Det særligt magiske ved børnefødselsdage og lidt om Emmalias fødselsdag i dag

IMG_1165_1.JPG

Rødvin i glasset. Pigernes far siger at rødvin har en værdi på nul i det glykæmiske index. Jeg køber den, så jeg tager lige et glas mere. Emmalia er gået ud som et lys på sofaen. Kold før tolv. Og pigernes far ligger på gulvet og leger putte-leg med Selinna. Selinna og jeg har lige haft en alvorlig snak om skraldespanden. Se samtalen lige her:

I dag har vi holdt 4 års fødselsdag for Emmalia. Hendes rigtige fødselsdag er på torsdag (d. 13 juni kl 4.54), men i dag kom familie og venner. Og faktisk skete der noget specielt i dag, i hvert fald hvis man kigger på den historie jeg har med pigernes far. Men tiden var inde, og selvom jeg var nervøs både i går og i dag over beslutningen, så endte det med at blive en KÆMPE succes. Og det vigtigste af alt, Emmalia havde den bedste dag i verden, netop på grund af denne beslutning.

Pigernes far og jeg havde besluttet at invitere nogle af hans venner med til festen, som blev holdt hjemme hos mig. Nu har vi i snart to år arbejdet på at bygge relationen op igen, genopbygge tilliden, skabe sunde rammer og et sundt fundament, og i dag tog vi skridtet videre og åbnede festen yderligere op. Jeg havde mødt to af vennerne før, og de har jo fulgt fars del af rejsen, og jeg var lidt spændt (er vist det rigtige ord) på at møde dem igen.

Men.

Det gik over al forventning. Min familie, hans venner, vores unger. Vi dansede, ungerne legede, vi hyggede og grinede og det var så afslappende og dejlig en dag for alle (tror jeg). Der er noget særligt magisk over børnefødselsdage synes jeg. Det der med at holde en fest for alle dem der elsker ens børn, det er bare lidt magisk. Jeg sørger altid for at stresse og piske mig selv ekstra meget op til festen, men kun fordi at jeg forlanger at kunne nyde festen og selskabet til fulde, for det er også min fest og min fejring af mine børn. Jeg nægter simpelthen at være en eller anden momzilla på dagen, som ender med at stå i køkkenet hele dagen og lege badehoteltjener for mine gæster. Nej. Høflig selvbetjening, og de fleste har en krop der kan transportere hovedet og munden rundt i i mit hjem og hente en kande saft selv. Så jeg stornyder mine pigers fødselsdage og jeg er altid helt glad i hjertet når festen er slut, fordi alle (inklusiv mig selv) vitterligt har haft en fest.

Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger. Elsker det. Også selvom jeg bliver lidt Ghitagate agtig i dagene op til. Men som de siger i Doctor Mcstuffins “Hun herser ikke, hun er boss!”. Og når de siger det i tegnefilm …

Her er lidt billeder fra dagen:

(Jeg har ikke et eneste billede af gæsterne, andet end et par af børnene, men jeg poster af princip kun mine egne børn på nettet)

Alle mine celler vibrerer, lejligheden er totalt clean igen, nu er begge børn faldet i søvn og far er lige taget hjem. Vi er alle trætte og mætte, men på den der måde hvor man er mæt på den helt rigtige universelle næringssammensatte lykkeagtige måde. Mit hjerte smiler, mine øjne stråler, jeg er så lykkelig. Lykkelig over det hele!



[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

#MOMBOSSTV med Frejamay November.png

[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

Denne video er til all mødre. Ja og fædre, for reglen i videoenn gælder vel egentlig også dem. Hvis du følger denne regel, så går du i 95% af tilfældene ikke galt i byen med dit morhood. Det tager lidt tid, men jo mere du øver, jo bedre bliver du, og jo lettere bliver det, især i svære situationer, hvor det kan være svært at følge reglen.

Jeg ELSKER at lave TV igen, jeg har virkelig savnet det. Men det kan jeg først rigtig mærke nu hvor jeg er i gang. Jeg kan mærke hvor “Let” det er at lave når motivationen og lysten er der. Det kræver en masse arbejde at lave en god video, men fordi det alle dele af processen bobler i maven, så er det sjovt arbejde. Og jeg elsker at dele videoerne. Så hvis du kan lide dem, så hjælp mig med at dele dem, så vi kan ramme en masse skønne mødre derude. Måske har de brug for at se lige netop denne video.

Lad os løfte nogle skønne mammas sammen <3

PS. Ja, rygtet taler sandt, jeg danser uden bukser på i videoen. Man kan jo godt, som træt solomomboss, komme til at glemme lige at tage bukser på!

Folketingsvalget er afgjort - her er mine tanker

image00043.jpeg

Stemmerne er talt op, og i dag er vist en følelsesladet dag for alle der skal sige farvel, men også alle der kommer til borgen. Jeg har selv valg-tømmermænd. Jeg sad klistret til skærmen, både fordi jeg var nervøs og bange, men også fordi jeg var fuld af håb. I det hele taget har det her valg været et nervepirrende og tåkrummende horrorshow. I dag deler jeg mine tanker om valget og fremtiden.

Hvor skal jeg næsten starte? I virkeligheden sidder jeg lidt med følelsen af at vi havde valget mellem pest eller kolera … eller total håbløshed for menneskeheden. Jeg satte min stemme det sted hvor jeg mærkede mest “ud af boksen ånd” og håb og fokus på klima og børn. Det blev alternativet. Selvom jeg ikke udelukkende er fuld af cheerleading når det kommer til Alternativet. Jeg synes på flere punkter de er useriøse. Men de er samtidig dem der tør være visionære og arbejder på en måde som vækker genklang hos mig og den fremtid jeg ønsker for vores befolkning.

Men hold kæft hvor jeg savner inspirerende lederskab. Jeg savner at nogen har kigget den danske befolkning dybt ind i hjertet, og har mærket efter hvad der er brug for og hvad der bringer os fremad, både på vækst, medmenneskelighed, klima, næstekærlighed og fremtid. Er tiden virkelig ikke inde til at vi skaber et land der er bedst for flest, hvor vi hjælper hinanden og ikke spilder tiden på at skyde hinanden ned? Hvor vi kigger på de stærke ressourcer der kan frisættes når vi samarbejder og hjælper hinanden? Og hvor vi lægger den MODBYDELIGE retorik på hylden. Nej. Begraver den.

Overordnet er jeg glad for valget, jeg tænker at det er det bedste resultat af de muligheder vi nu engang havde. Selvom det var en meget ambivalent omgang. Jeg er glad for at KD og Stram kurs ikke kom ind. Jeg er glad for at JBO røg ud og at LA fik en (velfortjent) lussing. Vi har hverken brug for billigere lystbåde eller silikonebryster, vi har brug for at få kontakt til vores hjerter igen. Jeg er også glad for at DF fik smæk. En snert af mig kan ike løbe fra at være en lille smule skadefro. En lille smule.. Men jeg er ikke udpræget fan af den nye regering. Jeg er ikke fan at tvangsopskrivning af vores børn, af et større statsapparat, af mere kontrol. Jeg afskyr det faktisk. Til gengæld skal vi have pumpet noget energi og næring i empatien og medmenneskeligheden igen, og det håber jeg regeringen kan arbejde på.

I det hele taget er modellen det hele er bygget på helt forkert i min verden. Dagpengesystemet, kontanthjælpssystemet, pasningstilbud, lovgivningen, især voldtægslovgivning trænger til en seriøs opgradering. Den måde vi forvalter og opmagasinerer de ældre på. Jeg tror virkelig på at det hele kunne fungere langt mere levende og konstruktivt hvis kræfterne blev brugt anderledes og hvis man stoppede med at møde alle med mistro og negative forventninger. Det er som om verden står og venter på at få sat en masse god energi fri, men vi er alle bundet i et system som borgerne er til for, og ikke et system som er til for borgerne. Og det skræmmer mig.

frejamay november nostalgi

Da jeg var barn havde man sjældent noget som helst med kommunen at gøre. Nu køres alt igennem staten/kommunen. Vi har systemer der gør folk syge og fattige, systemer der fastholder mennesker og børnefamilier og handicappede og alvorligt syge i urimelige og umenneskelige vilkår. Det er ikke okay. Men samtidig opstår alle de her græsrodsbevægelser som næstehjælperne og venligboerne, som bruger en masse frivillig kraft på at hjælpe så mange som muligt af dem som systemet kaster overbord hver eneste dag.

Så, i dag hvor valgtømmermændende har lagt sig, er håbet blegnet en smule, og jeg er spændt (på godt og ondt) på hvad den nye regering bringer. Jeg er ked af jeg ikke er fuld af håb og begejstring på den nye regerings vegne. Men det er jeg ikke, så det ville være at lyve at komme med et motivationspep her i indlægget.

Til gengæld har denne, på mange måder sindssyge, valgkamp fået noget af det smukkeste frem i en stor del af danskerne. Vi er blevet bedre til at stå sammen. Det glæder jeg mig til at støtte op om så godt jeg kan, og se meget mere af. Lad os bruge vores stemmer hver eneste dag, også selvom valget er overstået. Lad os bruge vores penge med de likes vi sætter, med måden vi bruger vores penge på og med at hive vores børn hjem hvis de tilbud der kommer fra det offentlige de ikke er gode nok. To name af few.

Hvad sidder du efterladt med i dag?


I overmorgen er der valg ... et svært valg

frejamay november folketingsvalg 2019.png

Det her er det sværeste valg jeg nogensinde har været med til. Ikke fordi de andre valg ikke har været vigtige, men efter i årevis at have været vidne til hvordan vi behandler vores medmennesker (ældre, syge, jobsøgende, nedslidte, børn), selv have været i systemet (for en kort periode heldigvis), og samtidig se den ene mere vanvittige klimabeslutning efter den anden, ja så er det virkelig på tide med en ny og langt mere bæredygtig retning, både når det kommer til miljøet og menneskerne.

I dag var der en der skrev til mig på facebook at det var kortsigtet at investere i børnene. Jeg havde spurgt hvilke overvejelser folk gjorde sig når det kom til klima og børn. “Det er kortsigtet at investere i børn Frejamay”. Det er jeg simpelthen lodret uenig i. Børnene er vores fremtid. De er ikke statsejede (og skal heller ikke være det!), børnene er dem der skal bære Danmark videre, og hvis vi ikke kan finde ud af at give børnene en ordentlig start på livet, i trygge rammer, så taber vi alt på gulvet. Og så bliver statsapparatet først rigtig dyrt at drive, hvis da ikke det er det i forvejen.

Jeg tager tests hver dag. Valgtests. Jeg lander et sted mellem Enhedslisten og Alternativet. Der er flere der skriver til mig at KD er den der rammer mig bedst, men for mig er KD simpelthen ikke med i overvejelserne, da jeg er alenemor med to børn, går ind for utraditionelle familiemønstre, homo-ægteskaber og familieforøgelse og retten til at bestemme over egen krop, som i den frie abort. Vi skal simpelthen ikke følge med USA her og dreje uret 60 år tilbage i tiden, det går ikke, så de er udelukkede for mig.

Børn og klima. Og så medmenneskelighed. Vi skal af med det kontanthjælpsloft og vi skal begynde at behandle vores medmennesker med værdighed igen. Det gør vi ikke sådan som systemet er udsultet i dag.

Så. Egentlig var det ikke min mening at jeg ville være politisk lige pt, men jeg er dødfrustreret over det her valg, og ud fra de meldinger jeg har fået tilbage fra jer skønne læsere, når jeg alligevel har pippet lidt op hist og her, så er vi virkelig mange der stadig er i tvivl om hvor krydset skal sættes henne lige om lidt.

Nu vil jeg læse lidt videre. Jeg fik det her link til en god valgtest. En god idé er naturligvis at kigge på hvad partierne rent faktisk har stemt for og imod den seneste tid, så vi slipper udenom det værste valgflæsk, og denne test er egentlig ret god synes jeg (tak Sisse!).

LINK TIL TESTEN HER

Er du afklaret?

Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede? En blog om et ganske særligt venskab

image00003.jpeg

Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede?

Da dørene lukkede græd jeg lidt. Det gjorde jeg også i toget på vej hjem, og igen da jeg besøgte mine forældre senere på dagen. Han har været i Danmark i 10 dage, og i går tog han toget til lufthavnen, tilbage til Mexico, og det eneste vi har aftalt er at der ikke skal gå 3 år før vi ser hinanden igen, det er simpelthen for lang tid.

Mauricio er min bedste ven. For 10 år siden, da jeg boede i min dyre ejerlejlighed i Dyssegård i Gentofte, kæresten lige var flyttet ud og jeg stod et sted i mit liv hvor jeg ærlig talt ikke anede hvor jeg skulle hen, der gjorde jeg noget nyt. Det skal man jo. “Prøv noget nyt” siger de kloge. Så jeg meldte mig til couchsurfing. Et koncept, hvor man lader fremmede rejsende bo en natter eller 5 på sin sofa, uden nogen former for betaling, til gengæld kan du bo på fremmedes sofaer alle andre steder i verden når og hvis du selv rejser. Et community bygget på tillid, gensidig respekt og lysten til at lære andre mennesker at kende.

Couchsurfing er lige mig. Det er lige i min ånd. Men man skal lige i gang, og uden ratings (vurderinger fra andre brugere), er det svært at komme i gang. Så da jeg fik min første “sofaanmodning” fra denne her fyr fra Mexico, er skulle et par år til Danmark for at studere på DTU, så tog jeg et hurtigt kig på hans profil, så at han heller ikke havde nogle ratings, og så accepterede jeg hans anmodning og skrev at han var mere end velkommen til at bo hos mig alle 14 dage indtil hans kollegieværelse var klar til ham på Nybrogaardkollegiet. Min kusine var sikker på at jeg havde inviteret en seriemorder fra Mexico ind i mit hjem. Men det er alligevel en okay besværlig måde at være seriemorder på, hvis man skal rejse helt fra Mexico City, være totalt jetlagged og så skal til at slå nogen ihjel efter den lange flyvetur. Så jeg tog chancen.

image00001.jpeg


Det møde med den mexicaner, det blev starten på et af de mest værdifulde venskaber jeg nogensinde har haft i mit liv. Mauricio er … Det er stadig svært for mig at sætte ord på. Mauricio er noget helt unikt. Han er matematiker, han er spirituel, han har en helt særlig evne til at kigge indad (langt mere end stort set alle spirituelle selvudnævnte guruer jeg nogensinde har mødt i Danmark i hvert fald), og så er han blevet ret gode venner med sit eget ego, så det er med, men det tager aldrig over. Han har en dybt interessant måde at opleve og se verden på, han er tro mod sig selv, også når andre griner af ham, og når han bliver bange i sit liv, så tager han frygten i hånden og går ud og lærer den at kende. Indenfor de sidste par år er han begyndt at klatre. Det er han fordi han er bange for højder. Og nu er han her:

Skærmbillede 2019-06-01 kl. 19.46.41.png

Jeg elsker ham. Jeg elsker vores snakke. Jeg elsker det der opstår når jeg er sammen med ham, uanset om det er på skype eller i min stue eller i en skov et sted. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig over at han, for 10 år siden, tjekkede ind på min sofa, flyttede ind i mit hjerte og blev min bedste ven. Så da han tog afsted i dag var det svært, og jeg har stadig tårer i øjnene, fordi jeg kommer til at savne det som hans nærvær og sjæl gør ved mig når han er her. Han har været helt eminent fantastisk med mine to små piger, som begge to er tjekket totalt ind i hans unikke ro, tilstedeværelse og fantastiske humor. Jeg tror faktisk ikke Emmalia på noget tidspunkt har bidt mærke i at de to taler to vidt forskellige sprog. Eller også opdagede hun bare ed det samme at hendes og hans sprog i virkeligheden var det samme. Måske tror jeg mest på det sidste.

