fuld gang med at bringe interviews med 7 seje solomødre. Det er dette års sommertema. Og midt i mit arbejde med at tilrettelægge interviews, sætte dem op, skrive med de seje solomombosses, så er der bare noget der er gået op for mig. Jeg er havnet i en mormæssig blindgyde. En mor-vej der kun ender et eneste sted, og det er i muren foran mig. Så jeg siger op som mor.

(Og inden du bliver bekymret, så læs lige indlægget til ende, så kan vi snakke sammen om det bagefter i kommentarsporet)

Det første skridt mod forandring, det er erkendelsen. Og selvom jeg godt selv ved jeg i manges øjne er en megasej solomomboss, så er jeg det faktisk overhovedet ikke for tiden. Jeg blev mor til to for over et år siden, og det har lidt været som om mit bælte satte sig fast i en rollercoaster, og jeg blev revet med rundt. Og rundt og rundt og rundt - uden pauser. Og i starten var det vildt og sjovt, og så holdt det op med at være det. Nu er jeg der hvor jeg er hoppet af, har sagt “tak for turen” og nu skal jeg finde en helt ny måde at leve mit mor-liv på, for sådan som jeg lever det nu fungerer ikke for nogen af os. Især ikke for mig. Men først skal mit hovede lige stoppe med at snurre.

Så jeg erkender at det liv jeg lever, det ikke fungerer. Og når jeg skriver at der ikke har været pauser, så er det faktisk helt rigtigt. Siden d. 9 maj sidste år har jeg fået pigerne passet i 8 + 2 + 1 +3 + 2 timer i alt. That’s it. Og det er ingen andres ansvar end mit eget. Men det er gået op for mig at det er en virkelig dårlig prioritering fuldstændig at glemme mig selv. De 16 timer jeg har fået passet pigerne i alt har udelukkende været fordi jeg enten skulle arbejde eller i par-terapi med pigernes far. Som også er arbejde.

Jeg

er

udmattet

Så når jeg skriver at jeg siger op som mor, så siger jeg op som den mor jeg er blevet. Med hænderne for øjnene er jeg for fuld skrue kørt ind ad den blinde vej, og nu står jeg her i erkendelsen af at vejen stopper. Der er ikke mere vej i den her retning. Det er slut.

Jeg aner ikke hvor jeg skal hen i stedet for, og jeg ved heller ikke om det havde været smartere at skrive det her indlæg før jeg har en plan. Men det har jeg ikke og jeg skriver indlægget alligevel.

Her er de ting jeg ikke vil mere:

  • jeg gider ikke være sur hver dag

  • jeg gider ikke føle mig ensom

  • jeg gider ikke knokle og bestige Mount Everest hver dag

  • jeg gider ikke bruge mere tid på mennesker og relationer der dræner mig, heller ikke når det er forklædt som hjælp

  • jeg gider ikke være ked af min krop og min manglende energi

  • jeg gider ikke at jeg (nogen gange) ikke gider mine børn

  • Jeg gider ikke at jeg der er så lidt tid til mig selv

  • Jeg gider ikke at der er så lidt plads til mig selv

  • Jeg gider ikke at jeg næsten ikke har overskud til at passe mit arbejde

  • Jeg gider ikke være så meget på de sociale medier

  • Jeg gider ikke at mit hjem roder så meget



Og så er det nu jeg lige minder mig selv om at hjernen er ligesom en taxachauffør. Den fungerer ikke med alt det vi ikke vil. Den skal vide hvor vi kører hen. Du sætter dig jo heller ikke ind i en taxa og siger “jeg vil ikke til Sydhavnen”. Derfor, kære hjerne, kommer her listen over der hvor du og jeg og pigerne skal hen nu:

  • Jeg vil grine hver dag

  • Jeg vil nyde tiden med mine børn (mere, for jeg nyder nu altså ret meget af tiden med pigerne)

  • Jeg vil spise vegansk

  • Jeg vil have en fast struktur for mit sociale medieforbrug

  • Jeg vil ud og møde mennesker i det virkelige liv i stedet for på de sociale medier

  • Jeg vil have flere gode venner og veninder som ser mig og forstår mig, og som ikke forsøger at lave mig om

  • Jeg vil skabe et inspirerende arbejdsliv der er muligt med mit liv som solomomboss, OG som gør mig glad og får mine celler til at vibrere

  • Jeg vil skabe den familie og de rammer der gør både mig og mine piger lykkelige og glade

  • Jeg vil give min krop kærlighed og bevægelse hver eneste dag

  • Jeg vil på date(s)

  • Jeg vil have ugentlig alene-tid, som kun handler om at tanke mig selv op og IKKE arbejde/møder/parterapi

  • Jeg vil have lethed og nydelse og nærvær ind på toppen af listen over ting der fylder i mit liv

  • Jeg vil gå i hæle og kjoler igen

  • Jeg vil læse bøger igen

  • Jeg vil danse hver dag, bare lidt

  • Jeg vil rejse mere

Så. Jeg siger op som den sure trætte mor. Jeg siger op i hamsterhjulet. Jeg siger op som en del af fortællingen om at livet som solomomboss bare ER sådan her. Hell fucking no, det ved jeg det ikke er. Jeg siger op til de drænende energier jeg har omkring mig. Jeg siger op til det hele. Jeg VIL ikke mere.

Så nu læser jeg spændt alle reaktionerne på det her indlæg, og så lægger jeg en plan for hvad mit nye liv som SOLOMOMBOSS aka Frejamay November rising star det skal indeholde. Og så er det den vej jeg går nu.

Jeg sætter min alarm til 3 måneder, og så evaluerer jeg på hvordan det er gået. Nu skal der planlægges, sættes nogle mål og så er det slut forbudt med den gamle sure trætte mor.

MEN!

Det vigtigste men i verden.

Først vil jeg takke hende.

Kære vol 1 af Frejamay November, sur træt mor til to. Jeg ærer dig. Hold kæft hvor er du stærk. Hold kæft hvor er du vedholdende, udholdende, sej, målrettet og helt enormt stædig. Du har klaret en graviditet med døgnkvalme og opkast i 9 måneder. Du har født hjemme selvom du fik hele systemet imod dig. Du skabte den smukkeste start på livet for din baby og du inviterede storesøster med helt ind i startskuddet på det nye liv for jer alle tre. Du har ligget i uge efter uge uden søvn, du har vugget slyngevuggen, du har kæmpet, du har grædt så mange tårer, du har læst og læst og rakt ud og søgt svar. Jeg kender ingen der er så stærk som du er. INGEN! Du klarer alting alene. Du slæber og slider og kæmper og du hviler dig aldrig. Der gik flere uger fra du fik din nye sofa ind ad døren, til du rent faktisk nåede at ligge ned i den. Det føles stadig uvant for dig at ligge i den.

Du ELSKER dine børn Frejamay, det er der ingen tvivl om, og det her handler ikke om at du har gjort noget som helst forkert. Det her handler udelukkende om at tiden er inde til at slippe kampen, sliden og tårerne, og nu skal nydelse, lethed, grin og hjerteglæde ind i hverdagen. Det skal være dejligt at være dig.

Du har så meget fokus på at dine piger skal have det godt, at de skal have faste trygge rammer, at de skal føle sig set og hørt, at de skal udforske verden og især udforske hvem de selv er. Du stiller dig hele tiden på sidelinjen så de kan få lov til at udfolde sig hver især, som de to forskellige mennesker dine børn er. Det eneste der er “galt” er at du har glemt dig selv. Og det gør mødre. Det har intet med dig at gøre. Vi glemmer os selv.

Så tag imod denne opsigelse med kærlighed, sig JA til universet, som nu vil finde de rette vinger til dig, og så er tiden inde til at flyve, nyde, rejse, grine, danse, feste, kramme, kysse og være omgivet af dejlige mennesker som har det samme sind som du.

Jeg ærer dig. Der findes ingen stærkere.

Tak for nu

<3

Blogtema: Mød Tina, solomomboss: "tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor"

Foto: Privat

Foto: Privat

Velkommen til det tredje interview i rækken af 7 interviews med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Tina. Spænd sikkerhedsselen!

Vores familie er en lille sej trio bestående af: Maja på 8 år, Alma på 11 år og mamma Tina på 50 runde år.
De fleste af mine vågne timer går med mine to store livsopgaver: Den ene som Enestående Mor for mine to skønne unger og den anden som Mentor for andre Enestående Mødre. Det er nemlig blevet hele mit livsprojekt: At være den fuldfede version af mig selv som mor og kvinde – og leve helt inde fra min egen essens. Og den anden: At give den samme gave og frihed videre til andre mødre. Og mit liv har aldrig været mere meningsfuldt.


Jeg har på nogle måder været lidt af en kamikaze-mor og har været i gennem lidt af hvert i mit forældreskab. Det mest spektakulære stunt var nok, da jeg – i forvejen temmelig graviditetsbesværet - faldt og brækkede min arm, dagen før min ældstes 2 års fødselsdag, hvor 30 gæster kom til stor fest. YEEES! – Så så man lige mig klare alting med én hånd, med en 2-årig om benene og en baby i maven! Efter 6 uger med én hånd i gips og én hånd til bleskift og madlavning osv. blev konklusionen: Kan jeg klare ét blebarn med én hånd, kan jeg også klare to blebørn med to hænder. Og sådan blev det!

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Min beslutningsproces var faktisk ret lang og det var slet ikke noget enkelt valg. Derfor gik der også 3 år med overvejelser, lange samtaler og research – og et par mislykkede forsøg på at få en far i hus til mit kommende barn – inden jeg tog skridtet og blev insemineret.

Da jeg først satte fra land gik det til gengæld hurtigt: Jeg blev gravid i første forsøg (og den panik, der spredte sig i kroppen lige dér, den kan jeg altid fortælle om en anden gang…). Og da min ældste var 1 år og 8 mdr var jeg igen gravid. Og 3 år efter min beslutning, var jeg Enestående Mor til to uendeligt skønne piger.

IMG_4950.JPG

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det overraskede mig i den grad, hvor meget jeg blev mødt med bekymring og frygt forklædt som omsorg. Den mest hyppige kommentar var: Er du klar over, hvor hårdt det bliver? En af mine kolleger gik endda så langt, at hun velment rådede mig til at lade være, fordi hun ikke var sikker på, at jeg havde psyken til det – med en undertekst, at jeg var for følsom… Så jeg lærte på den hårde måde at vælge mine fortrolige med stor omhu. En enkelt veninde, som selv var mor til 3, sagde til mig med stor overbevisning i stemmen: Det kan du SAGTENS klare! Og det gjorde en stor forskel for mig. En anden veninde gav mig et mantra, jeg mediterede på frem til min graviditet: ”Gud, tak fordi du sender mig det barn, der skal være i mit liv”. Det var meget stærkt og smukt og den veninde er i dag mine børns åndelige gudmor.

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Mit liv som Enestående Mor og solomomboss har haft mange faser. De første år var fyldt af en intens, ufortyndet lykkefølelse. Jeg var så lykkelig for, at det var lykkedes mig at blive mor – og jeg var dybt forelsket i det lille menneske, som var kommet til mig.

Da jeg kort efter pludselig var mor til to og havde fuld smæk på karrieren, begyndte hamsterhjulet at køre rigtigt stærkt. Og jeg brændte så meget for både job og moderskab, at jeg slet ikke opdagede, at jeg stille og roligt brændte mit lys i begge ender. Så jeg faldt lige så lang jeg var. Det var den knapt så fede periode i vores familieliv. For når en Enestående Mor ryger ned, så tager hun børnene HELT med ned i faldet. Og det var BENhårdt! For os alle tre. Og det tog tid at komme op for der stod altså ikke lige nogen og greb lige dér.

