Lidt om at være i medierne, og lidt om at blive uvenner med en vært på Go' aften Danmark

skaermbillede-2017-06-06-kl-22-42-16Det der med at være i medierne har jeg tænkt mig at fortælle lidt om i dag. Se det som et "bag facaden" indlæg, hvis du vil. Der er nemlig virkelig stor forskel på hvilke medier du er med i og hvem journalisten er. Her er lidt erfaringer og tanker om samarbejdet med medierne, og hvorfor jeg siger ja og hvorfor jeg siger nej. Først en historie om at blive uvenner med en vært på Go aften Danmark.For en måned eller to siden, var jeg inviteret ind i God aften Danmark og snakke om børns brug af Ipads. Jeg forbereder mg, som jeg altid gør når jeg skal i medierne, med disse spørgsmål:1: Hvad er mit hovedbudskab og hvordan får jeg det leveret?2: Hvad er min væren? (min facon? Skal jeg være kontant og sarkastisk? Skal jeg være sød og smilende?) Jeg skal stadig være mig, men hvilke sider har jeg brug for at bringe i spil her for at komme igennem med mine pointer?3: Hvad er mit personlige udviklingsmål med min deltagelse? Her hentyder jeg til min egen læreprocess med at blive skarpere på at debattere, på at komme igennem med mine ting, på at blive medietrænet.I dette tilfælde var mit hovedbudskab at vi er nødt til at acceptere at forældre er forskellige, og at der er mange veje til Rom når det kommer til Ipad-brug. Når man rækker ud efter sit smart-device kan der være forskellige årsager, og dem kan man med fordel kigge på, uanset om man er barn eller voksen. Min væren var bare at være nede på jorden, bestemt ift min holdning, klar i spyttet og smilende. Min personlige træning var at turde "kræve min taletid" eller, som det hed i mit hovede, lave "politiker-finten", altså at høre spørgsmålet, men at understrege mit vigtigste budskab, og så vidt muligt få svaret på det alligevel.Fordi jeg er godt opdraget, så afbryder jeg ikke, men det er nogen gange nødvendigt at tage styringen i samtalen, og det har jeg aldrig haft modet til, fordi det i forvejen er lidt pres at tale til halvdelen af Danmarks befolkning på baggrund af et blogindlæg man har siddet i sin seng og skrevet. Derfor var det et stort skridt for mig, hvis chancen bød sig, at tage styringen et øjeblik og holde fast i mit budskab.Lang historie kort, det lykkes. Jeg synes det var så fed en oplevelse at være inde i TV2 studie igen og jeg elsker at være i Go morgen og Go aften Danmark. Det skrev jeg så om på Instagram, inklusiv min egen personlige sejr ift mit eget udviklingsmål. Det har værten så været inde og læse, og hun læser det som om jeg udelukkende er taget derind for at lave politiker-finter og glide af på spørgsmål. Hvilket overhovedet ikke var mit formål. Jeg har bare den holdning at alle situationer er en mulighed for udvikling og for at blive bedre til noget, og denne oplevelse var ikke nogen undtagelse. Det skrev jeg også tilbage til hende, og jeg skrev jeg var dybt taknemmelig for at de inviterede mig ind. Så hørte jeg ikke mere. Øv alligevel, det kunne være rart hvis vi lige var sluttet på god fod.To dage forinden havde jeg været med i en paneldebat i tv2 news omkring samme emne. Indlægget endte i en shitstorm (mod mig), hvor jeg var den tomhjernede bloggergås-mor der gik imod eksperten (lægen). Hvilket slet ikke var tilfældet (det ved man også hvis man ser indslaget). Men en overskrift kan gøre en verden til forskel, og hokus pokus mig i fokus, jeg havde et helt nyt sæt haters, som det tog mig næsten 14 dage at komme af med. Det er sidste gang jeg siger ja til at medvirke i TV2 news, det er simpelthen for useriøst.I søndags var jeg i radioen hos POV International. En fantastisk oplevelse. Værten, Jacob Sabir havde læst mit blogindlæg og var virkelig engageret i emnet og delte personlige erfaringer med mig. Jeg synes i forvejen radio er et fedt medie, og gad godt lave mere af det. Jeg blev inviteret ind en hel time til en snak uden afbrydelser (du kan se hele interviewet herunder), og jeg er så glad for resultatet og for samtalen med Jacob, OG for POVs publikum som er anerkendende, lyttende, nysgerrige og engagerede. Bare wow!Lige nu arbejder jeg sammen med Berlingske om en artikel, hvad den handler om kan jeg endnu ikke sige noget om, men den er vigtig, og her er journalisten super tryghedsskabende og jeg kan få lov til at stille mine krav for deltagelse og han tager sig god tid. Så gider man altså godt.Nogen gange ringer MetroXpress fordi jeg har skrevet om noget lidt kontroversielt. Som f.eks det der med at lade Emma stikke sin finger ind i et stearinlys (læs her - jeg har i øvrigt stadig samme holdning, og Emma har ikke rørt et stearinlys siden). I dette tilfælde gik der cirka 40 minutter fra jeg havde postet indlægget, til jeg blev kontaktet af en journalist. Jeg vidste at det var en god "Klik-bait-historie", men jeg var samtidig 100% parat til at stå inde for hvad jeg havde skrevet (det er jeg altid), så jeg sagde at de bare kunne bringe den. Shitstormen udeblev, folk var enige, jeg var totalt overrasket.Jeg elsker mit samarbejde med medierne. Mine haters siger at jeg er en linselus der udnytter enhver chance for at promovere mig selv. Det er faktisk ikke helt forkert. Jeg lever at at folk har kendskab til hvem jeg er og hvad jeg står for, og medierne er en vigtig del af det arbejde. Og det virker efter hensigten. Så det står jeg gerne ved, jeg er en linselus, i hvert fald når det giver mening. Når jeg f.eks får øget kendskabet til bloggen her, så når jeg ud til flere mødre, som skammer sig mindre i hverdagen (og dermed kan være mere for deres unger), forde de kan spejle sig i det jeg laver. Hvem ville ikke bruge sådan en chance til at komme ud og gøre en forskel for nogen man ikke selv normalt rammer? Alt andet er da hul i hovedet.Så sådan ser det ud set fra min stol. Og så er jeg i øvrigt ikke længere bange for at se tyk ud eller grim ud eller forkert ud eller kløjs i ordene eller noget, og det er en befrielse bare at kunne koncentrere sig om budskabet, og ikke noget så ligegyldigt som noget hår der stritter.Yay.Jeg hører vildt gerne fra dig, hvordan bruger du medierne? Og har du fordomme om folk der er i medierne? Reality-deltagere f.eks? Og hvorfor egentligt?

