Blogtema Solomomboss: "At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den."

IMG_8506.JPG

Velkommen til det 4. interview i mødes med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Karen, solomor til 3

Navn: Karen

Alder: 40

Antal børn: 3

Beskæftigelse: offentlig ansat på uddannelsesområdet

Vi er en familie på fire. Tre børn og en mor. Plus 25 akvariefisk og to tykke kaniner, der hopper frit i haven. Vi bor i parcelhusidyl i Jylland tæt på venner som vi deler dejlige oplevelser med og tæt på mormor og morfar, som er en stor del af vores hverdag og af morens overskudskonto. Min dreng på 9 år har en far som bor langt væk, men som er en vigtig del af hans liv. Mine to piger på 3 år og 6 måneder har jeg fået med ikke-anonym donor.

 

IMG_8583.jpg

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Efter min søns far valgte at bryde troede jeg, måske lidt naivt, at jeg bare skulle finde en ny mand at bygge en familie med. Det brugte jeg nogle år på at mislykkes med. De mænd jeg faldt for  ville ikke have flere børn. En dag delte jeg mine frustrationer med min læge og hun sagde, hvorfor ikke få et barn med donor? Jeg afviste det blankt, men allerede på vej hjem vidste jeg, at det ville jeg. Jeg ville få et barn alene. Selvom beslutningen var taget, havde jeg tusind overvejelser om mit valg. Ville det være for synd for barnet?, hvordan skulle jeg klare det?, hvad ville det sige at være familie uden far? Jeg havde brug for at danne mig et billede af fremtiden og for at finde nogle familier, der havde gjort det samme. Pia Olsens interview-bøger om alenemor-familier er super gode (find dem her). Og jeg fandt frem til to skønne mødre, der havde fået børn alene og begyndte at ses med dem jævnligt. Der gik et års tid med at blive gravid, så da jeg endelig var gravid var jeg også faldet mere til ro i min beslutning og kunne nyde graviditeten.

 

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer var meget positive og forstående. Jeg er glad for at jeg ikke blev alenemor for 15 år siden, for selvom det stadig er en sjælden familieform, så kender de fleste en solomor eller ved hvad konceptet er.

At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den. Jeg kender ikke nogen, der har en familiekonstellation mage til min, og jeg kan godt savne ligestillede at få inspiration fra. Er det fx en god idé, at min treårige kalder min søns far for farmand eller brude hun kalde ham ved navn? Hvor meget og hvordan skal jeg bede børnehaven om at tale med børnene om vores familieform? Kan man sagtens klare at rejse alene med børnene eller er det håbløst? Hvordan giver jeg plads til, at min søn kan dyrke sin elskede far uden, at det bliver for meget for pigerne som ikke har en far osv. osv. Det kunne være rart at kende flere familier som min at spejle sig i og hente erfaringer hos.

 

IMG_8010.jpg

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Vildt dejligt! Jeg var top-lykkelig. Ved godt man er høj på hormoner når man ammer, men jeg havde bogstavelig talt kuldegysninger af lykke flere gange om dagen i året efter jeg fik min første datter. Selvfølgelig også hårdt og nyt og vildt. Men jeg var jo trænet i at være alene med min dreng, og han var jo en stor dreng på seks år da  han blev storebror, så det var en dejlig tid.

 

 Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

I takt med, at jeg selv har fundet (nogenlunde) fred med at være den familie vi er, så lægger jeg mindre mærke til omverdenens reaktioner. Men jeg får mange søde og positive tilkendegivelser, og det er selvfølgelig dejligt.

Jeg kan godt blive ramt af misundelse og offermentalitet – hvorfor er det ikke mig, der har en mand at dele livet og børnene med? Jeg ville da ønske det var blevet sådan at mine børn havde en fælles far som jeg var gift med. Men min veninde er god til at tage mig i nakken og huske mig på at: jeg har en dejlig familie, alle familier har deres udfordringer og at jeg selv har valgt det!

 

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Jeg er på barsel og kan hente tidligt fra børnehave og er hjemme, når min søn kommer fra skole med sine kammerater. Der er selvfølgelig nedsmeltninger og jeg hader at møde mine utilstrækkeligheder som mor, men vi har virkelig en fin lille familie med nogle meget kære søskenderelationer. Jeg får brugt alle sider af mig selv som forældre. Jeg er både den skrappe og den bløde. Den praktiske og spontane. Og den med mosleturene, fodboldkampen og den der putter tre børn hver aften.