Men op kom vi. Og det er jeg stolt af! Og i dag er vi et rigtigt dejligt sted som familie og alle har det godt. Og jeg har fundet mig selv som mor og kvinde på et helt nyt niveau – og har hevet AL min power hjem! Og ikke på den livsfarlige supermor måde, hvor vi kvinder kommer til at kopiere den traditionelt maskuline spillen-med-musklerne. Nej, med udgangspunkt i en urgammel feminin visdom. Og i min sjæl eller min essens eller hvad man nu foretrækker. Og ja - I know, det bliver måske lidt langhåret. Men jeg ER virkelig dybt fascineret af den kraft, vi kvinder besidder, når vi forbliver tro mod vores feminine visdom. Og dén visdom kan moderskabet om noget give adgang til. Især hvis vi ikke er bange for at kigge ind i de lidt mere mørke rum i os selv. For det er dér al guldet ligger begravet. Så er det sagt!



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Tidligere har jeg mødt mange upassende kommentarer. Det, der har stødt mig mest, er når klodsede voksne har luftet deres kritik eller bekymring foran mine børn. Den slags mennesker er helt ude af min omgangskreds i dag.


I dag kommer jeg faktisk sjældent i situationer, hvor jeg bliver mødt med undren eller klodsede kommentarer. Blandt fordi jeg meget bevidst vælger at omgive mig med kærlige, kloge mennesker, som hepper på andres drømme og livsprojekter – og som ikke har så mange fastlåste forestillinger om den rigtige eller forkerte måde at leve sit liv på.  

IMG_4327.JPG

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?


Armen altså! Jeg er simpelthen stolt af vores hverdag og hvordan vi har det i dag.
Jeg har personligt rejst mig som Fugl Fønix fra et liv, der brændte helt ned til grunden. Jeg har investeret ALT jeg ejer i at få ryddet op på alle hylder i den indre rodebutik, jeg slæbte rundt på. Og det betyder, at jeg i dag er en mor 100% i sync med mine dybeste livsværdier og med en dyb indre ro. Det betyder også, at jeg i dag har to virkelig skønne unger, som er trygge, glade og gakkede på den helt fede måde - og som stortrives. De er godt kørende på alle parametre og har de bedste relationer. Jeg er MEGA stolt!
Og den helt store bonus er, at jeg nu har skabt en helt unik metode, som rent faktisk hjælper andre Enestående Mødre med at leve livet, så der er mere overskud, nærvær og balance-  og ja, mere kærlighed. No more, no less! Dét er jeg også SINDSYGT stolt af – og jeg er så taknemlig, hver gang jeg hjælper en anden Enestående Mor ud af stress-loopet og ind i et lettere liv. Det er det smukkeste og mest meningsfulde arbejde.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?



Kunne jeg rejse tilbage i tiden, ville jeg helt sikkert udfordre mig selv på min selvfedme og kontrol. Jeg troede, jeg havde SÅ meget styr på det, inden jeg fik børn. Jeg havde arbejdet med min egen selvudvikling hele mit voksne liv og jeg troede virkelig, at jeg vidste det hele. Men jeg anede ikke, at jeg havde så meget blind vinkel på virkelig prioritere mine egne behov og på både at bede om og tage i mod hjælp. For blot at nævne nogle temaer, som kom til at spænde rigtigt meget ben for mig. Så det er et væsentligt råd, jeg ville give mig selv, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden: Lær at prioritere dine egne behov og at træne det at bede om og tage i mod hjælp! Og tag dig virkelig i agt for supermor, der tror hun kan klare alt alene! Hun er LIVSFARLIG!!

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Helt ærligt, så inspirerer den mig! Til kamp! For kærlighed og mangfoldighed.
For det er SÅ interessant at få andres fordomme blæst lige ind i knolden i bedste sendetid. Det fortæller mig så meget om, hvad for stemmer der også findes ude i det danske land. Og det skærper min bevidsthed i fht. hvad det er for en form for mor-shaming, vi er oppe i mod i vores tid.

For al morshaming er for mig at se en del af samme misogyne surdej. Og jeg ser det 100% som et solidarisk projekt, at vi som mødre kærlighedsfuldt støtter hinanden i nye niveauer af frihed i vores liv. Vi lever i 2019! Ku’ vi lige give hinanden lidt plads og lidt opbakning til at leve livet på vores egne præmisser? Det er ikke et sekund for tidligt, hvis du spørger mig!  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvad ville du ønske fol vidste om solomødre?


Altså, noget af det hyppigst nævnte i debatten er, at det er synd for børnene. Og det er da altså intet belæg for rent videnskabeligt. Tværtimod klarer vores børn sig ret rigtigt godt. Og det er præcis det samme jeg oplever på daglig basis, både i private og professionelle relationer.


Den form for kritik får alt til at stritte på mig! Det er for mig at se en unuanceret form for konformitetstænkning, som dømmer nogle ude fordi vi træffer andre valg end de fleste. Så derfor ville jeg dybest set ønske, at den brede befolkning vidste, hvor godt vores børn rent faktisk klarer sig. Givetvis fordi de i den grad er ønskebørn. Og så ville jeg ønske, at diverse debattører stak piben ind og lavede lidt research, inden de udtalte sig så kategorisk på andres vegne.


Og så ville jeg faktisk ønske, at kernefamilierne og trendforskerne holdt godt øje med fortroppen af Enestående Mødre. For vi kommer simpelthen til at vise vejen for andre. Vi er nemlig nødt til at gøre op med hamsterhjul og præstationsræs før. Fordi vi ganske enkelt ikke kan leve op til det ræs.

Derfor oplever jeg, at vi på mange planer er med til at vise vejen ind i et nyt paradigme, hvor vi dropper ræset og vælger nærværet og kærligheden til! Og at vi på den måde kommer til at inspirere mange andre mødre – ja, familier generelt, med de valg vi træffer. Fordi vi ofte må tænke helt ud af boksen for ikke at havne i defensiven men faktisk få livet til at lykkes - på den fede måde.

 

IMG_7180.JPG

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være?

Helt grundlæggende mere kærlighed og mindre fordømmelse. I det Danmark ville vi også være bedre til at heppe på hinanden. Og til at hjælpe hinanden – og tage i mod hjælpen. Jeg er selv meget inspireret af det afrikanske ordsprog: ”It takes a village to raise a child”. For jeg mener virkelig, at det er den moderne families vildfarelse, at vi tror, at vi skal klare alting selv. Og som Enestående Mor er det et direkte selvmål! Og jeg har kun én ting at sige til den strategi: STOP IT!


Så ja, i et mere solmomboss- og Enestående Mor-venligt Danmark er noget så old school som fælleskab, solidaritet og søstersind, den grund vi bygger vores familier på. Alle sammen. Uanset hvordan vi skaber vores familier. Og nå ja, så er der helt klart noget om hamsterhjul og præstationssamfund, som slet ikke giver mening for mig – og på ingen måde, mens vores børn er små. Der må vi lige have tempoet ned og få tid til at trække vejret, være nærværende med os selv, hinanden og ikke mindst vores børn. Det er livsnødvendigt!

 

Det er en hjertesag for mig, at mor-shamingen må stoppe NU! Den ydre og den indre. At vi taler kærligt og opbakkende til os selv og hinanden. Og det er altid et godt sted at starte med sig selv.
Og tro mig, jo mere kærligt, du kan rumme dig selv, også på en dårlig dag, jo mere overskud har du også til at rumme dine børn, når de har en dårlig dag. De ting hænger uløseligt sammen! – Så tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor, der læser med her! Jeg er sikker på, at du gør det så godt og er en kick ass mor på så mange planer! Også når du har en dårlig dag.

<3



Følg Tinas vigtige arbejde lige her: Mentor for Enestående Mødre (selvstændig) 

Tina har skrevet en awesome gratis guide til selvkærlig sommer

Du kan hente den lige her  (eller klik på billedet nedenfor)

 

BLOGTEMA: Solomomboss Julie: "Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende"

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilken slags solomomboss er du Julie?

I min familie, findes min datter Olivia på 3 år, og jeg, Julie på 25 år. Jeg er nettop begyndt på HF fjernstudie, da jeg ikke længere ønskede at arbejde som pædagogisk assistent. Før dette, var jeg selvstændig danselærer på fuld tid. Dette kan jeg dog ikke som solomomboss, da det er meget skæve arbejdstider.  Herhjemme ved min datter at lyden "DIIING" (din ret i mikrovnen er færdig) betyder mad. Jeg HADER nemlig at lave mad og laver kun mad, hvis jeg kan laves STORE potioner, som kan fryses ned og tages i microovnen. Men, i det mindste får vi da hjemmelavet mad. 


Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Jeg blev solomor, da jeg blev gravid kort efter at jeg havde mødt min datters far. Han var ikke helt med på idéen om baby, men lovede dog at støtte. Dette holdte desværre ikke, så halvvejs i graviditeten måtte jeg bryde kontakten til far. Jeg kontaktede far da jeg havde født og han så vores datter de første 5 måneder, og så har vi (min datter og jeg) efter fars eget ønske, ikke set eller hørt mere fra ham.


Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende.. Som om at de lige skal stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu var fair overfor ham, inden han valgte at stoppe med at se sin datter.  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Jeg havde forberedt mig på at det ville blive ekstremt hårdt som solomor. Men ud kom verdens nemmeste og milde pige. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget jeg elskede HVER EN UDFORDRING det var at være alene. For det klarede jeg jo nemt. En jeg-er-maga-sej og jeg-kan-alt følelse.


Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

1: "Han skal nok fortryde og komme tilbage" Hvem siger vi har behov for det? Han har vist sit værd?

2: "Puha, er det ikke hårdt" Næææh, jeg kender ikke til andet, og har ingen at diskutere med. Jeg tror faktisk at dem i forhold har det hårdere? 

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Min datter Olivia bliver afleveret kl. 9 i børnehave, jeg kører hjem og laver lektier og kører ned og henter hende i børnehave igen kl.14, senest.  Når Olivia er hentet tager vi ofte på legeplads, veninde-besøg, lege-aftale, eller hygger derhjemme, inden vi spiser aftensmad kl.17 og gør klar til at putte derefter. Har vi brug for en fridag, så tager vi det. Og weekender er ofte fyldt op med udendørs aktiviteter, hjemmedag (nattøj og morgen-hår hele dagen) eller familie-besøg.


Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Lad vær' at bekymre dig om fremtiden så meget. Du skal nok klare det. Remember.. you are badass!


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Den påvirker mig ofte negativt, da det ofte er negative debatter. 


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Bare fordi vi har råd til at rejse eller lave andre aktiviteter med vores børn, betyder det ikke at vi er rige, af de tilskud vi får som enlige.. (Og nu kan jeg kun snakke for mig selv) Men pengene bliver prioriteret, og vi undlader meget andet, for nettop at kunne give vores børn andre oplevelser.

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Større mulighed for enlige til at arbejde hjemmefra. Flere arbejds-pladser der gør det muligt at arbejde hjemmefra. Det kan være UTROLIG svært at få et fuldtidsarbejde til at svinge, uden samtidig at svigte sit barn. Vi har ikke altid folk at trække på.


<3

Tusind tak for et indblik i jeres liv Julie, jeg synes også du er badass, jeg bliver helt glad af at læse dine svar! Dette interview er bragt i en serie af 7 interviews, du kan læse det første interview her

Mød solomomboss Nadja, som fortæller om livet som solomomboss: “Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utroligt rigtigt”

Over de næste 14 dage bringes de næste 5 interviews med seje solomombosses. Tag en solomomboss hvis du kender en der trænger til lidt kærlig medvind, del like og kommentér gerne, vi har brug for noget positiv energi på de sociale medier omkring kickass solomombosses!

"Husk nu at nyde det" - hvad så hvis man virkelig ikke gør det?

woman-2349048_1920.jpg

“Husk nu at nyde det”

Verdens mest velmenende og samtidig mest irriterende råd, det er “husk nu at nyde det”. Jeg møder det stort set ugentligt, især hvis jeg skriver om noget der er udfordrende eller hårdt for tiden, så bliver jeg lige tacklet bagfra af en “husk nu at nyde det”. Hvis jeg skulle lave en liste over bullshit-ting vi siger til hinanden, så ligger denne her på top 10.