Vi høres i din Radio og ses på FB-live Med POV international i dag kl 13 (al info du behøver her)

img_2033Fra Facebook-live til din radio. Sådan kan det gå når man er en linselus, ligesom jeg er. I starten af denne uge lavede jeg en facebook-live (hvor jeg havde læbestift i hele hovedet, se den her, tak for make-uppen Emma). Jeg snakkede om forældre-bashing i kølvandet på mit blogindlæg om "50 wrongs of motherhood - er du en dårlig mor?", som lige nu lever et viralt liv og er delt over 80 gange på FB (det er mange). I kølvandet på den video og det blogindlæg er jeg inviteret ind i POV Internationals radio i dag (søndag d. 5 juni) med Jacob Sabir. Du kan se hele udsendelsen live på Facebook lige her, og det sker klokken 13.oo.img_2026Jeg glæder mig helt vildt, det er en stor ære at blive inviteret ind til et medie jeg respekterer så meget, jeg synes virkelig de laver noget godt og grundigt arbejde, og jeg har mødt flere af skribenterne fra POV, enten online eller IRL, så jeg glæder mig helt vildt til i morgen! Det er så vigtigt at vi har (en masse!) positiv snak omkring forældre. Jeg tror faktisk aldrig det har været sværere at være forældre i Danmark end det er i dag. Vi skal både forholde os til ligestilling, fælles barsel, vi skal gøre karriere, vi læser dagligt artikler der udelukkende har til formål at piske en (negativ) stemning op omkring det at være forældre. Vi må ikke være der for meget for vores børn, for så curler vi dem. Men hvis der sker vores børn noget (mere eller mindre alvorligt), så er dagens forældre totalt ansvarsløse egoister der kun tænker på dem selv. Vi KAN ikke vinde den her, vi kan kun tabe. Og derfor lavede jeg "er du en dårlig mor" testen - for det er du, men vær du glad for det, får så er der en rigtig god chance for at både du og dine unger kommer ud som hele mennesker på den anden side. Det er noget af det vi skal snakke rigtig meget mere om i radioen i dag. NØJ det bliver fedt.Vi ses derinde!#dårligmorforthewin

