Kan vi rumme hinandens rædsel?

Time flies. Pludselig gik der tid uden at jeg fik blogget. Det er ellers ikke så tit det sker at der er lange pauser. Det var påske og nu er hverdagen tilbage. Gode gamle hverdag. Jeg har været stille her på bloggen og hvis du har fulgt med på instagram, så ved du hvorfor. Jeg vil gerne uddybe lidt her. Det handler om at det er svært at være kreativ når man ikke har sig selv med.Hvis man i gamle dage mistede sin ægtefælle, så var man i sorg i cirka to år før nogen overvejede om man måske skulle have hjælp til at komme ud af sorgen (i form af eksempelvis medicin). I dag er den tid reduceret til 14 dage (Kilde: Professor Peter Gøtzsche fra et af hans foredrag). Det siger lidt om hvordan vi har skabt os et fixer-samfund. Alle har røven fuld af gode råd, men meget få kan sidde igennem en andens rædsel og bare "være der". Og det er fair nok, hvis bare folk gad tage ansvar og sige "jeg føler mig simpelthen så utilstrækkelig her, så jeg ved ikke om jeg bare skal trække mig? Jeg er bange for at sige noget forkert til dig" i stedet for at fyre gode råd af. Så har man i det mindste gjort et forsøg på at starte noget der ligner en ærlig og sårbar samtale, som der kunne komme noget smukt ud af.Derfor har jeg også holdt lidt igen med at fortælle om hvad jeg gennemgår i øjeblikket. Jeg ORKER ikke alle dem der så gerne vil fixe, fordi de oftest ikke engang kan rumme deres egen rædsel/smerte/sorg/sårbarhed. Så er det lettere at forsøge at fixe min, end at kigge på sin egen.Men nu er jeg et sted hvor jeg godt kan skrive om hvad der sker, så det gør jeg. Jeg vil dog stadig gerne henstille til at jeg hverken er i nogen som helst form for fare eller har nogen som helst brug for at blive fixet. Jeg har brug for at gennemgå hver eneste dag, hver eneste time og hvert eneste minut af denne her rejse, så jeg kan få det hele med når jeg er ved vejs ende, og skal i gang med en ny rejse lige om lidt.For nogle uger siden fik min far en blodprop i hjernen. En uge senere fik et andet nært familiemedlem også en blodprop i hjernen. Min far hr været indlagt i 6 uger, og her i påsken tog jeg til Jylland for at gøre hans hus rent og hjælpe ham med at finde en ældrebolig. Ikke en helt nem proces. Som jeg har fortalt på instagram så har huset fået lov at stå til i mange år, og det er på ingen måde let at komme ind i et menneskes hjem og sortere og smide ud, især når det er et menneske der på den ene side har givet en livet, og på den anden side er fremmed på mange områder. Rydningen inkluderede mødet med skadedyr, eller mange rester fra specifikke skadedyr, og det er hårdt at se et menneske man holder af have givet op i livet.Så.Jeg er okay. Men jeg har haft trukket stikket fra stort set alt i en måned. Turen til Jylland har sat enormt mange tanker i gang om hvordan jeg gerne vil leve mit eget liv, hvordan jeg gerne vil være med mine egne børn, hvordan jeg gerne vil bo og hvordan jeg gerne vil have det indeni i den tid jeg har tilbage.Samtidig er jeg ikke okay. Og ja, man kan godt både være okay og ikke-okay på samme tid. Vi mennesker er langt mere komplekse end at ingefær og koldpresset olivenolie er svaret på alle  vores kvaler. Jeg er flosset, jeg trækker mig hurtigt hvis jeg kan mærke noget sluger min energi for meget og jeg bruger rigtig meget kvalitetstid med mine to små børn lige nu.Men jeg synes faktisk det er lidt svært at dele det her, for jeg føler vi som samfund har rykket os ret meget i retningen af at vi skal være så forbandet lykkelige og "ovenpå" hele tiden. Vi må ikke være kede af det, og hvis vi er skal vi i hvert fald tale om det, vi skal måske opsøge en coach eller en psykolog og vi skal gøre noget ved det. Nogen gange ikke? Nogen gange, så skal vi bare være. Og nogen gange skal vi ikke tale om det, men så skal vi bare gå lidt i ring eller lidt rundt om os selv i en periode, og så gå det hele nok igen. Andre gange skal vi ikke. Det er bare vigtigt at det er noget vi hver især får lov til at afgøre for os selv, og ikke andre der trækker det ned over hovedet på os.Så her sidder jeg, lidt i sorg. Min far er ikke død (som flere fejlagtigt har troet, og jeg undskylder hvis jeg ikke har været tydelig nok, det er helt sikkert mine formuleringer der har været uklare), men der er alligevel meget sorg i den her proces. Til gengæld er jeg også i glæde. Det føles godt at kunne hjælpe en man holder af, det føles godt han har mødt mine børn inden hans tid er forbi, det har været et stort dybtfølt ønske fra min side at han skulle møde dem. For en måneds tid siden lykkes det endelig, og jeg vil aldrig glemme den dag.Midt i alt det her har jeg haft sådan nogle hjertelige samtaler med mennesker omkring mig. Både mennesker jeg kender rigtig godt og helt fremmede følgere der har delt deres egne historier med mig i private beskeder. Det har været så helende og rart at opleve og læse, og det varmer så meget mere end nytteløse råd, eller andres behov for at flygte fra smerte som bliver pålagt mig. Jeg har ikke det behov. Jeg går ikke i stykker af at livet er sorgfyldt eller hårdt i perioder. Men jeg bliver ked af det når andre ikke kan styre deres eget behov for at fikse mig. Også selvom intentionerne er gode.Så,selvom jeg græder i øjeblikket, så griner jeg også ret meget.selvom jeg er meget træt, får jeg også gået en masse ture. Jeg har endda købt mig et par gode løbesko (luntesko), som jeg fandt ubrugt på fb marketplace.selvom jeg føler mig alene (ikke ensom lige nu i hvert fald), så føler jeg mig samtidig også forbundet med de mennesker der tjekker ind i min rejse, både fremmede og nære relationer.selvom jeg ingen appetit har, får jeg stadig noget at spise.selvom jeg ikke ved hvornår nogens tid slutter, er jeg mere taknemmelig end nogensinde for den tid jeg har med dem jeg elsker.Og sådan er der så mange små oaser man kan skabe sig, selvom hjertet smerter for tiden.