Hvad 30 dages blokering (fra facebook) har lært mig om facebook

hvad 30 dages blokering fra facebook har lært mig om facebook

Hvad 30 dages blokering (fra facebook) har lært mig om facebook

Well hello again. 30 dage. Så længe har jeg været i facebook-fængsel. Hvorfor? Fordi jeg i 2017 havde postet et blogindlæg som indeholdt et billede af min gravide mave, og i 2019, august, opdagede facebook det, og derfor blev jeg blokeret i 30 dage. Jeg er en trussel mod fællesskabet og det vil jeg egentlig godt lige starte med at sige noget om, inden jeg fortæller hvad “fængslingen” har lært mig.

Det der med facebook er virkelig ambivalent for mig. På den ene side synes jeg det er det fedeste medie, eller det var det engang. Pludselig kunne man være connected til hele verden, man kunne få venner for livet man aldrig havde mødt før og en verden af muligheder åbnede sig. Faktisk er de fleste af mine venner i dag mennesker jeg kender gennem facebook. Så blev facebook lidt en arbejdsplads, og det er det på en måde stadig. Men det har ændret sig.

Udover alle de endeløse annoncer og reklamer, så er der trolde over det hele på facebook. Tonen bliver hårdere og hårdere. Især hvis du er kvinde skal du virkelig vælge dine kampe og debatter med omhu (det er der nemlig lavet en undersøgelse om lige her). En uges tid inden jeg blev blokeret blev jeg sågar anklaget for at være racist af folk jeg kender, men som tydeligvis ikke kender mig. Jeg forholder mig altid til om de miljøer jeg kommer i de nærer mig, det gælder også online miljøer, og det må jeg bare indrømme at facebook ikke gør længere. Så måske var blokeringen lidt en gave.

Det første der var træls ved at være udelukket var dog at jeg sælger en del af mine ting på facebook, og derfor kunne jeg pludselig ikke svare på mine salgsannoncer, da jeg også var udelukket fra at bruge messenger. Jeg er med i en bestyrelse hvor jeg skulle svare på nogle vigtige ting, det kunne jeg heller ikke, men jeg kunne dog læse med og svare dem pr. mail. Facebook er jo blevet en del af vores allesammens hverdag og flere og flere bruger den mindst lige så meget (hvis ikke mere) som vi bruger vores e-mail, så det har klart kunnet mærkes.

Men efter et par dage var det faktisk rart. Jeg har brugt en del mere tid på på instagram profil (find den her) end jeg plejer. Og der er stadig forholdsvis rart at være. Her handler det om inspiration og billeder og ikke at skyde hinanden ned med totalt unødvendigt had hele tiden (som jeg desværre ofte oplever på facebook). Og så har jeg brugt en masse tid på ikke at være på facebook, og det kan jeg mærke i min hjerne. Der er en tåge der er lettet, og jeg kan afsløre at efter 72 timer tilbage på facebook (yep, så længe har jeg kunnet skrive noget igen), har jeg ikke haft lyst til at dele noget som helst derinde. Det kommer nok igen, men lige nu er jeg bare glad for min blog og instagram. Og rigtige mennesker ude i virkeligheden.

Jeg ved stadig ikke hvor jeg lander henne med facebook, men jeg bliver ikke inspireret derinde længere, så måske er svaret lige foran mig. Det har været rigtig godt at have en hel måned væk, det er bedre end 3 eller 7 dage, hvis man skal have et ordentligt break. Og det skulle jeg. Og måske skal vi det allesammen engang i mellem.

Det vigtigste jeg har lært er at jeg intet har mistet. Jo lidt trafik til min blog, men den er hurtigt genoprettet igen. Ingen venner har glemt at jeg eksisterer, jeg har ikke mistet min identitet, ikke mistet penge eller mine ører eller min forretning eller. Alt er som det plejer, alt er som det skal være.

Det kan stadig undre mig at det er mig der er sådan en der “ødelægger” fællesskabet, men når jeg så ser hvilket fællesskab det er facebook holder fast i, så tror jeg ikke det gør mig noget at jeg er en af dem de ikke bryder sig om. Jeg bliver udelukkende blokeret fordi jeg poster billeder af min gravide mave eller mine børn. Men når jeg anmelder videoer og indhold med vold mod børn, dyr og kvinder, så har jeg stadig til gode at opleve facebook slette eller blokere indholdet eller personen der slår det op. Hvis det er det fællesskab facebook ønsker, så ønsker jeg at finde et nyt sted hvor jeg kan blomstre, sprede inspiration, og dele og sprede glæde og grin og godt humør, for jeg ønsker ikke at støtte det univers hvor man er okay med vold men ikke okay med eksempelvis et barn der hopper i en vandpyt.

Så wallah, jeg er tilbage, nok i en mere stille form til at starte med og så må vi se om det dør ud eller hvad der sker. Tillykke til mig med min frihed.