Bolle-affald, børn og Ipads

skaermbillede-2017-04-11-kl-21-01-21En uges mini-shitstorm er forbi. I morgen er alt glemt. Jeg har både gjort mig selv uvenner med værten for Go' aften Danmark, et par folk i mediebranchen og virkelig mange mennesker på facebook, det ændrer bare stadig ikke på min holdning til overfloden af eksperter der mener at alle råd er lige vigtige, og at jeg generelt mener at vi skal have tilliden til forældre tilbage igen.Vi har aldrig haft mere viden indenfor børn, hjerneforskning og udvikling end vi har i dag, og forældre har aldrig skulle forholde sig til så meget viden som de skal i dag. Alligevel virker det som om (?) at al den massive viden ikke løser ret meget ude i de danske hjem. Hvordan kan det mon være?Da jeg selv var gravid googlede jeg en hel masse information. Jeg kunne finde eksperter udtale sig i øst og vest. Det samme gjorde sig gældende da jeg stod med et nyfødt barn og det samme gjorde sig gældende da Emma var et år gammel. Nu gider jeg ikke google noget mere. Jeg gider heller ikke høre på hvad alverdens eksperter mener. Jeg snakker med min egen læge (som er ret fornuftig og altid tager en god snak) og det sundhedsfaglige personale vi møder og som jeg rådfører mig med hvis Emma har et eller andet jeg ikke lige selv ved hvad er. Udover det så bruger jeg min medfødte sunde fornuft. Her er hvad den siger om skærmbrug:

