Til foredrag med Maj My om bæredygtigt familieliv

"Jeg har lyst til at gøre alt hvad jeg kan for at leve godt og længe, for jeg ved ikke hvornår det er slut. Og jeg har lyst til at tilføje at jeg synes faktisk også jeg fortjener det!" Sådan sagde Maj My da jeg var til foredrag med hende i Hillerød i onsdags, og nu, et par dage efter, er jeg i gang med at tage hele mit liv op til revision. Velkommen til den rejse.Første gang jeg mødte Maj My var for over 10 år siden. Hun arbejde som journalist og skulle interviewe mig til en artikel til Femina. Jeg kan ikke engang huske hvad emnet var, men jeg kan huske Maj My. Kort efter interviewet fik jeg en besked fra hende om jeg havde lyst til at ses, og jeg var fuldstændig paf over at sådan en sej og cool kvinde som Maj havde lyst til at ses med (dengang meget lille) mig. Vi mødtes et par gange, og for at være helt ærlig, så følte jeg lidt jeg havde "veninde-overscoret", og jeg havde svært ved at få øje på hvad jeg kunne give Maj i et venskab. Det løb lidt ud i sandet, men de sociale medier gjorde at vi har holdt kontakt, og jeg har fulgt Maj og hendes liv med kæmpestor interesse. Dengang hun skrev på facebook at hun og manden Kristian, og deres børn, ville forlade København til fordel for Svendborg, kan jeg huske noget trak i mig. Jeg var både skræmt og inspireret.Fast forward til i dag, så er Maj og Kristian flyttet endnu engang, denne gang har de købt hus på Ærø, hvor de i dag bor med deres 4 børn, som de hjemmeskoler. Både Maj og Kristian er selvstændige, og de har skabt et liv hvor de kan være sammen med deres børn hver eneste dag, hjemmeskole dem, og så arbejde på skift eller om aftenen. Og det er Maj så rundt og fortælle om, både på sin blog, og gennem foredrag i hele landet."Jeg tror på at alle børn er født med en helt unik flamme indeni, og jeg er simpelthen bare enormt bange for at folkeskolen skal få slukket den flamme!" fortalte hun under foredraget. Og igen blev jeg ramt. Jeg hører så ofte at børn skal gå i folkeskole for at få udviklet deres sociale færdigheder, men er den bedste ramme for den udvikling et klasselokale med 23 andre børn og en lærer presset på tid? Hvis jeg tænker tilbage på min folkeskoletid, som var et rent helvede, så fik jeg ødelagt mine sociale færdigheder mere end jeg fik bygget dem op. De første 3 år tilbragte jeg en stor del af tiden låst inde på et skoletoilet, fordi jeg blev mobbet, og fordi jeg ikke vidste hvor jeg kunne få hjælp henne. Min klasselærer havde været på kursus hvor man havde lært en genial sætning til at komme al mobning til livs. Er du klar? Den kommer her: "du skal bare lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet" gerne krydret med "men du er jo også meget stille, så måske er du et nemt offer!". Tak Helga, så udover at blive mobbet, så er det simpelthen nu min egen skyld, fordi jeg er stille, og fordi jeg ikke har en luftkanal mellem ørerne, hvor jeg kan lade mobningen passere frit igennem.Folkeskolen er helt sikkert rigtig for nogen (det er i hvert fald en sætning der er vigtig at huske at skrive), og der er uden tvivl mange der har haft en god oplevelse i folkeskolen. Men der er bare også mange børn der har det modsatte. Og nu kører jeg lige ud af en tangent, for det her emne var slet ikke essensen af Majs foredrag. Det vender jeg lige tilbage til, men helt ærligt, jeg er ikke bare bekymret, jeg er hunderæd for hvor mange flammer folkeskolen har æren af at have slukket. Børn der bliver bange for at lære, fordi der ikke er plads til kreative svar og abstrakt tænkning. Maj fortalte at hendes egen far, i folkeskolen, skulle nævne en sæsonarbejder, hvorefter han nævner Julemanden. Genialt svar. Men ikke det rigtige. Maj refererede til en undersøgte der viser at ca. 54% af børnene i den danske folkeskole kun rækker hånden op hvis de er sikker på at de kan svare rigtigt (kilde). Det er godt nok skidt for lysten til læring og kreativ tænkning og innovation og løsninger for fremtiden. Alle der arbejder med projekter og iværksætteri ved at det netop er fejltagelserne og fuck-ups'ene der gemmer på den største udvikling og ofte de mest geniale løsninger. Men hvis over halvdelen af børnene slet ikke tør tage chancen eller løbe en risiko, hvor ender vi så henne?Majs foredrag handlede ikke (kun) om folkeskolen. Foredraget handler i høj grad om at tage ansvar for dit liv og beslutte helt bevidst hvad du vil bruge de timer på som du har fået. Og at ingen ved hvornår det hele er forbi. Eksempelvis har Maj besluttet aktivt at hun (modsat mig) ikke vil se X-factor. Hun tænkte "okay, det tager ca 15. timer at se X-factor, gider jeg bruge 15 timer af mit liv på at se et musikshow med folk der ikke ved noget om musik?" og valgte at nej, det ville hun ikke, fordi "helt ærligt, hvis jeg havde 15 timer, så kunne jeg skrive skelettet til en ny bog, eller jeg kunne skrive ret mange kronikker, eller jeg kunne skrive ret mange