"Ej med har hun ikke alt for lidt tøj på?" - lidt om børneopdragelse der vækker forargelse

Da jeg hentede Emmalia i børneren i dag, spurgte pædagogen om vi ikke var enige om at man skulle have jakke og hue på udenfor i dag? Og jeg kiggede på hende, og kiggede på Emmalia, og sagde "jo, det er vi enige om at man skal når man er i børneren". Og så tog vi tøj på og gik udenfor. Jeg spurgte Emmalia om hun ville med op i skoven til den flyvende tallerken (en gynge der hænger i et stort træ), og det ville hun gerne. Da vi var 50 meter fra børneren slog hun armene begejstret ud til siden og råbte "moar, jeg elsker bare den friske sommerluft under mine arme" og så smed hun jakken og løb og dansede hele vejen hen til skoven. Og nu skal du høre hvorfor jeg lader hende gøre det.For nej, det er ikke uden konsekvenser at have den tilgang til opdragelse og "at lade børnene mærke efter selv". Alene i dag, på vores tur i skoven og efterfølgende forbi kiosken og netto, mødte vi både løftede øjenbryn og hele to damer der skulle kommentere på "at det stakkels barn dog må fryse". Men for mig er det enormt vigtigt at mine børn lærer sig selv at kende helt fra starten, og det indebærer også at de mærker hvornår de fryser og hvornår de har det varmt. Desuden sparer det os for en hulens masse konflikter hver eneste morgen, når vi ikke skal diskutere hvor meget tøj man skal have på. Jeg har to arme, jeg tager tøj med i hænderne, og hvis det er koldt udenfor og Emmalia begynder at fryse, så står jeg klar med en jakke. Det er uhyre sjældent det sker, for hun ved udemærket godt om solen skinner, om det regner eller ej, hun har nemlig lært at kigge ud ad vinduet.For det første bliver man ikke syg af at fryse (kilde) i sig selv. Og hvordan skal man lære at forholde sig til sin egen temperatur hvis man altid er pakket ind i 7 lag tøj? Jeg er f.eksempel altid et varmeapparat og fryser sjældent, præcis som min mor, og mine børn, i hvert fald det store barn indtil videre, har arvet det samme varmeapparat. Jeg tror også Selinna har faktisk.For det andet er Emmalia sit eget menneske, jeg er ikke hendes chef eller overordnede. Mit job er at klæde hende på (høhø) til livet, sørge for hun går mæt og (for det meste) glad i seng, og så vidt muligt flytte mig, så hun selv kan komme til i sit liv. Nåja og holde hende i live. Så derfor har jeg ikke det store behov for at bestemme over hende. Og det betyder ikke vi ikke har regler i vores hjem. F.eks slår vi ikke hinanden. Det er en regel. Vi må gerne råbe ad hinanden til gengæld. Og vi siger undskyld når vi har klokket i det. Både børn og voksne. Og sikkert mange andre ting jeg ikke lige kan komme på lige nu.Jeg øver mig hver eneste dag i at være mor for mine to piger. Jeg øver mig i at sige "ja" når Emmalia vil kravle op ad den mest stejle skrænt i skoven. Det er ikke for sjov mit hood hedder "mini Schweiz" (måtte lige google hvordan man staver til det land), her er seriøse bakker og skrænter i skovene. MTB-heaven. Men jeg kigger på skrænten og vurderer om man kan dø af at falde ned hvis man mister fodfæstet. Og det kan man umiddelbart ikke. Og så siger jeg "ja" selvom de næste ti minutter bliver med høj puls og sved på panden. Og jo flere gange jeg gør det, jo mere folder Emmalia sig ud og jo mere lærer jeg hendes awesomeness at kende.Så når Emmalia kommer ud fra en hel dag i børneren, hvor hun har skulle tilpasse sig, indordne sig, "holde på sig" og følge nogle rammer der er nødvendige, men som ikke nødvendigvis passer til hende, så kan jeg godt forstå hun har brug for luft under vingerne når hun bliver hentet. Og det gør vi så. Med alle de forargede blikke det så indebærer. Det er heldigvis kun mig der ser dem, og ikke Emmalia. Og den dag hun begynder at se dem, skal jeg nok sørge for hun er klædt på til at tackle dem.Jeg har brugt hele livet på at lære at mærke mig selv. Det behøver mine piger ikke.