 

IMG_8280.jpg

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Det skal nok gå! Selvfølgelig er det hårdt, men lykken, stoltheden og glæden over alt det der alligevel lykkes er meget større.

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg læste en interessant artikel af en historiker om fordomme om enlige mødre gennem tiderne. I 80'erne var fordommen, at en enlig mor ikke kunne at holde på en mand, i dag er fordommen, at hun er for kræsen og egoistisk. Jeg håber at fordommene bliver brudt lidt, så de børn der vokser op i solomorfamilier ikke skal føle, at deres familie er forkert.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

At vi er vilde med fædre og mænd i det hele taget. Jeg er meget taknemmelig for de mænd, der tager del i mine pigers liv og jeg oplever, at pigerne heldigvis har et naturligt forhold til mænd/fædre og fx sagtens kan trøstes af Peter i børnehaven.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Hvis alt var muligt… Længere og betalt barsel – for alle selvfølgelig. Og mulighed for kortere arbejdsuge til fuld løn mens børnene er små. Så kunne man måske "betale tilbage" senere i arbejdslivet.


<3


Tusind tak til Karen for et interessant og tankevækkende - og ærligt bidrag til re-brandingen af solomødre. Hvis du vil læse de om de andre seje solomombosses i interviewrækken, så finder du interviewsene lige her:

Dette mini-interview var det tredje i rækken af 7 seje solomombosses. Læs eller genlæse de andre lige her:

Blogtema: Mød Tina, solomomboss: "tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor"

Foto: Privat

Foto: Privat

Velkommen til det tredje interview i rækken af 7 interviews med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Tina. Spænd sikkerhedsselen!

Vores familie er en lille sej trio bestående af: Maja på 8 år, Alma på 11 år og mamma Tina på 50 runde år.
De fleste af mine vågne timer går med mine to store livsopgaver: Den ene som Enestående Mor for mine to skønne unger og den anden som Mentor for andre Enestående Mødre. Det er nemlig blevet hele mit livsprojekt: At være den fuldfede version af mig selv som mor og kvinde – og leve helt inde fra min egen essens. Og den anden: At give den samme gave og frihed videre til andre mødre. Og mit liv har aldrig været mere meningsfuldt.


Jeg har på nogle måder været lidt af en kamikaze-mor og har været i gennem lidt af hvert i mit forældreskab. Det mest spektakulære stunt var nok, da jeg – i forvejen temmelig graviditetsbesværet - faldt og brækkede min arm, dagen før min ældstes 2 års fødselsdag, hvor 30 gæster kom til stor fest. YEEES! – Så så man lige mig klare alting med én hånd, med en 2-årig om benene og en baby i maven! Efter 6 uger med én hånd i gips og én hånd til bleskift og madlavning osv. blev konklusionen: Kan jeg klare ét blebarn med én hånd, kan jeg også klare to blebørn med to hænder. Og sådan blev det!

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Min beslutningsproces var faktisk ret lang og det var slet ikke noget enkelt valg. Derfor gik der også 3 år med overvejelser, lange samtaler og research – og et par mislykkede forsøg på at få en far i hus til mit kommende barn – inden jeg tog skridtet og blev insemineret.

Da jeg først satte fra land gik det til gengæld hurtigt: Jeg blev gravid i første forsøg (og den panik, der spredte sig i kroppen lige dér, den kan jeg altid fortælle om en anden gang…). Og da min ældste var 1 år og 8 mdr var jeg igen gravid. Og 3 år efter min beslutning, var jeg Enestående Mor til to uendeligt skønne piger.

IMG_4950.JPG

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det overraskede mig i den grad, hvor meget jeg blev mødt med bekymring og frygt forklædt som omsorg. Den mest hyppige kommentar var: Er du klar over, hvor hårdt det bliver? En af mine kolleger gik endda så langt, at hun velment rådede mig til at lade være, fordi hun ikke var sikker på, at jeg havde psyken til det – med en undertekst, at jeg var for følsom… Så jeg lærte på den hårde måde at vælge mine fortrolige med stor omhu. En enkelt veninde, som selv var mor til 3, sagde til mig med stor overbevisning i stemmen: Det kan du SAGTENS klare! Og det gjorde en stor forskel for mig. En anden veninde gav mig et mantra, jeg mediterede på frem til min graviditet: ”Gud, tak fordi du sender mig det barn, der skal være i mit liv”. Det var meget stærkt og smukt og den veninde er i dag mine børns åndelige gudmor.

