En hilsen fra helvede

Skærmbillede 2019-08-12 kl. 22.38.41.png

Velkommen til min første dag på den anden side af helvede. Tænkte jeg ville dele den med dig. Dagen. Eller måske skriver jeg mest den her blog fordi jeg vil dele den med mig selv. Doesn’t matter.

For lidt over en uge siden blev vi alle tre ramte af sygdomme herhjemme. Jeg blev ramt af feber og forkølelse og mistede min stemme i nogle dage. Ems fik det samme som mig, og Selinna fik æren af en omgang falsk strubehoste, og en kærlig besked om lige at ringe 112 hvis hun ikke kunne få vejret. Det er her, det er hårdt at være alene, for jeg bliver bange og utryg når jeg skal passe to børn, selv er ramt af relativ høj feber og skal lytte efter vejrtrækning, især om natten. Selinna har haft feber i over en uge, hun har siddet på mig, ligget på mig, været på mig, og det samme har Ems i perioder. Vi har spist pizza de dage vi kunne spise noget, og ellers har det været rester og rugbrødsmadder. Jeg har ikke tjekket mail i en uge. Det er aldrig sket før. Jeg har sluppet alt for at være der for mine børn.

Og i dag er første dag på den anden side. Men jeg sværger jeg har været igennem helvede. For efter de første 3-4-5 nætter hvor hver nat tilbringes med at vugge en feberramt søløveunge ud ad vinduet for at hun kan få luft, så begynder psyken at knække. Overskuddet smuldrer, og jeg har været en rigtig lortemor de seneste par dage. Fucking øv. Jeg bliver den værste udgave af min mor og far, alt det jeg hader fra dem, og det udsætter jeg mine egne børn for når jeg ikke har sovet i en uge, ikke rigtig har spist og ikke har fået fyldt min egen tank op. (ingen grund til at ringe til kommunen, mine børn har det fint, jeg er bare ked af jeg ikke har haft overskud)

I onsdags skulle jeg til kropsterapi. En aftale jeg har haft i kalenderen i flere måneder. Min første date med mig selv i over et år. Jeg blev nødt til at aflyse den fordi vi var møgsyge allesammen. Onsdag var dagen hvor vi fik konstateret falsk strubehost hos Selinna. Jeg var rædselsslagen fordi hun ikke kunne få vejret. Og jeg var i kæmpesorg fordi min eneste date med mig selv gik i vasken.

Ensomheden er normalt ikke en ven der følges ret meget med mig i livet. Jeg elsker at være i mit eget selskab, og jeg tror jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange jeg har følt mig ensom og alene i mit liv. Men den sidste uge har ensomheden fyldt mig op. Trætheden, tomheden, aleneheden har larmet i mit hovede og har givet mig hovedpine hver dag. Jeg har aldrig hovedpine ellers.

Men det er sådan her jeg lærer i livet. Jeg må gå igennem de her ture i helvede, og så lærer jeg, og så skynder jeg mig at ændre på det der ikke fungerer når jeg kommer til kræfter igen. Og så reflekterer jeg og ændrer på lidt mere. Men det er skidehårdt. Og jeg har lært at jeg ikke skal stå alene i sådan en omgang her igen. Never. Så jeg skal have skabt et netværk af et par personer som jeg kan trække på. En barnepige og en reservebedste og måske en back-up barnepige. Så snart min flytning er på overstået om en måned, så skal jeg have fundet et ressourcestærkt mini-team. Og jeg glæder mig! Det bliver fedt at finde de rigtige mennesker, og det bliver endnu mere fantastisk at have fast tid til mig selv hver uge. For det er der jeg har fejlet. Jeg har glemt at man ikke kan give i et helt år uden selv at blive tanket bare lidt op engang i mellem. Det går bare ikke. Og vi betaler alle for høj en pris for at jeg ikke bliver tanket op. Jeg har sagt undskyld til mine piger. Jeg mangler at undskylde til mig selv.

