Verdens undergang

Her sidder jeg, inde i min hule. Jeg kigger ud gennem et hul i barken, men kan mærke at jeg ikke skal alt for meget derud lige nu hvor stormen river, og hvor alting lander nye steder. Når det altså engang lander. Velkommen til verdens undergang.Jeg har længe haft en idé om at skrive et blogindlæg som tager udgangspunkt i et interview med en marsmand. Marsmanden skal komme ned til jorden, og så skal han snakke med et menneske, som forsøger at forklare marsmanden hvor intelligente mennesker er, og dygtige og effektive vi er her på jorden. Men marsmanden forstår simpelthen ikke det geniale.- Men jeg skal bare lige forstå det rigtigt, så nogen steder på jeres jord der skyder i hinanden? I skyder også på jeres børn?- Ja altså nu er det jo ikke vores egne børn vi sky ...- Men er i ikke ét folk?- Nej nej, det er vi ikke, vi er mange forskellige folk, og vi skyder jo kun dem der ikke opfører sig ordentligt.- Okay, og hvem bestemmer så det? Altså at eksempelvis børn skal skydes?- Øhh det ... det ved jeg ikke lige- Nå men så siger du at i har masser af mad, men der er også nogen der sulter? Hvordan hænger det sammen? Sørger i ikke for at der er mad til alle?- Jo, altså, nej. Vi sørger for os selv, og så er der bare nogen der bor steder hvor der ikke er så meget mad. Og hvor man skyder hinanden. Men det har de jo selv valgt.- Nå men så hjælper i dem vel med mad og husly, så de ikke skal være bange?- Nej, det gør vi ikke- Okay, hvorfor ikke?- Jamen det er fordi der skal være plads til os alle, og hvis der kommer flere herop, så er der jo mindre plads til nogen af os. Så ... det er bedre de bare bliver hvor de er- Men, er i ikke et folk? Altså, ved I godt at, udover mig, så er i det eneste liv i hele universet? Og så bruger i tiden på at skyde hinanden, brænde hinandens bøger og bøvle med Nem-ID, samtidig med at I er det eneste ægte livsmirakel der findes? Det er alligevel en længere snak om hvorvidt det liv er intelligent eller ej. Nu skal jeg hjem til mars, vi må fortsætte snakke en anden dag.Eller noget i den stil. Jeg blev aldrig færdig, og nu fik jeg lyst til at bruge ideen. Og det er ikke fordi jeg går rundt med en sort sky over hovedet eller befinder mig i en depressiv tilstand. Det gør jeg ikke. Denne her tid, kan jeg mærke, er bare enormt hård og filterløs, og jeg har ekstra meget brug for at være ekstra meget sammen med de mennesker jeg holder allermest af. Og "sammen med" i form af tæt fysisk kontakt, hånden på hinandens hjerter, øjenkontakt, smil, stemninger og den energi man kun kan udveksle med andre mennesker, når man befinder sig så tæt at man stadig kan mærke hinandens tilstedeværelse selvom man lukker øjnene.På den ene side ved jeg at det verden skal igennem nu, det er tvingende nødvendigt, for hvis noget nyt skal blomstre, så skal noget gammelt dø. Sådan er det, det har livet lært mig (og det tror jeg på). Vi skal re-tænke vores liv her på jorden i en skala som ikke en eneste politiker (jeg har hørt om) er i stand til. Forandringen skal komme andre steder fra, og det GØR den heldigvis.Der sker heldigvis så meget under den hårde mur af kolde hjerter, og jeg ser det ske alle mulige steder. Nyt der bryder igennem mørket. Og jeg støtter alle steder jeg kan, dog uden at tabe mig selv. Derfor er der lidt længere mellem mine blogindlæg i øjeblikket, for jeg skal have mig selv med. Og også jeg bliver rusket rundt for tiden. På den usexede måde. Og det er okay.Så min opfordring til mig selv, i en tid hvor ingen kender i morgen, det er følgende:

  • Vær sammen med dem jeg elsker
  • Vær kærlig ved mig selv
  • Vær sammen med og i naturen
  • Støt dem der tager stafetter der kæmper for fred og "unitedness"
  • Ti de andre ihjel
  • Spis kage
Jeg kan mærke forandring i min krop, på celleplan, i mit hjerte, i min energi. Det føles på samme tid som at være faldet i en dyb dyb sø som virker bundløs, og på den anden side føles det som at være på det vildeste river-rafting eventyr nogensinde.Det her, det er livet. Jeg tager stafetten snart, og jeg ved også hvor jeg vil hen. Der er så meget der ikke er vigtigt mere, og samtidig noget der er vigtigere end nogensinde før.<3