Håb og identitet - en smøre

I en tid som denne, med valget 2019, med en abortlov i Alabama der lige sætter kvinder 50 år (plus) tilbage i tiden, med politikere, der udtaler sig om (forfærdelige) solomødre (læs min blog om det her), som om han selv bor i 50'erne, og den ene mere absurde frifindelse i voldtægtssager efter den anden, så er det let at miste håbet. Det er let at se alt det der går tilbage i tiden, det er hårdt at blive mindet om at kvinders rettigheder hele tiden er til forhandling. En ret er aldrig garanteret, det lærer vi i høj grad i disse tider. Men det er også vigtigere end nogensinde før at vi holder sammen, at vi bruger vores stemmer og at vi husker at grine, have det sjovt og kramme hinanden en helt masse.

I sidste uge havde jeg besøg af en veninde. Selvom jeg er solomomboss, aldrig kan gå ud om aftenen og altid slæber minimum et barn med til alting, så er det vigtigt for mig at få set nogle mennesker i virkeligheden, så det ikke bare bliver på nettet, uden øjenkontakt og kram og ægte grin. Faktisk kan jeg mærke jeg har brug for langt mere af den slags end jeg får puttet ind i min kalender i øjeblikket. Jeg har brug for at være sammen med mennesker i den virkelige verden, mennesker jeg kan have dybe samtaler med, spise gode frokoster med og grine højt med. Så det må på to do listen over resten af 2019. Jeg trænger til flere fællesskaber på den rigtige side af skærmen. Og i virkeligheden har jeg mange af dem, jeg trænger bare til at se dem, men også møde nye mennesker.

I dag var jeg sammen med min familie. For en gangs skyld skulle vi ikke noget som helst. Vi skulle ikke ordne noget, ikke afsted til noget, ikke nå noget. Det resulterede i spontan dans, spontan kagebag, Emmalia i mine arme det meste af dagen, Selinna der øver sig i at sige en masse nye ord. Lige nu siger hun, bad, moar, nej, ja, hej, vov-vov, baba (bryst), mam mam, og et par flere jeg ikke lige kan huske. Men hun kopierer og øver og øver og øver. Og det er magisk at se.Så i forbindelse med at mit yngste barn er i fuld gang med at skabe sin egen identitet, så tænker jeg i disse dage over hvad min egentlig er. Min online identitet. For jeg er hende der er ærlig, jeg er hende der bryder tabuer, jeg er også hende der af og til sender en justeringsflad ud i æteren og jeg har en okay god humor hvis jeg selv skal sige det. Og hvem vil jeg være fremadrettet? I denne tid hvor der er brug for stærke klipper? Det tænker jeg lidt over. Jeg har ikke noget svar endnu, men hos mig vil man i hvert fald altid finde en ny vej at gå, hvis man er villig til at gøre det arbejde der kræves for at blive ved med at være nysgerrig og lære noget nyt, både om verden og om sig selv.Det er nemt at blive bange, det er nemt at blive vikle ind i håbløsheden, men så må vi tage hinanden i hånden og gå hen der hvor håbet gror. Og det gør det heldigvis rigtig mange steder. Ikke bare online, men også i vores børn, i vores veninder, i seje kvinder der rejser sig, og så skal vi gro og vande håbet i os selv. Vi skal rejse os og vi skal deltage med vores stemmer og engagement alle de steder vi kan. Og der tror jeg også identiteten ligger, så vejen er den samme, uanset hvilket svar vi forsøger at finde.

Jeg ved faktisk ikke om det her indlæg giver mening i dag for andre end mig, men det var det jeg havde brug for at skrive. For mig selv. At det er okay at være her hvor jeg er, lidt omtumlet, men egentlig et godt sted. Hvis ikke vi som kvinder skulle blive ramt nu, så ved jeg faktisk ikke hvornår vi skulle. Og det er godt. Det medfører gode ting. Vi skal bare igennem en svær tid sammen, og derfor skal vi holde hinandens hænder og hjerter og smil og lys.

Det er i hvert fald vigtigt for mig at stå ved min stolthed over den jeg er. Den seneste tid har jeg været ked af mig. Ked af min mave der hænger ud efter min graviditet. Ked af at mit hår var blevet mullet-agtigt. Ked af at min hud slår lidt ud efter lidt for mange chai latter. Ked af at være så træt. Ked af flere ting i mit liv lige nu. Svære ting. Men i går, da jeg gik en tur med Selinna i slyngen, så kom jeg i tanke om mit gamle råd (til mig selv) om at sammenligne mig selv med ... mig selv.

Og så gik jeg der, på vej hjem til mit skønne hjem i Brede, hjem til mine to skønne børn. Som jeg har med min gamle underbo, som jeg har været i fucking helvede med, men er kommet tilbage fra og har fået bygget et ret godt samarbejde med op. Så godt at vi valgte at få barn nummer to sammen.

Jeg har et liv hvor rigtig meget kan lade sig gøre, hvor jeg kender rigtig mange vidunderlige og inspirerende mennesker. Hvor jeg ikke lader stå til eller har brug for at være noget som helst andet end den jeg er. Hvor jeg lever af at være mig. Hvor jeg kan have tider med snuden i sporet på godt og på ondt, og stadig være præcis den jeg er, og stadig leve af det. Hvor jeg har naturen omkring mig, hvor jeg ikke længere er misbrugt eller misbruger hvor jeg har det sjovt hver dag - også på de svære dage. Nogen gange især på de svære dage, fordi jeg har lært hvordan. Jeg er stolt over den jeg har valgt at være. Stolt. Jeg er stolt over at være den mor jeg er for mine piger. Hold kæft hvor er jeg led ved mig selv nogen gange, og jeg orker det ærlig talt ikke mere. Jeg har to seje og yderst velfungerende sjove og stærke piger der vil frem i livet. Det er godt. Jeg lader dem folde sig ud. Jeg har meget klare rammer. De ved præcis hvor de har mig henne. Det er godt. Jeg kan godt være mig bekendt.

Så selvom jeg er træt og 2019 har taget mig med i tivolis spøgelseshus, så er alt på bedste coach-kliché virkelig okay og som det skal være lige nu. Også alle de steder jeg fejler for tiden. Det eneste jeg savner er at se nogle flere seje kvinder noget mere. Det er det næste jeg gør noget ved!Hvor er du henne lige nu? Med det hele?