Alle burde have en Mauricio i deres liv. En urgammel sjæl, hvor man skal tage sig tiden til at lytte, reflektere og lytte til fuglene mens man dykker ned i timelange dybe snakke om meningsfuldhed. Men når jeg skriver om ham og deler rejser og billeder, så får jeg især én reaktion som får mig til at undre mig over noget. Denne her reaktion

“du lyder helt forelsket, hvorfor bliver i ikke kærester?”

Og misforstå mig ikke. Jeg forstår den egentlig godt. Og så alligevel ikke. Jeg har haft flere dybe dybe venskaber med mænd, som har gjort en massiv forskel i mit liv. Sårbare, følsomme, stærke, seje, dybe mænd, og samtidig mænd som jeg aldrig ville falde for romantisk. Og vice versa. Mauricio og jeg har aldrig været romantisk involveret, og det tror jeg heller aldrig vi kommer til. Vores relation er bare noget helt helt andet. Så når jeg får den reaktion, så føles det lidt som om du siger “hvorfor gifter du dig ikke bare med din bror?”. Og det kan vi alligevel godt blive enige om er en tosset idé.

image00002.jpeg


Kærlighed kommer i så mange forskellige forbindelser. Og de her venskaber er blot en af dem. Kærlighed til vores børn er en anden. Kærlighed til vores venner er en tredje. Familie en fjerde. Vilkårlig rækkefølge. Og så videre. Jeg elsker også gademusikanter. Men dem bliver jeg jo heller ikke kærester med fordi de kan få mig i kontakt med mit hjerte, når de står der midt på gaden og er tro mod hele deres sjæl, og tonerne fra deres kærlighed til musikken ramler lige ind i midten af mit hjerte og får mine tårer til at løbe. Alt behøver ikke ende i at man skal være et par.

Jeg forelsker mig i mennesker, men der er forskel på, for mig, at være forelsket i et menneske, og så tænde seksuelt på et menneske eller være romantisk interesseret i et menneske. Jeg har mænd og kvinder i mit liv som jeg ELSKER (og det nye er at jeg altså er begyndt at sige det til dem, selvom nogen af dem synes det er lidt mærkeligt, men vi siger “Jeg elsker dig” for lidt, så det må de altså lære at leve med), og som jeg aldrig ville danne par med. Jeg tror, at noget af det der gør mit venskab med Mauricio unikt er at vi netop ikke er romantisk involverede med hinanden. At vi kan snakke om parforhold og mænd og kvinder (som vi gør meget), og lære af vores egne og hinandens erfaringer sammen, men på et plan hvor ingen af os har aktier, følelser eller holdninger i klemme, fordi vi har en “ren” forbindelse til hinanden. Der er ikke “noget i luften” eller noget usagt eller gemte følelser der ligger og lurer.

Jeg har jo ikke rigtig svar for andre end mig selv, men her er min version af et unikt og dybt venskab mellem Mexicaneren og mig. Et venskab der altid løfter mig, nærer mig, inspirerer mig, får mig til at grine, tænke i helt nye baner og får verden til at åbne sig for mig. Når jeg har tilbragt tid med Mauricio, minutter, timer eller dage, så er mine celler altid fyldt op, mit hjerte vibrerer af glæde og jeg har lyst til at rejse mig og gøre en endnu større forskel i verden end jeg gør i dag. Jeg kan ikke sætte ord på præcis hvad det er der sker, men det er bare noget der opstår mellem os i vores snakke. Jeg kan endda mærke det nu hvor jeg skriver om det, følelsen kommer tilbage direkte i indbakken i mit hjerte. Varme, volumen og kærlighed. Noget meget dybere og stærkere end en flirt, romance eller seksuel tiltrækning.

Tak fordi du havde lyst til at læse om mit unikke venskab. Jeg er en heldig kartoffel. Og det er Mauricio også.

Velkommen til min nye blog, her er 3 seje nyheder | Frejamay November

frejamay november.jpg

YAY! Så skete det endelig, jeg rykkede over på min egen platform. Her er stadig fyldt med byggerod, indlæg der skal rettes til så de er flotte igen, og der er nye ting der lige skal designes færdig, men jeg kan næsten ikke vente med at fortælle dig hvad der kommer til at ske her på siden.

1. Jeg får min egen webshop!

Hvis du kigger på i menulinjen foroven, så kan du se der står “shop”. Og det er nemlig rigtigt, jeg kommer til at sælge mine egne produkter her på siden. Jeg får eksempelvis enormt mange spørgsmål om at blogge fra kreative ildsjæle som gerne selv vil starte en blog, og i stedet for at jeg svarer alle 1:1, så har jeg lavet et lille kursus for dig der gerne vil i gang. Det bliver lanceret lige om lidt.

Skærmbillede 2019-05-27 kl. 21.27.35.png

2. Min youtube kanal gentopstår!

Da jeg spurgte jer hvad i gerne ville have mere af på bloggen, var der overvældende mange der efterspurgte mine gamle motivationsvideoer. Og jeg skal være ærlig med dig, jeg KAMPSAVNER at lave video. Virkelig, men tiden har ikke været til det. Det er den til gengæld nu. Så hvis du allerede nu vil være en del af video-rejsen, så kan du abonnere på min kanal allerede ved at trykke lige her:

3. Slut med ustyrlige irriterende reklamer på bloggen!

Jeg hader dem selv, og jeg har åbenbart både reklameret for Roundup, Dansk Folkeparti og Victoria Milan på min gamle platform. Google-reklamerne er røget ud til fordel for udelukkende meningsfulde samarbejder. Ikke flere irriterende pop-ups (måske kommer der et nyhedsbrevs-signup, men that’s it). Når nu jeg bevæger mig i den bæredygtige retning så skal klaveret stemme, og det gør det ikke hvis kun dele af min blog arbejder for bæredygtighed.

Så selvom jeg ikke er helt færdig, så har jeg lært af erfaring bare at skyde kanonen af alligevel, ellers havner jeg i den der perfekthedsfælde, og så bliver der i hvert fald ikke skrevet et ord.

Så. Rigtig hjertelig velkommen på den “nye” blog, selvom adressen er den samme som den plejer at være. Der sker som sagt en masse i maskinrummet i denne tid, men der kommer også en masse nye indlæg, og lige om lidt, også video. Jeg glæder mig helt vildt.

Er der et specifikt emne du ville elske at få en video omkring?

Åh, de skrækkelige egoistiske selvvalgte solomødre

De findes stadig, dinosaurusserne, selvom vi gik her og troede at de var uddøde, så popper de stadig op hist og her og kvæulerer ud fra et meget gamle billeder fra fortiden. Og det har jeg en kommentar til i dag. De skrækkelige egoististe selvvalgte solomødre, dem som dinosaurusserne ikke kan døje. Dem som er skyld i alt ondt.Hvis du har fulgt lidt med i medierne, har du kunne følge en sag om en politiker fra socialdemokratiet der skriver følgende (jeg er blokeret fra hans profil fordi jeg likede n kommentar der kritiserede ham under #metoo, men en venlig sjæl sendte mig teksten):"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie. Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor. Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg? Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)."Lad os lige tage den fra en ende af:"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie."Ja, det er rigtigt, der har aldrig været flere singler end der er i dag (m/k - kilde), men at blive aleneforældre handler for rigtig mange forældre ikke om selvrealisering, men om at gøre noget aktivt ved et ur der begynder at køre på sidste klokkeslag, efter mange forsøg med "den traditionelle familiekonstellation". Jeg er selv en af dem. Jeg har været i gode lange faste forhold med mænd der bare ikke lige var klar til at få børn. Flere af dem bliver snart 40 og har stadig ikke børn. Og det er helt fair at de ikke ønsker det, men det ændrer ikke på at jeg har et biologisk ur der tikker og et dybtfølt ønske om at skabe liv og se mine børn vokse op inden jeg selv bliver for gammel. Det har intet at gøre med selvrealisering, det har alt at gøre med biologi og kærlighed.Jeg er i dag mor til to. Jeg sover ikke ret meget og jeg løber stærkt for at få enderne til at hænge sammen. Jeg har to velfungerende piger og jeg nyder hvert sekund med dem, men et personligt frigørelsesprojekt er det sgu ikke. Så havde jeg nok valgt at gå kaminoen eller flytte til New York i en periode eller noget. Det her er noget ganske andet. Og det er det for langt de fleste selvvalgte solomødre. Det er mødre der har prøvet og prøvet og prøvet, og som til sidst har taget sagen i egen hånd, har kigget dybt ind i sig selv, har snakket med andre solomødre, har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge om hun mener hun har ressourcerne det kræver for at bringe et barn til verden alene. Og hun har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge hvordan man sørger for at have gode mænd i livet barnet kan spejle sig i.Og som udgangspunkt er jeg rørende enig i at et barn har ret til at kende sit biologiske ophav. Det er bare en virkelig kompliceret snak at have, for du behøver bare at tænde for Mads og Monopolet en lørdag eller to, så vil du møde dybt frustrede børn af fædre der ikke lige orker deres egne børn, har fået en ny familie, eller som lige skred da moderen blev gravid og på ingen måde ønsker kontakt. Så de der stakkels børn der render rundt uden at kende en af sine forældre, det er altså ikke solomødrenes skyld. Der har altid været alenemødre. Altid. I dag er de bare selvvalgte og lagt fra så stakkels som de var engang. Tvært i mod er solomødrene i høj grad veluddannede, ressourcestærke og intelligente kvinder som har sat alle kræfter ind på at skabe det bedst mulige liv for det her barn.På det her tidspunkt har vi slet ikke været inde på de MANGE par der vælger at få et barn for at redde et forhold. Tal lige om egoistisk? At få børn er ALTID egoistisk. Jeg kender ikke et eneste barn der selv har registreret sig på borger.dk inden det blev født, med en ansøgning om at blive bragt til verden. Nej. Det er forældrenes egoistiske ønske, uanset om man er mor og far, far og far, mor og mor, mor eller far."Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor."Alletiders, så synes jeg vi skal tage fat i alle de fædre der skrider fra deres børn, og ikke vil have noget med dem at gøre. Jeg tror der er flere af dem end de 700 selvvalgte solomødre, der sidste år valgte at blive gravide ved hjælp af inseminering."Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende."Det er godt nok et tal grebet ud af luften, Simon Simonsen, og jeg kan se i kommentarsporene på facebook at der er en del skønne singlemænd der ikke ønsker at blive taget som gidsel under dine 500.000. Og det kan jeg godt forstå. Debatten kunne jo lige så godt hedde "singlemænd skal tvinges til at have børn med deres partner", og det er jeg ret sikker på at ingen synes er en god idé. Derfor er det ret positivt at man, som kvinde, kan vælge at få hjælp til at få et ønskebarn.Der fødes ca 60.000 børn om året i Danmark. Af dem er ca 700 donorbørn, af dem ca. 500 med ukendt donor. Så det drejer sig altså om ca. 500 børn om året, uanset hvor meget man vender og drejer det, så KAN de 500 børn ikke have 500.000 skønne og vidunderlige singlemænd til fædre. Det kan de bare ikke. Ikke hvis man ved sådan helt basis hvordan biologien fungerer.Når man bliver forældre, så handler det om et kærligt ønske om at stifte familie, men måske har man ikke mødt den rigtige mand endnu. Og vi kan bare ikke ligestille biologien. Mænd kan sprede sine gener hele livet, det kan kvinder ikke, kvinder kan føde børn, det kan mænd ikke. Og det er jo ikke engang sikkert at barnet aldrig får en far. Det er altså set at nogen af de her solomombosses (as i like to call them), de finder en livspartner. Min egen mor blev skilt, fandt en mand og de har lige fejret sølvbryllup. Man har aldrig kun en chance for kærlighed i livet. Hvor kom jeg til?Nåja"Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg?"Nej. En af disse mænd var ikke nødvendigvis blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Verden så virkelig anderledes ud for 30-40 år siden. For 30-40 år siden fik gifte kvinder lov til at beholde deres eget efternavn, som ikke automatisk blev lavet om til mandens. Det var der vi var. Historien kunne med lige så stor sandsynlighed have været at Joy havde fået et barn med en mand, som så var skredet. Eller at Joy havde fået et barn med en mand, som så var død. Eller at Joy havde fået et barn med en mand hun havde mødt på en bar. Den historie kune have set ud på mange måder.Og når vi nu er i gang med "hvad nu hvis", så hvad hvis det her?

  • begge forældre dør i en bilulykke? (dobbelt så mange mænd som kvinder dør i biluheld)
  • far bliver fyret, mister sit arbejde, tyer til flasken, slår mor, som går psykisk ned. Hvad så med lille Peter eller Lise? Eksempelvis er der i Danmark ca 122.000 børn der vokser op i en familie med alkoholproblemer? (kilde) Og ja, tallet for mænd i den statistik er mere end dobbelt så højt som for kvinder (kilde)
  • Hvad hvis hun bliver syg? (der er faktisk langt større risiko for at far bliver syg og dør end mor, både fordi mænd er dårligere til at gå til lægen og blive tjekket og på grund af risikoadfærd, mænd begår oftere selvmord og mænd levere kortere tid end kvinder mv. se link / kilde)
Du kan simpelthen ikke gøre livet op på den måde, om det er "godt at starte med kun en forældre". Er det godt at starte med to mødre? Er det godt at starte med en far der har været udsendt og har ptsd? Er det godt at starte med en mor der har lidt af depressioner? Er det godt at starte livet med en multihandicappet storebror? Er det godt at starte livet med forældre der har lavet dig fordi de gerne ville redde deres kriseramte ægteskab? Er det godt at starte livet med forhøjet risiko for brystkræft? Er det godt at starte i en familie hvor dine præstationer er vægtet højere end dig som menneske? Hvor starter og slutter denne her "hvad nu hvis" leg så henne Simon?HVIS vi skulle lave sådan en skala, så er der, efter min mening, emner der er langt mere presserende at tage op, som f.eks "er det godt st starte livet på Sjælsmark?" eller "er det godt at starte livet i en familie med alkoholmisbrug?". Der er også lavet en del forskning på området, som viser at børn af sæddonerer klarer sig lige så fint som andre børn (kilde). Der er også undersøgelser der giver andre resultater, og vi kan konstatere at billedet ikke er klart og tydeligt. Måske fordi vi ikke kan sammenligne med traditionelle familier, da det jo er et uendeligt vidt begreb."Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)." "
"There seems to be a stereotype of single women seeking sperm donation as anti-men or as not having carefully considered the needs of heir future children. Our research would suggest that is not the case."
Dr Sophie Zadeh, of the University of Cambridge - link til artikel
Den biologiske far er megavigtig (med mindre han skrider, så sker det her med børnene)! Og som udgangspunkt er jeg absolut enig i at børn har ret til at kende sit biologiske ophav, og kunne besvare "hvor kommer jeg fra?" og "hvem er jeg?" og "hvor kommer de her sider af mig fra?" Men du ved faktisk ikke hvad Joy tror om vigtigheden af en biologisk far. Du ved kun hvilket valgt hun har truffet, ikke hvilke (måske) indre diskussioner og hvilket forarbejde og hvilke mavepiner hun har rendt rundt med.Du skriver vi ikke skal dømme hende, efter du lige har dømt hende og alle solomødre (ved skrive "vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie", dømmer du).Måske skal vi se kønspolitikken i et større perspektiv, du ved, hvor vi ikke udskammer solomødre (eller nogen andre), men hvor vi åbner op for at flere familier (solomødre er også familier) kan skabe flere fællesskaber (familier) baseret på kærlighed og dybtfølte ønsker, og færre på tvang og skam og frygt. Hvor fædre kan tage mere barsel, hvor flere kan være mere sammen med børnene i stedet for at sende dem i institution, hvor pengene følger barnet og familien. Vi har så mange kasser og lukkede muligheder, og i stedet for at kigge på hvilke familier der findes i Danmark og hvorfor, så bruger vi tiden på at udskamme og kritisere dem der bruger de muligheder der nu engang er, og får børn alene.Børn skal ikke være frigørelsesprojekter (eller redningskranse eller ting man kan vinde i statsforvaltningen/familieretten eller dele midt over), men solomødrene er virkelig ikke de rigtig at gå efter her. Hvis det virkelig handler om barnets tarv og ikke forældres ret (m/k), så er der altså mange andre steder vi skal sætte ind før vi begynder at hive fat i solomødre. Jeg har listet nogle af stederne ovenfor i min del af "hvad nu hvis" legen.I det hele taget tror jeg det er på tide at vi re-tænker hvordan vi gerne vil være samfund omkring de familier og familieformer der findes i dag, hvordan vi sikrer at flest mulige børn trives, at familierne er støttede og at børn får en sund, god og tryg opvækst, så der er mindst risiko for at de havner i systemet igen senere i livet. Vejen dertil er bare ikke at udskamme og angribe solomødre. Det løser absolut intet.Intet.Big fat kudos herfra til alle de solomødre der vælger at stå alene med barn/børn. Selvvalgt eller ej. I er fandme seje. Og big fat shout out til alle solofædrene derude. I er pisseseje. Det er virkelig ikke let at være alene om det. Men det er vidunderligt!

