Sådan har jeg håndteret flytningen med pigerne

public.jpeg

5 dage har vi boet i den nye lejlighed, og helt ærligt, det går virkelig godt. Jeg har været spændt på pigernes reaktion, og jeg har fået mange spørgsmål omkring håndteringen af flytningen i forhold til pigerne. Hvordan og hvornår har du sagt at I skulle flytte? Har du ventet? Hvorfor, hvorfor ikke? Her er mine tanker omkring at flytte børn og hvad jeg har gjort helt konkret.

public.jpeg

Selinna er 1, 5 år og Emmalia er 4 år gammel. Der er stor forskel på hvad de forstår og ikke forstår, og da det hele skete meget pludseligt, at vi fik tilbudt lejligheden, så besluttede jeg meget hurtigt at involvere begge piger i det, især Emmalia. Så, da jeg havde sagt ja til lejligheden besluttede jeg mig for at fortælle Emmalia at vi snart skal flytte, sådan så hendes system også kan bearbejde flytningen og den forandring hun står overfor. Det har været en rigtig god beslutning.

Selvfølgelig ved Emmalia ikke hvad det vil sige at vi skal flytte, for hun har ikke prøvet det før og hun ved ikke hvad hun “får”, men kun hvad hun skal sige farvel til. Så hun og jeg har brugt en masse tid på at snakke om hvad en flytning betyder, vi har set billeder af den nye lejlighed, og har snakket om at “Mandens ting bliver flyttet ud inden vi skal flytte ind”. Vi har snakket med andre om at vi skal flytte, og at hun får sit eget værelse, og der har været al plads i verden til de dage hun har syntes at det var dumt vi skulle flytte. Jeg har jo også haft dage hvor jeg har haft svært ved at overskue projektet, og det har der også været plads til.

Mit udgangspunkt var at der ikke var grund til at “holde noget hemmeligt” for pigerne, for det fyldte hele mit system og mit liv, og det ville være helt forkert at skulle undlade at snakke om flytningen når pigerne var der. Vi begyndte også ret tidligt at pakke ned, og vi havde mange samtaler om hvilke ting der skulle med. “moar, skal vores seng også med?” og jeg svarede “ja Emmalia, ALLE vores ting skal med, også vores seng”, og dagen efter kunne hun spørge om det samme og så fik hun samme svar igen. SÅ min oplevelse er faktisk at Emmalia har været enormt tryg i den her proces og at hun har følt sig mødt i alle de følelser hun har haft. Også her i efterreaktionerne.

public.jpeg

“Moar, jeg kunne bedre lide den gamle lejlighed”, og jeg fortæller hende at det kan jeg sagtens forstå og spørger ind til hvad det var hun savnede ved den gamle lejlighed. Det ved hun ikke helt, men det ender med at det bare handler om at skulle vænne sig til alt det nye, og det kommer tit i forbindelse med en konflikt med Selinna, og det er helt okay.

Jeg har gjort en stor indsats for at gøre pigernes værelse klar hurtigt, og få pakket deres ting ud hurtigt, sådan så de hurtigt har følt genkendelighed og tryghed. De andre rum kunne vente, børneværelset var vigtigst, køjesengen var vigtigst at få købt hurtigt og hentet, rummet skulle males hurtigt, sådan så mine børn hurtigt kunne lande et trygt sted i det nye hjem. Det har helt klart været en god investering, og Emmlia lukkede allerede første dag døren til sit eget værelse og sagde med begejstring i stemmen “moar, jeg skal lige lege lidt alene, så jeg lukker lige døren”. Det var så hyggeligt.

Nu da vi har fået køjeseng kunne man godt tænke at det er på tide at pigerne sover på deres eget værelse, men helt ærligt, det behov har jeg overhovedet ikke. Til gengæld støtter jeg altid børnenes initiativer, og Emmalia har selv ønsket a sove øverst i køjesengen, så det har hun faktisk gjort i 2 ud af de 4 nætter vi har sovet her allerede. Det har været SÅ underligt, men det har også været SÅ fantastisk at se hvordan Emmalia bare lytter til sine egne ønsker, og hvordan hun bare vokser når jeg udviser tillid til at hun ved bedst selv. Jeg har været inde hos hende 25 gange hver aften, og i nat vågnede jeg ved at hun kaldte stille og roligt, og jeg løb ind til hende, og hun lå bare og smilede. Alligevel spurgte jeg om hun ville med ind i min seng, og det ville hun gerne. Små skridt, lidt frem og tilbage, og en dag så må jeg spørge om jeg må putte inde hos hende lidt.

public.jpeg

Det er så positiv en oplevelse af flytte med pigerne, og hvis der kommer en reaktion senere, hvilket der meget vel kan gøre, så er vi klar til at tage dem også, der er i hvert fald plads til dem. Men det er helt klart at de begge er glade for deres nye hjem. Selinna render rundt her som om hun aldrig har boet andre steder og Emmalia har allerde opdaget alle gemmestederne i lejligheden (dem er der en del af). Og mit hjerte flyder lidt over <3