Forleden dag spurgte jeg om et konkret på de sociale medier. Det sker, selvom jeg normalt ikke bryder mig meget om råd. Men jeg er god til at spørge når jeg føler jeg kommer til kort, og det gjorde jeg lige her. Jg har pt. to små børn som larmer fra morgen til aften. Min lille pige larmer i den forstand at hendes vilje er fordoblet, men hendes sprog er ikke udviklet nok til at udtrykke ALT hvad hun ønsker sig, så der bliver øffet en del i løbet af sådan en dag. hvilket er helt okay, og i 95% af tilfældene er det ret tydeligt hvad hun vil, og så finder vi ud af det, og så er der de sidste 5% hvor Emmalia som regel ender med at knække koden. Halleluja for storsøster.

Og nu vi er ved storesøster. Så er Emmalia trådt ind i en ny æra, hvor jeg enten skal se hver eneste nye bevægelse hun har lært sig selv at lave, hvor jeg skal svare på alle spørgsmål om alt lige fra fuglelorte til ting Alfred måske eller måske ikke siger eller ting om Elsa og Anna eller om hindbær er lavet af jordbær, og om det ikke er rigtigt at hvis man spiser agurk så bliver ens lort grøn? Jeg er vild med hendes nysgerrighed, hendes vidunderlige undren og sin lyst til at inddrage mig i sit univers. Og når det så er sagt, så har jeg fysisk ørepine hver eneste aften i øjeblikket, fordi der bare er larm og støj og spørgsmål fra klokken 5 om morgenen til klokken ca 20.30 om aftenen NONSTOP. Og jeg skal huske, som en lille service til de læsere der glemmer det, at tilføje at jeg ELSKER MINE BØRN, men der er simpelthen grænser for hvor meget lyd jeg kan holde til på daglig basis. Derfor spurgte jeg om råd til netop dette på facebook og på instagram.

Heldigvis har jeg fået en masse dejlige og sjove og brugbare svar, som jeg er ved at samle i et blogindlæg, så vi alle kan lære af dem, for jeg lærte nemlig meget hurtigt at jeg langt fra er den eneste mor med denne udfordring, og at det varer i mange år endnu, derfor er det en ret god ide at finde en løsning på udfordringen ret hurtigt, i hvert fald hvis ørerne ikke skal visne og falde af. Klonk.

Så lærte jeg, som altid, at børn er spejle, og at deres konstante lyd nok er et udtryk for at jeg ikke er en nærværende mor eller ikke er nok til stede, og at jeg skal overveje at være mere til stede med mine børn, for hvis jeg er det, så forvandler de sig til små mutede englebaser, der kun siger “namasté” og “jeg elsker dig mor du er bare den bedste”, og ikke siger “jeg hader dig din dumme mor” og “du er bare en lort mor!”. Det råd har jeg valgt fuldstændig at ignorere, fordi jeg (som kender mig) VED at jeg er en nærværende og til stede mor meget af tiden. men jeg har simpelthen valgt at det er okay ikke at være det hele tiden, og der må simpelthen være andre løsninger end at være en overperfekt supermor der kan være nærværende 100% af tiden.

Og så kom den så. I flere former. “husk nu at nyde det…” Du ved, den der slags sætning som fuldstændig ignorerer den udfordring og frustration som man sidder med, og lige så godt kunne have hedder “hold nu kæft med dit tuderi, jeg ved bedre end dig, nu skal du bare høre”. Og ved du hvad? Jeg nyder det ikke. Jeg elsker at være mor, men der er virkelig også ting jeg ikke nyder. Og ting jeg ikke SKAL nyde, bare fordi du savner at have små børn.

yes-4328419_1920.jpg

Så til dig derude der også er ufrivilligt modtager af den lortesætning: det er helt okay at der er ting du ikke nyder. Og helt ok at der er ting du ønsker dig løsninger eller erfaringer til at kunne ændre eller gøre anderledes, sådan så du jo rent faktisk måske kunne nyde lidt mere. Både du og jeg ved at du nyder, du nyder så mange ting, selv nogle af de svære ting nyder du. Du nyder så meget, og det er simpelthen ikke nødvendigt at nyde ALT. Ingen mennesker nyder ALT i sit liv. Ingen, og derfor skal du ikke huske dig selv på at nyde noget som helst som du ikke nyder. Nope, Niet, niente, nein, nej, nutterbutter.

Så kan vi blive enige om at næste gang nogen beder dig nyde noget du ikke nyder, så er det helt okay at sige “ved du hvad, jeg nyder det overhovedet ikke, derfor spørger jeg om hjælp”. Og selvom de har de bedste intentioner.

Her er ting der som udgangspunkt også er rare, men også kan være virkelig dårlige

Sex

Mad

Rejser

En kjole

Der er jo heller ikke nogen der skal nyde et knald der føles lidt som et kaste en cocktailpølse ind i Aalborghallen, vel? “Husk nu at nyd det”. Øh nej tak til det. Eller et måltid der smager som om ens forkølede 6årig har lavet modellervoks og kylling på samme tid. Det behøver vi heller ikke nyde. Vi skylder ingen nydelse til nogen.


Det var bare det :)

P.S. Dette indlæg er skrevet mens jeg har haft en sovende baby på armen, spist en hjemmelavet pizza og har sat plaster på den ene balde på mit andet barn. Det skulle bare ud, men jeg retter først slåfejl senere.

Solomor Tema: "Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utrolig rigtigt" - Nadja, solomor

Foto: Privat

Foto: Privat

Mit navn er Nadja, jeg er 24 år gammel og har en datter, Leia, på 11,5 måned. Jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer en 2,5 uge inden min termin og starter mit første lærerjob op til august.  

 Vi er noget af en regnbuefamilie, det er helt sikkert. Hvis jeg skal starte med mig selv, så har jeg min mor og far, der er skilt, men heldigvis stadig snakker sammen. De er både med til fødselsdage sammen, og vi holder også stadig nytår sammen. Derudover har jeg min lillesøster på 20 og et sæt bedsteforældre på min mors side. Småt, men godt.

Min datters far og jeg er ekskærester. Dog helt tilbage fra 2011-2012. Vi har siden vi slog op, været gode venner, der on/off har hjulpet til i forhold til hinandens behov, så at sige. Det vender jeg lige tilbage til. I hvertfald har min datter adresse hos mig, så det er bare os to, i en lille 1 værelseslejlighed. Rent principielt laver jeg vel ikke noget til dagligt, I hvertfald ikke I skrivende stund. Blev færdiguddannet kort tid inden jeg fødte og gik derfor direkte på barsel efter endt uddannelse. Dog har jeg job fra 1/8, så der skal jeg ud og undervise andres børn.

Foto: Privat

Foto: Privat

Egentlig har jeg vidst at jeg skulle være solomomboss lige siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Min datter var ikke planlagt, og jeg var først 5 måneder henne, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Og så tænker du sikkert: 5 måneder?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?! Jo nu skal du bare høre. Jeg var midt I en enormt stresset periode på studiet, jeg havde en kæmpe eksamen I januar måned. Jeg var stoppet på mine p-piller en måned efter jeg blev gravid (rent tilfældigt), fordi jeg følte de fuckede med mine hormoner (der skulle jeg vist have lyttet bedre til min krop, hva?) og eftersom det ikke er første gang jeg stoppede på pillerne, vidste jeg også at min cyklus ville være helt, i mangel på et bedre ord, fucked. Så at jeg ikke fik min menstruation lige til at starte med, undrede mig ikke.

Når men jeg var altså gravid, og en måned inden jeg fandt ud af det, havde far fået en kæreste. Ikke at det ville have ændret på tingene. Vi var enormt dårlige til at være kærester. Jeg var alt for dominerende I det forhold og han var alt for sensitiv til mig. Det var en nem beslutning og han fik også af vide at det var op til ham, om han ville være en del af hans datters liv. Det ville han heldigvis gerne. Og selvom vi er uenige engang imellem, ved jeg at vi er bedre forældre for sig end sammen. Det er bare ikke alle der delte det synspunkt. Tanken om at være solo mor skræmte mig egentlig ikke. Til dels fordi jeg har et tæt forhold til min familie, og dermed et godt netværk, men også fordi jeg har haft mulighed for at følge folk som dig, Frejamay, der viser det hele, godt på ondt. Det var hjulpet mig igennem de hårde dage.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer jeg fik, var heldigvis positive. Har haft en håndfuld støttende veninder, de var guld værd igennem min graviditet og også her efterfølgende. Det der nok overraskede mig mest, var da vi fortalte min datters farmor at jeg var gravid. En af de første kommentarer jeg/vi fik, var om det ikke var en god ide at vi fandt sammen igen, for vores datters skyld. Og selvom drømmen altid havde været en kernefamilie, følte jeg virkelig det var den dummeste kommentar i verden. Først og fremmest havde han fundet en anden, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke ideen i at en kernefamilie skulle være bedre, hvis det er med forældre der er ulykkelige? Jeg følte mig simpelthen så forarget, og vred over det. Det gik mig utroligt meget på, at hun mente at jeg/vi ikke ville gøre hvad der var bedst for vores barn.

 

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Helt utroligt hårdt, men også så rigtigt på samme tid. Jeg har været utroligt heldig og har haft en relativt nem baby, der siden jeg stoppede amningen har sovet igennem hele natten, hvilket har gjort at jeg har haft mere overskud i løbet af dagen. Men derfor har det stadig været utroligt hårdt. På de rigtig øv dage, har jeg været så ked af at der ikke kom en hjem kl 16 så jeg kunne få en pause. Jeg har måtte ofre rigtig meget at mit social liv, fordi jeg ikke har haft en til at være hos hende om aftenen, i mens jeg er ude. Selvom jeg har familie der glædeligt passer hende, har det ikke altid været nok. Så det første år her, har været enormt hårdt. Men det hele værd.

Foto: Privat

Foto: Privat

Rent egoistisk, ville jeg nogle gange ønske at jeg stod alene med det hele. Det er hårdt sagt, men det ville sgu nogle gange være en del lettere, ikke at skulle planlægge, snakke and what not, med hendes far. Jeg er jo så glad for, at hun har en far der gider hende. Men det havde godt nok gjort mit liv, og min hverdag så meget lettere, hvis jeg bare kunne stå med beslutningerne selv.



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Jamen jeg får nærmest på ugentlig basis af vide hvor sej jeg er. At folk er så imponeret over hvordan jeg har klaret hele situationen osv.. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det? Jeg ved at folk mener det godt. Men det kan også nogle gange virke som om, at det er fordi jeg har overgået deres forventninger.

Jeg siger altid tak, men at jeg ikke føler mig sej. Mest fordi jeg ikke har prøvet det anderledes. Jeg er ikke gået fra at have hjælp, til at stå alene med det hele. Jeg var været alene med det hele fra day one, og det tror jeg ærligt talt har gjort en del ting, meget lettere.






Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Vores hverdag kører rimelig smooth. Min barsel sluttede d. 24/6 og Leia er startet I vuggestue. Det er enormt hårdt. Hårdt at hun ikke er der hele tiden, hårdt at hun er ked af at jeg går. Men også enormt rart at jeg kan få et par timers pusterum til at få ordnet ting derhjemme, uden at hun skal sidde på armen hele tiden. Vi ser min far også søster flere gange om ugen og går også I mødregruppe. Vi har generelt et ret godt flow for tiden, så jeg er spændt på hvordan det hele bliver, når jeg starter på arbejde, og det hele bliver vendt op og ned. Jeg må indrømme at jeg er super nervøs.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Stol på dig selv. Der er en årsag til alt.

image2.jpeg


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg er bare så træt af at blive set ned på. Det kan simpelthen ikke være rigtig at nogle I dagens danmark stadig ser ned på solomødre. Jeg er simpelthen bare så skuffet.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Vi gør det absolut bedste for vores børn. Om det er planlagt eller ej. Og så skal folk bare forstå at vi er fucking seje, og at man altså ikke har brug for en mand I hjemmet, bare fordi man får/har børn.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

 Det ville være så fedt hvis arbejdspladser tog mere hensyn. Specielt ift arbejdstider. Derudover stod jeg I min barsel og fik nærmest ingen penge ind på kontoen, fordi jeg havde haft en studiejob, og afsluttet mit studie. Det gjorde det nærmest umuligt at få udbetalt en ordenligt beløb I barselsdagpenge og jeg har derfor levet fra måned til måned det sidste år.