  1. For meget skærm er ikke godt for hverken børn eller voksne
  2. Lidt skærm, sammen med at hav af alternativer, det gør ingen skade
  3. Nogle dage er skærmtiden længere end andre dage, de er okay
  4. Emma skal lære selv at administrere skærmen (på sigt), og det lærer hun ved at få et sundt forhold til skærmen, apps, tidsfordriv, kedsomhed, ked-af-det-hed og andre følelser og tilstande der kunne bevirke at hun søger ind i skærmen. Præcis lige som alle os andre
  5. Skærmen er kommet for at blive, derfor er det vigtigere hun får et sundt forhold som hun selv kan styre, end at jeg forbyder hende skærmen. Det er vigtigt at hun lærer den at kende og bruger den og kan arbejde med den verden af muligheder som den jo også tilbyder
  6. Verden er ikke sort hvid. Nogle børn bliver hurtigere afhængige end andre. Som forældre har vi til opgave og kigge på vores barn og vurdere om der er noget der skal ændres når det kommer til skærmbrug. Hjemme hos os er der PT ikke. Emma har ikke det store behov for skærmen, og den er ikke en sutteklud for hende, det går rigtig godt, og fordi hun selv vælger, så vælger hun den slet ikke pt. Når det ændrer sig, så må vi forholde os til det igen.
  7. Children see children do. Jeg skal være opmærksom på mit eget skærmforbrug, både når jeg er sammen med Emma og når jeg ikke er. Bevidstheden om at der ligger potentielle farer og lurer fordi virksomhederne bliver mere udspekulerede i at gøre børn afhængige, har gjort at jeg for et halvt år siden ændrede mit eget skærm-forbrug, og lige nu er ved at sætte det endnu mere ned.
Jeg synes det er vildt nok at tilsyneladende intelligente mennesker med lange uddannelser simpelthen ikke forstår at hvis man gerne vil forandre verden med ekspertråd, så nytter det ikke noget at slå forældrene oven i hovedet. Nogle af de kommentarer jeg læser under debatterne denne uge lyder sådan her:"Ja, forældre i dag gider ikke snakke med deres børn, det er nemmere bare at stikke dem en Ipad!""Ipad'en er blevet den nye barnepige""I gamle dage kunne man ikke stikke børnene en Ipad når man skulle i bad, hvad fanden ville hun gøre hvis hun ikke havde den?"nåja og så lige den her. Det er godt at der er så saglige bidrag i debatten, så vi kan få flyttet noget derude: skaermbillede-2017-04-16-kl-21-41-33 Folk læser stadig at jeg forsøgte at vinde en videns-penis-måling med lægen Imran, som udtaler sig overfor mig i TV2 News. Hvis man nu ser indslaget, vil man vide det ikke er det der sker, omend tv2 news har valgt en lidt sensationslysten overskrift (blogger-mor svarer igen - nej jeg gør ikke - jeg deltager i paneldebatten med min egen vinkel). Jeg siger at vi skal have tilliden til forældre tilbage, "nyheden" om at skærme er farlige er ikke en nyhed. Det er en gammel-hed. Imran har dog nogle vigtige pointer, og forældre der ikke kender til de farer han pointerer, de har godt af at høre den. Jeg er bare ikke sikker på at de køber hans bog. Desværre. Og det er det min anke handler om. Når vi drukner i ekspertråd og ekspertviden, så hører vi ikke efter. Ulven kommer, ulven kommer, siger Peter, men den dag ulven står der, så er folk ikke bange længere. Og det er farligt. Så. Vi må sætte os sammen, forældre og forskere, som f.eks Imran, og så må vi finde ud af hvordan vi løfter forældrene med den viden vi nu engang har. Løfter forældrene. Klæder dem på. ikke shamer dem.Forældre bliver bashet lige så meget som kontanthjælpsmodtagere og muslimere, og ingen af delene forandrer noget som helst. Vi søger råd hos folk hvor vi føler os mødt, set og hørt, ikke hos folk der slår os i hovedet, derfor er der mange forældre der slet ikke har den samme åbne opmærksomhed overfor ny viden længere, fordi vi dagligt bliver mødt med bashing, med ny vigtig viden uden filtrering.Hvis vi altså ønsker en forandring og ikke bare ønsker at sælge en bog eller et foredrag (ikke rettet mod Imran, men mod eksperter generelt). Jeg husker på et tidspunkt en artikel om endnu en forsker der udtalte at 1 million (1 million alligevel) danskere var i farezonen for forhøjet kolesterol, og bær derfor tage medicin for at nedbringe kolesterol. To dage efter kom det frem at han var sponsoreret af medicinalindustrien. Sund skepsis er sundt, kære forældre, også selvom du står overfor en ekspert, og som forældre kan du bare komme rigtig langt med din egen mavefornemmelse til at starte med. Det er et godt sted at starte. Her er mine råd du ikke har bedt om:Snak med det sundhedsfaglige personale du har omkring dig, det vil sige sundhedsplejerske, læge, jordemoder. Jeg har en fantastisk læge som tror på at man som udgangspunkt kender sig selv, sin krop og sin livssituation bedst, derfor spørger hun altid "hvad tænker du selv det kan være" når jeg kommer med et eller andet, og det er helt vildt rart at blive mødt med udgangspunkt i at vi mennesker kender os selv ret godt. Hun møder mig altid med respekt for de valg jeg træffer for mit barn og for mig selv og bidrager med relevant viden hvis det er nødvendigt.En god øvelse er at finde ud af hvor du selv står først, det styrker dig som forældre og det er en god træning, især hvis man let bliver påvirket af alle ekspertrådene og alle debatterne, og kender til den usikkerhed der også kan følge med i kølvandet på en lang debat om hvad der er bedst for dine børn.Og så kan mine krititere jo spørge sig selv om hvorfor flere og flere forældre søger ind og spørger en blogger til råds, eller foraer der er fuldstændig blottet for eksperter, i stedet for at gå til eksperterne direkte. Noget jeg ved jeg selv og mange af mine kollegaer i blogland oplever. Både når det kommer til børneopdragelse og valg af vacciner, altså spørgsmål af temmelig alvorlig karaktér. Jeg siger ikke at det er en god udvikling, jeg pointerer bare at den er der, og det må vi forholde os til hvis vi vil skabe en forandring der kan mærkes.Og ja, Emma er vaccineret, det er åbenbart noget der bekymrer virkelig mange på facebook.Tak for støtte op opbakning, tak for konstruktiv kritik og tak for undren og gode saglige debatter, for dem har der heldigvis også været, endda i en sober tone, så budskaberne ikke forsvinder. 

Deppe and the lost sock i Go'morgen Danmark

Deppe and the lost sock i Go'morgen Danmark

I dag gæstede jeg TV2 og Go' morgen Danmark, sammen med sognepræst Katrine Blinkenberg, som skrev et debatoplæg i Politiken om hvorfor forældre har så travlt med at kende kønnet på deres ufødte børn (Katrines indlæg i politiken her )

Jeg valgte selv at betale 400 jyske dollars (kroner) for at få foretaget en kønsscanning på en privat klinik i København (Lille Kbher scanningsklinikken - superfint sted). Du kan læse mit blogindlæg om min beslutning her, og læse andres kommentarer til hvorfor de valgte at kende barnets køn, og hvorfor nogle valgte ikke at kende barnets køn. 

