Søstersind, søsterhood, søsterskab og new world order. Vær med!

frejamay november søstersind

Der sker et brud. Opbrud måske. Sådan oplever jeg det i hvert fald. De seneste dage har jeg oplevet den positive konsekvensen af opbruddet, og det vil jeg virkelig gerne dele med dig. Det vender jeg lige tilbage til. For der er en gammel skrøne om at “kvinde er kvinde værst”. Og det er måske rigtigt og det har måske været rigtigt. Jeg har i hvert fald bildt mig selv ind at det var rigtigt engang, men jeg må bare sige at den tid har været slut virkelig længe. Velkommen til et indlæg om søsterhood.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har mange spirituelle venner, jeg snakker enormt meget om “energierne” og jeg arbejder selv med energier, også når jeg skriver blogs. Der er bare ingen der ved det, og jeg har ikke behov for at flashe det eller italesætte det. I dag har jeg alligevel besluttet at det måske vil give mening at nævne netop i denne sammenhæng.

Jeg mærker energier enormt tydeligt, og noget af det der har optaget mig (spirituelt) de seneste år, har været skiftet fra maskulin til feminin energi. Jeg mener det er Lars Muhl der taler om det (hvis du er interesseret i at læse mere). Der har i årevis været et nedbrud af alt det “gamle og tunge”, alt det vi kender det virker ikke mere, og verden gør klar til den mere feminine energi, det bløde, det lette. Det betyder ikke at mænd er dumme og kvinder er gode, overhovedet ikke faktisk. Det har intet med mænd og kvinder at gøre, eller ligestilling eller køn. Det har kun noget med energier at gøre. Og energiskifte.

Årh jeg kan mærke jeg er udfordret ved at skrive det her indlæg, for jeg har jo egentlig ikke brandet mig selv som ret energi-væsen-agtig. Men jeg kommer ikke udenom at tage det her op af og til, derfor kan det lige så godt være i dag. Jeg skriver mig igennem det.

Jeg kommer selv et sted fra hvor mit liv var fyldt med frygt. Jeg havde kæmpe modstand mod at være “en krævende kæreste”, så i stedet blev jeg sådan en kæreste der ingen krav havde, der ikke stod for noget, og som fandt mig i alt for meget. Jeg turde ikke stille krav på mit arbejde, og i mine relationer lod jeg mig behandle som skidt. Min kæreste mente at kvinder med holdninger var nogle kællinger, så det mente jeg naturligvis også. Dengang.

Frejamay november søsterhood søsterskab søstersind

Siden det liv jeg levede dengang er der sket enormt meget. Jeg har opdaget at jeg har masser af holdninger, at folk synes jeg er irriterende (og det lever jeg fint med), at jeg har budskaber der er vigtige, at jeg har masser af krav og forventninger til min omverden og at jeg slet ikke er færdig på den rejse endnu. Og så har jeg opdaget noget andet meget meget vigtigt: kvinder!

Jeg troede at kvinder var sådan nogle der backstabbede hinanden så snart de fik chancen, at arbejdspladser med kvinder var hønsegårde og og og og, du kender sikkert selv alle fortællingerne. Men jeg har oplevet det stik modsatte. Jeg har oplevet massiv støtte blandt mine veninder, mine læsere, mit netværk og de kvinder jeg har omkring mig i mit liv, både tæt på og ude i det fjerne. Bevares, jeg oplever også støtte fra mænd, men det der med at være sammen med andre kvinder, det kan bare noget helt unikt. Og når vi tør træde i karaktér og tale det vi mærker indeni med power og integritet, så er der intet stærkere end kvinder.

Min nyeste opdagelse er sisterhood. Og de seneste dage har jeg oplevet en kollega i blogland gøre lige præcis det jeg beskriver ovenfor. Hun siger fra overfor de der fingre der kommer til at pege hele tiden. Hun gør det på så fin og kærlig og powerfuld en måde, og hun har fået et hav af feminin power til at rejse sig, fordi vi er mange der faktisk gerne vil støtte hinanden. Jeg kan mærke at jeg vil bruge min energi på at hylde flere kvinder oftere, bakke mere op end jeg gør.

Hvis du har læst Liza Marklund - der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden.* reklamelink, så vil du måske også overveje at gøre det samme. Jeg troede egentlig på de der historier med at kvoter i bestyrelser var noget fis, men efter at have læst bogen kan jeg godt se at vi bare ikke kommer videre hvis ikke vi gør noget, og kvoter er måske det bedste forslag der findes lige pt. Forleden dag læste jeg en artikel om at forskningen nu viser at kvinder ikke er bedre til at multitaske end mænd, kvinder laver bare mere (læs den her). Det kommer ingenlunde bag på mig, men det motiverer mig til at heppe mere på kvinder.