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Mit liv som Enestående Mor og solomomboss har haft mange faser. De første år var fyldt af en intens, ufortyndet lykkefølelse. Jeg var så lykkelig for, at det var lykkedes mig at blive mor – og jeg var dybt forelsket i det lille menneske, som var kommet til mig.

Da jeg kort efter pludselig var mor til to og havde fuld smæk på karrieren, begyndte hamsterhjulet at køre rigtigt stærkt. Og jeg brændte så meget for både job og moderskab, at jeg slet ikke opdagede, at jeg stille og roligt brændte mit lys i begge ender. Så jeg faldt lige så lang jeg var. Det var den knapt så fede periode i vores familieliv. For når en Enestående Mor ryger ned, så tager hun børnene HELT med ned i faldet. Og det var BENhårdt! For os alle tre. Og det tog tid at komme op for der stod altså ikke lige nogen og greb lige dér.

Men op kom vi. Og det er jeg stolt af! Og i dag er vi et rigtigt dejligt sted som familie og alle har det godt. Og jeg har fundet mig selv som mor og kvinde på et helt nyt niveau – og har hevet AL min power hjem! Og ikke på den livsfarlige supermor måde, hvor vi kvinder kommer til at kopiere den traditionelt maskuline spillen-med-musklerne. Nej, med udgangspunkt i en urgammel feminin visdom. Og i min sjæl eller min essens eller hvad man nu foretrækker. Og ja - I know, det bliver måske lidt langhåret. Men jeg ER virkelig dybt fascineret af den kraft, vi kvinder besidder, når vi forbliver tro mod vores feminine visdom. Og dén visdom kan moderskabet om noget give adgang til. Især hvis vi ikke er bange for at kigge ind i de lidt mere mørke rum i os selv. For det er dér al guldet ligger begravet. Så er det sagt!



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Tidligere har jeg mødt mange upassende kommentarer. Det, der har stødt mig mest, er når klodsede voksne har luftet deres kritik eller bekymring foran mine børn. Den slags mennesker er helt ude af min omgangskreds i dag.


I dag kommer jeg faktisk sjældent i situationer, hvor jeg bliver mødt med undren eller klodsede kommentarer. Blandt fordi jeg meget bevidst vælger at omgive mig med kærlige, kloge mennesker, som hepper på andres drømme og livsprojekter – og som ikke har så mange fastlåste forestillinger om den rigtige eller forkerte måde at leve sit liv på.  

IMG_4327.JPG

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?


Armen altså! Jeg er simpelthen stolt af vores hverdag og hvordan vi har det i dag.
Jeg har personligt rejst mig som Fugl Fønix fra et liv, der brændte helt ned til grunden. Jeg har investeret ALT jeg ejer i at få ryddet op på alle hylder i den indre rodebutik, jeg slæbte rundt på. Og det betyder, at jeg i dag er en mor 100% i sync med mine dybeste livsværdier og med en dyb indre ro. Det betyder også, at jeg i dag har to virkelig skønne unger, som er trygge, glade og gakkede på den helt fede måde - og som stortrives. De er godt kørende på alle parametre og har de bedste relationer. Jeg er MEGA stolt!
Og den helt store bonus er, at jeg nu har skabt en helt unik metode, som rent faktisk hjælper andre Enestående Mødre med at leve livet, så der er mere overskud, nærvær og balance-  og ja, mere kærlighed. No more, no less! Dét er jeg også SINDSYGT stolt af – og jeg er så taknemlig, hver gang jeg hjælper en anden Enestående Mor ud af stress-loopet og ind i et lettere liv. Det er det smukkeste og mest meningsfulde arbejde.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?