Det var en sjov oplevelse at være i Go' morgen Danmark. Det var første gang jeg var derinde, og man møder virkelig sjove og meget forskellige mennesker. Anders Lund Madsen, og Peter Lund madsen var inde og fortælle om lydterapi, og de to er bare virkelig sjove sammen. Så blev der kogt muslinger i studiet, og jeg var lykkelig for at min invaliderende kvalme havde fortaget sig, og til sidst kom mongol-katten, som du an finde på facebook her. Verdens mest charmerende kat.

En af de ting jeg virkelig glædede mig over ved dagens interview, var at der ikke var nogen skarpvinkling, og at der var plads til begge synspunkter. Jeg kunne fuldt ud sætte mig ind i Katrines situation og holdning, men også omvendt. Jeg synes ofte nyhederne (ikke kun TV2, men de fleste medier) kører historier helt ud af proportioner og klasker en sensations-overskrift henover for at få kliks eller views. Men det ødelægger altså lidt det ærlige billede. Indsaget i dag kunne sagtens have blevet en grim affære og man kunne sagtens vinkle historien meget skarpere, men vi repræsenterede jo bare to forskellige synspunkter, og det fine var at der var plads til begge dele uden at der skulle konkluderes eller "vælges en vinder" - jeg er fan, det gad jeg virkelig godt se noget mere af.

Nå, men jeg har været så uartig at jeg har været inde og finde klippet fra min optræden i dag. Hvis TV2 ikke vil have det liggende, så fjerner jeg det med det samme. Men det håber jeg de vil :)

Nyd klippet, nyd din weekend!

Kærlig hilsen

Anne

 

Men hvem er far til barnet?

Men hvem er far til barnet? Er det et mediestunt? Er der en far? Hvem er han?

Da TV2 Lorry ringede og ville lave et interview, var de usikre på om det var et mediestunt jeg havde gang i... med historien om at være gravid med min underbo. Det siger jo lidt om hvor utrolig historien er. Anyways, jeg gav dem navn og efternavn på faderen, så de med ro i sjælen kunne invitere mig i studiet og dele min historie. De lovede mig ikke at bringe navnet i indslaget, og det løfte har de holdt.Ja, altså. Faderen til ninjababyen er jo så min underbo. Han har et godt job og han breakdancer ved siden af. Går meget op i sundhed og har boet i Danmark i ca. 5 år. Han er ret privat, og fik derfor også et mindre hjertestop da vores historie pludselig var på forsiden af alle medier. Han var bange for at der ville ligge paparazzier på lur foran vores opgang. Jeg forsikrede ham om at det ikke kom til at ske, og han er meget mere ok med at have fundet en semi-offentlig dame som mig at få et barn sammen med.Jeg kommer ikke til at skrive ret meget om ham, da jeg ønsker at respektere hans privatliv. Til gengæld kommer jeg til at fortælle om nogle af de udfordringer vi er løbet ind i nu hvor vi har kendt hinanden i cirka ti minutter inden vi skulle forholde os til at være forældre sammen resten af livet. Jeg har allerede fundet fordele ved situationen, men der er bestemt også udfordringer forbundet med ikke at kende hinanden inden man lige laver projekt baby sammen.Da historien blev delt blev jeg dømt meget for "bare at have været ude og sprede ben så jeg kunne pådutte en stakkels mand en farrolle". Århh, stakkels små mænd. Det var på ingen måde tilfældet, vi var lige gode om det, og selvom der var mange ting der skulle findes ud af, så er vi begge to rigtig glade for at det der er sket er sket. Vi er begge to lykkelige over at skulle være mor og far og er begge to klar på at lave det bedste teamwork i verden for at vores lille Ninja får de bedste forudsæninger for at skabe det liv hun ønsker for sig selv.Du er mere end velkommen til at stille spørgsmål til både historien og til faderen og mig. Jeg spørger gerne videre, og jeg svarer selv så godt jeg kan. Der kommer meget mere om forældrerollen løbende, dette indlæg var blot en lille intro om ham der faderen.I mellemtiden, lidt inspiration til at breakdance lidt med din egen baby derhjemme. Jeg er VILD med denne video!

 

Gravid med sin underbo

D, 10 oktober 2014 lagde jeg denne historie på facebook. Jeg havde ingen ide om at den ville blive landskendt og gå viralt.

 

Ok, her kommer historien. Det er den længste update jeg nogensinde har skrevet, men det er første gang i mit liv skal jeg skrive et rigtigt eventyr?