Hver gang jeg skriver om mit liv som solomomboss, så modtager jeg mindst 5-10 mails eller beskeder fra kvinder der nærmest undskyldende fortæller at de ikke har det lige så hårdt som mig, for de har jo en mand, men at de VIRKLIG godt kan genkende det jeg beskriver og de føler sig faktisk ret alene om det med børnene. Og hver gang må jeg fortælle dem at jeg måske i virkeligheden er den af os to der har det nemmest, for jeg ved præcis hvad jeg har, så jeg skal ike både være alene og leve med det svigt som de her kvinder (helt berettiget) lever med.

frejamay november søstersind

Og nu kommer min momboss-gangsta lige op i mig. FUCK kvinder er seje. Og ja der er altid undtagelser og #notallmen og #notallwomen og “notalldinosaurs men generelt. Vi får mindre i løn, vi laver mere, vi kæmper imod glaslofter og strukturer der er perfekte til at holde os nede, vi udsætte for mere partnervold og slås oftere ihjel, samtidig med det skal vi opfostre de små borgere som lige om lidt skal bære vores samfund videre, men vi må satme ikke opfostre dem alene, nej nej, vi skal have de børn med en mand, ellers er det også forkert, og så skal vi smile og hvis vi er vrede er vi hysteriske, men hvis mænd er vrede så er det simpelthen så super sagligt og i orden, og ingen beder en vred mand smile fordi han så vil se meget sødere ud. Og når vi så klarer os godt eller har gennembrud så skal vi hagles ned. Jeg er to gange blevet beskyldt for at knalde mig til gode stillinger fordi folk simpelthen ikke kan kapere at en kvinde kan være dygtig til noget andet end at være mor. Eller. Det kan hun heller ikke, hvis man skal tro mængden af de tvivlsomme artikler der flyder alle vegne, fyldt med “eksperter”, der har svaret på de 7 dødssynder mødre begår mod deres børn. Jeg læste lige en af de artikler i går. Min patter faldt sgu næsten af af ren og skær træthed.

frejamay november søstersind søsterhood søsterskab

Vi burde fandme have en eller anden orden. Eller et håndtegn. Sådan et “yo, du er kvinde, du laver mere, du hare strukturerne i mod dig, jeg hylder dig, uanset om søvntræner dit barn eller bager din egen pasta selv eller spiser de fleste måltider på McDonalds. Så hylder jeg dig, yo!” - ligesom når motorcyklister hilser på hinanden. Ingen ved om man hilser på en massemorder, man ved bare han/hun kører motorcykel og så får man lige en hilsen med på vejen.

Det her er den nye tid. Tiden hvor vi hylder hinanden, tiden hvor vi forventer at blive behandlet ordentligt, uanset om det er af vores kærester, arbejdsgivere eller retssamfundet. Tiden hvor vi bekymrer os om vores medmennesker og ikke længere vil være med til at vi ikke behandler vores børn, ældre, syge og svage dårligt mere fordi der skal være råd til en ny Audi. Hov, nu blev jeg lige politisk, det var ikke meningen. Men du forstår hvad jeg mener?

Men Frejamay, jeg har mødt en ond kvinde engang. Og det kan du tro, det har jeg også, og det er nok ikke sidste gang det er sket at du har mødt et ondt menneske, eller i hvert fald en der opførte sig ondt. Men det har bare ikke noget med det her at gøre.

Like en søsters business. Del en søsters budskab. Tag del i en søsters debat- Jeg deltager ofte i debatter om voldtægter, og selvom jeg ofte står alene (fordi jeg ikke synes at det er en kvindes egen skyld at hun er blevet voldtaget), så kan jeg se hvor mange MANGE der liker det jeg skriver. For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra en kvindelig læser som skrev at hun havde læst en debat om voldtægt, og hun var simpelthen blevet så modløs over tonen og det kvindehad som (jo det gør) lever i allerbedste velgående. Men så var jeg poppet op, og hun havde følt sig SÅ set og SÅ hørt og grebet af mine kommentarer, selvom vi aldrig har udvekslet et ord hende og jeg. Og det skal vi huske. Det er aldrig lige meget.

Så hvis du ikke har noget at sige så del eller like, hvis du ikke vil stå offentligt ved en deling eller liiking af en søster der “tager en for holdet”, så skriv til hende privat. Du kan altid bare sende et hjerte. Jeg ved selv hvor pissealene man kan føle sig i debatter, sager, shitstorme osv. Og det betyder så ufattelig meget hver gang der er en søster der skriver til mig at det jeg laver har en betydning, at det ikke er lige meget. Hver gang jeg tror jeg står helt alene i mørket, og jeg skriver om det, så kommer der 5.000 søster (og et par brødre!) og tager om mig og fortæller mig “jeg er her sammen med dig, vejen skal du træde selv, men jeg går lige ved siden af dig og passer på dig”.

Det er den nye tid. Det er søstersind og søsterhood og søsterskab. Og jeg håber inderligt du vil være med på den rejse <3