Verdens undergang

Her sidder jeg, inde i min hule. Jeg kigger ud gennem et hul i barken, men kan mærke at jeg ikke skal alt for meget derud lige nu hvor stormen river, og hvor alting lander nye steder. Når det altså engang lander. Velkommen til verdens undergang.Jeg har længe haft en idé om at skrive et blogindlæg som tager udgangspunkt i et interview med en marsmand. Marsmanden skal komme ned til jorden, og så skal han snakke med et menneske, som forsøger at forklare marsmanden hvor intelligente mennesker er, og dygtige og effektive vi er her på jorden. Men marsmanden forstår simpelthen ikke det geniale.- Men jeg skal bare lige forstå det rigtigt, så nogen steder på jeres jord der skyder i hinanden? I skyder også på jeres børn?- Ja altså nu er det jo ikke vores egne børn vi sky ...- Men er i ikke ét folk?- Nej nej, det er vi ikke, vi er mange forskellige folk, og vi skyder jo kun dem der ikke opfører sig ordentligt.- Okay, og hvem bestemmer så det? Altså at eksempelvis børn skal skydes?- Øhh det ... det ved jeg ikke lige- Nå men så siger du at i har masser af mad, men der er også nogen der sulter? Hvordan hænger det sammen? Sørger i ikke for at der er mad til alle?- Jo, altså, nej. Vi sørger for os selv, og så er der bare nogen der bor steder hvor der ikke er så meget mad. Og hvor man skyder hinanden. Men det har de jo selv valgt.- Nå men så hjælper i dem vel med mad og husly, så de ikke skal være bange?- Nej, det gør vi ikke- Okay, hvorfor ikke?- Jamen det er fordi der skal være plads til os alle, og hvis der kommer flere herop, så er der jo mindre plads til nogen af os. Så ... det er bedre de bare bliver hvor de er- Men, er i ikke et folk? Altså, ved I godt at, udover mig, så er i det eneste liv i hele universet? Og så bruger i tiden på at skyde hinanden, brænde hinandens bøger og bøvle med Nem-ID, samtidig med at I er det eneste ægte livsmirakel der findes? Det er alligevel en længere snak om hvorvidt det liv er intelligent eller ej. Nu skal jeg hjem til mars, vi må fortsætte snakke en anden dag.Eller noget i den stil. Jeg blev aldrig færdig, og nu fik jeg lyst til at bruge ideen. Og det er ikke fordi jeg går rundt med en sort sky over hovedet eller befinder mig i en depressiv tilstand. Det gør jeg ikke. Denne her tid, kan jeg mærke, er bare enormt hård og filterløs, og jeg har ekstra meget brug for at være ekstra meget sammen med de mennesker jeg holder allermest af. Og "sammen med" i form af tæt fysisk kontakt, hånden på hinandens hjerter, øjenkontakt, smil, stemninger og den energi man kun kan udveksle med andre mennesker, når man befinder sig så tæt at man stadig kan mærke hinandens tilstedeværelse selvom man lukker øjnene.På den ene side ved jeg at det verden skal igennem nu, det er tvingende nødvendigt, for hvis noget nyt skal blomstre, så skal noget gammelt dø. Sådan er det, det har livet lært mig (og det tror jeg på). Vi skal re-tænke vores liv her på jorden i en skala som ikke en eneste politiker (jeg har hørt om) er i stand til. Forandringen skal komme andre steder fra, og det GØR den heldigvis.Der sker heldigvis så meget under den hårde mur af kolde hjerter, og jeg ser det ske alle mulige steder. Nyt der bryder igennem mørket. Og jeg støtter alle steder jeg kan, dog uden at tabe mig selv. Derfor er der lidt længere mellem mine blogindlæg i øjeblikket, for jeg skal have mig selv med. Og også jeg bliver rusket rundt for tiden. På den usexede måde. Og det er okay.Så min opfordring til mig selv, i en tid hvor ingen kender i morgen, det er følgende:

  • Vær sammen med dem jeg elsker
  • Vær kærlig ved mig selv
  • Vær sammen med og i naturen
  • Støt dem der tager stafetter der kæmper for fred og "unitedness"
  • Ti de andre ihjel
  • Spis kage
Jeg kan mærke forandring i min krop, på celleplan, i mit hjerte, i min energi. Det føles på samme tid som at være faldet i en dyb dyb sø som virker bundløs, og på den anden side føles det som at være på det vildeste river-rafting eventyr nogensinde.Det her, det er livet. Jeg tager stafetten snart, og jeg ved også hvor jeg vil hen. Der er så meget der ikke er vigtigt mere, og samtidig noget der er vigtigere end nogensinde før.<3 

Kan vi rumme hinandens rædsel?

Time flies. Pludselig gik der tid uden at jeg fik blogget. Det er ellers ikke så tit det sker at der er lange pauser. Det var påske og nu er hverdagen tilbage. Gode gamle hverdag. Jeg har været stille her på bloggen og hvis du har fulgt med på instagram, så ved du hvorfor. Jeg vil gerne uddybe lidt her. Det handler om at det er svært at være kreativ når man ikke har sig selv med.Hvis man i gamle dage mistede sin ægtefælle, så var man i sorg i cirka to år før nogen overvejede om man måske skulle have hjælp til at komme ud af sorgen (i form af eksempelvis medicin). I dag er den tid reduceret til 14 dage (Kilde: Professor Peter Gøtzsche fra et af hans foredrag). Det siger lidt om hvordan vi har skabt os et fixer-samfund. Alle har røven fuld af gode råd, men meget få kan sidde igennem en andens rædsel og bare "være der". Og det er fair nok, hvis bare folk gad tage ansvar og sige "jeg føler mig simpelthen så utilstrækkelig her, så jeg ved ikke om jeg bare skal trække mig? Jeg er bange for at sige noget forkert til dig" i stedet for at fyre gode råd af. Så har man i det mindste gjort et forsøg på at starte noget der ligner en ærlig og sårbar samtale, som der kunne komme noget smukt ud af.Derfor har jeg også holdt lidt igen med at fortælle om hvad jeg gennemgår i øjeblikket. Jeg ORKER ikke alle dem der så gerne vil fixe, fordi de oftest ikke engang kan rumme deres egen rædsel/smerte/sorg/sårbarhed. Så er det lettere at forsøge at fixe min, end at kigge på sin egen.Men nu er jeg et sted hvor jeg godt kan skrive om hvad der sker, så det gør jeg. Jeg vil dog stadig gerne henstille til at jeg hverken er i nogen som helst form for fare eller har nogen som helst brug for at blive fixet. Jeg har brug for at gennemgå hver eneste dag, hver eneste time og hvert eneste minut af denne her rejse, så jeg kan få det hele med når jeg er ved vejs ende, og skal i gang med en ny rejse lige om lidt.For nogle uger siden fik min far en blodprop i hjernen. En uge senere fik et andet nært familiemedlem også en blodprop i hjernen. Min far hr været indlagt i 6 uger, og her i påsken tog jeg til Jylland for at gøre hans hus rent og hjælpe ham med at finde en ældrebolig. Ikke en helt nem proces. Som jeg har fortalt på instagram så har huset fået lov at stå til i mange år, og det er på ingen måde let at komme ind i et menneskes hjem og sortere og smide ud, især når det er et menneske der på den ene side har givet en livet, og på den anden side er fremmed på mange områder. Rydningen inkluderede mødet med skadedyr, eller mange rester fra specifikke skadedyr, og det er hårdt at se et menneske man holder af have givet op i livet.Så.Jeg er okay. Men jeg har haft trukket stikket fra stort set alt i en måned. Turen til Jylland har sat enormt mange tanker i gang om hvordan jeg gerne vil leve mit eget liv, hvordan jeg gerne vil være med mine egne børn, hvordan jeg gerne vil bo og hvordan jeg gerne vil have det indeni i den tid jeg har tilbage.Samtidig er jeg ikke okay. Og ja, man kan godt både være okay og ikke-okay på samme tid. Vi mennesker er langt mere komplekse end at ingefær og koldpresset olivenolie er svaret på alle  vores kvaler. Jeg er flosset, jeg trækker mig hurtigt hvis jeg kan mærke noget sluger min energi for meget og jeg bruger rigtig meget kvalitetstid med mine to små børn lige nu.Men jeg synes faktisk det er lidt svært at dele det her, for jeg føler vi som samfund har rykket os ret meget i retningen af at vi skal være så forbandet lykkelige og "ovenpå" hele tiden. Vi må ikke være kede af det, og hvis vi er skal vi i hvert fald tale om det, vi skal måske opsøge en coach eller en psykolog og vi skal gøre noget ved det. Nogen gange ikke? Nogen gange, så skal vi bare være. Og nogen gange skal vi ikke tale om det, men så skal vi bare gå lidt i ring eller lidt rundt om os selv i en periode, og så gå det hele nok igen. Andre gange skal vi ikke. Det er bare vigtigt at det er noget vi hver især får lov til at afgøre for os selv, og ikke andre der trækker det ned over hovedet på os.Så her sidder jeg, lidt i sorg. Min far er ikke død (som flere fejlagtigt har troet, og jeg undskylder hvis jeg ikke har været tydelig nok, det er helt sikkert mine formuleringer der har været uklare), men der er alligevel meget sorg i den her proces. Til gengæld er jeg også i glæde. Det føles godt at kunne hjælpe en man holder af, det føles godt han har mødt mine børn inden hans tid er forbi, det har været et stort dybtfølt ønske fra min side at han skulle møde dem. For en måneds tid siden lykkes det endelig, og jeg vil aldrig glemme den dag.Midt i alt det her har jeg haft sådan nogle hjertelige samtaler med mennesker omkring mig. Både mennesker jeg kender rigtig godt og helt fremmede følgere der har delt deres egne historier med mig i private beskeder. Det har været så helende og rart at opleve og læse, og det varmer så meget mere end nytteløse råd, eller andres behov for at flygte fra smerte som bliver pålagt mig. Jeg har ikke det behov. Jeg går ikke i stykker af at livet er sorgfyldt eller hårdt i perioder. Men jeg bliver ked af det når andre ikke kan styre deres eget behov for at fikse mig. Også selvom intentionerne er gode.Så,selvom jeg græder i øjeblikket, så griner jeg også ret meget.selvom jeg er meget træt, får jeg også gået en masse ture. Jeg har endda købt mig et par gode løbesko (luntesko), som jeg fandt ubrugt på fb marketplace.selvom jeg føler mig alene (ikke ensom lige nu i hvert fald), så føler jeg mig samtidig også forbundet med de mennesker der tjekker ind i min rejse, både fremmede og nære relationer.selvom jeg ingen appetit har, får jeg stadig noget at spise.selvom jeg ikke ved hvornår nogens tid slutter, er jeg mere taknemmelig end nogensinde for den tid jeg har med dem jeg elsker.Og sådan er der så mange små oaser man kan skabe sig, selvom hjertet smerter for tiden. 

"Ej med har hun ikke alt for lidt tøj på?" - lidt om børneopdragelse der vækker forargelse

Da jeg hentede Emmalia i børneren i dag, spurgte pædagogen om vi ikke var enige om at man skulle have jakke og hue på udenfor i dag? Og jeg kiggede på hende, og kiggede på Emmalia, og sagde "jo, det er vi enige om at man skal når man er i børneren". Og så tog vi tøj på og gik udenfor. Jeg spurgte Emmalia om hun ville med op i skoven til den flyvende tallerken (en gynge der hænger i et stort træ), og det ville hun gerne. Da vi var 50 meter fra børneren slog hun armene begejstret ud til siden og råbte "moar, jeg elsker bare den friske sommerluft under mine arme" og så smed hun jakken og løb og dansede hele vejen hen til skoven. Og nu skal du høre hvorfor jeg lader hende gøre det.For nej, det er ikke uden konsekvenser at have den tilgang til opdragelse og "at lade børnene mærke efter selv". Alene i dag, på vores tur i skoven og efterfølgende forbi kiosken og netto, mødte vi både løftede øjenbryn og hele to damer der skulle kommentere på "at det stakkels barn dog må fryse". Men for mig er det enormt vigtigt at mine børn lærer sig selv at kende helt fra starten, og det indebærer også at de mærker hvornår de fryser og hvornår de har det varmt. Desuden sparer det os for en hulens masse konflikter hver eneste morgen, når vi ikke skal diskutere hvor meget tøj man skal have på. Jeg har to arme, jeg tager tøj med i hænderne, og hvis det er koldt udenfor og Emmalia begynder at fryse, så står jeg klar med en jakke. Det er uhyre sjældent det sker, for hun ved udemærket godt om solen skinner, om det regner eller ej, hun har nemlig lært at kigge ud ad vinduet.For det første bliver man ikke syg af at fryse (kilde) i sig selv. Og hvordan skal man lære at forholde sig til sin egen temperatur hvis man altid er pakket ind i 7 lag tøj? Jeg er f.eksempel altid et varmeapparat og fryser sjældent, præcis som min mor, og mine børn, i hvert fald det store barn indtil videre, har arvet det samme varmeapparat. Jeg tror også Selinna har faktisk.For det andet er Emmalia sit eget menneske, jeg er ikke hendes chef eller overordnede. Mit job er at klæde hende på (høhø) til livet, sørge for hun går mæt og (for det meste) glad i seng, og så vidt muligt flytte mig, så hun selv kan komme til i sit liv. Nåja og holde hende i live. Så derfor har jeg ikke det store behov for at bestemme over hende. Og det betyder ikke vi ikke har regler i vores hjem. F.eks slår vi ikke hinanden. Det er en regel. Vi må gerne råbe ad hinanden til gengæld. Og vi siger undskyld når vi har klokket i det. Både børn og voksne. Og sikkert mange andre ting jeg ikke lige kan komme på lige nu.Jeg øver mig hver eneste dag i at være mor for mine to piger. Jeg øver mig i at sige "ja" når Emmalia vil kravle op ad den mest stejle skrænt i skoven. Det er ikke for sjov mit hood hedder "mini Schweiz" (måtte lige google hvordan man staver til det land), her er seriøse bakker og skrænter i skovene. MTB-heaven. Men jeg kigger på skrænten og vurderer om man kan dø af at falde ned hvis man mister fodfæstet. Og det kan man umiddelbart ikke. Og så siger jeg "ja" selvom de næste ti minutter bliver med høj puls og sved på panden. Og jo flere gange jeg gør det, jo mere folder Emmalia sig ud og jo mere lærer jeg hendes awesomeness at kende.Så når Emmalia kommer ud fra en hel dag i børneren, hvor hun har skulle tilpasse sig, indordne sig, "holde på sig" og følge nogle rammer der er nødvendige, men som ikke nødvendigvis passer til hende, så kan jeg godt forstå hun har brug for luft under vingerne når hun bliver hentet. Og det gør vi så. Med alle de forargede blikke det så indebærer. Det er heldigvis kun mig der ser dem, og ikke Emmalia. Og den dag hun begynder at se dem, skal jeg nok sørge for hun er klædt på til at tackle dem.Jeg har brugt hele livet på at lære at mærke mig selv. Det behøver mine piger ikke.

Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...

Mine veninder har virkelig været krise-hotline for mig de seneste dage. Og nu hvor Ghita Nørby (måske) har lagt internettet ned, i hvert fald facebook og Instagram, så er der tid til lige at skrive lidt om hvad der foregår i vores krisehjem for tiden. For hold. Nu. Kæft. hvor er jeg prøvet."Frejamay, du er ikke en lortemor, du er bare en træt mor". Sådan sagde min veninde Lone Powerprinsesse til mig, da hun ringede i går. Og den omformulering satte mig lidt fri. For jeg var virkelig ikke stolt af mig selv. Normalt er det ungerne jeg har lyst til at sætte til salg på Ebay, men lige i de her dage er det mig selv jeg har lyst til at forære væk, så mine børn kan få nogle af de der søde, rummelige, rare voksne, som kan rumme enhver situation og håndtere den med rolig stemme og i øjenhøjde. Sådan en mor er jeg bare ikke. Ikke hele tiden i hvert fald.Så. Udover at vi har været sygdomsramte, og at min far er indlagt med blodprop i hjernen, og jeg er bagud med alt arbejde og tøjvask, så har jeg heller ikke rigtig sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Indsæt selv bas og beat. Og som om det ikke var nok, og ja, det lyder måske lidt klage-offer-agtigt, men helt ærligt, sådan har jeg det også. Som om det ikke var nok så er Emmalia gået ind i sådan en "gad vide hvor mange tæsk min lillesøster egentlig kan holde til" - fase, og det var sådan en dag vi havde forleden dag, hvor jeg endte med at tyre, og splintre, hendes Askepot-karret i lidt mere end 12 stykker. Og ødelægge den nye flotte reol vi har fået i legehjørnet. Yes. SÅ awesome en mor er jeg.Jeg synes ikke jeg laver andet end at beskytte Selinna mod en virkelig charmerende og skøn udgave af mini-hulken (som jeg elsker!) herhjemme for tiden. Og jeg ved godt alt det med at Emmalia reagerer på at der er kommet en lillesøster, og jeg har læst artiklen der siger at det svarer til at ens mands elskerinde er flyttet ind og nu skal man bo sammen og selvfølgelig kommer der en reaktion og og og. Jeg ved det hele. På trods af tidspres får jeg alligevel læst ret meget, som ironisk nok ender med ikke at løfte mig særlig meget som mor.Det der fik mit bæger til at flyde over, var da Emmalia, efter at jeg på rummelig og pædagogisk vis omkring 15 gange i løbet af dagen havde afværget diverse halvfarlige situationer, kiggede på mig, satte sit ben op i luften og tyrede benet ind i ryggen på Selinna. Jeg havde ikke flere ord, ikke mere rummelighed tilbage, min krop tog bare nærmeste genstand, som var den skide karret, og så tyrede jeg den med al kraft over mod væggen, hvor den ramte reolen. Og Emmalia blev så forskrækket. Og jeg sagde ikke et ord, men gik ud i køkkenet og trøstede Selinna.Da stormen havde lagt sig fandt vi hinanden igen og vi snakkede situationen igennem. Emmalia var ret hurtigt glad og i hopla igen (og elskede pludselig sin lillesøster), og jeg græd lidt videre. Emmalia spurgte om hun godt måtte fortælle Birthe ovre i børneren at jeg havde ødelagt hendes Askepot-karret, og jeg sagde at det måtte hun selvfølgelig gerne.Så da jeg hentede Emmalia i går, kom Birthe hen til mig og fortalte at "MOR VAR BLEVET MEGET SUR OG HAVDE ØDELAGT ASKEPOT-KARRETEN FORDI JEG SPARKEDE SELINNA I RYGGEN". Og her er det virkelig bare guld værd at have en god Birthe som man ved, godt ved at det her var en "nu er nok fandme bare nok" situation. Og Birthe grinede, og jeg stod 100% ved hvad Emmalia havde fortalt. Og da vi gik hjem snakkede Emmalia og jeg igen om at jeg var blevet meget meget vred og havde ødelagt hendes legetøj, og at man faktisk ikke må ødelægge hinandens legetøj, og jeg har lovet at købe en ny (brugt, ligesom den anden var) karret til Emmalia. Og i dag fortalte vi begge to far hvad der var sket, og jeg er stadig langt mere påvirket af det end hun er.Hos mig bliver de her situationer hængende i lang tid, og jeg har faktisk rigtig svært ved at tilgive mig selv for at jeg mister kontrollen og bliver sådan en råbemor der tyrer legetøj igennem stuen. Og egentlig har jeg fred med at jeg råber (hæver stemmen), for jeg gør det kun i situationer hvor nogen bliver behandlet dårligt, som eksempelvis når Emmalia slår eller skubber eller kradser mig eller Selinna eller andre. Jeg udskammer ikke, kalder hende ikke grimme ting eller taler ned til hende. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" Jeg synes bare aldrig det er rart. Og hvem gør i øvrigt også det?I børnehaven får Emmalia til gengæld stor ros for at hun er god til at sætte grænser og markere og sige tydeligt fra. Og det må jeg bare erkende at hun faktisk også lærer herhjemme. Jeg har ikke haft en eneste råbe-situation hvor vi ikke efterfølgende har samlet hinanden op bagefter og har snakket om situationen, hvad der skete, at man godt må være vred, men at man stadig ikke må slå/sparke.Jeg ved det ikke. Jeg har altid sådan en dum frygt for at jeg går rundt og ødelægger mine børn. Jeg kan bare ikke være pædagog-Jonna med dem. Jeg er deres mor. Jeg skal lære dem andre ting i livet end mine piger skal lære i børnehaven. Det skal jeg bare huske at minde mig selv om engang i mellem. Og så skal jeg blive bedre til at snakke med mine veninder når de her ting sker, så jeg ike bruger dage og uger på at slå mig selv i hovedet. Det gavner jo hverken ungerne eller mig.I virkeligheden handler det, for mig, bare om at jeg skal holde op med at læse artikler fra virksomheder som gerne vil sælge mig "sådan bliver du en god mor" - kurser. Eller "sådan lærer du at holde op med at skælde ud" kurser. Eller "sådan ødelægger råben dit barn" kurser. Og gid der dog var nuancer i "at råbe" når man udskammer forældre for at råbe. Nøj hvor er der stor forskel på hvordan man råber og hvad man råber. Jeg gør mig virkelig umage i mit mor-hood, det tror jeg langt de fleste gør, og så går det alligevel ind og rammer min dårlige samvittighed når jeg læser med hos familie-eksperter der taler til min frygt og min angst.Og så sidder jeg der med Askepots karret-låge og en halv hest i hånden og tænker "nå ja, jeg skal også huske at rumme mine børns følelser mere, og være nærværende mere og jeg må heller ikke råbe, nej, jeg skal huske at mine børn ikke forstår konsekvenser før frontallapperne er helt udviklede når de er 25... gud hvor er du en forfærdelig mor!"Så. Jeg skal lige have lidt hvid træmaling til reolen og så skal jeg en tur i Røde Kors i Hørsholm, hvor jeg så de havde karreten til 25 kroner. Ems, Selinna og jeg er allesammen hele igen. Og jeg føler ikke jeg forherliger at råbe eller tilskynder den adfærd hos nogen. Jeg fortæller bare det der er, uanset hvor rigtigt eller forkert det så end måtte være.

Kære mor, vi kan allesammen blive enige om hvad "det rigtige" er, ikke? Og så er der lige virkeligheden.

Egentlig ville jeg bare lige sige hej. Vi er temmelig lagt ned af sygdom herhjemme pt. Eller det vil sige pigerne er endelig ved at være raske igen (på nær pænt meget snot og hoste), men jeg er blevet ramt. Alligevel har jeg noget jeg gerne vil sige, så jeg gør det så kort jeg kan, for sengen kalder. Vi er enige om at rødvin hjælper på influenza ikke? Det tænkte jeg nok! Morhood. Jeg er simpelthen nødt til at dele et gammelt indlæg jeg har skrevet, især en historie fra præst Preben Kok, fra hans bog ”Skæld ud på Gud”.Jeg deler teksten, mest for mig selv, fordi vi alle sammen godt ved hvad ”det rigtige” er. Vi har læst bøgerne, vi har set udsendelserne, vi har fået tilsendt artiklerne. Mange gange. Alligevel har jeg ikke mindre end 3 gange den seneste uge fortalt denne historie til forældre der har slået sig selv i hovedet over forskellige ting. Deriblandt mig selv.Vi er begyndt at have en del konflikter herhjemme. Emmalia er noget voldsom ved Selinna, og Selinna har også lært hvordan man går storesøster lidt på klingen. Jeg har råbt en del gange. Mest sådan ”HEY! Hvad sker der?” (det har jeg lige læst et sted på nettet er HELT forkert i endnu en artikel fra nogen der vil sælge mig et forældrekursus). Jeg har også været urimelig og håndteret konflikterne dårligt, men der er også (mange) gange hvor jeg håndterer dem okay.I den forbindelse vil jeg dele Preben Koks historie. Den kommer her. Køb hans bog, den er klart på top 10 listen over bedste bøger jeg har læst i mit liv. Og du kan sagtens læse den selvom du ikke tror på gud.” “For nogle år siden var der en krisepsykolog, der rejse en del rundt her i landet og holdt foredrag for intensivsygeplejersker om krisesituationer. Jeg var med i panelet ved et af møderne, hvor der sad 400 mennesker i salen, og en af dem spurgte ham: “Kan du ikke fortælle os, hvordan den rigtige krisesamtale skal føres?” Og så skrev psykologen 16 punkter op på tavlen.Da han havde gjort det, sagde jeg til ham: “Ved du hvad, nu har du lige givet 400 mennesker dårlig samvittighed, for hvem kan leve op til det der?” Det endte faktisk med, at han viskede alle punkterne ud. Problemet er at vi faktisk godt kan forestille os det perfekte, vi kan faktisk give svar på, hvordan det perfekte burde være i forskellige sammenhænge. Og det er meget godt, indtil man så finder ud af, at det ikke kan udføres i virkeligheden.Det skader ikke at skrive punkterne op. Men hvis man ikke får visket dem ud igen, så har man et problem. Der er mange mennesker, der mere eller mindre bevidst tror på, at det perfekte er, om ikke for dem selv, så for andre. Det er også grunden til, at en parterapeut kan finde på at sige til et ægtepar: “Nu skal i tale sammen om det.” For så ville det jo være perfekt. Men det er der bare ikke ret mange der kan, og de der giver rådet, kan som regel heller ikke selv tale med deres ægtefæller om alvorlige ting. Men det, at man ikke selv kan, betragter man som en fejl, som andre ikke skal lide under, og derved kommer man til at påføre andre nogle opgaver, som ingen kan løse, fordi løsningen er for perfekt. Det er nemmere at give det råd end at sige: “Når livet er alvorligt, kan man somme tider ikke så godt tale med sin ægtefælle om det. Men man kan leve sammen og hjælpe hinanden – og det er vigtigst.” Vi skal lige huske at viske punkterne ud igen inden vi går. Det er simpelthen så vigtigt. Ellers er det ikke til at holde ud at være her. Jeg prøver at være den bedste mor jeg overhovedet kan for mine børn. Det betyder at jeg udvikler mig sammen med udviklingen, med de situationer der opstår, og så bliver jeg klogere, jeg snakker med nogen jeg ved lytter til mig (i stedet for at give mig "de rigtige svar" som jeg godt selv kender i forvejen, og så rejser jeg mig igen og prøver en gang til. Ig en gang til. Og en gang til. Og så siger jeg en masse undskyld.Skål!

Et enkelt tip til frygtelige mødre (om at se sig selv langt værre end man er som mor)

Der er ingen børn der vokser eller har glæde af at vi som mødre (eller fædre) banker os selv hårdt i hovedet. Eller, som mig, kun kan se alt det dårlige jeg gør for/ved mine børn. Når jeg kommer til at råbe lidt for højt, sige ting jeg fortryder, har siddet lidt for længe ved computeren, er kommet til at sætte mine behov før deres (den sidste her er ironisk ment, det mener jeg faktisk godt man som forældre må). Alligevel så lider jeg ekstremt hårdt under fuldstændig urimelig selvkritik (tenderende til selv-mor-had). Så det er jeg begyndt at gøre noget effektivt og meget virkningsfuldt ved. Læs med her.Jeg er så heldig og velsignet at jeg har en virkelig dejlig sej veninde, som tilfældigvis også er familierådgiver. Smilla Lynggaard. Hun ved godt jeg har det her problem. Det gør de fleste der er tæt på mig. En dag spurgte hun om hun måtte give mig en opgave i forhold til det her forvrængede spejlbillede jeg har af mig selv som mor. Og det måtte hun gerne. Den opgave har allerede gjort en ret stor forskel for mit selvbillede som mor.En "mor-bog"Hver aften skal jeg bruge et par minutter på at skrive et par linjer ned i bogen om hvad der har gjort mig til en god mor i dag. Og de dage jeg ikke føler jeg har noget at skrive, skal jeg bare læse de andre dage igen. Det lyder som en nem opgave, men når man har et forvrænget mor-selvbillede, så er det ikke vildt nemt.I starten gik der flere dage hvor jeg ikke skrev, så jeg læste bare de 3 dage jeg havde skrevet om. Ikke så opløftende. Men så gik det op for mig hvor min barre for at noget skulle i bogen, den sad. Faktisk er det sådan at hvis bare jeg laver "1 fejl" den dag, så er dagen diskvalificeret, og jeg er ikke "værdig" til at skrive noget i bogen om aftenen. Alle de gode ting, alt det jeg har lavet 99,8% af tiden, det tæller pludselig absolut ingenting, fordi jeg har hævet stemmen eller fordi jeg har stoppet en konflikt på en anden måde end Jesper Juul eller Blackbird institute eller Nopa parenting eller attatchment parenting (osv osv osv) siger man skal gøre det. Alle de utallige løftede pegefingre jeg, som mor, møder hver eneste (fucking) dag på nettet, de er med mig rundt i mit forældrehood. Og når jeg i forvejen er en der gør meget anderledes end "normen", så er det sgu lidt op ad bakke at få skrevet gode ting ned i den bog, når det er et marathon jeg skal løbe hver dag uden at få lov til at snuble en enkelt gang. Tilbage til start. Gid der var flere af dem der arbejdede med at løfte forældre (for både forældre og børns skyld) i stedet for at pege fingre.Det gør ondt at skrive nu, det gjorde ondt at opdage og det gør ondt at se så tydeligt hvor lidt credit jeg giver mig selv for alt det jeg gør for mig selv, for mine børn og for vores familie. Jeg får næsten kvalme af det.Så det er godt jeg har min bog, så jeg forhåbentligt kan begynde at vende det her billede (hurtigt og vedvarende!). Jeg får stadig ikke skrevet hver dag. Aftenen er tit det tidspunkt hvor al den dårlige samvitighed kommer, og hvor jeg sidder tilbage med de 1-5 gange jeg gjorde noget galt. Den 3 timer lange hyggelige morgen vi havde tæller ikke. Den gode aflevering i børneren tæller ikke. Den nye leg jeg har opfundet med Selinna den tæller ikke, den gode afhentning tæller ikke. At jeg henter min store pige senest kl 14:30 hver dag tæller ikke. At jeg har lavet sund aftensmad tæller ikke. Det eneste der tæller er at jeg måtte lade Emmalia lege alene i stuen en time mens jeg puttede Selinna i soveværelset, og jeg blev sur på Ems fordi hun larmede, og at jeg tillod mig at sidde med min mobiltelefon for at svare på en besked mens ungerne var der. Og så kan man jo ikke være en god mor, for så er man de forældre som de skriver om, alle dem der vil have mig til at købe forældrekurser. Ikke nærværende nok, ikke god nok, ikke i øjenhøjde nok, ikke anerkendende nok. Og der er bare så lang vej før noget jeg gør når ned på 2-3 linjer i min mor-bog.Så. Det skal jeg naturligvis ændre.Forleden dag tog Emmalia min bog, fordi den ligner hendes klistermærkebog, hvor hun sætter klistermærker i når hun har børstet tænder.