Hvis du nu ikke lige kender mig så godt endnu, så kommer der lige en kort intro forud for historien.

Anne Deppe, baggrund som overgrebsoffer fra jeg var 6 til jeg var 27, tidligere hashvrag og kriminel, var ikke sikker på jeg nogensinde ville fylde 25, fordi jeg havde et dybtfølt ønske om at dø da jeg var barn.

I dag. Har vendt min egen historie og lever af at hjælpe virksomheder og kickass personer med at gøre det samme. Selvstændig, lever af at lave præcis det jeg drømmer om (erhvervscoaching, salgstræning og lederudvikling, deppetv og alt mulig andet megafedt), er bange og mærkelig og forvirret og usikker præcis ligesom alle andre, jeg fortæller bare offentligt om det hver gang det sker. 

Og så bruger jeg str. 38,5 i sko, har 4 tattoveringer og ejer hverken TV eller badevægt. Min tandbørste er pt. Gul. 

Vil så gerne dele historien om min graviditet, fordi jeg i 10 år har troet jeg var steril. Og fordi historien bare er fucking vanvittig.

 

Og sådan begyndte det

For nogle måneder siden flyttede jeg til Hellerup. Vanvittige ting er sket, både med mig og mit firma siden jeg flyttede. Kun gode ting, men gode ting kan også være hårde.

Jeg har datet nogle virkelig dejlige fyre, og med min historik som overgrebsoffer gennem en stor del af mit liv, er det et ret stort spring at tiltrække inspirerende, skønne, dejlige, sjove og megaseje mænd (you know who you are). For første gang i mit liv slog det mig at jeg jo selv kan vælge hvem jeg vil være sammen med, at jeg ikke er en genstand der skal stå til rådighed. Så jeg valgte dem ?alle sammen? (nu lyder det som om der var vildt mange, det var der altså ikke).

Kort efter jeg flyttede ind, skrev jeg et brev til min underbo: Kære underbo. Jeg er lige flyttet ind, og jeg er træt af at føle mig tyk, så jeg har investeret i sådan noget hjemmetræning. Men det kræver altså at jeg hopper lidt rundt, og jeg vil jo ikke genere dig, så vil du ikke love at du kommer op og siger til hvis det larmer for meget? KH Anne og så mit telefonnummer. Ned i postkassen med brevet.

Samme aften får jeg denne megaseje sms (se billedet)

Jeg tænker ikke mere over det, dater lidt videre, har en fest med mit liv og prøver at følge med, for alt går pludselig meget stærkt.

En dag er jeg til barnedåb hos den smukkeste baby, min lille niece E, og skal direkte videre til 40 års fødselsdag hos en veninde. Har en dejlig dag, og omkring midnat kan jeg mærke at jeg skal hjem. Gå mens festen er bedst, og have lykkefølelsen med hele vejen hjem. Jeg tuller ud på gaden i min fine rosa prinsessekjole, mine høje sorte sko, ingen jakke, for det er stadig lunt om aftenen, og hopper på en bus mod østerbro.

Typisk mig at jeg død og pine skal finde en bestemt lyd i et Michael Jackson nummer, så jeg sidder helt nørdet og koncentreret og misser selvfølgelig både mit stop og min næste bus ved trianglen. Mig af bussen, og så må jeg gå et par stop tilbage i mine høje hæle, og vente på den næste bus.

Er totalt zen omkring det, for jeg er bare glad og fyldt med kærlighed og glade minder fra dagen.

?Undskyld unge dame, kan De ikke fortælle mig hvornår den næste bus kører, jeg kan simpelthen ikke se de små bogstaver?.

Jo selvfølgelig. Jeg falder i snak med den nydelige ældre herre, som bor i Klampenborg, er tidligere overretssagfører, og har været til gammel elevfest på Østerbro. Vi når lige at udveksle livshistorier på de 9 minutter vi skal vente på 1A mod hellerup, da manden rækker hånden frem mod mig og siger

?For resten, jeg hedder Emil, må jeg spørge hvad du hedder??

?Ja selvfølgelig, jeg hedder Anne?

I samme sekund går en ung fyr forbi mig, stopper op, hører mig sige mit navn til Emil, og siger ?Hedder du Anne Deppe??

?Ja??

?Så er jeg vistnok din underbo?

?Ej hvor vildt, fedt fedt fedt, og vildt du kunne kende mig!?

Overretssagfører Emil, underbo og coachninja Anne Deppe stiger på 1A mod Hellerup. Min underbo spørger

?Altså, er det ikke lidt åndssvagt at vi ikke går ud og tager en øl når vi nu alligevel er oppe begge to??