Kunne jeg rejse tilbage i tiden, ville jeg helt sikkert udfordre mig selv på min selvfedme og kontrol. Jeg troede, jeg havde SÅ meget styr på det, inden jeg fik børn. Jeg havde arbejdet med min egen selvudvikling hele mit voksne liv og jeg troede virkelig, at jeg vidste det hele. Men jeg anede ikke, at jeg havde så meget blind vinkel på virkelig prioritere mine egne behov og på både at bede om og tage i mod hjælp. For blot at nævne nogle temaer, som kom til at spænde rigtigt meget ben for mig. Så det er et væsentligt råd, jeg ville give mig selv, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden: Lær at prioritere dine egne behov og at træne det at bede om og tage i mod hjælp! Og tag dig virkelig i agt for supermor, der tror hun kan klare alt alene! Hun er LIVSFARLIG!!

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Helt ærligt, så inspirerer den mig! Til kamp! For kærlighed og mangfoldighed.
For det er SÅ interessant at få andres fordomme blæst lige ind i knolden i bedste sendetid. Det fortæller mig så meget om, hvad for stemmer der også findes ude i det danske land. Og det skærper min bevidsthed i fht. hvad det er for en form for mor-shaming, vi er oppe i mod i vores tid.

For al morshaming er for mig at se en del af samme misogyne surdej. Og jeg ser det 100% som et solidarisk projekt, at vi som mødre kærlighedsfuldt støtter hinanden i nye niveauer af frihed i vores liv. Vi lever i 2019! Ku’ vi lige give hinanden lidt plads og lidt opbakning til at leve livet på vores egne præmisser? Det er ikke et sekund for tidligt, hvis du spørger mig!  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvad ville du ønske fol vidste om solomødre?


Altså, noget af det hyppigst nævnte i debatten er, at det er synd for børnene. Og det er da altså intet belæg for rent videnskabeligt. Tværtimod klarer vores børn sig ret rigtigt godt. Og det er præcis det samme jeg oplever på daglig basis, både i private og professionelle relationer.


Den form for kritik får alt til at stritte på mig! Det er for mig at se en unuanceret form for konformitetstænkning, som dømmer nogle ude fordi vi træffer andre valg end de fleste. Så derfor ville jeg dybest set ønske, at den brede befolkning vidste, hvor godt vores børn rent faktisk klarer sig. Givetvis fordi de i den grad er ønskebørn. Og så ville jeg ønske, at diverse debattører stak piben ind og lavede lidt research, inden de udtalte sig så kategorisk på andres vegne.


Og så ville jeg faktisk ønske, at kernefamilierne og trendforskerne holdt godt øje med fortroppen af Enestående Mødre. For vi kommer simpelthen til at vise vejen for andre. Vi er nemlig nødt til at gøre op med hamsterhjul og præstationsræs før. Fordi vi ganske enkelt ikke kan leve op til det ræs.

Derfor oplever jeg, at vi på mange planer er med til at vise vejen ind i et nyt paradigme, hvor vi dropper ræset og vælger nærværet og kærligheden til! Og at vi på den måde kommer til at inspirere mange andre mødre – ja, familier generelt, med de valg vi træffer. Fordi vi ofte må tænke helt ud af boksen for ikke at havne i defensiven men faktisk få livet til at lykkes - på den fede måde.

 

IMG_7180.JPG

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være?

Helt grundlæggende mere kærlighed og mindre fordømmelse. I det Danmark ville vi også være bedre til at heppe på hinanden. Og til at hjælpe hinanden – og tage i mod hjælpen. Jeg er selv meget inspireret af det afrikanske ordsprog: ”It takes a village to raise a child”. For jeg mener virkelig, at det er den moderne families vildfarelse, at vi tror, at vi skal klare alting selv. Og som Enestående Mor er det et direkte selvmål! Og jeg har kun én ting at sige til den strategi: STOP IT!


Så ja, i et mere solmomboss- og Enestående Mor-venligt Danmark er noget så old school som fælleskab, solidaritet og søstersind, den grund vi bygger vores familier på. Alle sammen. Uanset hvordan vi skaber vores familier. Og nå ja, så er der helt klart noget om hamsterhjul og præstationssamfund, som slet ikke giver mening for mig – og på ingen måde, mens vores børn er små. Der må vi lige have tempoet ned og få tid til at trække vejret, være nærværende med os selv, hinanden og ikke mindst vores børn. Det er livsnødvendigt!