 Folk skal bare huske at bære lidt over med os solomødre. Vi gør fandme det vildeste stykke arbejde, og har ikke nogle til at tage over når det brænder på. Så kender du en solomor, så hjælp hende. Ikke bare tilbyd, men hjælp. Kom forbi med mad til fryseren, hjælp til med at handle ind eller en opvask. Selvom vi måske ikke siger det med det samme, så er det de små ting der gør hverdagen en million gange nemmere.

<3



Tak for dit bidrag Nadja, jeg ved i hvert fald at jeg personligt synes du er mega kickass, og tak for din ærlighed, jeg kan virkelig genkende ALT det du skriver!

Hvad med dig? Har du lyst til at følge med hos Nadja, så hop ind på instagram lige her og følg livet som solomomboss hos Nadja. Du er også velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet, jeg er sikker på Nadja gerne vil besvare. Alle kommentarer med gode intentioner får lov at forblive, også kritik sålænge intentionen og tonen er god. Alt andet slettes.

Her passer vi på hinanden <3

Blogtema: 7 liv som solomomboss ud af skyggen

DSC00965.jpg

Der var engang en tid hvor enlige mødre var udstødte. Eller blev det. Men tiderne har ændret sig, og vi er trådt ind i en tid hvor solomødre, eller alenemødre eller enlige mødre eller solomombosses, eller hvad vi kalder dem (os), efterhånden er ressourcestærke kvinder der vælger at få barn eller børn alene uden en mand. Desværre er der stadig lidt (lang) vej igen når det kommer til hvordan solomombosses (ja det hedder de her hos mig), bliver mødt ude i det virkelige liv, og især i debatter på de sociale medier. Derfor vil jeg gerne være med til at re-brande solomombosses. Tiden er inde.

Jeg kender jo mit eget liv. Jeg havde et one night stand med min underbo, det kom der Emmalia ud af, klip til to år senere, hvor underbo besluttede at han gerne ville være donor til lillebror eller lillesøster, fordi alt andet gav egentlig ikke menening. Så her er vi nu. Far der bor i Hellerup, mor der bor i Lyngby, jeg har pigerne det meste af tiden, vi har et godt samarbejde og ka lave ting sammen alle fire uden at vi skal lege kernefamilie, for det er alle klar over at vi ikke er. Og det blogger jeg så (blandt andet om), hvordan det fungerer (og nogen gange ikke fungerer).

Men jeg har også brug for inspiration udefra, for nogen gange kan jeg godt falde i SoMe (sociale medier) fælden, og komme til at sammenligne mine “downs” med alle andres highlights. For det er highlights vi ser når vi scroller Instagram igennem. Det er ikke virkeligheden. Faktisk er et et stylet, nøje udvalgt, redigeret, sikkert censureret og meget bevidst valg du sammenligner dig med. Ikke et autentisk øjeblik af den rå sandhed. Heller ikke hos mig, selvom mange måske tror det. Jeg har jo også redaktør-briller på hver gang jeg udgiver noget, der er altid et formål. Altid.

Derfor har jeg været så heldig at hele 7 megaseje solomombosses har sagt ja til et blive interviewet om ders hverdag, og de interviews er så småt ved at tikke ind i min indbakke, og nu skal de ud til dig og alle dem der er vildt nysgerrige på hvordan sådan et solomomboss-liv ser ud. Uanset om det er selvvalgt eller ej.

Så hvad er kriterierne for at være med? Man skal bare stå med opgaven mest alene. Thats is. Så du kommer både til at møde fraskilte mødre, mødre hvor far ikke magtede opgaven alligevel, mødre som helt selv har truffet beslutningen om at være solo fra start, og alt midt i mellem. Jeg har forsøgt at ramme bredt, og jeg vil lige skynde mig at KÆMPE takke alle der har meldt sig på banen, og endnu engang undskylde hvis jeg ikke er vendt tilbage, jeg endte md at få over 150 henvendelser i 5 forskellige indbakker, så jeg kan simpelthen ikke garantere at der ikke mangler et svar et sted. Undskyld. Og tak <3

Første interview bliver bragt i morgen, og de kommende interviews bliver bragt fordelt over de næste 3 uger. Jeg glæder mig helt vildt til selv at læse dem og til at dele dem med dig.

Kender du en sej solomomboss der skal læse med? Eller en der skal have rettet sit syn på solomødre lidt? Så tip dem gerne om dette tema. Og tag de seje solomombosses du kender.

YAY! God sommer til ALLE!



Velkommen til vores opdaterede soveværelse i penthousen for rockerfrøer

frejamay november soveværelse

Velkommen til vores opdaterede soveværelse i penthousen for rockerfrøer

3 mennesker. En momboss, en 4årig og en 1årig. Så mange mennesker sover vi i den seng du ser på billedet ovenfor. Vi bor i en 2 værelses lejlighed, og for omkring et år siden forelskede jeg mig i minimalisme og et nyt niveau af bæredygtighed. Nåja og Konmari (hvad er det? læs mit blogindlæg her). Det har ført til en grundig gennemgang af ALT hvad jeg (og vi) ejer, og efterhånden er 50% af hved jeg ejede givet videre eller solgt eller kørt til genbrug. Og det føles så godt at jeg får lyst til at sige farvel til endnu mere. Så i dag får du vores opdaterede soveværelse at se. Snart kommer de resterende rum, der også har fået en gennemgang.

IMG_6623.jpg

Minimalsme og konmari

Minimalisme er, for mig, ikke at bo med absolut mindst muligt. For mig handler minimalisme om at stoppe overforbrug og udelukkende omgive mig med ting der skaber glæde og værdi for mig og mine børn. Det er misforstået at man ikke må beholde sin Star Wars samling eller skosamling hvis man indretter med minimalisme eller Konmari-metoden. Du skal bare sikre dig at det du har, det er noget der skaber glæde og værdi. Og det er det jeg (forsøger) at indrette vores hjem efter. Og det er indtil videre lykkes meget godt.

frejamay november blogger soveværelse bolig

Så hvad er der sket siden sidst?

Vi har solgt Emmalias seng. Ingen sov i den, og den blev mest brugt til at lægge tøj i eller brugt som hule eller klatrestativ. Efter at Selinna er blevet større, har jeg kunnet mærke behovet for at downsize hele vores hjem, og det har resulteret i salg af en del møbler. Ikke fordi der var proppet, men mere fordi gulvpladsen er mere værdifuld for os. Vi løber og danser og tilbringer rigtig meget tid på gulvet, så sengen blev solgt til en sød familie, og i stedet købte jeg en gardinstang og to gardiner, og fik afskærmet soveområdet i soveværelset lidt, sådan så det blev et rum i rummet.

Allerede næste morgen, efter at gardinerne var blevet sat op, løb mine to børn rundt i soveværelset som aldrig før, dansede og hvinede af fryd. Lige der vidste jeg at det var den rigtige beslutning at sige farvel til Emmalias seng, og bruge gulvpladsen i stedet.

frejamay november minimalisme bæredygtighed soveværelse

Plantebaseret indeklima

Jeg har længe gerne ville have flere planter i soveværelset, gerne planter der renser luften og hjælper til et godt indeklima. Efter lidt kvalitetstid med google, fandt jeg ud af at nyrebregnen (NEPHROLEPIS EXALTATA 'BOSTON') er alletiders i soveværelset. Den fandt jeg to af i det lokale plantecenter, og så fandt jeg bloggerplanten i Ikea. Ikea er i det hele taget et fint sted at finde planter, synes jeg. Men jeg går også rigtig gerne i plantecenteret, nogen gange bare for at blive inspireret, jeg synes der er rart at være.

IMG_6628.jpg
 
IMG_6630.jpg

Ingen forstyrrelser

For mig skal et soverum være så fri som muligt for ting der kan forstyrre øjet. Derfor har vi ret hvide vægge og kun et enkelt foto på væggen. Lige så snart der er for meget der forstyrrer, så er det svært at finde roen. Efter vi har fået gardinerne op foran sengen, så er det bare blevet endnu mere hyggeligt at ligge derinde og putte alle tre, og der er intet andet end os der løber med opmærksomheden, eller støjer for øjnene.

Det eneste der støjer en lille smule er en ventilator* vi har købt til sommeren. Det er til gengæld en virkelig god investering, for der bliver rigtig varmt i vores lejlighed, og fordi vi bor så tæt på vand, så er her mange myg. Så valget er mellem varme og myg, og så foretrækker jeg at slå varmen ned med lidt indeblæst. Det fungerer rigtig godt. Om vinteren ryger den i kælderen, klar til næste år.

Sådan ser vores soveværelse altså ud nu. Det er simpelthen sådan et dejligt rum. Jeg har som sagt ryddet op med Konmari metoden, og det har betydet at alle kasser der stod ovenpå skabene, de er væk. Næste mål er at få så mange ting ud af hjemmet, så vi kan undvære Emmalias skab, og så vi alle tre kan have alt vores tøj i det store klædeskab. Hvis det ikke lykkes er det også okay, men det kunne være ret dejligt med den ekstra gulvplads. Det er godt at have noget at gå efter.


Hvad er vigtigt i dit soveværelse?


Tabu: Lad os snakke lidt om vrede (long read)

Foto: Amir Boucenna

Foto: Amir Boucenna

Tabu: Las os snakke lidt om vrede

Hvornår blev vrede egentlig dømt ude? Hvornår var det vi besluttede at vrede ikke hører hjemme i familier? At man er en dårlig mor eller far når man udtrykker vrede? Og at børn heller ikke må være vrede? Eller den endnu mere tossede idé: at børn gerne må være vrede og flippe ud, og at voksne aldrig må og bare skal rumme alle børns store følelser? Og hvis det er den sidste der gælder, hvornår er man så for gammel til at være vred? Vrede optager mig en del for tiden, især fordi vrede er blevet et tabu. Skulle vi ikke starte med at holde op med det, og tale om vreden i stedet for at dømme den ude?


For nogle måneder siden slog jeg til. Jeg har villet det længe, og da der var et godt tilbud, så skyndte jeg mig ind og købe Pernille Melsteds vredeskursus ”Forstå din vrede”. Det var med lige dele glæde og lige dele frygt at jeg kastede mig ud i kurset, for vrede har virkelig været en svær størrelse at håndtere i mit liv. Og selvom kursusforløbet sluttede for nogle uger siden, så er jeg stadig ikke i mål, fordi nogle af modulerne tager mig lidt længere tid at komme igennem. Så jeg arbejder stadig med min vrede. Og lad mig lige hurtigt sige at jeg kraftigt kan anbefale kurset. Det er helt gammeldags undervisning og lektier fra uge til uge, det er intenst og det er gennemarbejdet og man (jeg) bliver ikke overloadet, sådan som jeg nogen gange gør på online kurser. Det er helt perfekt. Og man får virkelig set sig selv efter i sømmene, men får også rigtig gode værktøjer til at få et sundere forhold til sin (og andres) vrede. En af de store indsigter jeg fik, var at jeg slet ikke er så forkert som jeg gik rundt og troede. At det faktisk er helt okay at blive vred, og at det er sundt at vreden er medspiller i livet. Så længe det er den sunde vrede, og den har jeg, trods min personlige vredeshistorie, god kontakt til.

Photo by  Zoë Reeve  on  Unsplash

Photo by Zoë Reeve on Unsplash

 

Min egen vredeshistorie

Mine forældre er skilt, og den ene part har haft en voldsomt aggressiv og eksplosiv vrede. Den anden part har bare aldrig udvist den vrede der helt sikkert har været der. Så jeg er vokset op på broen mellem mine forældre med to ekstreme yderligeheder, og har slet ikke kunnet finde hoved og hale i det med vrede. Og så er jeg fra den tid hvor man sendte børn væk når de var vrede/sure, og så måtte man komme ud igen når man var blevet ”god igen”. Så der er både noget tidsmæssigt kulturelt, og nogle meget modsatrettede (ubevidste) læremestre, der skulle give mig et sundt forhold til min egen vrede. Og med de forudsætninger, så kan jeg i dag sagtens forstå hvorfor vrede altid har været en utrolig svær størrelse for mig. Ingen skyldsplacering, blot en konstatering.