  • moar, er det min klistermærkebog?
  • nej skat, det er min mor-bog
  • hvad er det?
  • det er fordi jeg nogen gange synes jeg er en dårlig mor og så skriver jeg i den bog når jeg synes jeg er en god mor
  • men du er da en god mor, moar
  • tak skat
  • det synes jeg du er!
og så græd jeg. For i sidste ende er det jo helst der "dommen skal falde", hvis der skal falde sådan en. Men jeg vil nu alligevel gerne ændre mit mor-selvbillede, for sådan som det er nu, det er simpelthen for hårdt.Og nu vi er ved Smilla (ikke reklame!), så har hun skrevet en ny bog. Jeg har allerede anmeldt Smillas bog "slut fred med dit viljestærke barn - og dig selv" her, nu har Smilla skrevet en ny bog, og allerede titlen gør at jeg skal læse den bog ASAP: "En vellykket familie er sjældent særlig køn", den kan forudbestilles lige her lige nu, bogen udkommer d. 21. marts, og der er særlig rabat til de 200 første der bestiller bogen. Her er lidt mere info:"En vellykket familie- er sjældent særlig køn vender op og ned på ideen om familien... du bliver styrket i at finde din egen kerne som forælder, og samtidig bliver du klædt på til at deale med de situationer, som opstår i en helt almindelig familie.. Emner som: hverdagsliv, pytknappen, vrede, tristhed, konflikter og meget andet. Gennem bogen får du luget ud i alle andres stemmer og holdninger til dit forældreskab og derigennem finder du din egen stemme."Så ... dette blogindlæg er vist svaret på om jeg skal læse den bog eller ej. Jeg trænger gevaldigt til at få luget ud. I dag skal der stå i min mor-bog:"Lod baby se youtube i 20 minutter så jeg kunne ligge stille med lukkede øjne mens jeg holdt om hende. Storesøster sov hos far, og havde jeg ikke slugt en helvedes masse kameler og fundet en nærmest umulig viljestyrke, så havde vi ikke det gode samarbejde om pigerne som vi har i dag. Og så var der slet ingen baby at kramme i morges!"Andre end mig med forvrængede mor-selvbilleder, eller tager jeg den her alene? 

Tiimo: En børnevenlig personlig assistent til børn (og voksne) med ekstra behov for struktur og overskud i hverdagen

Prøv at forestille dig hvordan det må være at leve et liv hvor spørgsmålet om det er shortsvejr eller ej, det kan vælte din dag fuldstændig. Det kan være rigtig svært for sådan en som dig og mig at forstå hvorfor man ikke bare kan kigge ud ad vinduet, og på den måde afgøre om det er shortsvejr eller ej, men for et menneske med ADHD, hjerneskade, autisme eller Asbergers (eksempelvis) er det ofte virkeligheden. Derfor er det en udsøgt fornøjelse at have testet den prisvindende Tiimo app, som sætter struktur, visuel tidsstyring, kalender, lækkerhed og overblik på dagsordenen, til stor glæde for børn og voksne, som har ekstra brug for struktur for at få hverdagen til at hænge sammen.Jeg har arbejdet som både handicaphjælper og aflastningsperson for børn og unge. En af de børn jeg har arbejdet med var diagnosticeret med Asberger syndrom (en mild form for autisme). Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hans verden vælte, fordi dagene var uoverskuelige, og han aldrig kunne overskue hvad dagsprogammet indebar. Hvis han huskede aftaler forkert blev han vred og var næsten umulig at få til at falde til ro igen, og han var svær at få ud af spilleuniverset igen fordi han aldrig vidste hvor længe han måtte spille på sin computer.I gamle dage, og nogle gør stadig, brugte man tavler og skilte og velcro og laminerede papirer eller magnettavler for at holde styr på dagene og aktiviteterne. Det kan bare være rigtig svært at pakke en stor tavle, eller whiteboard, ned i rygsækken og drage ud i livet. Jeg ved ikke om du kender det fra dig selv, men i en mild grad kan det faktisk også vælte min dag hvis ikke jeg har overblik. Og hvis jeg skal bruge alt for mange ressourcer på at holde styr på dagen, næste aktivitet, næste møde og hvornår jeg skal være hvorhenne, så skrider mit overskud meget hurtigt, og jeg bliver en sur, nervøs, bange og nogen gange let agressiv mor eller datter eller veninde. Derfor er det meget nemt for mig at forestille mig hvordan det må være at være barn, og så have det på samme måde, bare uden alle de overlevelsesstrategier jeg har brugt hele mit voksne liv på at lære mig selv for at undgå at få de her meltdowns.Tiimo appen er en genial app hvor du både får de laminerede sedler, velcrostripsene, tavlerne, whiteboardsene og magnettavlerne samlet i en app. Og ikke nok med det, den er virkelig børnevenlig, visuel og kærlig. Kan man sige det om en app? Kærlig? Sådan føles den i hvert fald at have med på farten. Som en lille tegnefilmsassistent der kun vil mig det bedste, og som giver mig fred i sindet.Jeg planlægger min uge i et overskueligt og nemt skema i Tiimo på min computer. Her kan jeg oprette rutiner som gentager sig selv (så jeg kun skal oprette dagsrutiner en enkelt gang), jeg kan flytte aftaler, jeg kan skrive små motiverende ord ind i aftalerne. Eller "husk gymnastiktøj" eller "Jeg ved du kan klare det, jeg tror på dig, elsker dig, hilsen mor!" Og så kan jeg vælge et ikon der passer til aktiviteten, så da jeg oprettede "En tur i Zoo med pigerne og far", så kunne jeg sætte en tiger ind i skemaet. Der er mange gode funktioner og muligheder, alt efter hvem man er og hvilke behov man har for at kunne følge med i aktiviteterne på dagen.Hvis du, præcis ligesom jeg gjorde, tænker "jamen, alt det her kan jeg jo lave i min kalender, hvad skal jeg bruge sådan en app til?", så skylder du dig selv at prøve Tiimo i en måned (eller i virkeligheden blot et par dage) og se hvorfor appen er så meget bedre end kalenderen. For det første gør de visuelle effekter at appen er spændende, sjov og rar at kigge på. Selvom man er 36 år gammel, så må det stadig gerne være sjovt. Faktisk har jeg valgt mit regnskabsprogram til min virksomhed ud fra at der er en lille animeret mand med briller, der laver "thumbs up" hver gang jeg sender en faktura afsted. Tiimo gør det samme. Den er min ven lige med det samme, den fortæller mig endda når jeg er halvvejs igennem en aktivitet og den fortæller mig hver gang jeg er i mål med en aktivitet. Jeg tænker at der må være en hjerneforsker et sted der kan sige lidt om hvilken positiv effekt den feature har på dopaminniveauet i hjernen. Uden at jeg skal gøre mig klog på det.Helt ærligt, den her app, det her planlægningsværktøj, vil gøre ethvert barneliv lettere, især hvis man er et barn med særligt behov for struktur og støtte i hverdagen. Hvis man som barn kan slippe frygten for at miste overblikket over dagen, så kan man i stedet være til stede alle de steder hvor det virkelig tæller og gør en forskel, nemlig i venskaber, sjov, leg og fordybelse. Hvis man er bange eller kommer til at blive forvirret eller i tvivl omkring hvad dagen indeholder, og hvordan man skal overskue det hele, så er der ingen plads til leg og venner og ... alt det der gør det rigtig sjovt at være barn, ligesom alle de andre.On a more personal note må jeg indrømme at jeg faktisk, efter at have fået Tiimo ind i mit liv, kan mærke hvor meget "båndbredde" i min hjerne jeg stadig spilder på at tjekke min kalender, og hvor glad det gør mig hver gang jeg hører det lille "pling" på mit Apple watch (som jeg har lånt til testen af appen), når en ny aktivitet starter, er i gang eller slutter. Hvis den kan give mig så meget mere overblik, glæde og ro, så er det helt sikkert at den vil gøre en massiv forskel for et barn (eller en voksen) med ekstra behov for struktur, system og ro i hverdagen. Jeg er sådan en der bedst kan nyde en fest eller et event når jeg ved hvornår det slutter. På den måde kan jeg "fordele" min energi og mit overskud ud over de to timer det varer, og så kan jeg nyde at gå til tiden. Det kan for nogen lyde fuldstændig vanvittigt, men jeg kan være langt mere til stede når jeg har et sluttidspunkt for hvornår jeg ikke skal være social mere. Mange børn har det faktisk på samme måde."Men Frejamay, det er dyrt at købe et Apple-watch, udover at skulle betale for en app!" Well, det kommer virkelig an på hvordan man ser på det. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor hvad der er dyrt og billigt, men hvis jeg tager prisen på et apple-watch (2.299,- sidst jeg tjekkede) og jeg regner ud af det vil koste mig på daglig basis at kunne give mig selv eller min dreng eller pige den her visuelle "personlige assistent" med i livet, så er det lidt over 6 kroner dagligt i et år, og så er uret betalt. Det er virkelig en god pris for at få overskud i hverdagen. Synes jeg.Appen er nem at gå til. Kan du oprette en emailadresse, eller en facebook-konto, så kan du betjene den her app, både på computer, på mobilos og på watch. Den kan bruges på alle devices, men jeg vil klart anbefale at investere i et watch (apple eller tic), for at få optimalt udbytte af appens mange muligheder. Og for at gøre det ekstra nemt for dig at teste appen, så har jeg været så heldig at få lov at give dig en promotionkode.Gå ind på Tiimo's hjemmeside (her), og opret dig gratis og uden binding. Brug koden: FREJAMAY når du opretter dig, og du er i gang med det samme.

(NB: hvis du ikke ønsker at fortsætte, skal abonnementet dog opsiges

inden de 2 måneder ellers falder dit abonnement over på de 79.- om måneden).

 P:S. bet lille bonustip jeg synes er værd at nævne, du kan i øvrigt lave dine egne Emojis i Tiimo appen, en skøn funktion som kan være med til at gøre hverdagen endnu sjovere for børn, når de selv har været med til at lave de Emojis der er med til at guide dem rundt i hverdagen.

