En smertefuld (men sund) indsigt på vores første feriedag

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Dagen er gået stik mod forventning. Måske har du læst mit indlæg, hvor jeg fortæller at vi kæmper lidt for tiden, Emmalia og jeg. Ellers kan du læse om det her. I dag har vi så første officielle feriedag, og jeg var forberedt på at vi lige skulle bruge et par dage på at brænde sammen inden vi kunne smelte sammen, pigerne og jeg. Men det er ikke sket. Til gengæld har vi haft verdens bedste dag, og til min store skræk og rædsel, men nu (et par timer senere) også glæde, har jeg fået øjnene op for noget meget meget vigtigt.

Men først lidt om dagen. Vi stod op da vi stod op. Vi skulle ikke nå noget (andet end et enkelt lille forretningsmøde hvor man gerne må have børn med). Og jeg spurgte Emmalia hvad hun gerne ville bruge dagen på. Det var hun slet ikke i tvivl om. “Moar! Vi SKAL i den hvide legetøjsbutik!” og oversat til almindelig dansk betyder det at vi skal i Lidkøb på Østerbro. Emmalia kender ikke rigtigt til andre legetøjsbutikker end genbrugsudgaverne, så det er en fornøjelse at have hende med i “legetøjsbutikken” og hun finder en ting til 5 kroner hun må få med hjem.

Vi havde sådan en vidunderlig dag i dag. Emmalia har været så sød ved Selinna, har snakket pænt til mig og har haft en fest hele dagen. Selinna har også hygget og leget og grinet og jeg har været helt afslappet og hvilet i mig selv. Hvilket ikke så tit sker her på det seneste, fordi jeg absolut ikke har hvilet i at være en sur gnaven og træt råbe-mor.

Vi fandt nogle fine ting til os alle tre, og så gik vi på legepladsen lige overfor Lidkøb, og legede en times tid inden vi tog hjem igen. En alletiders og lige tilpas tur for alle. Da vi kom hjem slappede vi af og lejede Cykelmyggen Egon på Viaplay. Emmalias yndlingsfilm pt. efter at have set Cykelmyggen forestillingen på Bellevue teater. Og resten af aftenen har vi bare slappet af og hygget. Og så slog det mig.

Skærmbillede 2019-07-01 kl. 23.14.23.png

Jeg undrede mig over hvorfor det var gået så godt hele dagen. Men sagen er jo den at Emmalia og Selinna sjældent er sammen i de “gode” timer. Til hverdag er de sammen om morgenen, hvor vi er lidt trætte og lige skal i gang med dagen. Selinna bliver ret hurtigt vrøvlet igen efter hun er stået op, og så starter nedtællingen med at nå over i børneren inden hun bliver helt umulig og skal sove sin første lur. Og selvom jeg henter Emmalia forholdsvist tidligt hver dag (ca 14.30), så henter jeg stadig en træt storesøster der har været på og har været sammen med 17 andre børn og voksne hele dagen, og når man så skal hjem og deale med en baby der også har haft en træt dag, OG en mor der har sovet lidt for lidt i et års tid og ikke har verdens længste lunte, ja så er situationen sgu lidt en træls en af slagsen. Av. Det gør sgu lige lidt ondt i sjælen at jeg ikke har set det noget før. At jeg har været vred på Emmalia over at hun jo i virkeligheden bare har været træt og har haft brug for (meget) mere ro. Av.

Så min indsigt er simpelthen at mine piger jo ikke tilbringer de gode timer sammen. Og det er en kæmpe fejl. Det skal simpelthen laves om. Om det så betyder at de skal have en eller to fridage sammen om ugen eller hvad, det ved jeg ikke endnu, men der skal i hvert fald ændres noget i planen efter vores ferie. Det er en ren fornøjelse at have dem med på tur sammen, de er super gode til det og jeg nyder virkelig at være sammen med dem. Men hold nu op det gør en forskel at de er sammen i “de gode timer”. Det gør en forskel for os allesammen.

Så jeg tager noter til denne ferie, jeg er sikker på den måned her kan lære mig rigtig meget, og det er mit udgangspunkt. Jeg glæder mig allerede til i morgen!

Ligger du inde med lignende indsigter? Så del virkelig gerne dine erfaringer <3