 

Min første gang

Jeg glemmer det aldrig. Jeg har levet hele mit liv som en der åler sig. Undgår konflikter, trækker mig hvis der er konflikt forude og ALTID tage overansvaret. Hold kæft hvor har jeg taget meget ansvar for at andre var nogle røvhuller, fordi jeg ville undgå både konflikter og vrede mennesker. Jeg gør det stadig engang i mellem, men jeg er blevet langt bedre til at spotte det.

 

Derfor glemmer jeg naturligvis aldrig første gang jeg blev rigtig vred. Jeg boede i min skønne lejlighed i Gentofte sammen med min kæreste. Han havde haft nogle problemer med sin vægt, og jeg havde virkelig forsøgt at støtte ham så godt jeg kunne. Jeg var ligeglad med hans vægt, jeg syntes han var dejlig. En dag han sad i noget selvmedlidenhed fik han sagt noget i stil med ”ja, nu har du jo fået mig helt derud …”, som om at ansvaret for hans kvaler var mine. Jeg husker ikke ret meget andet end at det sortnede for mine øjne, og at jeg på bedste børnehave-vis rakte runge ad ham (seriøst, det gjorde jeg). Og så skreg jeg så højt (huske ikke hvad) at jeg var hæs i tre dage. Jeg pakkede mine ting, smækkede med døren og så tog jeg væk i et par dage med slukket telefon. Det havde bare stået på SÅ længe og intet virkede og han ville ingenting, og jeg var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe ham, og så tørrede han den bare af på mig. Big fat nej fucking tak!

Billede af Giacomo Zanni

Billede af Giacomo Zanni

Den store forandring

Det var første gang. Anden gang skete der en forandring i mit liv og i mit forhold til vrede. Jeg havde været i Odense og lave teamcoaching for en kæmpe gruppe mennesker. De var 60. Det var en ret stor opgave for en nyuddannet mastercoach, så jeg var bare så stolt. Udover mit honorar fik jeg et par flasker vin som tak for indsatsen. Jeg kørte med mine kollegaer fra Odense til Charlottenlund, blev sat af og satte min taske med vin og papirer fast bagpå min cykel. Og så kørte jeg syngende og glad mod Gentofte, hvor jeg boede (kæresten var flyttet ud).

Med til historien hører måske også at jeg var overgrebsoffer. Jeg var udsat for et seksuelt overgreb da jeg var 6 år gammel, og igen da jeg var 15 og igen da jeg var 19 to gange. Det sidste skete da jeg var 27, og det var en ekskæreste. Det sidste overgreb bragte mig så meget ud af fatning, fordi jeg havde arbejdet så meget med mig selv hos en psykolog at jeg ikke forstod det kunne ske igen. At jeg frøs til is igen og ”lod det ske” (i dag ved jeg at ansvaret ikke var mit). Så da det sidste overgreb fandt sted og jeg oplevede at min krop stadig gik i ”frys” mode og ikke i ”fight”, så skruede jeg op for psykologtimer og gik 1 gang hver uge i 7 måneder. Og det eneste vi arbejdede med var mit selvbillede og mine leveregler (”jeg har ret til at blive behandlet med respekt” eller ”alle andres behov er vigtigere end mine” osv).  Jeg havde virkelig gjort en kæmpe indsats for at ændre mit fundament.

Så denne dag på cyklen fra Charlottenlund til Gentofte, den lå i kølvandet på mit intense psykologforløb. Og så skete det alligevel. Jeg cyklede og snakkede med min veninde i telefonen. Bag mig kom en scooter, og jeg kunne ikke forstå at den ikke overhalede mig, men blev liggende bag mig. Vi var endda på vej op ad en bakke ved Dyssegård station.

Pludselig gav min cykel et kæmpe ryk i den ene side, og jeg tog telefonen og min hånd ned på styret for at holde balancen og undgå at styrte. Nyt ryk, denne gang endnu hårdere. Det gik op for mig at de to unge fyre på scooteren forsøgte at stjæle min taske. De vidste naturligvis ikke at jeg altid spænder mine ting fast på min cykel, netop fordi jeg ikke gider at folk stjæler mine ting. Så da det gik op for mig at de var ved at vælte mig af cyklen for at stjæle min taske, så skete det.

 

Smagen af blod bredte sig i hele min krop. Mine muskler voksede og jeg har et billede af at jeg tog form som Serena Williams i sin bedste kamp. Jeg sværger, hvis jeg havde haft en pistol, så havde jeg skudt dem. Arrigskaben, vreden og hævntørsten tog over, og på en eller anden måde fik jeg stanset cyklen med begge fødder solidt plantet på jorden, og så skreg jeg så højt at de to fyre lignede to små rotter, og så drønede de væk. Min veninde var stadig i røret og havde hørt det hele, jeg smækkede på og ringede op til politiet med det samme. Ingen tøven, ingen tvivl, ingen ”ej de har bedre ting at bruge tid på end mig”. Jeg gav dem et signalement og så cyklede jeg hjem.

 

Næste morgen vågnede jeg op, jeg var ked af det og den eneste tanke, der fyldte mit hoved, var at jeg alligevel ikke var kommet videre. ”Der kan du bare se, du er stadig sådan en der bliver udsat for de her ting”. Bortset fra at det var jeg jo ikke. Og frygten og ked-af-det-heden blev overtaget af styrke og stolthed. Nej. Nej. Jeg er ikke længere hende der fryser. Nu er jeg hende der kæmper. Jeg kæmper! Jeg har fundet styrken og kraften i mig selv, og det er slut med at gå i frys!

Photo by  Omer Salom  on  Unsplash

Photo by Omer Salom on Unsplash

Jeg havde fundet en ny vej og en kæmpe styrke i mig selv. Og jeg skal love for at den styrke blev testet henover sommeren. Et par uger efter stod jeg på hovedbanen, og en mand kom med en et de der ”velmenende komplimenter”. Alle kvinder kender dem, mænd gør ikke så ofte. Den slags komplimenter hvor du bliver kaldt luder og narrefisse hvis du ikke straks falder ham i armene, eller giver ham et blowjob af taknemmelighed over at den her pæne flinke dude lige lod et par ”hey beautiful” falde i din retning. Sådan en type mødte jeg. ”Hey beautiful” sagde han. Jeg svarede høfligt ”hey” og passede min egen business igen. Jeg stod og ventede på en ven. Den flinke pæne mand kom nærmere, lige lidt for tæt på og fortsatte med sine flinke komplimenter ”hey girl, I like your hair, how are you?” og jeg svarede ”please leave me alone”, og så begyndte han (selvfølgelig) at blive aggressiv, for hvordan i alverden kan man tillade sig at afvise så dejlig en adfærd (sense the tone). Så begyndte han at puste brystet op og kalde mig ”bitch”. Og det er her jeg gjorde noget helt andet end jeg plejer.

 

Jeg pustede også mit bryst op, og jeg trådte et skridt tættere på ham. Det eneste jeg kunne høre i mit hoved var ”try me, just TRY ME!”. Og så skete der noget jeg aldrig havde troet skulle ske for mig. Jeg satte mine hænder på hans brystkasse og så skubbede jeg til og råbte ”DID YOU NOT HEAR ME? I TOLD YOU TO LEAVE ME. THE FUCK. ALONE!”, og så blev jeg bare stående og lyttede til min egen vejrtrækning, som var overraskende rolig. Den flinke mand turde ikke andet end at forsvinde fra gerningsstedet meget hurtigt (med et ”you crazy cunt), og jeg blev stående og folk kiggede og så skete der ikke mere den dag.

Billede af Satya Tiwari

Billede af Satya Tiwari

Under en uge senere stod jeg på Nørrebrogade, og det begyndte at hagle voldsomt. Jeg snakkede med min mor i headset, og søgte hurtigt ly på en sidevej. Himlen så fascinerende ud, og selvom Instagram ikke fandtes den vej, så var jeg stadig en dygtig blogger, så jeg tog et par billeder af himlen mens jeg snakkede med min mor. Vi stod rigtig mange sammen under grønthandlerens markise, både på den side jeg stod og på den modsatte side.

 

Pludselig stod der en ung fyr og råbte og skreg på den anden side af vejen og pegede over mod der hvor jeg stod. Vi var flere der kiggede undrende på hinanden, hvilket bare gjorde fyren endnu mere vred. Da ingen af os reagerede på hans råb og skrig, brød han ud af menneskemængden han stod i stilede direkte over til mig, helt tæt på, næsten næse mod næse.

 

-       har du en problem eller hvad?

-       Næh?

-       Står du og tager billeder af mig?

-       Nej

 

Min mor var stadig i røret og fik det hele med. Og det samme skete igen. Jeg hævede brystkassen, og det eneste der skete i min hjerne var sætningen ”hvis du så meget som krummer et hår på mit hoved så kommer du til at fortryde resten af dit liv!”

 

-       Jeg vil se dit kamera i din mobil

-       Nu skal du høre her, du skal ikke se en skid, kan du forstå det? Jeg siger til dig at jeg ikke har taget billeder af dig, kan du forstå det? Og nu skal du skride inden vi to bliver alvorligt uvenner, forstår du hvad jeg siger!

Og så mumlede han et eller andet og skred ud i regnen. Og sådan blev det til at jeg blev sådan en slagsbrorstype, som ikke tager nogen som helst fucks fra nogen. Der er sket meget siden og jeg har fundet et noget mere afbalanceret niveau. Som f.eks. den dag foran Magasin du nord, hvor jeg stod ved siden af hovedindgangen og ventede på en veninde. En pels kom gående meget målrettet hen til mig og min cykel, og forventede åbenbart at jeg flyttede mig så hun kunne komme forbi. Det havde jeg ikke tænkt mig, for der var virkelig meget plads på begge sider, og jeg kunne se at hun havde to ben.  Alligevel forløb samtalen sådan her

-       Der står du GODT NOK FINT HVA?

-       Ej tak skal du have, hvor er det sødt af dig at sige det.

Og sådan gik det til at damen kom i tanke om sine to ben, og gik hele vejen udenom store stygge mig, og det føltes så rart at jeg kom til at smile lidt af situationen.  

Så vrede.

Mit liv er blevet markant bedre efter jeg har lukket vreden ind. Men det har godt nok været en lang rejse og meget vedvarende intenst arbejde at finde ind til den og arbejde med den og lære at bruge den.

Billede af Kevin Phillips

Billede af Kevin Phillips

Da jeg blev mor kulminerede vreden.

Da jeg blev mor skete der noget nyt med min vrede. Pludselig blev jeg vred i afmagt. For en god ordens skyld skal jeg lige understrege at jeg aldrig har slået mine børn eller rusket i dem eller lignende. Men jeg har råbt af dem. Også mere og højere end jeg bryder mig om at indrømme. Men det har jeg altså. Og det er enormt svært at rumme. Og faktisk var det udelukkende min råben af mine børn der gjorde at jeg købte Pernille Melsteds kursus. Og det er jeg glad for at jeg gjorde.

 

Det var virkelig nedslående og en kæmpe falliterklæring for mig at jeg ikke bare var den der anerkendende mor, som bare rummer alle facetter af moderhood’et. At jeg er den mor som flipper ud og kan blive drevet til vanvid. At jeg er den mor der kan miste fatningen og skrige ad mit barn. Og vær sød lige at læse færdigt inden du anmelder mig til kommunen (det er jo en ny trend at anmelde bloggere der skriver om de her svære ting som rigtig mange af os ikke tør tale om).

 

Til gengæld har jeg nu, efter at have læst Jesper Juuls bog ”førerulve”, Smilla Lyngaards bog om ”En vellykket familie er sjældent særlig køn” og læst den artikel om vrede (hvor Smilla også er med, læs her)”, nåja og Pernille Melsteds kursus om vrede, har jeg nu lært at jeg alligevel har gjort noget rigtigt.