Til foredrag med Maj My om bæredygtigt familieliv

"Jeg har lyst til at gøre alt hvad jeg kan for at leve godt og længe, for jeg ved ikke hvornår det er slut. Og jeg har lyst til at tilføje at jeg synes faktisk også jeg fortjener det!" Sådan sagde Maj My da jeg var til foredrag med hende i Hillerød i onsdags, og nu, et par dage efter, er jeg i gang med at tage hele mit liv op til revision. Velkommen til den rejse.Første gang jeg mødte Maj My var for over 10 år siden. Hun arbejde som journalist og skulle interviewe mig til en artikel til Femina. Jeg kan ikke engang huske hvad emnet var, men jeg kan huske Maj My. Kort efter interviewet fik jeg en besked fra hende om jeg havde lyst til at ses, og jeg var fuldstændig paf over at sådan en sej og cool kvinde som Maj havde lyst til at ses med (dengang meget lille) mig. Vi mødtes et par gange, og for at være helt ærlig, så følte jeg lidt jeg havde "veninde-overscoret", og jeg havde svært ved at få øje på hvad jeg kunne give Maj i et venskab. Det løb lidt ud i sandet, men de sociale medier gjorde at vi har holdt kontakt, og jeg har fulgt Maj og hendes liv med kæmpestor interesse. Dengang hun skrev på facebook at hun og manden Kristian, og deres børn, ville forlade København til fordel for Svendborg, kan jeg huske noget trak i mig. Jeg var både skræmt og inspireret.Fast forward til i dag, så er Maj og Kristian flyttet endnu engang, denne gang har de købt hus på Ærø, hvor de i dag bor med deres 4 børn, som de hjemmeskoler. Både Maj og Kristian er selvstændige, og de har skabt et liv hvor de kan være sammen med deres børn hver eneste dag, hjemmeskole dem, og så arbejde på skift eller om aftenen. Og det er Maj så rundt og fortælle om, både på sin blog, og gennem foredrag i hele landet."Jeg tror på at alle børn er født med en helt unik flamme indeni, og jeg er simpelthen bare enormt bange for at folkeskolen skal få slukket den flamme!" fortalte hun under foredraget. Og igen blev jeg ramt. Jeg hører så ofte at børn skal gå i folkeskole for at få udviklet deres sociale færdigheder, men er den bedste ramme for den udvikling et klasselokale med 23 andre børn og en lærer presset på tid? Hvis jeg tænker tilbage på min folkeskoletid, som var et rent helvede, så fik jeg ødelagt mine sociale færdigheder mere end jeg fik bygget dem op. De første 3 år tilbragte jeg en stor del af tiden låst inde på et skoletoilet, fordi jeg blev mobbet, og fordi jeg ikke vidste hvor jeg kunne få hjælp henne. Min klasselærer havde været på kursus hvor man havde lært en genial sætning til at komme al mobning til livs. Er du klar? Den kommer her: "du skal bare lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet" gerne krydret med "men du er jo også meget stille, så måske er du et nemt offer!". Tak Helga, så udover at blive mobbet, så er det simpelthen nu min egen skyld, fordi jeg er stille, og fordi jeg ikke har en luftkanal mellem ørerne, hvor jeg kan lade mobningen passere frit igennem.Folkeskolen er helt sikkert rigtig for nogen (det er i hvert fald en sætning der er vigtig at huske at skrive), og der er uden tvivl mange der har haft en god oplevelse i folkeskolen. Men der er bare også mange børn der har det modsatte. Og nu kører jeg lige ud af en tangent, for det her emne var slet ikke essensen af Majs foredrag. Det vender jeg lige tilbage til, men helt ærligt, jeg er ikke bare bekymret, jeg er hunderæd for hvor mange flammer folkeskolen har æren af at have slukket. Børn der bliver bange for at lære, fordi der ikke er plads til kreative svar og abstrakt tænkning. Maj fortalte at hendes egen far, i folkeskolen, skulle nævne en sæsonarbejder, hvorefter han nævner Julemanden. Genialt svar. Men ikke det rigtige. Maj refererede til en undersøgte der viser at ca. 54% af børnene i den danske folkeskole kun rækker hånden op hvis de er sikker på at de kan svare rigtigt (kilde). Det er godt nok skidt for lysten til læring og kreativ tænkning og innovation og løsninger for fremtiden. Alle der arbejder med projekter og iværksætteri ved at det netop er fejltagelserne og fuck-ups'ene der gemmer på den største udvikling og ofte de mest geniale løsninger. Men hvis over halvdelen af børnene slet ikke tør tage chancen eller løbe en risiko, hvor ender vi så henne?Majs foredrag handlede ikke (kun) om folkeskolen. Foredraget handler i høj grad om at tage ansvar for dit liv og beslutte helt bevidst hvad du vil bruge de timer på som du har fået. Og at ingen ved hvornår det hele er forbi. Eksempelvis har Maj besluttet aktivt at hun (modsat mig) ikke vil se X-factor. Hun tænkte "okay, det tager ca 15. timer at se X-factor, gider jeg bruge 15 timer af mit liv på at se et musikshow med folk der ikke ved noget om musik?" og valgte at nej, det ville hun ikke, fordi "helt ærligt, hvis jeg havde 15 timer, så kunne jeg skrive skelettet til en ny bog, eller jeg kunne skrive ret mange kronikker, eller jeg kunne skrive ret mange blogindlæg. Der er absolut intet galt med X-factor, og jeg er selv fan af at stene til fjernsyn, min pointe er bare at jeg tog et aktivt valg om at de 15 timer ville jeg langt hellere bruge på noget andet. Og nu har jeg så hørt at X-factor er kommet over på en ny kanal og er blevet meget bedre, og så har jeg lige mærket efter, og igen besluttet aktivt at jeg stadig ikke vil se X-factor. Og sådan lever jeg mit liv, fordi vi ved aldrig hvornår det er forbi" (citeret efter hukommelse, da jeg ikke kunne tage noter fordi jeg stod med Selinna sovende i slyngen og holdt hendes hovede).Dét ramte mig virkelig! Gud hvor er der egentlig mange timer i mit liv jeg ikke tager aktivt stilling til. Og som Maj siger, "hvis ikke jeg styrer hvad min tid bliver brugt på, så er der helt sikkert andre der gør". Og selvom jeg på mange måder lever et liv med frie rammer, fordi jeg har indrettet mig sådan, at jeg som alene mor til to skønne ninjaer kan arbejde om aftenen og have dem begge hjemme (Ems går dog i børnehave på deltid lige nu), så er der absolut plads til optimering. Og faktisk vil jeg gå så vidt som at sige at jeg vil starte helt forfra, og tage hele mit liv op til revision, og se, og mærke, hvad jeg vil med livet og hvor jeg vil hen. Jeg har ladet mig flyde lidt med strømmen i noget tid, men nu er tiden inde til at se mig selv dybt i øjnene og mærke dybt i hjertet, for tid bliver der ikke mere af. Tværtimod.Det er kontroversielt at tage sine børn ud af folkeskolen. Det er ikke kontroversielt at tage dem med på en tur i New Zealand i en autocamper, bare man kommer hjem igen og husker at være som alle andre når man kommer tilbage igen og starter skole og arbejde. Men hvis man tager sine børn ud og hjemmeskoler dem, så bliver alle enormt bekymrede, fortalte Maj. Hun skulle interviewes til en artikel på et tidspunkt hvor en journalist var helt bekymret over at Maj's børn ikke havde været udsat for mobning, og hvordan skal de så klare "virkeligheden" når de bliver voksne, når de ikke var blevet "hærdede". Tænk at det er der vi er, der hvor mobning simpelthen er en obligatorisk del af pakken for at man skal kunne klare livet efter folkeskolen. Avs.Fik jeg sagt at indlægget her ikke er en ren anmeldelse og gengivelse af Maj My's foredrag, men derimod mine refleksioner, og det jeg lige nu er efterladt med efter jeg er kommet hjem? Ellers er det måske lige på tide at nævne det.Maj er så inspirerende. Hvis du ikke allerede læser hendes blog, så gør det. Hun står så stærkt i sig selv, og hun deler både friheden, og alt det svære ved at leve det liv hun og Kristian har valgt at leve. "Vi har jo ikke ulvetime om aftenen hos os ... vi har ulvetime fra morgen til aften" jokede hun, men de dage kender vi vist allesammen, dem der ikke er en joke.Selvom du ikke går med de her tanker, så tror jeg det er sundt at kigge med helt andre briller på vores samfund, og på nogle af de bullshit historier vi allesammen fortæller hinanden om at børn alligevel har bedst af at være 37,5 time i institution fra de er 10 måneder gamle osv. Vi bekræfter hinanden i de historier fordi det er lettere end at turde kigge på, og mærke, hvad det egentligt gør ved os at køre fra vores børn hver morgen, og efterlade dem i en institution vor vi faktisk ikke er sikre på de er nok hænder og hjerter til at møde vores børns behov, andet end de basale, og nogen gange heller ikke dem. Dette er ikke en kritik af pædagoger, men derimod af vores politikere. Big time.Jeg ved godt jeg provokerer nogen her, men Maj's foredrag vækkede en ild i mig der har ligget i dvale, jeg kunne mærke mig selv langt mere tydeligt, end jeg har kunnet noget tid, fordi der pludselig var en der talte til mit hjerte, og ikke til min dårlige samvittighed.Så det jeg siger er at du skal prøve at tage de neutrale briller på, og så læse et indlæg eller to hos Maj (hvis du ikke allerede gør det), og se om det vækker noget hos dig. Bliver du provokeret, så kig på hvad din provokation handler om (for den handler hverken om Maj eller mig for den sags skyld), bliver du inspireret så kig på hvad du kan skrue på i dit eget liv for at frigøre mere tid. Alle kan skrue på knapper. Det siger jeg som alenemor til to små børn under 4, med eget firma og fuldtidsstudie. Alle kan skrue på noget.Løsningen for alle er ikke at flytte til Ærø og hjemmeskole ungerne. Men mange af os vil have enormt godt af at forholde os til om de 15 timer skal bruges på X-factor, eller om de skal bruges på noget der nærer os mere og gør os mere nærværende med vores børn. ELLER at vi bevidst vælger at bruge de 15 timer på X-factor, ligesom jeg gør.Jeg har helt klart fået sat en dyb proces igang her. Jeg ved ikke hvor den ender, men jeg ved hvilken retning jeg vil i... Tak Maj, for at turde vælge dig og din familie så meget til at det giver rum til at jeg kan spejle mig i det og gøre det samme. Også selvom det gør lidt nullernaller at få plasteret revet af.

2019 bliver året hvor jeg springer ud

Det er ikke helt nemt at komme sådan ordentligt i gang med 2019, for meget af året er tilbragt i frustration, på en børneafdeling på Hillerød sygehus (vi er lige komet hjem igen i dag), eller med ondt i maven over ting der er ramlet. Bum, færdig lagkage. Men jeg vil i gang med året NU. Og 2019 bliver året hvor jeg springer ud.Det hele er jo en rejse. Alt er en rejse et sted hen, og derfra og så videre. Og det er så dumt at sige at "nu" er man den rigtige sig selv, for alt det du var inden du blev "den rigtige version af dig", er jo mindst lige så vigtig en del af rejsen, ellers var du jo ike hvor du er nu. Jeg siger ikke vi behøver at sende bolsjefarvede takke-kor afsted til vores fortid, jeg siger bare at vi aldrig er et facit.Så. I år bliver året hvor jeg springer ud.Jeg springer ud som mere spirituel, mere grøn, mere feminist, mere minimalist, mere business og mere mor. Hvis du er skuffet nu og tænker "ej, jeg var bare sikker på du i det mindste var biseksuel, og var klar til at fortælle om det nu", så er året jo ikke slut, vel? Jeg kan nå at lave en masse rav i andedammen de næste 11 måneder.Alt det jeg springer ud som, har jeg jo været hele tiden. Jeg har bare et nyt niveau af mod (og fuckoffness) som jeg er klar til at rulle ud til verden, jeg er klar til at presse mere på og jeg er klar til at sige mere fra. Og til.Og som jeg skrev forleden dag (her, i mit eneste nytårsforsæt for 2019), så skal overskriften for 2019 være nye nære relationer, meget mere fysisk kram og ægte øjenkontakt. Vi skal ud og møde folk ude i den virkelige verden, så vi ikke sidder med 6.000 venner og aldrig har følt os mere ensomme i vores liv. Det kender jeg rigtig mange, inklusiv mig selv, som har brug for.Så jeg starter lige lidt i dag.Jeg er pissetræt af at de fleste af dem der bruger ordet "krænkelsesparat" om andre, det i virkeligheden er dem der opfører sig som mest krænkede. Og hysteriske. Jeg er også træt af dem der tager patent på "den rigtige måde at være familie på" (eller mor/far). Jeg er træt af folk der presser agendaer ned over hovedet på andre. Jeg er træt af råd jeg ikke har bedt om (den er jo ikke ny). Jeg er træt af at der er virkelig få mennesker der kan finde ud af at lytte. Jeg er træt af politikere der åbenbart lever i et helt andet luftlag end mennesker der er i kontakt med livet, både det indre og ydre. Jeg er træt af sexisme. Jeg er træt af at jeg er blevet bidt i mit pat. Og så er jeg træt af at være træt.Til gengæld så elsker jeg at kvinder over hele verden rejser sig i større og større flokke. Jeg elsker at mænd rejser sig med dem, og forstår at det her aldrig har handlet om mænd mod kvinder. Jeg elsker fremmede mennesker der kan få mig til at grine. Jeg elsker feminister (m/k). Jeg elsker mennesker der er modige og står op for noget større end dem selv, selvom de er bange, og selvom de måske er alene. Jeg elsker også mennesker der står op for dem selv. Jeg har eksempelvis lige skrevet en klage til min (nu tidligere) bank (da jeg har skiftet). Ikke fordi jeg ville have dem til at ændre på noget andet end deres tone, blot fordi jeg var megatræt af at blive talt ned til. Min bankdame kunne ikke klemme et "tillykke" ud da jeg blev mor for anden gang (eller første gang for den sags skyld). Nåja, jeg elsker folk der behandler medmennesker ligeværdigt. Dem elsker jeg. Jeg elsker at der er så mange næstehjælpere og venligboere og andre der har fattet at vi allesammen er et folk. Jeg elsker det nye X-Factor på TV2 og jeg elsker at jeg har håb for fremtiden. The future is female, og vi er allesammen (m/k) midt i en kæmpe kæmpe forandring, nogen ved det, andre har ikke forstået det endnu, og så er der de gamle dinosaurusser der spræller på vej ned i afgrunden.Det skal nok blive godt.Godt nytår. Og jeg ved sgu ikke hvad jeg er. Kan jeg blive dig et svar skyldigt?

Vi er udskrevet fra Hillerød sygehus - en opdatering på det hele

Det svarer vist mest til følelsen af at være blevet suget op i en tornado, blive hvirvlet rundt en uges tid og så er der pludselig bare helt stille og jeg aner ikke hvor jeg er landet henne. I sidste uge blev vi indlagt, Selinna og jeg, først på Herlev sygehus, så flyttet til Hillerød og i dag er vi hjemme igen. Uden konkret diagnose, men med langt mere afklaring.Det startede med nogle kramper. Når Selinna ligger ned laver hun en serie af 3-4 krampe-agtige-trækninger, som varer 2-4 sekunder hver gang, og så er hun helt sig selv igen. Min mor var her tilfældigvis da jeg så dem, og hun kom (heldigvis) og filmede dem. Så gjorde vi ikke mere ved det, da Selinna jo egentlig var ret upåvirket af dem. Men kramperne fortsatte, og min mor viste videoen til to sygeplejersker hun kender, som uafhængigt af hinanden sagde at vi skulle ringe 1813. I løbet ad dagen oplevede jeg også at der var noget der plagede min ellers så glade pige.Vi kom til Herlev, de så videoen og tjekkede hende og indlagde os. Her mødte vi den mest fantastiske læge, Eske, som virkelig tog sig grundigt tid til at undersøge, var nysgerrig, lyttende og stillede en masse gode spørgsmål. Og så gjorde han noget mange i det fag kan lære noget af. Da undersøgelsen var færdig, satte han sig ned, helt roligt, og spurgte om der var noget vi var i tvivl om, noget han ikke havde fortalt om eller noget vi tænkte vi manglede at få fortalt. For lige at få det hele med. Og så satte han sig ellers bare til at lytte, så jeg lige fik tid til at tænke. Det var sådan en rar oplevelse at føle sig så hørt.Vi fik en åben indlæggelse, og så valgte jeg at tage hjem og sove, og det var helt okay med Eske og hans kollegaer, vi kunne bare komme tilbage hvis der var forandring i Selinnas tilstand.Derhjemme gik det fint, vi var meget sent hjemme, Emmalia var taget med Momse og morfar hjem, og Selinna og jeg gik kolde på sengen. Jeg vågnede hurtigt igen og kunne ikke slippe tanken om hvad dælen det kunne være. Så jeg begik den ultimative dumhed og gå på google.Baby, kramper, google, klik!Der gik ikke ret lang tid før jeg landede på informationssider om infantile spasmer, og jeg så et hav af youtube videoer om hvordan de spasmer så ud. Så læste jeg hvor alvorlige de er, og hvordan babyer mister op til 80% af deres evner og førlighed , og så sov jeg ikke mere den nat. Jeg bad til at kramperne var væk næste morgen. Men sådan gik det ikke.Kramperne fortsatte, jeg ringede til Herlev, vi blev flyttet til Hillerød (vi hører åbenbart til der), og i Hillerød blev vi indlagt til observation. Kramperne fortsatte, ingen vidste rigtigt noget, og selvom jeg egentlig holdt humøret oppe hele vejen, så fik tvivlen, usikkerheden og frygten tag i mig, og langsomt begyndte jeg at frygte det værste.Personalet og lægerne på Hillerød børneafdeling var simpelthen så søde og åbne og imødekommende, at jeg nærmest ikke har ord for det. Det er ingen hemmelighed at min begejstring for det sygehus (efter min seneste graviditet) kan ligge et meget lille sted, men jeg må sige at børneafdelingenerne virkelig har gjort et kæmpe stykke arbejde for at skabe tryghed og støtte til vores familie og os.Det er ikke sjovt at se sin baby krampe. Jeg kender det jo desværre i forvejen, fordi Emmalia havde affektkramper, de er endnu værre end de kramper Selinna har (i hvert fald den måde de kommer til udtryk på). Ved affektkramperne zoonede Emmalia helt ud, mistede bevidstheden og blev slap i kroppen, det var forfærdeligt. Selinna zooner ikke ud, men bliver stiv i blikket og kigger enten ligeud eller bagover mens arme og ben kramper.Så da vi havde været indlagt en dag eller to, så brød jeg sammen. Jeg har vugget Selinna i mine arme fra 5 morgen til 21, 20 og 19 aften, jeg har beskrevet og beskrevet og tænkt efter og beskrevet og holdt og lyttet og tænkt med og og og ... og pludselig går det bare op for mig at jeg er indlagt med min baby på 7 måneder på Hillerød sygehus og ingen aner hvad dælen hun fejler. Og så flød bægeret over. Jeg trængte til at nogen holdt mig lige der. Krammede mig og sagde at det hele nok skulle gå. At jeg ikke var alene.Derfor har jeg opdateret hele rejsen på både instagram og facebook. Og det har simpelthen været sådan en stor hjælp og støtte undervejs i det her meget pludselige "eventyr" vi var kastet ud i. Jeg har fået de mest omsorgsfulde og skønne og støttende og kærlige beskeder, og det har virkelig været guld værd.Det har været virkelig rart at der hele tiden er blevet lagt en konkret plan, så ventetiden ikke føltes så håbløs. "Nu er det det her vi gør, og når vi har resultatet, så laver vi en ny plan derfra!".Emmalia har været og besøge os hver dag, og jeg kan ikke beskrive med ord hvor hårdt det har været samtidig at skulle være væk fra hende så længe. Vi har aldrig været mere end en enkelt overnatning fra hinanden, så det er klart at vi begge to (alle tre, for Selinna savner også Emmalia) har haft nogle tydelige reaktioner på det savn og den adskillelse.Det har været nærmest umuligt for mig at sove ordentligt, og jeg er vågnet hver eneste time og har kunnet mærke mit hjerte pumpe og mine ører suse. Jeg har været så træt, og jeg var i forvejen ret træt, da ugen op til inkluderede træthed og Selinnas første tand, så søvn er ikke det jeg fodrer svin med for tiden.Her til morgen var planen så at Selinna skulle EEG scannes (skriver jeg som om alle lige ved hvad det er). Vi skulle måle hendes hjerneaktivitet og se om der var noget unormalt, og (forhåbentligt) udelukke infantile spasmer. Uanset om hun ville få kramperne mens hun lå med elektroderne på hovedet eller ej, så ville hjernen "slå ud" og man ville kunne afgøre med det samme om der var unormal aktivitet i hjernen.Det var en forfærdelig oplevelse for Selinna (og derfor også mig) at være til EEG. Manden derinde var simpelthen så sød, og jeg ved ikke om det var fordi hatten med elektroder i var lidt for lille, men Selinna SKREG som jeg aldrig har hørt hende skrige før, da hatten blev bakset på hende og gel'en blev sprøjtet ind i hatten. Han havde heller aldrig hørt nogen skrige så voldsomt før. Først efter noget tid faldt hun til ro, og jeg lagde mig tæt sammen med hende i den bedste ro jeg kunne finde, for modsat Selinna, så vidste jeg at det her simpelthen var så vigtig en undersøgelse, for her kunne vi udelukke mit absolut værste mareridt.Undersøgelsen varede en halv time - tre kvarter, og så var vi færdige og gik op på stuen og sov lidt sammen mens vi afventede svar.Et par timer senere kom sygeplejersken med svaret. Jeg har ingen idé om hvad jeg følte lige der. Hele mit system frøs, mine tæer blev kolde og mine fingre frøs til is. Min fuldstændig grødede hjerne prøvede at samle alle rester af fokus, så jeg kunne lytte til hvad sygeplejersken havde af svar til os.This is it."Vi har fået resultaterne fra EEG allerede, og der er absolut ingen som helst tegn på abnormalitet eller noget der kunne tyde på infantile spasmer. Det var første gang de selv sagde den diagnose højt. Indtil da var der ingen af os der havde nævnt det, men det havde ligget i luften hele vejen. På sådan en måde hvor alle godt ved at alle de andre også har tænkt det, uden at nogen har sagt noget højt.Jeg var så lettet at jeg ikke hørte resten.Kort efter kom en læge til stuegang, og vi blev enige om at vi gerne måtte blive udskrevet. Det bedste bud er at Selinna har refluks, og at bevægelserne kommer på grund af tilbagekøb i spiserøret. Hun får nu Nexium mod refluks, og det tager noget tid før det har effekt, så det prøver vi i en måned og så skal vi til egen læge og tage den derfra.Armmen du forstår slet ikke hvor lettet jeg er. Mine forældre og Emmalia kom 10 minutter efter jeg fik nyheden, og jeg ville bare hjem NU. Ikke mere sygehus. Emmalia kom lige ind ad døren, sagde "hej mor, jeg har SÅDAN glædet mit til at se dig" lavede et ømt "jeg har savnet dig" ansigt og sagde så "jge skal lige ind og se om Eiva er blevet rask! Vi ses om lidt!" og så gik hun ellers ind i opholdsstuen, hvor den dukke (Eiva) lå, som hun havde kørt rundt i barnevogn i 5 timer dagen forinden. Elskede lille barn.Så nu er vi hjemme. Jeg er fuldstændig skeløjet og kan ikke tænke klare tanker endnu. mit hjem sejler, fordi jeg forlod det midt i et anfald af minimalisme og Marie Kondo (google hende) oprydningsflip. Men mine børn sover begge to inde i sengen, og vi har nærmest ligget i en bunke af kram og kys og kærlighed, og er faldet i søvn til lyden af hinandens liv i lungerne. Jeg er simpelthen så taknemmelig for at det umiddelbart ikke er værre end refluks, og at der er en plan og at den lyder godt.Min intuition sagde mig også at det var refluks, jeg har endda både sagt og skrevet det til et par veninder inden lægen selv kom dertil. Men jeg havde brug for at det var fagpersonalet der styrede alt det med at gætte og diagnoser, så da deres bud matchede mit, så gav det et helt nyt niveau af ro i mine mor-celler.Så.Jeg vil bare takke mine forældre for at kunne træde til uden varsel, for at køre os, komme med tandbørster, passe så fantastisk godt på min store pige og hjælpe med at forstå hvad lægerne sagde (ikke fordi de var utydelige, men fordi jeg havde brug for en tolk der kunne skære det ud i pap for min flossede ammehjerne). Jeg vil takke mine to piger for at klare det her totalt over al forventning. Udover EEG oplevelsen, så har Selinna ikke sagt et kvæk under en eneste af undersøgelserne, heller ikke da hun skulle podes i halsen på grund af en hævet mandel. Hun er topsej! Og Emmalia ... store vidunderlige Emmalia, der simpelthen har været så tapper, selvom hun helt tydeligt også har været mega mærket af at være væk fra mor og Selinna så længe. Heldigvis har hun haft nogle ret store reaktioner undervejs, hvilket gør mig tryg, også selvom det var hårdt at se hende så ked af det da vi skulle sige farvel.Og tak til alle der har delt erfaringer og kærlighed og trøst og har tilbudt mig at jeg kunne ringe for at snakke, har tilbudt at hjælpe med alverdens store og små ting. Jeg er så omgivet af støtte og kærlighed fra alle jer og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal udtrykke hvor taknemmelig jeg er <3Så. Det er status herfra. Vi tror vi ved hvad det er, nu skal tiden arbejde lidt for os, og jeg glæder mig til hverdagen igen. Som jeg skrev på facebook forleden aften, så bliver alting pludselig ligemeget og få ting fylder pludselig det hele. Jeg er så flosset i kanterne, min hjerne slår krøller og jeg er bare træt træt træt. Jeg skal have handlet og så skal jeg lige bruge et par dage på at lande igen ovenpå det her. This too shall pass.Livet er sgu så skrøbeligt, og intet skal tages for givet!Tak <3

ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn?

ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn? Næsten ugentligt modtager jeg det her spørgsmål fra kvinder i forskellige situationer. Kvinder der overvejer at gå selvvalgt solomomboss vejen med nummer 2, kvinder der er i et ulykkeligt forhold, som måske er gravid med nummer 2 og ikke kan overskue forholdet mere og kvinder der er i tvivl om de skal have et barn mere generelt. I stedet for at svare individuelt hver gang, så skriver jeg dette blogindlæg, som forhåbentligt kan ramme bredt, og hvis du stadig har brug for nogle tanker herfra, så spørger du bare igen.ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn?JA, det er det! Men det er virkelig også så meget andet. Det jeg synes er allermest hårdt, er når der er sygdom og ingen ekstra hænder til lige at hjælpe. Her står jeg meget alene, men har heldigvis en mor der kommer og hjælper af og til. Jeg overvejer at tilkøbe mig en reservebedstemor i området, sådan så jeg ikke er så låst til en person, men har en jeg kan ringe efter og betale mig fra kommer. Det tror jeg vil hjælpe lidt på situationen. Så mit råd vil være: kast dig ikke ud i solomombosslivet uden et netværk omkring dig som du er sikker på vil troppe op når det brænder på. Man lærer hurtigt hvem der er der på papir og hvem der er der i virkeligheden når huset brænder, og det er på alle måder meget godt at få den afklaring, for så vd du også hvor du selv skal investere din energi henne.Til gengæld er der en kæmpe frihed i livet alene med børn, som jeg kampnyder. Jeg skal kun være mor, og når ungerne sover, så skal jeg ikke varte andre op end mig selv. Som jeg har nævnt tidligere, så har jeg i knap 15 år set den samme mand, men vi er ikke interesseret i hinandens liv udover på smalltalkbasis. Det er en form for voksen-voksenforhold, og han gider stadig godt tage med i Ikea og hente ting og male mine vægge. Men jeg blander mig ikke i hans børn og han blander sig ikke i mine. Og det kunne han også lige vove på. Så jeg føler på ingen måde at jeg lider noget tab.Inden jeg fik børn gik jeg heller ikke byen, jeg drikker sjældent alkohol og jeg elsker mine aftener hjemme i joggintøj og med en god film eller bloggen eller en god bog. Jeg har ikke oplevelsen af at jeg "misser ud" på noget, jeg kan jo tage pigerne med til det meste, og de ting jeg ikke kan i øjeblikket, det kan de fleste andre med små babyer heller ikke.Hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det ikke så meget om at være stærk eller "knibe ballerne sammen". Det handler om livsindstilling. Hvis du kun ser "hårdt" og kun kan se det som om du skal op ad en bakke med en kampesten på ryggen, så vil jeg på ingen måde anbefale at gå solomor til to vejen. Hvis du til gengæld er indstillet på at vende så meget som muligt til leg og sjov, selv vasketøjet og når der ligger ristede løg ud over hele køkkengulvet og din baby græder og din store sidder på potten og skal tørres osv (gæt hvor jeg har det billede fra). Efter jeg har accepteret at det er mere hårdt end jeg havde regnet med, og at andres råd ikke duer, men at jeg derimod er nødt til at finde mine egne svar, så er det som om det hele er blevet meget nemmere. Jeg synes faktisk det er lettest at putte begge pigerne selv. Hvis der er nogen til at hjælpe, så går der koks i det og det liver træls, men hvis bare jeg er alene med pigerne, så er der ro og pigerne sover næsten samtidig. Det tager lidt tid, men når det virker, så er det som om englene synger.Jeg er, i al beskedenhed, ret god til at finde små oaser og små glæder i en hverdag fyldt med udfordringer, og jeg skal fortsat øve mig på det hver eneste dag, men jeg bliver bedre.Hvis du har fulgt alt mit minimalisme, digital junkie og bæredygtighed, så er det jo netop noget der er kommet i kølvandet på mit mor-til-to-hood. Jeg er simpelthen blevet så uhyre bevidst om hvordan jeg bruger min tid, hvilket aftryk jeg vil sætte på verden, hvilken verden jeg vil efterlade til de to piger jeg har ansvaret for og hvem jeg vil bruge min meget sparsomme mor-tid sammen med. Og det er GODT. Jeg kommer meget mere ud i naturen med to børn end jeg gjorde med et barn, eksempelvis. Jeg er blevet meget bedre til at "call'e" bullshit og sige pænt nej tak til nederen mennesker, for jeg har simpelthen ikke tid. Jeg er blevet bedre til at acceptere rod og at alting ikke skal ordnes lige nu. OG jeg har stadig mor-tid næsten hver aften (pånær lige den seneste måned med sygdom).Det er ikke meningen at jeg skal sælge dig noget. Jeg skal ikke sælge dig en drøm eller et ideal. Det ER hårdt, du får ondt i ryggen, du græder mere, du kommer mere til kort, du føler dig mere utilstrækkelig, du klipper alt dit hår af (ej okay, det var bare mig), du har mere snot og gylp i håret og på tøjet, der er mere tøjvask og rengøring, og og og. Men. Du bliver også stærkere, du griner mere (også af dig selv), du nyder mere, du elsker mere, du bliver mere kreativ, du går tidligere i seng (det bliver man simpelthen nødt til) og du får på alle mulige måder mere kvalitet ind i livet. Hvis du altså er mig.Når det så er sagt, så er der jo kun dig til at forme din fremtid. Jeg vil sige at de første 3 måneder, der skal du alliere dig med absolut så meget hjælp som muligt. Men så lander i. Jeg tog på 3 ugers sommerferie alene med to små børn. Helt alene. Det gik simpelthen over al forventning, og jeg var faktisk ikke helt sikker på om vi alle tre ville overleve de 3 uger. Men det fungerede lidt som en ryste-sammen-tur. Og det kan jeg virkelig anbefale.Der er kun dig til at vælge hvordan vi hverdag skal se ud. Jeg har f.eks haft et princip om at man falder i søvn i sengen om aftenen. Indtil noget andet gav bedre mening. Jeg gider ikke rende fra stuen (hvor slyngevuggen hænger) og vugge Selinna, ind til soveværelset hvor Emmalia ligger alene, og jeg ender med at være begge steder halvt. Det virker for ingen af os. Derfor falder Emmalia nu i søvn på sofaen hver aften mens jeg vugger Selinna i søvn, og jeg kan nu synge for dem begge to og Ems elsker at falde i søvn på sofaen, fordi det er noget "Nyt og særligt". Og sådan finder man hele tiden en ny vej at gå når det gamle ikke virkede længere. Og hvis der kommer nogen gamle kloge damer og siger "børn skal altså ..." så må jeg lige afbryde dem og sige "børn skal ikke en skid! Og resten finder vi nok selv ud af. så nej tak til dig!"Hvis du specifikt står i et forhold hvor I har mistet melodien, så har jeg ingen råd, men jeg har nogle overvejelser du kan gøre dig. Jeg kommer selv fra et broken home, og jeg er personligt meget glad for at mine forældre blev skilt, omend det var en forfærdelig skilsmisse især for de ikke har snakket sammen siden og aldrig formåede at skabe en rar "bro" mellem dem, du ved, den børnene står på mellem mor og far. Jeg er ikke tilhænger af at man på nogen måde skal blive sammen for børnenes skyld, det får man ikke lykkelige børn af. Jeg er glad for at min mor valgte en ny lykke, ellers er jeg ikke sikker på jeg havde været den jeg er i dag. Og hende er jeg nu engang glad for at være.Til gengæld, hvis der ikke er vold, misbrug eller lign. involveret, så vil jeg give det et skud hos en parterapeut eller en familieterapeut. I hvert fald for lige at have dobbelttjekket om det nu er det rigtige at gøre. Næsten alle jeg kender, der er gået den vej, de er endt med at gå fra hinanden alligevel, men på en langt bedre, kærlig og omsorgsfuld måde end hvis de havde skippet terapien.Derfra handler det om at finde en vej der absolut handler om at børnene er glade (men ikke fanget i misforstået hensynstagen), og hvor begge forældre kan starte et nyt godt liv og blive lykkelig mor og far og mor og mor og far og far, eller hvordan man lige har indrettet sig.Så ER det virkelig så hårdt?Well, det kommer virkelig an på hvad man sammenligner sig med. Hvis man sammenligner sig selv med en familie i Bangladesh, så er det her jo a walk in the park. Jeg er sgu ret priviligeret hvis jeg selv skal sige det. Jeg har skabt mig en ramme om mig og pigerne som fungerer supergodt. Sammenligner man sig med en familie hvor parforholdet ikke fungerer, så tror jeg virkelig også jeg har det ret nemt. Der er vist kun en ting der er værre end at være alene, det er at være to, men at FØLE sig alene om det hele. Det kunne jeg personligt ikke selv holde ud at leve i. Jeg vågner hver morgen og ved hvad jeg har, og det kan jeg enten sørge over, eller vælge at have en fest over. Og jeg vælger det sidste.For nyligt havde jeg besøg af en veninde, som er lykkeligt gift og har tre børn, og hun gik rundt i mit hjem og sagde "ej hvor er du heldig, du kan bare indrette dig PRÆCIS som du gerne vil have det" og det har jeg aldrig tænkt over kunne have nogen særlig værdi. Men det har det selvfølgelig, og jeg nyder at jeg altid kan male mit hjem neonpink hvis jeg har lyst (det har jeg ikke).Så. mit svar er selvfølgelig farvet af at jeg lever det her liv. Jeg drømmer ikke om fast partner og villa og vovse. For mig er friheden det liv jeg lever nu. Og nej, jeg bor ikke i en villa i Klampenborg med udsigt til vandet og en audi i indkørslen. Men jeg kan betale mine regninger, jeg er omgivet af natur, jeg har vildt mange timer med mine børn hver eneste dag og hvis det blev nødvendigt, kunne jeg holde dem begge to hjemme og stadig overleve uden hjælp fra kommunen. Det er frihed for mig. Og så kan det være mit liv ser helt anderledes ud om 10 år når pigerne er større og jeg møder kongen af popcorn og vi bor i et popcorn slot i Rungsted. Hvem ved?Jeg håber det gav lidt stof til eftertanke, ellers vil jeg rigtig gerne høre fra dig <3P.S Og den veninde du har, hvis mand ofte rejser, og hun derfor mener at hun også er enlig mor til to ... det er hun ikke. Hvis der er en anden der bidrager med indtægt og du har en med lige så stort ansvar for ungerne som dig, som også kan forventes at kunne stå der, og i har råd til at ansætte hjælp osv. Not the same thing. Bare lige så du er obs på hvor du henter dine erfaringer henne. Jeg får altid lidt tics når folk påråber sig "næste at være enlig forsørger" fordi manden rejser meget. Nej. Så er du bare meget alene hjemme. Det er stadig ikke det samme.