 

Det er en hjertesag for mig, at mor-shamingen må stoppe NU! Den ydre og den indre. At vi taler kærligt og opbakkende til os selv og hinanden. Og det er altid et godt sted at starte med sig selv.
Og tro mig, jo mere kærligt, du kan rumme dig selv, også på en dårlig dag, jo mere overskud har du også til at rumme dine børn, når de har en dårlig dag. De ting hænger uløseligt sammen! – Så tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor, der læser med her! Jeg er sikker på, at du gør det så godt og er en kick ass mor på så mange planer! Også når du har en dårlig dag.

<3



Følg Tinas vigtige arbejde lige her: Mentor for Enestående Mødre (selvstændig) 

Tina har skrevet en awesome gratis guide til selvkærlig sommer

Du kan hente den lige her  (eller klik på billedet nedenfor)

 

BLOGTEMA: Solomomboss Julie: "Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende"

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilken slags solomomboss er du Julie?

I min familie, findes min datter Olivia på 3 år, og jeg, Julie på 25 år. Jeg er nettop begyndt på HF fjernstudie, da jeg ikke længere ønskede at arbejde som pædagogisk assistent. Før dette, var jeg selvstændig danselærer på fuld tid. Dette kan jeg dog ikke som solomomboss, da det er meget skæve arbejdstider.  Herhjemme ved min datter at lyden "DIIING" (din ret i mikrovnen er færdig) betyder mad. Jeg HADER nemlig at lave mad og laver kun mad, hvis jeg kan laves STORE potioner, som kan fryses ned og tages i microovnen. Men, i det mindste får vi da hjemmelavet mad. 


Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Jeg blev solomor, da jeg blev gravid kort efter at jeg havde mødt min datters far. Han var ikke helt med på idéen om baby, men lovede dog at støtte. Dette holdte desværre ikke, så halvvejs i graviditeten måtte jeg bryde kontakten til far. Jeg kontaktede far da jeg havde født og han så vores datter de første 5 måneder, og så har vi (min datter og jeg) efter fars eget ønske, ikke set eller hørt mere fra ham.


Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende.. Som om at de lige skal stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu var fair overfor ham, inden han valgte at stoppe med at se sin datter.  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Jeg havde forberedt mig på at det ville blive ekstremt hårdt som solomor. Men ud kom verdens nemmeste og milde pige. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget jeg elskede HVER EN UDFORDRING det var at være alene. For det klarede jeg jo nemt. En jeg-er-maga-sej og jeg-kan-alt følelse.


Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

1: "Han skal nok fortryde og komme tilbage" Hvem siger vi har behov for det? Han har vist sit værd?

2: "Puha, er det ikke hårdt" Næææh, jeg kender ikke til andet, og har ingen at diskutere med. Jeg tror faktisk at dem i forhold har det hårdere? 

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Min datter Olivia bliver afleveret kl. 9 i børnehave, jeg kører hjem og laver lektier og kører ned og henter hende i børnehave igen kl.14, senest.  Når Olivia er hentet tager vi ofte på legeplads, veninde-besøg, lege-aftale, eller hygger derhjemme, inden vi spiser aftensmad kl.17 og gør klar til at putte derefter. Har vi brug for en fridag, så tager vi det. Og weekender er ofte fyldt op med udendørs aktiviteter, hjemmedag (nattøj og morgen-hår hele dagen) eller familie-besøg.


Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Lad vær' at bekymre dig om fremtiden så meget. Du skal nok klare det. Remember.. you are badass!


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Den påvirker mig ofte negativt, da det ofte er negative debatter. 


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Bare fordi vi har råd til at rejse eller lave andre aktiviteter med vores børn, betyder det ikke at vi er rige, af de tilskud vi får som enlige.. (Og nu kan jeg kun snakke for mig selv) Men pengene bliver prioriteret, og vi undlader meget andet, for nettop at kunne give vores børn andre oplevelser.

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Større mulighed for enlige til at arbejde hjemmefra. Flere arbejds-pladser der gør det muligt at arbejde hjemmefra. Det kan være UTROLIG svært at få et fuldtidsarbejde til at svinge, uden samtidig at svigte sit barn. Vi har ikke altid folk at trække på.