Det kunne jeg jo kun give ham ret i, så vi sagde farvel til Emil, og hoppede af bussen, tog ned på Bopa plads og ind og danse på Pixie.

Det blev vitterligt kun til en enkelt øl, til gengæld dansede vi hele natten, og jeg følte mig som den smukkeste danseprinsesse i hele verden. Havde smidt skoene og fordi min underbo alligevel var så god til at danse, gav jeg bare slip på kontrollen og lod kroppen danse frit (hvilket er noget jeg normalt har sindssyg svært ved).

Vi besluttede os for at gå hjem, og han spurgte om ikke vi skulle gå, så langt er der heller ikke til Hellerup. Vi snakkede om alt og ingenting, og jeg fattede som sædvanligt ingenting når det kommer til signaler mellem mænd og kvinder.

?SHHHHH! STOP, jeg kan høre noget vand!?? sagde jeg. (jeg har en ting med vand og lyden af vand)

Jeg stoppede op, han tog min hånd og vi gik ind i en baggård med et lille springvand, væk fra gadelygterne. Jeg stod med bare tæer i det dugvåde græs, han kiggede på mig, og så kyssede han mig.

Da det gik op for mig hvad der skete, soppede jeg op og pointerede lige at han jo er min underbo, og om det nu var en god ide??

?Det kan jeg jo ikke gøre for, og jeg synes nu engang at du er pissedejlig? og det havde manden jo ret i, så vi kyssede videre.

Da vi kom hjem skete der følgende.

?Anne, du sover nede hos mig, for dine forældre sover oppe i din lejlighed, men jeg vil gerne lære dig at kende, så der kommer til at ske følgende. Jeg finder boxershorts og en T-shirt til dig, jeg går ud i køkkenet mens du skifter, og så sover du her ved siden af mig?

Og nøjagtig dét kom til at ske. Intet andet.

Dagen efter var vi ude og gå en tur og jeg fortalte ham at jeg også ser en anden og jeg er nødt til at finde ud af hvad der sker.

Han var forstående, men samtidig også ?find lige ud af hvad du vil? agtig. Så det gjorde jeg.

Jeg blev afklaret med den anden (de to andre) jeg så, samtidig med at jeg faktisk var glad for at have sagt ?fuck dig? til min indre hellige ko der havde plaget mig med at ?man ser altså ikke flere mænd på en gang Anne, for så er man en billig en?. Jo, det gør man, og man er ikke en skid billig, man er bare fri og åben for universet og hvad der nu måtte ske (fuck gamle lorteregler!), især når man ikke er gift eller kærester med nogen af dem og faktisk er ærlig omkring det. Bum! Sådan er reglerne altså fra nu af, så flet næbbet!

Nu kommer der lige en lille sidebemærkning. D. 13 september skulle jeg have været i San Francisco på businesstrip. Allerede for flere måneder siden vidste jeg at jeg ikke skulle af sted. Alt var betalt, alt var planlagt, men jeg vidste bare jeg ikke skulle af sted. Jeg måtte desværre skuffe en skøn veninde og aflyse turen. Både fordi jeg havde for meget business (kan man have det?) herhjemme, og fordi jeg bare kunne mærke at jeg ikke skulle af sted. San Fran går alligevel ingen vegne.

Nå? min underbo skrev en sms om jeg havde lyst til at ses. Det ville jeg gerne.

Han: Er det en date?

Mig: Det er en danse-date?

Han: Godt, så det er altså en date?

Mig: Ja ja ja, det er en date 

D. 13 september om aftenen er jeg blevet gravid.
Jeg skulle så meget ikke til San Fran.

Dagen efter skulle min underbo hjem til det land han kommer fra, og vi har skrevet sammen i de 3 uger han har været væk. Vi havde kun den ene nat sammen.

Mandag i sidste uge skrev jeg en update på facebook: Kan man godt bruge muskelvarmer mod mega-ømme bryster? Flere rystede på hovedet over min tilsyneladende mangelfulde viden om at bryster jo ikke har muskler. NEJ DET VED JEG JO NOK GODT IKK?ÅH, men et eller andet skal der ske, for de føltes som to frosne kanonkugler. Flere af mine veninder skrev: ehmm, gider du ikke lige tjekke om du er gravid. Og jeg svarede med et ?øhh, det er jeg nok ikke vel, ttsk!?. Indtil jeg tænkte at jeg måske lige skulle tage en test og sige ?in your face, negativ, jeg kan jo ikke blive gravid!?.

