Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

image00003.jpeg

Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

Se godt på dette billede. Idyllisk ser det ud. Fyldt med kærlighed. Det blev taget på tur i parken i dag, efter at pigerne og jeg havde været et smut nede og besøge Summerbird chokolade (jeps, flødebollerne) og bland-selv slik butikken. Men billedet er ikke hele sandheden, selvom billedet også er sandheden, for jeg kæmper i øjeblikket, og jeg har faktisk utrolig svært ved at rumme det. Og bedst som jeg havde besluttet mig for ikke at skrive om det, så kom jeg i tanke om hvad der sker når jeg deler det her fra mit liv. Det holder op med at gøre så ondt og jeg føler mig ikke så alene. Så here I go.

image00004.jpeg

Den seneste tid har været en periode præget af stress. Faktisk så meget at jeg for nogle uger siden endte i et nødspor på vej til Odense med hjertebanken og en grædende baby ved siden af mig. Selvom vi kun befandt os 38 minutter fra mit hjem, så tog det os 6 timer at komme hjem igen. Lang historie, det jeg vil fortælle med den er at det ikke bare har været den moderne “jeg er stresset = travl” type. Jeg har symptomerne på den usunde stress.

Oven i det har blogflytningen og samarbejder fyldt meget. Ikke noget negativt, det har bare krævet mere af mig end jeg lige havde at give af lige der. Tilsæt så to små børn der gik fra at sove kl 18.30 til først at sove kl 21-22, så hele min aften er væk, og min morgen starter typisk kl 5. Pigernes far har også haft travlt og dem jeg normalt har omkring mig til at hjælpe med babypasning (kun Ems), de har været ude og rejse en længere periode. Det er ikke kun en ting, det er mange der bare er faldet uheldigt sammen, og så har det snigløbet mig lidt. Så der sad jeg så. I nødsporet.

Hvorfor fortæller jeg overhovedet det? Det gør jeg fordi mine børn naturligvis reagerer (sundt) på at have en mor der har været presset. Emmalia har virkelig givet den gas på den agressive front mod lillesøster, og jeg føler jeg været forhandler/bokseringsdommer/general/hooligan-råber og Berlinermur. Og hvis ikke lillesøster har fået høvl, så har jeg.

Efter nogle snakke med min veninde Smilla (som tilfældigvis er ekspert i familier, se bare her), er det gået op for mig at det svære ikke er at Emmalia reagerer. Det svære er heller ikke at rumme hendes store følelser. Nej. Det svære er simpelthen at rumme MIG i den her situation. Mig som råbe-mor, mig der ikke orker mere, mig der er Berlinermur, mig der må tage en time-out i stuen mens begge mine børn græder inde i soveværelset, mig der omkring aftentid ikke har mere lunte tilbage til overtrætte sure børn der farer i flæsket på hinanden.

image00001.jpeg

FÅRK jeg synes det holder hårdt for tiden. Så når du ser billederne af seje imponerende inspirerende Frejamay i parken med sine to børn i dag, så ser du kun smilene. Du ser ikke Emmalia skubbe Selinna i gulvet og hoppe op på mig og tage kvælertag, du ser heller ikke mig sige pænt og i øjenhøjde (alt for) mange gange at jeg ikke vil have det. Du ser heller ikke at jeg til sidst tager hårdt fat i Emmalias arm og siger “SÅ STOPPER DU FANDME!” fordi jeg faktisk ikke længere ved hvordan jeg skal få hende til at forstå at hun ikke må gå amok på sin lillesøster. Lige pt. er det fuldstændig ligegyldigt hvad jeg siger til hende, det eneste hun hører er “bliv ved” eller “gør det hårdere!”. Og det gør hun så.

Men vi viser jo ikke de her sider. Og jeg er faldet i fælden igen, i det tankeskabte illusionsfængset, hvor jeg ikke ser andre end mig have de her udfordringer, og derfor er jeg parat til at fyre mig selv som mor. Jeg føler jeg har fejlet, at jeg har et totalt uopdragent barn, og at alt det her med at “hun skal kunne mærke sig selv” og “følg barnets initiativ” og hvad jeg ellers praktiserer, det er et stort flop, og det havde været bedre for alle, især Emmalia, hvis bare jeg havde opdraget ud fra bøgerne i stedet for det mit hjerte tror på.

Jeg ved godt det ikke hænger sådan sammen. Og i morgen tror jeg på mig selv igen. Og i morgen er en ny dag. Men for helvede hvor kan tvivlen, frustrationen, smerten og håbløsheden bare ramme en i maven og i sjælen med 400 km/t. Splat. Det er klamt at blive ramt.

Grunden til at jeg alligevel skriver om det her er fordi jeg ved at vi er mange der sidder alene med den her forfærdeligt følelse om aftenen. Jeg har grædt ned i min varme kakao de seneste aftener og jeg kæmper virkelig med en følelse af håbløshed i disse dage. Det har hjulpet mig at få lokaliseret hvor præcist udfordringen ligger henne, og det er på en måde en lettelse at forstå at det er det med at rumme mig selv der er svært, ikke at rumme Emmalia. Jeg vil jo bare gerne være sådan en rummelig sød mor der går ned i knæ og møder mit barn anerkendende og med kærlighed i øjnene hver gang. I stedet er jeg sådan en med røg ud ad ørerne og med lyn og vrede i øjnene, og jeg kan ikke lide at være den mor der kigger sådan på mit barn.

Men det er jeg.

Det er jeg.

Jeg er hende. Og det piner mig.

Heldigvis har vi også gode stunder, og det er faktisk kun om aftenen det her er svært. Det er også om aftenen mine børn er overtrætte og har svært ved at sove i varmen for tiden. Det er også om aftenen jeg kan mærke at dagen, der startede klokken 5, den har været lang, og at jeg ikke har siddet ret meget ned. Og ofte har glemt et måltid pt. Det er også om aftenen jeg er desperat efter en time eller to for mig selv, og de timer er pt. ikke eksisterende. Og inden du starter Jonnas store bog om rådgivning til solomødre, så ved jeg godt jeg skal spørge om hjælp og række ud og at det også er bedst for mine børn at jeg har alene-tid osv. Jeg ved godt det hele. Jeg har bare brug for at sige det her højt og dele det med mit univers. Jeg skal nok selv fikse det og er allerede i fuld gang med at sætte pasning og ro og optankning op. No need to worry. Men derfor er det bare STADIG vigtigt at vi minder hinanden om, og i dag minder mig selv om, at sådan her er livet også nogle dage. Og andre dage er det ikke.

Ikke?