<3

Tusind tak for et indblik i jeres liv Julie, jeg synes også du er badass, jeg bliver helt glad af at læse dine svar! Dette interview er bragt i en serie af 7 interviews, du kan læse det første interview her

Mød solomomboss Nadja, som fortæller om livet som solomomboss: “Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utroligt rigtigt”

Over de næste 14 dage bringes de næste 5 interviews med seje solomombosses. Tag en solomomboss hvis du kender en der trænger til lidt kærlig medvind, del like og kommentér gerne, vi har brug for noget positiv energi på de sociale medier omkring kickass solomombosses!

Solomor Tema: "Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utrolig rigtigt" - Nadja, solomor

Foto: Privat

Foto: Privat

Mit navn er Nadja, jeg er 24 år gammel og har en datter, Leia, på 11,5 måned. Jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer en 2,5 uge inden min termin og starter mit første lærerjob op til august.  

 Vi er noget af en regnbuefamilie, det er helt sikkert. Hvis jeg skal starte med mig selv, så har jeg min mor og far, der er skilt, men heldigvis stadig snakker sammen. De er både med til fødselsdage sammen, og vi holder også stadig nytår sammen. Derudover har jeg min lillesøster på 20 og et sæt bedsteforældre på min mors side. Småt, men godt.

Min datters far og jeg er ekskærester. Dog helt tilbage fra 2011-2012. Vi har siden vi slog op, været gode venner, der on/off har hjulpet til i forhold til hinandens behov, så at sige. Det vender jeg lige tilbage til. I hvertfald har min datter adresse hos mig, så det er bare os to, i en lille 1 værelseslejlighed. Rent principielt laver jeg vel ikke noget til dagligt, I hvertfald ikke I skrivende stund. Blev færdiguddannet kort tid inden jeg fødte og gik derfor direkte på barsel efter endt uddannelse. Dog har jeg job fra 1/8, så der skal jeg ud og undervise andres børn.

Foto: Privat

Foto: Privat

Egentlig har jeg vidst at jeg skulle være solomomboss lige siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Min datter var ikke planlagt, og jeg var først 5 måneder henne, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Og så tænker du sikkert: 5 måneder?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?! Jo nu skal du bare høre. Jeg var midt I en enormt stresset periode på studiet, jeg havde en kæmpe eksamen I januar måned. Jeg var stoppet på mine p-piller en måned efter jeg blev gravid (rent tilfældigt), fordi jeg følte de fuckede med mine hormoner (der skulle jeg vist have lyttet bedre til min krop, hva?) og eftersom det ikke er første gang jeg stoppede på pillerne, vidste jeg også at min cyklus ville være helt, i mangel på et bedre ord, fucked. Så at jeg ikke fik min menstruation lige til at starte med, undrede mig ikke.

Når men jeg var altså gravid, og en måned inden jeg fandt ud af det, havde far fået en kæreste. Ikke at det ville have ændret på tingene. Vi var enormt dårlige til at være kærester. Jeg var alt for dominerende I det forhold og han var alt for sensitiv til mig. Det var en nem beslutning og han fik også af vide at det var op til ham, om han ville være en del af hans datters liv. Det ville han heldigvis gerne. Og selvom vi er uenige engang imellem, ved jeg at vi er bedre forældre for sig end sammen. Det er bare ikke alle der delte det synspunkt. Tanken om at være solo mor skræmte mig egentlig ikke. Til dels fordi jeg har et tæt forhold til min familie, og dermed et godt netværk, men også fordi jeg har haft mulighed for at følge folk som dig, Frejamay, der viser det hele, godt på ondt. Det var hjulpet mig igennem de hårde dage.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer jeg fik, var heldigvis positive. Har haft en håndfuld støttende veninder, de var guld værd igennem min graviditet og også her efterfølgende. Det der nok overraskede mig mest, var da vi fortalte min datters farmor at jeg var gravid. En af de første kommentarer jeg/vi fik, var om det ikke var en god ide at vi fandt sammen igen, for vores datters skyld. Og selvom drømmen altid havde været en kernefamilie, følte jeg virkelig det var den dummeste kommentar i verden. Først og fremmest havde han fundet en anden, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke ideen i at en kernefamilie skulle være bedre, hvis det er med forældre der er ulykkelige? Jeg følte mig simpelthen så forarget, og vred over det. Det gik mig utroligt meget på, at hun mente at jeg/vi ikke ville gøre hvad der var bedst for vores barn.