Den sunde vrede kan godt være med volumen på. Det vigtige er at man ikke udskammer og taler ned til og om barnet. ”Din lille idiot, kan du ikke tænke selv?” eller ”hvad er der dog galt med dig” eller ”fatter du bare ikke noget din åndsambøe” eller hvad man ellers kan finde på at kalde sine børn. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har dog sagt “det gør du bare” når Emmalia har råbt at hun flytter op til Momse.

 

En anden vigtig ting er at man rydder op og debriefer hvis man har mistet fatningen. Og det har gjort hver eneste gang Jeg er blevet vred. Hver eneste. Også inden jeg tog nogle kurser eller læste bøger om emnet. Jeg kunne simpelthen ikke være i det hvis ikke vi kunne snakke om det herhjemme, sætte ord på, være kede af det, sige undskyld. Og snakke om at mor blev et råbemonster. Og faktisk er det en vigtig pointe i alt det her. At man ikke bare er en brølemor eller en råbemor. Man er nogengange en meget træt mor der ikke har mere at give af. Og det “sjove” ved det er at reserverne ofte højest er tomme et halvt minuts tid, så finder man noget magisk kraft et eller andet sted igen. Men det er de der sekunders vrede eller afmagt som får lov til at fylde hele ens selvbilelde som mor. I hvert fald mit. Pludselig findes det ikke at jeg har vugget min baby i 18 timer fordi hun ikke kunne ro. Pludselig findes det ikke at jeg altid sætter mig på hug og krammer og lytter når der er brug for det. Pludselig findes de 1.467 (det er det rigtige tal) morgener ikke, hvor jeg har skabt en magisk morgenstund med 1-2 piger, lavet god morgenmad og hygget i flere timer for at vi altid får en god start på dagen. Pludselig findes alle de skøre tiltag der også kendetegner mig som mor ikke, fordi jeg råbte i 3 sekunder. Og det er faktisk ikke fair.

Lad mig lige slå fast. Jeg går ikke ind for at vi går og råber ad hinanden. Til gengæld går jeg ind for at vi er autentiske, og faktisk går jeg også ind for at mine børn får et sundt forhold til vrede, i stedet for at være fanget i midten af usund aggressiv og eksplosiv vrede, og så passiv ikke-eksisterende og helt på sin plads udeblevne vredes-reaktioner. Mine piger skal ikke lære i en alder af 30 år hvordan vrede ser ud, det er altså helt fint at de får det med herhjemmefra, og at de samtidig lærer at sige undskyld eller at snakke om det efter man har  været uvenner. Nåja og at de lærer at de er lige så meget værd at elske når de er vrede og (gammeldags syn) ”uartige”, og i min optik bare reagerer sundt. Det har jeg faktisk lavet en lile video om, hvor jeg forsøger at oversætte vredens sprog. Se den her

 Efter jeg havde lavet videoen skete der faktisk præcis det jeg havde regnet med. Universet tester altid. Emmalia fik et regulært meltdown dagen efter, og jeg havde min egen video lige i baghovedet. Så det endte med at jeg lagde mig ved siden af hende og aede hende (det var okay) og sagde ”jeg elsker dig skat” og ”det er okay” og ”du er i sikkerhed skat”. Og det føltes så rart at kunne være der for hende lige der. Jeg garanterer ikke at det er sådan et overskud jeg udviser næste gang hun flipper ud i svømmehallen, fordi vandet ikke er dybt nok eller noget, men lige der lykkes det. Og helt ærligt, jeg køber simpelthen ikke den der med at man kan lære børn et sundt forhold til vrede, hvis man ikke har adgang til sin egen vrede, eller voksne ikke må være vrede hjemme i husstanden.

Kunne vi ikke lukke vreden tilbage ind i varmen? Det betyder ikke at vi skal gå rundt og råbe og skrige ad hinanden, men jeg kan i hvert fald personligt mærke at jeg er blevet en langt sjovere, langt sundere og langt mere til stede mor, efter jeg har accepteret at vrede både er en del af min måde at være mor på og min måde at opdrage mine børn på. Når jeg tør åbne for vreden, så skruer jeg også op for alle andre haner. Humor, fjol, fis og ballade, dans, glæde, sang, nuancer. Det er som om det at slukke for vreden, det også lægger en dæmper på alt andet, og så bliver jeg sådan et hylster der ikke må mærke noget. Det er ikke rart for nogen.

Emmalia reagerer virkelig positivt på at vi snakker om tingene herhjemme, vi snakker også om at mor nogen gange kommer til at råbe. Og at Emmalia nogen gange kommer til at råbe, og at Selinna er overraskende god til at råbe allerede. Vores konflikter varer heller ikke så længe mere nu hvor alle gerne må råbe, og jeg har en stor datter der er god til at sige undskyld, og det har hun, i al beskedenhed, lært af mig, fordi jeg ikke erbange for at sige undskyld til mine børn.

Jeg er ikke færdig med vreden her på bloggen, måske bringer jeg et par interviews med mennesker  der har forholdt sig til vreden på en eller anden måde. Måske skriver jeg selv mere om den. Jeg ved det ikke endnu. Jeg har et andet spændende blogtema til dig, som starter på søndag. Jeg glæder mig helt vildt!

Hvordan ser vreden ud i dit liv og i din familie? Del gerne i kommentarfeltet. Er vreden også et tabu hos dig?

Velkommen til #FREJASFREDAGSFEJRING

%23frejasfredagsfejring.jpg

Velkommen til #FREJASFREDAGSFEJRINGI

dag skal vi to fejre et nyt, men meget gammel koncept sammen. En form for re-lancering. Jeg har længe gerne ville støve det her koncept af, og vupti, på et møde på Østerbro forleden dag, så stod stjernerne bare rigtigt, og i dag fejrer vi for første gang #frejasfredagsfejring sammen. Hvis du vil være med. Men først lidt baggrundshistorie.

Tilbage i 2010. Min kæreste var lige flyttet ud af min ejerlejlighed i Gentofte, jeg var blevet færdig med min uddannelse som coach, og jeg besluttede mig for at starte op som selvstændig. Det var en gigantisk beslutning, især for sådan en som mig, som aldrig troede jeg rigtigt kunne blive til noget som helst. Jeg droppede ud af gymnasiet (et par gange), jeg kom ud af et hashmisbrug, ud af et voldeligt forhold, ud af et mønster med seksuelle overgreb og voldtægter, og så stod jeg der og anede faktisk ikke hvem jeg var, når nu jeg ikke var offer for alt det længere.

Så det at jeg, MIG, skulle starte som selvstændig, det var virkelig på alle måder en ud ad kroppen oplevelse. Jeg lejede et kontor midt inde i København, hvilket i sig selv også er en ret stor ting, især når man kommer nede fra Als, og rådhuspladsen lidt føles som at stå på Times Square i New York (jeg har prøvet begge dele).

En dag sad jeg på mit kontor, jeg havde bestilt en masse printerpapir, for jeg tænkte at man nok skulle printe en hel masse, når nu man var selvstændig. Men jeg havde trykket forkert på min bestilling, så jeg fik tre store kasser A3 papir. Og hvad gør man så? Man finder en måde at vende det til noget brugbart på.

Et par dage forinden havde jeg taget mod til mig og inviteret til housewarming på mit 10m2 store kontor på Lars Bjørnsstræde i indre by. Jeg fejrer aldrig mig selv, og sidst jeg holdt noget der ligner en fødselsdag var vist 6 år siden da jeg blev 30, men jeg øver mig (med 5 års mellemrum), så jeg besluttede mig for at invitere til fest en fredag.

Jeg var i fuld gang med forberedelserne, handlede ind, snacks, lidt bobler, og så stod de der kasser med A3 papir og stirrede på mig. Jeg stirrede lidt igen og besluttede mig for at lave nogle kollager. Jeg skrev “succes” med bogstaver jeg klippede ud fra blade, og satte kollager op over det hele på kontoret. Jeg ville have alle til at skrive en lille succes (eller en stor) inden de forlod festen.

Og det gjorde de! Der blev skrevet og skrevet, og mens jeg skriver, så tror jeg faktisk jeg har samtlige kollager i min kælder endnu. Vi festede, drak godt til og jeg lukkede døren til kontoret om aftenen og tog på weekend. Men da jeg mødte ind igen mandag morgen, fik jeg en oplevelse der rørte noget i mig. Jeg satte mig ned og læste alle mine gæsters store og små success’er, og jeg blev simpelthen så rørt.

“det er en succes at jeg er her i dag”

“ i går bagte jeg en kage der ikke faldt sammen”

“jeg har for første gang nogensinde rejst mig op foran en forsamling og har stået ved mig selv”

“jeg har inviteret en pige ud selvom jeg er ved at dø af skræk”

Jeg havde faktisk troet at mine kollager ville være fyldte med sådan noget amerikansk "salgs-succes-snak”, men det var der intet af. Det var rørende, hjertevarme, modige og smukke successer, og jeg endte med at bruge det mest af den mandag på at være i dyb kontakt med mit hjerte på grund af nogle successer andre havde haft.

Inden jeg forlod kontoret igen samme mandag læste jeg beskeder igennem fra mine gæster. Flere af dem spurgte “hvornår kommer der succesklub igen, det var fantastisk!” Alle var gået derfra opløftede og med rank ryg, fordi omdrejningspunktet havde været fejring af en selv. Alle havde sagt ja til at få øje på noget succesfuldt omkring sig selv, selvom det måske også var svært at finde noget. Det var simpelthen så fint.

Og således blev Danmarks første Succesklub født. Jeg har holdt omkring 150 succesklubber, været ude og snakke med virksomheder om at skabe “succeskultur”, har holdt foredrag om “succesklub” og den erfaring jeg har med at rette fokus på succes og hvad der sker når vi fejrer os selv. Det har virkelig været en rejse.

Derfor har jeg savnet succesklub. Det blev meget hurtigt meget stort, og dengang kunne jeg ikke overskue eller finde ud af at omsætte det til en god forretning, så jeg slap det simpelthen helt. Men jeg savner succesklub. Helt vildt. Det var virkelig et forum hvor der blev skabt nye smukke relationer og hvor man kom meget tættere på sig selv og alt det vi også er: fantastiske, modige, powerfulde, kærlige, kreative og kickass.

frejas fredags fejring

Så. Nu starter vi igen. Og jeg håber virkelig du har lyst til at være med til at kickstarte #frejasfredagsfejring i dag, og alle de fredage du overhovedet kan komme i nærheden af. Vi fejrer på instagram, facebook og her på bloggen, yay!

Konceptet er simpelt, kig på den uge der netop er gået og find 1 succes pr. dag. DE ER DER, det lover jeg dig, du skal bare øve dig i at finde dem (hvis du altså er en af dem der synes det er svært). Og når du har fundet de 5, så giver du den bare gas.

Her er mine 5 (+ 5 freestyle) for ugen der er gået:

  1. Jeg har besluttet mig for at være et aktivt røvhul (læs her)

  2. Jeg har haft en fantastisk første-uge-ferie med mine to piger

  3. Jeg har bagt boller

  4. Jeg har lavet gode forandringer på min blog og har fået lavet noget koncentreret arbejde

  5. Jeg har grinet meget mere end jeg har gjort længe

  6. Jeg har danset i regnen med mine børn

  7. Jeg har fået sorteret pigernes legetøj så jeg atter kan trække vejret i stuen igen'

  8. Jeg har fået ryddet op i mine vitrineskabe i stuen

  9. Jeg har lukket et spændende salg med en ny kunde

  10. Jeg har været til et megaspændende forretningsmøde (+1 = og jeg fandt en parkeringsplads, yay!)


Nu er det simpelthen din tur. Del 5 (+) successer fra denne uge. INGEN succes er for stor eller lille eller for mærkelig eller kedelig. Ingen. Jeg lover dig at det er en dejlig øvelse, og vi laver den hver fredag fra nu af. Brug hashtagget #frejasfredagsfejring hvis du gerne vil have jeg ser din post eller update, så kommer jeg ind og siger hej og fejrer med dig.

Jeg glæder mig helt vildt meget til at læse dine successer, og jeg hjælper gerne hvis det er svært at komme i gang!


