I dag har jeg grædt så mange gange at jeg er stoppet med at tælle. Af glæde. Grædt af glæde. En af de værdier der er enormt vigtig for mig når det kommer til børneopdragelse, det er selvstændighed. Jeg er selv opdraget til at være meget selvstændig meget tidligt, og jeg elsker mine forældre for at jeg har lært at tænke selv og har fået rum og plads til at være min egen. Min mor har sendt mig i skole (og til fest) i det mest underlige tøj, men det vigtigste var at jeg fik lov til at bestemme selv, og jeg elskede det (og i dag er jeg ret glad for min personlige stil, tak mor fordi jeg fik lov at lege med den!).For et par dage siden kom Emmalia og sagde hun ville være korthåret. Jeg har ikke overblik over hvor mange Elsa-fletninger jeg har flettet i det smukke lange hår, så det var virkelig en overraskelse for mig at hun havde det ønske. Det endte med at vi om aftenen klippede lidt af håret herhjemme, men da vi var færdige sagde hun at hun gerne ville have det helt kort. Og jeg lyttede."Okay Emmalia, skal vi prøve at kigge på mors telefon og se nogle billeder af små piger med kort hår, så kan du vise mig hvad det er du gerne vil have?" Det var en god idé, og vi søgte på "små piger kort hår" på Pinterest, og nummer 3 billede sprang lige i øjnene på Emmalia, og hun var stensikker, det var DET hår hun ville have.Jeg har tryktestet og spurgt hende for at sikre mig at hun har tænkt sig om. But here is the thing. Jeg tror egentlig ikke børn er særlig vægelsindede. Emmalia kunne slet ikke forstå hvorfor vi skulle snakke så meget om det hår, når nu hun havde besluttet sig. Så holdt vi op med at snakke om det og bookede en tid ved frisøren. Torsdag morgen klokken 9. Selinna skulle med, far skulle med og jeg skulle med. Jeg tror både far og jeg havde sommerfugle i maven. Emmalia var totalt upåvirket.Og sådan var hele oplevelsen fra vi trådte ind ad døren hos Nordic Hair Concept i Lyngby (reklame, vi har en sponsoraftale med dem, og vi elsker hele teamet!), til vi gik igen. Emmalia opførte sig som om hun aldrig havde lavet andet, sludrede med Dianna (frisøren), lavede fjol, grinede og havde en fest. Jeg græd af stolthed. Flere gange. At sidde der på sidelinjen og se at man allerede er lykkes med at bringe selvstændighed højt ind på listen hos Emmalia, det var bare så stor en oplevelse for mig. Det kom fuldstændig bag på mig at jeg ville blive så følelsesladet over en tur til frisøren. Men de gjorde jeg, det var så stort.En af de ting der er så enormt vigtig for mig er at mine børn føler sig set, hørt, mødt, respekteret og støttet. Derfor bestræber jeg mig altid på at møde mine unger med et nysgerrigt sind. Som f.eks når Emmalia kaster sukker ned på vores sorte køkkengulv. I stedet for at fare op og skælde ud eller bremse begivenheden, så spørger jeg "Emmalia, hvad laver du?" (i neutral og nysgerrig tone), og så kigger mit barn op på mig med åbent sind og øjnene fuld af kreativitet og siger "jeg strør salt på vejen mor, det er sådan så vi ikke falder!". Eller når hun har tømt en helt ny toiletrulle ned i badekarret (og alle ved hvor sjovt det er at fjerne vådt toiletpapir, og hvor vigtigt det er at fjerne inden det tørrer!), og jeg spørger på samme måde og hun svarer "moar, jeg har lavet risengrød til dig, vil du ikke smage?". Barnesindet er det mest vidunderlige landskab, og jeg er i al beskedenhed blevet god til at tackle mit "aiiii hvor du altså sviner, hvem skal rydde det op?" gen. For jeg har det. Trust me jeg har det. Jeg har bare efterhånden lært (tak Emmalia), at det er langt federe for os begge to at lægge "griseri" genet på hylden, og i stedet hoppe med ind i Emmalias univers og se hvordan verden ser ud derindefra. Indtil videre er det virkelig meget sjovere end den verden jeg bor i. Derfor giver det mening.Det er ikke hver gang hun får lov. Forleden dag var hun ved at tømme en ny toiletrulle ned i vandet, og uden at skælde hende ud sagde jeg bare "åh skat, det er så sødt af dig du vil lave risengrød i dag, men lige i dag har jeg ikke lyst til risengrød, eller til at rydde risengrød op, så du må finde noget andet at lege med" og så føler jeg stadig jeg har mødt hende i hendes univers, og jeg har sagt nej tak. Og så er der dage hvor jeg kommer til at råbe ad hende, men det er sjældent fordi hun leger eller svinger, det er mere fordi hun har slået sin søster (eller mig) mange gange, og jeg ikke har sovet den sidste uge og jeg ikke har flere anerkendende måder at få sagt nej på.Men ved du hvad? Jeg er ikke så bange for at være en mor der hæver stemmen engang i mellem. Jeg udskammer aldrig mit barn eller kalder hende grimme ting. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" og det har jeg det faktisk okay med. Emmalia bliver forskrækket, vi snakker altid om det bagefter (det gør vi efter alle konflikter, hvad skete der, skal vi være gode venner igen), og Emmalia er faktisk selv enormt god til at sætte grænser og kan også råbe "NEJ!" når der er noget hun ikke vil være med til. Og jeg har aldrig skældt hende ud for at råbe. Det må man gerne i vores hjem, uanset om man er 3 år eller 29 (host 36 host).Og du behøver ikke sende mig links der fortæller at børn får hjerneskade af at blive råbt af. Jeg har læst dem. Jeg skal vise mine børn rundt i en stor del af livet så de er klar til deres rejse på egen hånd en dag. Mine piger må gerne have lært at råbe hjemmefra. Første gang jeg virkelig råbte, var af en kæreste. Jeg var hæs i 3 dage bagefter. Jeg har aldrig været så rasende, men det føltes fantastisk.Mine piger får lært at det er okay at udtrykke sig ved at hæve stemmen. En af pædagogerne i Emmlaias børnehave har kommenteret Emmalias temperament (en del gange), og jeg har altid svaret "ja, jeg kender godt mit barn". Forleden satte pædagogen sig ned og sagde "Emmalia hun kommer aldrig til at bære rundt på ting, slæbe ting med sig, som vi andre gør. Hun får virkelig sagt fra i situationen når der er noget hun ikke synes er okay, og det er faktisk også en ret stor gave". Og jeg er dybt taknemmelig for at der også er plads i den nuance i institutionen, for jeg kunne ikke være mere enig.I mit univers er der gået så meget "pænelis" og følelsesforskrækkelse (i hvert fald alle de "negative" følelser og måder at udtrykke sig på, så som at råbe eller kaste med ting osv), at det er gået hen og blevet virkelig for meget. Man må gerne råbe. Man må ikke udskamme eller ødelægge børns selvværd. I min verden. Og i min verden er der ogå forskel på at hæve stemmen, og så brøle et lille barn ind i øjnene. For lige at få den nuance med også. Og du behøver heller ikke spørge hvilken en jeg mener er den mest hensigtsmæssige. Det ved du godt allerede.Så. At min datter på 3 år selv kommer på ideen om at skulle klippes korthåret, selv finder den frisure hun vil have, selv klarer hele frisørbesøget (det var dælme ikke meget jeg fik lov at blande mig, hun styrede selv alt smalltalk, og fortalte frisør-Dianna alt om Ariel og Ursula og stemmen der blev taget), og da vi er færdige, ser sig i spejlet i 3 sekunder og nikker til sig selv som om hun tænkte "ja, det var det jeg gik efter, det blev præcis som jeg vil have det, skal vi komme videre i teksten nu?", det gør mig så stolt at jeg har tudet mig igennem hele dagen. Og så har jeg bare beundret min lille pige vokse sig så moden på et splitsekund. Jeg er ved at revne af stolthed. Det føles som om Emmalia i dag (og de seneste dage) er trådt endnu tættere på sig selv end hun var i forvejen. Og jeg takker guderne eller lyset eller englene eller Allan eller hvem det er, for at jeg har opdaget at mine børn, allerede fra de er nyfødte, har deres helt egen unikke vej, som jeg skal forsøge ikke at stå for meget i vejen for. Jeg skal nok fucke en masse op, og jeg sætter altid lige lidt penge af til terapitimer til når de bliver store, men indtil videre så går det meget godt.