blogindlæg. Der er absolut intet galt med X-factor, og jeg er selv fan af at stene til fjernsyn, min pointe er bare at jeg tog et aktivt valg om at de 15 timer ville jeg langt hellere bruge på noget andet. Og nu har jeg så hørt at X-factor er kommet over på en ny kanal og er blevet meget bedre, og så har jeg lige mærket efter, og igen besluttet aktivt at jeg stadig ikke vil se X-factor. Og sådan lever jeg mit liv, fordi vi ved aldrig hvornår det er forbi" (citeret efter hukommelse, da jeg ikke kunne tage noter fordi jeg stod med Selinna sovende i slyngen og holdt hendes hovede).Dét ramte mig virkelig! Gud hvor er der egentlig mange timer i mit liv jeg ikke tager aktivt stilling til. Og som Maj siger, "hvis ikke jeg styrer hvad min tid bliver brugt på, så er der helt sikkert andre der gør". Og selvom jeg på mange måder lever et liv med frie rammer, fordi jeg har indrettet mig sådan, at jeg som alene mor til to skønne ninjaer kan arbejde om aftenen og have dem begge hjemme (Ems går dog i børnehave på deltid lige nu), så er der absolut plads til optimering. Og faktisk vil jeg gå så vidt som at sige at jeg vil starte helt forfra, og tage hele mit liv op til revision, og se, og mærke, hvad jeg vil med livet og hvor jeg vil hen. Jeg har ladet mig flyde lidt med strømmen i noget tid, men nu er tiden inde til at se mig selv dybt i øjnene og mærke dybt i hjertet, for tid bliver der ikke mere af. Tværtimod.Det er kontroversielt at tage sine børn ud af folkeskolen. Det er ikke kontroversielt at tage dem med på en tur i New Zealand i en autocamper, bare man kommer hjem igen og husker at være som alle andre når man kommer tilbage igen og starter skole og arbejde. Men hvis man tager sine børn ud og hjemmeskoler dem, så bliver alle enormt bekymrede, fortalte Maj. Hun skulle interviewes til en artikel på et tidspunkt hvor en journalist var helt bekymret over at Maj's børn ikke havde været udsat for mobning, og hvordan skal de så klare "virkeligheden" når de bliver voksne, når de ikke var blevet "hærdede". Tænk at det er der vi er, der hvor mobning simpelthen er en obligatorisk del af pakken for at man skal kunne klare livet efter folkeskolen. Avs.Fik jeg sagt at indlægget her ikke er en ren anmeldelse og gengivelse af Maj My's foredrag, men derimod mine refleksioner, og det jeg lige nu er efterladt med efter jeg er kommet hjem? Ellers er det måske lige på tide at nævne det.Maj er så inspirerende. Hvis du ikke allerede læser hendes blog, så gør det. Hun står så stærkt i sig selv, og hun deler både friheden, og alt det svære ved at leve det liv hun og Kristian har valgt at leve. "Vi har jo ikke ulvetime om aftenen hos os ... vi har ulvetime fra morgen til aften" jokede hun, men de dage kender vi vist allesammen, dem der ikke er en joke.Selvom du ikke går med de her tanker, så tror jeg det er sundt at kigge med helt andre briller på vores samfund, og på nogle af de bullshit historier vi allesammen fortæller hinanden om at børn alligevel har bedst af at være 37,5 time i institution fra de er 10 måneder gamle osv. Vi bekræfter hinanden i de historier fordi det er lettere end at turde kigge på, og mærke, hvad det egentligt gør ved os at køre fra vores børn hver morgen, og efterlade dem i en institution vor vi faktisk ikke er sikre på de er nok hænder og hjerter til at møde vores børns behov, andet end de basale, og nogen gange heller ikke dem. Dette er ikke en kritik af pædagoger, men derimod af vores politikere. Big time.Jeg ved godt jeg provokerer nogen her, men Maj's foredrag vækkede en ild i mig der har ligget i dvale, jeg kunne mærke mig selv langt mere tydeligt, end jeg har kunnet noget tid, fordi der pludselig var en der talte til mit hjerte, og ikke til min dårlige samvittighed.Så det jeg siger er at du skal prøve at tage de neutrale briller på, og så læse et indlæg eller to hos Maj (hvis du ikke allerede gør det), og se om det vækker noget hos dig. Bliver du provokeret, så kig på hvad din provokation handler om (for den handler hverken om Maj eller mig for den sags skyld), bliver du inspireret så kig på hvad du kan skrue på i dit eget liv for at frigøre mere tid. Alle kan skrue på knapper. Det siger jeg som alenemor til to små børn under 4, med eget firma og fuldtidsstudie. Alle kan skrue på noget.Løsningen for alle er ikke at flytte til Ærø og hjemmeskole ungerne. Men mange af os vil have enormt godt af at forholde os til om de 15 timer skal bruges på X-factor, eller om de skal bruges på noget der nærer os mere og gør os mere nærværende med vores børn. ELLER at vi bevidst vælger at bruge de 15 timer på X-factor, ligesom jeg gør.Jeg har helt klart fået sat en dyb proces igang her. Jeg ved ikke hvor den ender, men jeg ved hvilken retning jeg vil i... Tak Maj, for at turde vælge dig og din familie så meget til at det giver rum til at jeg kan spejle mig i det og gøre det samme. Også selvom det gør lidt nullernaller at få plasteret revet af.