Klokken 3. Om natten vågner jeg. Jeg går ud og tisser på den der pind, der kommer 2 streger med det samme, og jeg tænker ?nåmen det er jo fint, for der skal jo være 3 streger?. Jeg dykker ned i pakken, finder brugsmanualen til en graviditetest, og næh næh næh, der kommer ikke mere end 2 streger. 2 streger positiv.

Jeg tænker ?Du skal på scenen foran 2000 piger i falkonersalen lige om lidt? det her kan du simpelthen ikke deale med lige nu, ind og sove med dig!?. Men jeg kunne jo ikke sove, og jeg endte med at ringe til min mor fuldstændig i chok og uden svar på nogen ting.

Efter et par dage med virkelig mange snakke med virkelig mange forældre og par og singler, fik jeg ro, og kunne finde mig selv i alt det her. Altså så vidt muligt, for jeg føler ikke jeg har fundet andet end megaglæde!

I denne uge mødtes jeg med min underbo, velvidende at jeg skulle fortælle ham noget der, uanset hvad, ville forandre hans liv for altid. Den situation havde jeg aldrig nogensinde troet jeg skulle havne i. 

Samtalen forløb ret præcist sådan her. Jeg troppede op foran hans dør med en ananas og en pakke smør, og vi satte os ind i sofaen:

- Der er altså noget jeg skal sige til dig (mit hjerte var ved at gå i stå)
- Ja? (han sætter sig op) Er du okay Anne?
- Jeg er altså blevet gravid?
- FEDT!!! (pause) altså det er mit ikke?
- Jo
- FEDT, ej hvor vildt! Så vi skal være forældre?
- Ja
- WOW! Fuck hvor vildt. Altså Anne, jeg tror sgu vi bliver ret seje forældre. Du er rimelig kickass og jeg er rimelig kickass, og vi har begge to gode værdier. Det bliver awesome!
- Ej, hvor er jeg bare lettet over at du reagerer sådan
- Ja for fanden, jeg vidste slet ikke jeg kunne gøre nogen gravide (stolt bryst frem og lysende øjne!)
- Nå, jamen vi er jo ikke kærester eller noget, men hvad siger du til at vi lærer hinanden at kende og så ser vi hvad der sker. Måske går vi hen og bliver forelskede i hinanden undervejs? Vi kunne jo starte med at tage i den blå planet og se på nogle fisk?

Jeg skreg af grin. Det er den nemmeste svære samtale jeg nogensinde har taget. Jeg er op over begge ører imponeret over den mand, hans ro, hans livssyn og hans støtte til mig.

Og i dag har jeg postet den korte version af historien på facebook, og jeg er blevet overvældet af så sindssyg meget kærlighed fra venner, familie, facebookvenner, sms, opkald, beskeder og likes, at jeg næsten ikke kan være i mit eget system over det. Hold kæft hvor jeg elsker hver eneste af jer alle sammen. Virkelig! Det betyder så meget, jeg får så meget hjælp og kærlighed og opbakning allerede, at jeg bare ved at den der ligge breakdancer ninja bliver født ind i en kærlighedsring af mennesker (dig) og vil blive taget sig så meget af og løftet og elsket, at jeg ikke er det mindste bange for om det her nu kommer til at gå. Selv hvis jeg døde ville det barn være omgivet af kærlighed fra så mange seje mennesker.

Jeg ved ikke om det bare er mig der synes historien er vild, men det gør jeg, og jeg har sådan lyst til at dele den med dig, for den er så stor og fantastisk i mit liv, og når jeg fortæller den har jeg selv svært ved at tro på at den er sand. Jeg kunne dælme ikke have regnet det her ud selv, der sidder altså en tekstforfatter og scorer nogle 13taller oppe i himlen. Jeg har lært at når jeg giver slip og overlader mit liv til gud (ja, jeg er altså blevet sådan en der pludselig tror på gud), så kan der ske langt vildere ting end vi selv havde forestillet os.

Jeg glæder mig endnu mere til hver eneste dag af resten af mit liv end jeg gjorde i forvejen, og jeg er glad for du er en del af rejsen!

Tak fordi du læste med :)

Læs historien på Facebook, og læs alle de sjove/skønne

Læs historien på Se og Hør's hjemmeside her

Læs historien i MetroXpress her

Se interviewet med TV2 Lorry her (eller klik på billedet nedenfor)


billede og links