Den dag jeg besluttede mig for at være et aktivt røvhul i stedet for et passivt

7205BC56-6AF4-4F7F-90D3-851EE6FCD101.jpg

Åh, det er godt at have veninder. Veninder man kan vende ting med, og som lige husker en på at det er bedre at være et aktivt røvhul end et passivt-agressivt. Eller bare passivt. Og faktisk mindre end en time efter Smilla og jeg havde afsluttet den samtale, stod jeg i en sitaution i Magasin hvor jeg fik testet min nye identitet som “aktivt røvhul” af. Tak Smilla, tak Magasin og tak idiot-kunde i Magasin. Så hvad handler alt det her om? Jo nu skal du bare høre (læse):

Jeg ringede til Smilla og fortalte at jeg er blevet sådan en der koster rundt med folk og kommanderer, mest fordi jeg over en længere periode er blevet rimelig træt af pis. Andre folks pis. Mit eget pis. Pis generelt. Og jeg gider ikke være over-fleksibel, for den slags fleksibilitet gør alle til tabere, og når man hele tiden er sådan en fleksibel type, så ender man med at skide sine egne behov et stykke og glemme hvad der er vigtigt for en selv. Og jeg har fået et armbånd fra den tur. Jeg har vel nærmest VIP status i at være sådan en der bare er mega fleksibel, med det resultat at jeg aldrig rigtig får det på den måde jeg gerne vil have det, og altid ender med at være på overarbejde på andres projekter (store og små).

4F5F3F91-9A2F-4E7A-B985-6D3F4367B3A2.jpg

Så. I stedet for at være sådan et passivt røvhul der går og bliver sur, og som de andre bliver irriterede på, ja så har jeg besluttet mig for bare at være et aktivt et, som folk jo alligevel bliver sure på uanset hvad man gør. Det har jeg testet i et døgn nu, og det har resulteret i følgende:

  • En mail til en internetbutik, som er min til dato mest agressive mail jeg nogeninde har skrevet. Og selvom de to gange prøvede at løbe om hjørner med mig, så endte det med at jeg både fik skrevet “jeg accepterer hverken undskyldninger eller bortforklaringer, der er kun en mulighed og det er at i overholder aftalen” og “jeg accepterer ikke den løsning”. Efter halvanden time havde de refunderet mine penge og alt gik i orden. Jeg skældte dem ikke ud, svinede dem ikke til, jeg holdt bare 100% fokus på bolden og hvad jeg ville have der skulle ske.

  • Jeg har sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!” til en ung kvinde i Magasin i Lyngby. Emmalia dansede rundt på gangene og kom til at gå ud foran en ung kvinde. ikke ind i, men bare ud foran, så denne unge kvinde var nødt til at sænke farten et ganske kort øjeblik og vente på at Emmalia havde flyttet sig. Jeg tror aldrig jeg har set noget menneske rulle så aggressivt med øjnene, som denne kvinde gjorde, og jeg stod lige ved siden af. Og i en helt rolig og kølig tone fik jeg sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!”. Og selvom man ikke skulle tro det var muligt, så stak kvinden næsen endnu højere i sky, og gik videre hen til det næste tøjstativ, som hun havde haft SÅ travlt med at komme hen til. Og ved du hvad? Det føles forbandet godt at sige fra i situationen. Jeg var helt glad da jeg gik ud af Magasin, og jeg gik ikke med et efterslæb, som alle mulige andre fik lov at betale for. Næh. Jeg gik med stolthed i rygraden over at have sagt “gider du lige”, i stedet for at skulle bruge aftenen på at tænke over alle de ting jeg skulle have sagt.



Så det er min nye rolle. Og det føles virkelig godt på alle planer. Og desuden ønsker jeg at lære mine piger at være aktive røvhuller i stedet for passive. Det skriver jeg en blog om i morgen.

Jeg er for at man opfører sig ordentligt og har respekt for hinanden i det offentlige rum og med kunder/virksomheder og generelt alle steder. Men jeg er også for at man påtaler når man ser noget der ikke er i orden. Og “pyt” knappen kan give virkelig farlig spænding i skuldrene, og skabe eksplosionsfare andre steder, da de fleste af os ikke mener det der “pyt” når det virkelig kommer til stykket på. Men “pyt” er da en god måde at ignorere sine egne følelser på i stedet for at deale med dem og anerkende den vrede der måske er opstået, og kunne hjælpe hvis den fik lov.

Hej til in nye indre “aktive røvhul”. Jeg ka’ li’ dig.






En smertefuld (men sund) indsigt på vores første feriedag

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Dagen er gået stik mod forventning. Måske har du læst mit indlæg, hvor jeg fortæller at vi kæmper lidt for tiden, Emmalia og jeg. Ellers kan du læse om det her. I dag har vi så første officielle feriedag, og jeg var forberedt på at vi lige skulle bruge et par dage på at brænde sammen inden vi kunne smelte sammen, pigerne og jeg. Men det er ikke sket. Til gengæld har vi haft verdens bedste dag, og til min store skræk og rædsel, men nu (et par timer senere) også glæde, har jeg fået øjnene op for noget meget meget vigtigt.

Men først lidt om dagen. Vi stod op da vi stod op. Vi skulle ikke nå noget (andet end et enkelt lille forretningsmøde hvor man gerne må have børn med). Og jeg spurgte Emmalia hvad hun gerne ville bruge dagen på. Det var hun slet ikke i tvivl om. “Moar! Vi SKAL i den hvide legetøjsbutik!” og oversat til almindelig dansk betyder det at vi skal i Lidkøb på Østerbro. Emmalia kender ikke rigtigt til andre legetøjsbutikker end genbrugsudgaverne, så det er en fornøjelse at have hende med i “legetøjsbutikken” og hun finder en ting til 5 kroner hun må få med hjem.

Vi havde sådan en vidunderlig dag i dag. Emmalia har været så sød ved Selinna, har snakket pænt til mig og har haft en fest hele dagen. Selinna har også hygget og leget og grinet og jeg har været helt afslappet og hvilet i mig selv. Hvilket ikke så tit sker her på det seneste, fordi jeg absolut ikke har hvilet i at være en sur gnaven og træt råbe-mor.

Vi fandt nogle fine ting til os alle tre, og så gik vi på legepladsen lige overfor Lidkøb, og legede en times tid inden vi tog hjem igen. En alletiders og lige tilpas tur for alle. Da vi kom hjem slappede vi af og lejede Cykelmyggen Egon på Viaplay. Emmalias yndlingsfilm pt. efter at have set Cykelmyggen forestillingen på Bellevue teater. Og resten af aftenen har vi bare slappet af og hygget. Og så slog det mig.

Skærmbillede 2019-07-01 kl. 23.14.23.png

Jeg undrede mig over hvorfor det var gået så godt hele dagen. Men sagen er jo den at Emmalia og Selinna sjældent er sammen i de “gode” timer. Til hverdag er de sammen om morgenen, hvor vi er lidt trætte og lige skal i gang med dagen. Selinna bliver ret hurtigt vrøvlet igen efter hun er stået op, og så starter nedtællingen med at nå over i børneren inden hun bliver helt umulig og skal sove sin første lur. Og selvom jeg henter Emmalia forholdsvist tidligt hver dag (ca 14.30), så henter jeg stadig en træt storesøster der har været på og har været sammen med 17 andre børn og voksne hele dagen, og når man så skal hjem og deale med en baby der også har haft en træt dag, OG en mor der har sovet lidt for lidt i et års tid og ikke har verdens længste lunte, ja så er situationen sgu lidt en træls en af slagsen. Av. Det gør sgu lige lidt ondt i sjælen at jeg ikke har set det noget før. At jeg har været vred på Emmalia over at hun jo i virkeligheden bare har været træt og har haft brug for (meget) mere ro. Av.

Så min indsigt er simpelthen at mine piger jo ikke tilbringer de gode timer sammen. Og det er en kæmpe fejl. Det skal simpelthen laves om. Om det så betyder at de skal have en eller to fridage sammen om ugen eller hvad, det ved jeg ikke endnu, men der skal i hvert fald ændres noget i planen efter vores ferie. Det er en ren fornøjelse at have dem med på tur sammen, de er super gode til det og jeg nyder virkelig at være sammen med dem. Men hold nu op det gør en forskel at de er sammen i “de gode timer”. Det gør en forskel for os allesammen.

Så jeg tager noter til denne ferie, jeg er sikker på den måned her kan lære mig rigtig meget, og det er mit udgangspunkt. Jeg glæder mig allerede til i morgen!

Ligger du inde med lignende indsigter? Så del virkelig gerne dine erfaringer <3

Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

image00003.jpeg

Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

Se godt på dette billede. Idyllisk ser det ud. Fyldt med kærlighed. Det blev taget på tur i parken i dag, efter at pigerne og jeg havde været et smut nede og besøge Summerbird chokolade (jeps, flødebollerne) og bland-selv slik butikken. Men billedet er ikke hele sandheden, selvom billedet også er sandheden, for jeg kæmper i øjeblikket, og jeg har faktisk utrolig svært ved at rumme det. Og bedst som jeg havde besluttet mig for ikke at skrive om det, så kom jeg i tanke om hvad der sker når jeg deler det her fra mit liv. Det holder op med at gøre så ondt og jeg føler mig ikke så alene. Så here I go.

image00004.jpeg

Den seneste tid har været en periode præget af stress. Faktisk så meget at jeg for nogle uger siden endte i et nødspor på vej til Odense med hjertebanken og en grædende baby ved siden af mig. Selvom vi kun befandt os 38 minutter fra mit hjem, så tog det os 6 timer at komme hjem igen. Lang historie, det jeg vil fortælle med den er at det ikke bare har været den moderne “jeg er stresset = travl” type. Jeg har symptomerne på den usunde stress.

Oven i det har blogflytningen og samarbejder fyldt meget. Ikke noget negativt, det har bare krævet mere af mig end jeg lige havde at give af lige der. Tilsæt så to små børn der gik fra at sove kl 18.30 til først at sove kl 21-22, så hele min aften er væk, og min morgen starter typisk kl 5. Pigernes far har også haft travlt og dem jeg normalt har omkring mig til at hjælpe med babypasning (kun Ems), de har været ude og rejse en længere periode. Det er ikke kun en ting, det er mange der bare er faldet uheldigt sammen, og så har det snigløbet mig lidt. Så der sad jeg så. I nødsporet.

Hvorfor fortæller jeg overhovedet det? Det gør jeg fordi mine børn naturligvis reagerer (sundt) på at have en mor der har været presset. Emmalia har virkelig givet den gas på den agressive front mod lillesøster, og jeg føler jeg været forhandler/bokseringsdommer/general/hooligan-råber og Berlinermur. Og hvis ikke lillesøster har fået høvl, så har jeg.

Efter nogle snakke med min veninde Smilla (som tilfældigvis er ekspert i familier, se bare her), er det gået op for mig at det svære ikke er at Emmalia reagerer. Det svære er heller ikke at rumme hendes store følelser. Nej. Det svære er simpelthen at rumme MIG i den her situation. Mig som råbe-mor, mig der ikke orker mere, mig der er Berlinermur, mig der må tage en time-out i stuen mens begge mine børn græder inde i soveværelset, mig der omkring aftentid ikke har mere lunte tilbage til overtrætte sure børn der farer i flæsket på hinanden.

image00001.jpeg

FÅRK jeg synes det holder hårdt for tiden. Så når du ser billederne af seje imponerende inspirerende Frejamay i parken med sine to børn i dag, så ser du kun smilene. Du ser ikke Emmalia skubbe Selinna i gulvet og hoppe op på mig og tage kvælertag, du ser heller ikke mig sige pænt og i øjenhøjde (alt for) mange gange at jeg ikke vil have det. Du ser heller ikke at jeg til sidst tager hårdt fat i Emmalias arm og siger “SÅ STOPPER DU FANDME!” fordi jeg faktisk ikke længere ved hvordan jeg skal få hende til at forstå at hun ikke må gå amok på sin lillesøster. Lige pt. er det fuldstændig ligegyldigt hvad jeg siger til hende, det eneste hun hører er “bliv ved” eller “gør det hårdere!”. Og det gør hun så.