 

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Helt utroligt hårdt, men også så rigtigt på samme tid. Jeg har været utroligt heldig og har haft en relativt nem baby, der siden jeg stoppede amningen har sovet igennem hele natten, hvilket har gjort at jeg har haft mere overskud i løbet af dagen. Men derfor har det stadig været utroligt hårdt. På de rigtig øv dage, har jeg været så ked af at der ikke kom en hjem kl 16 så jeg kunne få en pause. Jeg har måtte ofre rigtig meget at mit social liv, fordi jeg ikke har haft en til at være hos hende om aftenen, i mens jeg er ude. Selvom jeg har familie der glædeligt passer hende, har det ikke altid været nok. Så det første år her, har været enormt hårdt. Men det hele værd.

Foto: Privat

Foto: Privat

Rent egoistisk, ville jeg nogle gange ønske at jeg stod alene med det hele. Det er hårdt sagt, men det ville sgu nogle gange være en del lettere, ikke at skulle planlægge, snakke and what not, med hendes far. Jeg er jo så glad for, at hun har en far der gider hende. Men det havde godt nok gjort mit liv, og min hverdag så meget lettere, hvis jeg bare kunne stå med beslutningerne selv.



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Jamen jeg får nærmest på ugentlig basis af vide hvor sej jeg er. At folk er så imponeret over hvordan jeg har klaret hele situationen osv.. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det? Jeg ved at folk mener det godt. Men det kan også nogle gange virke som om, at det er fordi jeg har overgået deres forventninger.

Jeg siger altid tak, men at jeg ikke føler mig sej. Mest fordi jeg ikke har prøvet det anderledes. Jeg er ikke gået fra at have hjælp, til at stå alene med det hele. Jeg var været alene med det hele fra day one, og det tror jeg ærligt talt har gjort en del ting, meget lettere.






Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Vores hverdag kører rimelig smooth. Min barsel sluttede d. 24/6 og Leia er startet I vuggestue. Det er enormt hårdt. Hårdt at hun ikke er der hele tiden, hårdt at hun er ked af at jeg går. Men også enormt rart at jeg kan få et par timers pusterum til at få ordnet ting derhjemme, uden at hun skal sidde på armen hele tiden. Vi ser min far også søster flere gange om ugen og går også I mødregruppe. Vi har generelt et ret godt flow for tiden, så jeg er spændt på hvordan det hele bliver, når jeg starter på arbejde, og det hele bliver vendt op og ned. Jeg må indrømme at jeg er super nervøs.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Stol på dig selv. Der er en årsag til alt.

image2.jpeg


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg er bare så træt af at blive set ned på. Det kan simpelthen ikke være rigtig at nogle I dagens danmark stadig ser ned på solomødre. Jeg er simpelthen bare så skuffet.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Vi gør det absolut bedste for vores børn. Om det er planlagt eller ej. Og så skal folk bare forstå at vi er fucking seje, og at man altså ikke har brug for en mand I hjemmet, bare fordi man får/har børn.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

 Det ville være så fedt hvis arbejdspladser tog mere hensyn. Specielt ift arbejdstider. Derudover stod jeg I min barsel og fik nærmest ingen penge ind på kontoen, fordi jeg havde haft en studiejob, og afsluttet mit studie. Det gjorde det nærmest umuligt at få udbetalt en ordenligt beløb I barselsdagpenge og jeg har derfor levet fra måned til måned det sidste år.

 Folk skal bare huske at bære lidt over med os solomødre. Vi gør fandme det vildeste stykke arbejde, og har ikke nogle til at tage over når det brænder på. Så kender du en solomor, så hjælp hende. Ikke bare tilbyd, men hjælp. Kom forbi med mad til fryseren, hjælp til med at handle ind eller en opvask. Selvom vi måske ikke siger det med det samme, så er det de små ting der gør hverdagen en million gange nemmere.

<3



Tak for dit bidrag Nadja, jeg ved i hvert fald at jeg personligt synes du er mega kickass, og tak for din ærlighed, jeg kan virkelig genkende ALT det du skriver!

Hvad med dig? Har du lyst til at følge med hos Nadja, så hop ind på instagram lige her og følg livet som solomomboss hos Nadja. Du er også velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet, jeg er sikker på Nadja gerne vil besvare. Alle kommentarer med gode intentioner får lov at forblive, også kritik sålænge intentionen og tonen er god. Alt andet slettes.

Her passer vi på hinanden <3