6 måneder som solomomboss til to, hvordan går det egentlig? Og hvad med hr. far?

Måske er det på tide med en lille opdatering på hvordan det går med livet her hos solomombossen og de to ninjafrøer. Jeg har fået en del spørgsmål med på vejen, og jeg vil forsøge at besvare de fleste af dem i dette indlæg. Send endeligt flere i min retning, det er gode spørgsmål, og det er dejligt at gå og tænke lidt over hvad jeg vil svare på dem. Sådan her går det, knap 6 måneder inde i mit mor-til-to-hood.Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: når man er mor, er man ikke et sekund ældre end sit barn. Ja, du har en masse gode erfaringer med dig, ja du kunne forestille dig nogle ting om det at være mor, ja du er vokset op med 18 søskende og ved en del om bleskifte og konflikter, men at være mor i praksis, det ved du kun hvad er, når du er det. Så, da Selinna blev født d. 9 maj. 2018, der blev jeg også født som mor til to. Det har jeg ALDRIG prøvet før, og jeg skal love for at jeg fik mig noget af en ilddåb. Jeg husker så tydeligt da min verden brast sammen, og jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at jeg nogensinde ville være tilstrækkelig og kunne give mine to piger et godt liv. Hvordan kan man dele sig i to og imødekomme begge pigers behov?Det viser sig at det sagtens kan lade sig gøre at være solomomboss til to, og at mange ting er lettest hvis jeg har pigerne selv (altså ingen hjælp), så som putning. Et af de spørgsmål jeg ofte får er "hvordan putter du to piger på samme tid?" og mit kriterie for en succesfuld putning er at det er så afslappende som muligt for alle. I en lang periode betød det at Emmalia måtte falde i søvn på sofaen mens jeg stod i stuen og vuggede slyngevuggen. Når så Selinna sov, så bar jeg Emmalia ind i seng og derefter Selinna ind i seng, og så havde jeg lidt mor-tid. Nu hvor det er blevet mørkt og koldt og vintertid, så putter jeg Selinna inde i sengen og siger til Ems at jeg kommer om ind i stuen om lidt. Men Emmalia synes det er meget mere hyggeligt at putte sammen med os, så hun hopper ind i sengen, under dynen, og tager min hånd. Så ligger Selinna i midten med et bryst i munden, og jeg holder Emmalia i hånden og begge piger falder som regel i søvn på samme tid. Vupti.Vi har været plaget af skoldkopper og meget høj feber (Selinna havde af uforklarlige årsager 40 grader i feber i flere dage i sidste uge), hoste og snot og sygdom i en måneds tid nu, og det er ved at stilne af. Men det betyder også bare at jeg er bagud med ALT. Her kan jeg godt mærke presset ved at være alene om to piger, for jeg har ikke lige en der kan overtage, og det har resulteret i at jeg, trods desperat brug for søvn, har måtte arbejde til langt ud på natten et par gange. Jeg begynder at være med igen, men det har godt nok været hårdere end jeg lige synes var særlig sjovt. Ammer du stadig, og hvor længe har du tænkt dig at amme?Jeg ammer stadig og jeg har ikke tænkt over hvor længe jeg vil amme. Jeg tænker, præcis som med Emmalia, at jeg ammer indtil det ikke giver mening længere, uanset om det er Selinna eller mig det ikke giver mening for. Det er nemt, hyggeligt og dejligt, og selvom Selinna ikke ligefrem er et barn der slår lejr ved brystet, så tæller de få minutters amning hver gang alligevel.Hvordan går det med søvnen?Blandet. Søvn om natten går helt enormt godt. Efter vi har fået bugt med de åndssvage mareridtsmus (læs her hvordan det ENDELIG lykkes os at slippe af med dem!), er de ikke kommet igen en eneste gang, og vi får som regel vores nattevsøvn. Jeg ammer 1-2 gange om natten, men jeg er knap nok vågen når det sker. Emmalia sover igennem og snakker lidt i søvne, og Selinna sover også rimeligt igennem når bare hun kan ligge og holde om et af mine bryster. Så er alt godt. Til gengæld er jeg ikke den store cheerleader når det kommer til vintertid, så lige nu starter min dag kl 3.40 og det er simpelthen bare ikke rimeligt. Så det er jeg ved at finde ud af hvordan jeg lige får lavet om, det er bare alt alt alt alt for tidligt.Til gengæld sover hun så ikke ret meget om dagen, slyngevuggen virker ikke rigtigt i øjeblikket, men slyngen gør, og der sover hun 20 minutter til 45 minutter, og enkelte gange en time eller to med små opvågninger. Men jeg er stadig på bar bund med søvnen om dagen, så jeg må være et svar skyldigt.Har du stadig barsel?Nej, det har jeg ikke, min barsel sluttede 1. september, så derfor har jeg ærlig talt været lidt stresset over den måned med skoldkopper og sygdom, for jeg har jo faktisk nogen der venter på at jeg får ting lavet. Så selvom jeg burde ånde lettet op, så knokler jeg løs i alle aftentimer i øjeblikket for at indhente det tabte. Men jeg glæder mig til at kunne slænge mig på sofaen en aften snart, og se noget Netflix eller læse en af mine bøger færdig. AHH!Den brudte symbiose, hvad med den?Ja. Den brudte symbiose, hvad med den? Det var absolut det mest hårde ved at blive mor til to, det var at jeg ikke kan være der for Emmalia lige så meget og lige så nærværende som jeg plejer. Det er stadig noget der kradser, men jeg synes egentlig vi har fået skabt en ny trekløver hvor der er plads til os alle tre. Jeg får krammet Emmalia rigtig meget, vi har mange snakke, vi er "fælles" om Selinna, eller i hvert fald hjælper Emmalia meget til, så det føles ikke så "i stykker" som det gjord i starten. Jeg kan godt savne mere tid med Emmalia, og af og til også bare at tage på en lille tur med hende, men jeg ved det kommer, og når det gør, vil det have været ventetiden værd.Får du Selinna passet nogen gange?Nej det gør jeg ikke. Det er sket en enkelt gang, og jeg har stadig ondt i hjertet over det, og Selinna er stadig ramt af det. En søndag for nogle uger siden skulle jeg på arbejde. Aftalen var at det var nogle få timer. Det endte med at være 7 timer. ALT for længe, men jeg kunne ikke gå midt i det hele, så jeg kørte max af hvad jeg måtte hele vejen hjem og tog Selinna i mine arme og græd. Og hun stoppede med at græde. Jeg har stadig ondt i hjertet når jeg skriver det her.I onsdags var det så meningen hun skulle passes i de to timer jeg skulle i "parterapi" med pigernes far. Et møde hvor vi sætter rammerne for vores nye forældrehood, samværsplan, forventninger til aftaler, pigernes udvikling og alt hvad der ellers trænger til en gennemgang. Men da dagen kom, kunne jeg mærke det var helt forkert at efterlade hende igen. Min mor var hos os og havde overnattet, og hver gang min mor holdt Selinna i armene kunne jeg se Selinna reagere og straks søge efter mig. Jeg kunne ikke bære at jeg skulle være væk fra hende igen, så i sidste øjeblik besluttede jeg at tage hende med til mødet, og det gik bare så godt. Selinna er på mange måder en nem baby, virkelig nem og glad og græder næsten ikke, men lige nu er der ikke andre steder der fungerer end mors arme, og sådan er det. Hvordan går det med pigernes far og hvor meget ser han dem?Det går godt med pigernes far. Han har haft nogle ting i sit liv som gør at samværet med pigerne har ændret sig, og vi har været lidt i en "planlægning fra uge til uge" situation, som jeg personligt fungerer utrolig dårligt med, derfor var det godt og tiltrængt med et møde med parterapeuten, for jeg har brug for at kunne planlægge langt ud i fremtiden, og det kan jeg nu, for nu har vi styr på samværet.Jeg vil ikke male et mere rosenrødt billede end det er. Det er SKIDESVÆRT nogen gange, det er det. Vi er jo ikke et par, vi kender ikke hinanden vildt godt, og selv folk i parforhold har svært ved det, så ja, selvfølgelig er det svært. Der skal sluges kameler, klippes en tå og grædes over nogle hakkede løg, men vi får det til at fungere fordi vi har besluttet at det er den eneste vej der findes for os. To make things work. Så, jeg tror vi råber ned i en pude begge to en gang i mellem, men vi har et godt set-up, vi har stadig vores flamingo-alarm (læs her hvad hulan det er for noget), og det vigtigste er pigerne, at de har det godt, og at vi får skabt en ramme hvor der er plads til os alle. Det føler jeg vi er lykkes med, og samtidig har vi begge ting vi hver især skal arbejde med på sidelinjen for at vi også rykker os fremad.Emmalia er begyndt at overnatte hos sin far 1 gang hver 14. dag, og det går rigtig godt, det er stadig nyt, men det går godt. Indtil nu har de kun set hinanden i weekenderne, men fra næste uge ses de også en hverdag og så 3 ud af 4 weekender om måneden. Jeg har haft brug for også at kunne lave noget med pigerne en weekend, da der indtil nu har været samvær hver eneste weekend, så det var rart at få en ramme på plads omkring weekenderne som tilgodeser os alle.Så ja, her går det godt. Med alt hvad de indebærer. Frustrationer, glæde, boblen over af lykke, hav lyst til at hoppe ud fra en bro, broccolimos på alle overflader i køkkenet, snot, kram, konflikter og en bil der snart skal repareres. Og sådan. Jeg ELSKER mit liv, det er rockerhårdt nogen gange, og det kunne også være dejligt at have en at flirte med, men lige nu er der ikke tid til andet end morhood og business. Det er en af de rigtig gode ting ved at være solomomboss til to. Man bliver knivskarp til prioritering af tid og relationer. Der er simpelthen ikke tid til ting og aftaler der ikke nærer. Bum. Men se dem lige:Lykken er i alle de små stunder. De små blik, hver eneste morgen når pigerne vågner og får øje på hinanen. Emmalia der siger "jeg elsker dig Selinna". I dag sagde hun "mor jeg ønsker mig ikke en ny mor til jul, jeg er tilfreds med dig", på alle måder en god nyhed. I det hele taget siger Emmalia vanvittigt sjove ting for tiden. Jeg prøver at få skrevet dem alle ned i en bog jeg har til formålet, men jeg kan simpelthen ikke nå dem alle.Lykken er lige her hvor jeg bor <3

#Jegerutæt - Min egen historie med inkontinens

For ganske nyligt skrev jeg om livet som solomomboss til to som utæt (læs her), altså at jeg lider af inkontinens. Responsen var overvældende, og jeg har fået søde beskeder og rigtig mange skønne kommentarer med på vejen. Det er virkelig dejligt at høre fra andre med samme udfordring. Og vi er langt flere. Det anslås at cirka en halv million danskere lider af inkontinens. Det er alligevel flere end der lige umiddelbart kan være i en sportshal. Så. Du er ikke alene. Jeg er ikke alene. Jeg luftede også at der findes en løsning, og den vil jeg fortælle om i dag. Og hvordan det er gået. Her er vidunderet:Som jeg nævnte i sidste indlæg om emnet, så havde jeg en eller anden blokade over at skulle have "sådan en dims op". Jeg har virkelig været i undersøge-mode omkring det, og der er et eller andet med følelsen af at være "i stykker". Toede jeg. Men så fandt jeg ud af at det mere handlede om at jeg simpelthen bare ikke er "ung og spændstig" længere. Der lå noget samfundsforventning i mig (det gør der nok stadig lidt), noget med at jeg stadig er under 40 og burde alt muligt. Burde være mere fit, burde være mere ... mmm... stram. Dernede. Burde være mindre utæt. Nu er jeg så der hvor denne her "dims" skal sidde der, og hvad gør det så mig til?Den har jeg rodet en del med, og til sidst besluttede jeg mig for at gruble videre mens jeg fik afprøvet Contiform Vaginal pessaret. Og så startede et helt nyt eventyr der fik mig til at glemme alt om identitetskrise i mit underliv. Hvilken størrelse skal man vælge? Hvordan skal den sidde? Hvordan får man den ud igen? Gør den ondt? Hvad er den lavet af? Skal jeg kunne mærke den når jeg går?Jeg sværger, jeg ville ønske jeg havde filmet det. Har du prøvet at tage lange stramme støvler på mens du var gravid? Altså, der hvor man laver flodhesten og lægger sig på sengen med benene i vejret og hiver til? (Og ikke aner hvordan man kommer op igen?) Først troede jeg bare jeg kunne sætte pessaret op på tampon-måden. Men efter fødslen af Selinna er der ligesom sket en forandring den vej, så jeg har ... hvad skal man sige ... afprøvet nogle forskellige positioner, og har fundet ud at at flodhesten er den der fungerer bedst for mig. Det er jo ikke sikkert alle har det på samme måde.Og nu virker det! Jeg kan godt mærke den, ligesom jeg kan mærke en tampon, men den er fin at have i, og nu kommer de allerbedste! Jeg kan nyse uden at skulle skifte bukser bagefter! Først nu hvor jeg har en løsning, kan jeg mærke at det at være utæt har gjort at jeg faktisk havde mindre lyst til at tage ud. I dag har jeg været til møde i Lyngby, og bagefter gik jeg en tur i Magasin og kiggede på alle de nye efterårskollektioner. Og eftersom jeg jo ikke må købe noget der ikke er bæredygtigt (egen regel med mig selv), så skulle jeg alligevel ikke prøve noget, så jeg slentrede bare rundt og nød de smukke designs med Selinna i slyngen. Jeg nyste 6 gange mens jeg var i Magasin i dag, og ikke en dråbe kom ud. Så nu kan jeg komme med i anonyme utættere, og så kan jeg få en nål, fordi jeg nu har været tæt i 7 dage!Og helt ærligt, hvem gider at være SÅ lækker (med sit nye hår) og samtidig SÅ utæt:Ikke mig i hvert fald, derfor vil jeg virkelig anbefale et besøg hos Carepartner, for at få hamstret en utætsløsning hjem i en fart. Lige om lidt skal vi allesammen til en masse julefrokoster og fester og jul og nytår, der gider man godt have kjole og bukser uden tis i, i hvert fald indtil den del af aftenen hvor alle andre går også småtisser. Meningen er jo at du og jeg skal føle os trygge og tørre og tætte, og jeg kan mærke en overraskende forskel efter at have fået hjælp til mit drypperi (det er en underdrivelse, når jeg nyser er det ikke kun dryp, men sjatter, og jeg skal skifte bukser hver gang). Jeg behøver ikke længere tænke på om jeg burde have taget et bind med (jeg nyder stadig tiden uden nemlig), eller endnu værre, at jeg burde have taget skiftetøj med i tilfælde af at jeg kommer til at nyse lidt for kraftigt.Nu siger jeg det bare på godt jysk. Hold kæft hvor er jeg glad for at der findes hjælp. Og hvor er jeg glad for at vi i fællesskab sætter fokus på det her. Jeg må faktisk indrømme at jeg blev overrasket over at så mange kommenterede på mine opslag på instagram og facebook. Det havde jeg ike regnet med, men med åbenhed kommer vi bare længst, og det er simpelthen for ærgerligt at bruge tid på at skamme sig over det her, både fordi vi er så mange i samme båd og fordi der er en løsning på problemet.Hjælp med at bryde tabuet, del din historie eller oplevelser under hashtagget #jeg er utæt og #carepartner på instagram, så kommer jeg ind og liker og hepper på dig <3