Jeg har hverken tid eller lyst til at tage på dyre forældrekurser der skal lære mig “metoder”, når livet er min masterclass hver eneste dag. Der er så meget at lære, der er så meget at vokse med og være nysgerrig på. Jeg har haft alle mulighder for at dulme min ensomhed, min smerte og min selvmedlidenhed den sidste uge. Et glas vin, kage, chips eller slik. Men jeg valgte at lade være. I stedet har jeg grædt. Jeg har grædt en hel masse. Det behøver jeg ikke gøre nu, for jeg har renset ud og jeg har ikke et efterslæb. Ikke andet end at jeg skal være en bedre veninde ved mig selv. Jeg dømmer mig selv så hårdt fordi jeg ikke kan efterleve mine værdier og standarter når jeg er allermest presset. Selvom jeg VIL. Jeg er stadig ikke der hvor jeg accepterer den jeg er når jeg er under massivt pres. Den dag må komme en anden dag. Det kunne bare være så nice hvis det var snart.

Hold kæft hvor er det hårdt at være forældre når man selv er syg med syge børn. Det må man godt sige uden at man skal have smækket verdens dårligste kommentar i hovedet der hedder "(indsæt selv bøvet ekstrabladet-stemme) “nåmen du har jo selv valgt det”. Ja for fanden, vi har allesammen selv truffet en masse valg der gør at vi lever det liv vi lever. Men derfor må vi godt have sympati med hinanden. Når du har haft en hård dag på arbejde, føler du dig så støttet og elsket af din mand eller kone der siger “nåmen nu har du jo selv valgt at gå på arbejde, ikke?” Nej. “Kom her og sæt dig, fortæl mig om det”, det er støtte og kærlighed. Mere af det.

Og lige nu har jeg det sådan at jeg ikke har lyst til at udgive det her blogindlæg. For det er ikke inspirerende nok, positivt nok, inkluderende nok, budskabs-agtigt nok. Men ved du hvad? Det skal ud. For jeg har måske i virkeligheden selv brug for at der er lidt flere indlæg a la dem her. Og det er jo derfor jeg har en blog. Jeg skriver de indlæg jeg har brug for bliver skrevet. Og så læser jeg dem selv. Så nu kommer den inspirerende del:

Mamma, du ER god nok. Jeg ved godt du synes det er bullshit, og at du VED du er en dårlig mor. Men det er du ikke. Selvom det har været et helvede den sidste uge (plus to dage nu), så har du:

  • Sørget (godt) for dine børn selvom du næsten ikke kunne stå på dine egne ben

  • Vugget Selinna hver nat i flere timer fordi du var ved at falde om af træthed

  • Prioriteret benhårdt selvom du ved det har konsekvenser der skal ryddes op i asap

  • (Kom nu Frejamay, du skal finde mindst 7 punkter og det her tæller ikke)

  • Okay … hvad mere. Selvom du var længe om det, så rakte du ud og fik læsset af hos gode veninder

  • Du prioriterede dig selv hver dag. Sagde til pigerne “nu er det Youtube Pause, nu skal mor se voksen TV (friends), I må gerne se med, men I må også lege lidt”. Og sådan gik det til at jeg har fået set hele Handmaid’s Tale (når pigerne sov og jeg vuggede Selinna i timer hver nat), og Ems fik en masse skærmfri tid selvom vi alle var syge hjemme.

  • Accepteret at du ikke kan gøre hverken fra eller til med nedpakning af lejlighed mv lige nu før kræfterne er kommet tilbage

  • Fået frisk luft hver dag, og det har dine piger også

  • Og så lige en ekstra, in your face univers! Jeg har gået hele vejen. Selvom rødvin og kage og så videre havde været helt på sin plads, så tror jeg på at det kan være sundt lige at tage turen helt, mærke det hele for at få klare svar og klarsyn. Det virker i hvert fald for mig, og jeg vidste at det her var en af de gange jeg skulle lukke øjnene og åbne hjertet og høre efter, sådan så jeg ikke havner her igen. Tak for det.

Jeg er på vej tilbage, men det er altså derfor der har været ret stille og derfor at “Solomomboss blogtema” har ladet vente på sig. Jeg glæder mig til at dele de sidste interviews med dig, og så håber jeg at alle er raske og ikke skal igennem den samme tur som vi har været igennem. Og hvis du er er nu så vid at det bliver bedre og du kommer ud på den anden side.

<3