Men vi viser jo ikke de her sider. Og jeg er faldet i fælden igen, i det tankeskabte illusionsfængset, hvor jeg ikke ser andre end mig have de her udfordringer, og derfor er jeg parat til at fyre mig selv som mor. Jeg føler jeg har fejlet, at jeg har et totalt uopdragent barn, og at alt det her med at “hun skal kunne mærke sig selv” og “følg barnets initiativ” og hvad jeg ellers praktiserer, det er et stort flop, og det havde været bedre for alle, især Emmalia, hvis bare jeg havde opdraget ud fra bøgerne i stedet for det mit hjerte tror på.

Jeg ved godt det ikke hænger sådan sammen. Og i morgen tror jeg på mig selv igen. Og i morgen er en ny dag. Men for helvede hvor kan tvivlen, frustrationen, smerten og håbløsheden bare ramme en i maven og i sjælen med 400 km/t. Splat. Det er klamt at blive ramt.

Grunden til at jeg alligevel skriver om det her er fordi jeg ved at vi er mange der sidder alene med den her forfærdeligt følelse om aftenen. Jeg har grædt ned i min varme kakao de seneste aftener og jeg kæmper virkelig med en følelse af håbløshed i disse dage. Det har hjulpet mig at få lokaliseret hvor præcist udfordringen ligger henne, og det er på en måde en lettelse at forstå at det er det med at rumme mig selv der er svært, ikke at rumme Emmalia. Jeg vil jo bare gerne være sådan en rummelig sød mor der går ned i knæ og møder mit barn anerkendende og med kærlighed i øjnene hver gang. I stedet er jeg sådan en med røg ud ad ørerne og med lyn og vrede i øjnene, og jeg kan ikke lide at være den mor der kigger sådan på mit barn.

Men det er jeg.

Det er jeg.

Jeg er hende. Og det piner mig.

Heldigvis har vi også gode stunder, og det er faktisk kun om aftenen det her er svært. Det er også om aftenen mine børn er overtrætte og har svært ved at sove i varmen for tiden. Det er også om aftenen jeg kan mærke at dagen, der startede klokken 5, den har været lang, og at jeg ikke har siddet ret meget ned. Og ofte har glemt et måltid pt. Det er også om aftenen jeg er desperat efter en time eller to for mig selv, og de timer er pt. ikke eksisterende. Og inden du starter Jonnas store bog om rådgivning til solomødre, så ved jeg godt jeg skal spørge om hjælp og række ud og at det også er bedst for mine børn at jeg har alene-tid osv. Jeg ved godt det hele. Jeg har bare brug for at sige det her højt og dele det med mit univers. Jeg skal nok selv fikse det og er allerede i fuld gang med at sætte pasning og ro og optankning op. No need to worry. Men derfor er det bare STADIG vigtigt at vi minder hinanden om, og i dag minder mig selv om, at sådan her er livet også nogle dage. Og andre dage er det ikke.

Ikke?

Det særligt magiske ved børnefødselsdage og lidt om Emmalias fødselsdag i dag

IMG_1165_1.JPG

Rødvin i glasset. Pigernes far siger at rødvin har en værdi på nul i det glykæmiske index. Jeg køber den, så jeg tager lige et glas mere. Emmalia er gået ud som et lys på sofaen. Kold før tolv. Og pigernes far ligger på gulvet og leger putte-leg med Selinna. Selinna og jeg har lige haft en alvorlig snak om skraldespanden. Se samtalen lige her:

I dag har vi holdt 4 års fødselsdag for Emmalia. Hendes rigtige fødselsdag er på torsdag (d. 13 juni kl 4.54), men i dag kom familie og venner. Og faktisk skete der noget specielt i dag, i hvert fald hvis man kigger på den historie jeg har med pigernes far. Men tiden var inde, og selvom jeg var nervøs både i går og i dag over beslutningen, så endte det med at blive en KÆMPE succes. Og det vigtigste af alt, Emmalia havde den bedste dag i verden, netop på grund af denne beslutning.

Pigernes far og jeg havde besluttet at invitere nogle af hans venner med til festen, som blev holdt hjemme hos mig. Nu har vi i snart to år arbejdet på at bygge relationen op igen, genopbygge tilliden, skabe sunde rammer og et sundt fundament, og i dag tog vi skridtet videre og åbnede festen yderligere op. Jeg havde mødt to af vennerne før, og de har jo fulgt fars del af rejsen, og jeg var lidt spændt (er vist det rigtige ord) på at møde dem igen.

Men.

Det gik over al forventning. Min familie, hans venner, vores unger. Vi dansede, ungerne legede, vi hyggede og grinede og det var så afslappende og dejlig en dag for alle (tror jeg). Der er noget særligt magisk over børnefødselsdage synes jeg. Det der med at holde en fest for alle dem der elsker ens børn, det er bare lidt magisk. Jeg sørger altid for at stresse og piske mig selv ekstra meget op til festen, men kun fordi at jeg forlanger at kunne nyde festen og selskabet til fulde, for det er også min fest og min fejring af mine børn. Jeg nægter simpelthen at være en eller anden momzilla på dagen, som ender med at stå i køkkenet hele dagen og lege badehoteltjener for mine gæster. Nej. Høflig selvbetjening, og de fleste har en krop der kan transportere hovedet og munden rundt i i mit hjem og hente en kande saft selv. Så jeg stornyder mine pigers fødselsdage og jeg er altid helt glad i hjertet når festen er slut, fordi alle (inklusiv mig selv) vitterligt har haft en fest.

Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger. Elsker det. Også selvom jeg bliver lidt Ghitagate agtig i dagene op til. Men som de siger i Doctor Mcstuffins “Hun herser ikke, hun er boss!”. Og når de siger det i tegnefilm …

Her er lidt billeder fra dagen:

(Jeg har ikke et eneste billede af gæsterne, andet end et par af børnene, men jeg poster af princip kun mine egne børn på nettet)

Alle mine celler vibrerer, lejligheden er totalt clean igen, nu er begge børn faldet i søvn og far er lige taget hjem. Vi er alle trætte og mætte, men på den der måde hvor man er mæt på den helt rigtige universelle næringssammensatte lykkeagtige måde. Mit hjerte smiler, mine øjne stråler, jeg er så lykkelig. Lykkelig over det hele!




[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

#MOMBOSSTV med Frejamay November.png

[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

Denne video er til all mødre. Ja og fædre, for reglen i videoenn gælder vel egentlig også dem. Hvis du følger denne regel, så går du i 95% af tilfældene ikke galt i byen med dit morhood. Det tager lidt tid, men jo mere du øver, jo bedre bliver du, og jo lettere bliver det, især i svære situationer, hvor det kan være svært at følge reglen.

Jeg ELSKER at lave TV igen, jeg har virkelig savnet det. Men det kan jeg først rigtig mærke nu hvor jeg er i gang. Jeg kan mærke hvor “Let” det er at lave når motivationen og lysten er der. Det kræver en masse arbejde at lave en god video, men fordi det alle dele af processen bobler i maven, så er det sjovt arbejde. Og jeg elsker at dele videoerne. Så hvis du kan lide dem, så hjælp mig med at dele dem, så vi kan ramme en masse skønne mødre derude. Måske har de brug for at se lige netop denne video.

Lad os løfte nogle skønne mammas sammen <3

PS. Ja, rygtet taler sandt, jeg danser uden bukser på i videoen. Man kan jo godt, som træt solomomboss, komme til at glemme lige at tage bukser på!

Folketingsvalget er afgjort - her er mine tanker

image00043.jpeg

Stemmerne er talt op, og i dag er vist en følelsesladet dag for alle der skal sige farvel, men også alle der kommer til borgen. Jeg har selv valg-tømmermænd. Jeg sad klistret til skærmen, både fordi jeg var nervøs og bange, men også fordi jeg var fuld af håb. I det hele taget har det her valg været et nervepirrende og tåkrummende horrorshow. I dag deler jeg mine tanker om valget og fremtiden.

Hvor skal jeg næsten starte? I virkeligheden sidder jeg lidt med følelsen af at vi havde valget mellem pest eller kolera … eller total håbløshed for menneskeheden. Jeg satte min stemme det sted hvor jeg mærkede mest “ud af boksen ånd” og håb og fokus på klima og børn. Det blev alternativet. Selvom jeg ikke udelukkende er fuld af cheerleading når det kommer til Alternativet. Jeg synes på flere punkter de er useriøse. Men de er samtidig dem der tør være visionære og arbejder på en måde som vækker genklang hos mig og den fremtid jeg ønsker for vores befolkning.

Men hold kæft hvor jeg savner inspirerende lederskab. Jeg savner at nogen har kigget den danske befolkning dybt ind i hjertet, og har mærket efter hvad der er brug for og hvad der bringer os fremad, både på vækst, medmenneskelighed, klima, næstekærlighed og fremtid. Er tiden virkelig ikke inde til at vi skaber et land der er bedst for flest, hvor vi hjælper hinanden og ikke spilder tiden på at skyde hinanden ned? Hvor vi kigger på de stærke ressourcer der kan frisættes når vi samarbejder og hjælper hinanden? Og hvor vi lægger den MODBYDELIGE retorik på hylden. Nej. Begraver den.

Overordnet er jeg glad for valget, jeg tænker at det er det bedste resultat af de muligheder vi nu engang havde. Selvom det var en meget ambivalent omgang. Jeg er glad for at KD og Stram kurs ikke kom ind. Jeg er glad for at JBO røg ud og at LA fik en (velfortjent) lussing. Vi har hverken brug for billigere lystbåde eller silikonebryster, vi har brug for at få kontakt til vores hjerter igen. Jeg er også glad for at DF fik smæk. En snert af mig kan ike løbe fra at være en lille smule skadefro. En lille smule.. Men jeg er ikke udpræget fan af den nye regering. Jeg er ikke fan at tvangsopskrivning af vores børn, af et større statsapparat, af mere kontrol. Jeg afskyr det faktisk. Til gengæld skal vi have pumpet noget energi og næring i empatien og medmenneskeligheden igen, og det håber jeg regeringen kan arbejde på.

I det hele taget er modellen det hele er bygget på helt forkert i min verden. Dagpengesystemet, kontanthjælpssystemet, pasningstilbud, lovgivningen, især voldtægslovgivning trænger til en seriøs opgradering. Den måde vi forvalter og opmagasinerer de ældre på. Jeg tror virkelig på at det hele kunne fungere langt mere levende og konstruktivt hvis kræfterne blev brugt anderledes og hvis man stoppede med at møde alle med mistro og negative forventninger. Det er som om verden står og venter på at få sat en masse god energi fri, men vi er alle bundet i et system som borgerne er til for, og ikke et system som er til for borgerne. Og det skræmmer mig.

frejamay november nostalgi

Da jeg var barn havde man sjældent noget som helst med kommunen at gøre. Nu køres alt igennem staten/kommunen. Vi har systemer der gør folk syge og fattige, systemer der fastholder mennesker og børnefamilier og handicappede og alvorligt syge i urimelige og umenneskelige vilkår. Det er ikke okay. Men samtidig opstår alle de her græsrodsbevægelser som næstehjælperne og venligboerne, som bruger en masse frivillig kraft på at hjælpe så mange som muligt af dem som systemet kaster overbord hver eneste dag.

Så, i dag hvor valgtømmermændende har lagt sig, er håbet blegnet en smule, og jeg er spændt (på godt og ondt) på hvad den nye regering bringer. Jeg er ked af jeg ikke er fuld af håb og begejstring på den nye regerings vegne. Men det er jeg ikke, så det ville være at lyve at komme med et motivationspep her i indlægget.

Til gengæld har denne, på mange måder sindssyge, valgkamp fået noget af det smukkeste frem i en stor del af danskerne. Vi er blevet bedre til at stå sammen. Det glæder jeg mig til at støtte op om så godt jeg kan, og se meget mere af. Lad os bruge vores stemmer hver eneste dag, også selvom valget er overstået. Lad os bruge vores penge med de likes vi sætter, med måden vi bruger vores penge på og med at hive vores børn hjem hvis de tilbud der kommer fra det offentlige de ikke er gode nok. To name af few.

Hvad sidder du efterladt med i dag?