Skal mine børn unschooles, hjemmeskoles, i privat eller i offentlig folkeskole?

Med en på 3 år og en på 3 måneder, så er det måske lidt tidligt at have de her tanker om unschooling, hjemmeskole, privatskole eller offentlig folkeskole, men jeg har tænkt over det siden jeg blev gravid med den første. Forleden dag blev jeg på Instagram spurgt om jeg har tænkt mig at unschoole mine børn, og det er der faktisk ikke et entydigt svar på, og jeg vil gerne fortælle hvorfor.Måske læser du allerede med ovre hos Majmy.dk (ellers kan jeg varmt anbefale det), hun er mor til 4 og unschooler sine børn sammen med sin mand Kristian. Jeg kender Maj fra gamle dage, og jeg er vildt inspireret af deres tilgang til børn, udvikling, uddannelse og kreativitet. Betyder det så at vi også skal flytte til Ærø og have ungerne hjemme? Nej. Ikke lige nu i hvert fald. Men det betyder at det er med i mine overvejelser i forhold til hvordan jeg indretter vores familieliv herfra.I forvejen har jeg tilrettelagt mit liv således at jeg godt kan have begge piger hjemme selvom jeg er alene med dem. I princippet. Det har jeg bare ikke lyst til som verden ser ud lige nu. Emmalia er glad for sit børnehaveliv, jeg er glad for min hverdag med Selinna. Jeg afleverer Emmalia sent og henter tidligt, så hun er ikke et træt og udkørt børnehavebarn når hun kommer hjem og vi har tid til små udflugter inden vi skal hjem og i gang med aftenrutine og aftensmad, bad og puttehygge.Men hvad med skolen?Ja altså, jeg havde selv en ret forfærdelig folkeskoletid. Der var ikke plads til børns om mig i folkeskolen og jeg blev mobbet ret heftigt i stort set hele min folkeskoletid. Det ønsker jeg på ingen måde at mine egne børn skal gå igennem, og derfor har jeg allerede nu undersøgt muligheder for privatskole i området. Der er muligheder nok. Men jeg har efterfølgende haft en god snak med familierådgiver Smilla Lynggaard, som er den skarpeste og kærligste jeg kender indenfor familieliv-området. Hun sagde nogle ting som fik mig til at ændre holdning til det med privatskole. De kommer her.Mine børn skal lære mangfoldighed at kende, de skal både med på asylcentre og til fin middag med mine venner fra Humlebæk. Forskelle gør forskel. Mine piger skal lære at liv er forskellige, og at det rigtig spændende ved livet, det er alle de fantastiske spændende møder vi har med mennesker fra alle verdenshjørner og verdensklasser. Som Smilla sagde, hvis du indkvarterer dine piger på en privatskole i Lyngby, så har du i hvert fald en større opgave med at indarbejde mangfoldigheden i pigerne, for privatskolen rummer ikke inklusion, integration og rummer typisk kun en slags elever. Og helt ærligt, tror du Emmalia vil trives der? (det sagde hun ikke præcis sådan, det var min konklusion). Og det ramte mig meget.Noget af det allerbedste ved mit liv, det er et jeg den ene dag sidder i min venindes 12 mil villa i Nordsjælland og snakker business, og den anden dag sidder jeg hos min ven på Istedgade i hans 2ver over gaybaren. Og dagen efter det har vi en legeaftale med Mahad, som bor i opgangen, og hans familie er fra Pakistan, og jeg skal snart have spurgt om ikke vi skal spise med hos dem, for de laver seriøst lækker mad. Jeg har ingen studentereksamen eller universitetsuddannelse, men jeg ved en helt masse om verden, politik, samfund, geografi, sundhed og alt mulig andet fordi jeg møder så mange forskellige mennesker og perspektiver, og det er en værdifuld gave jeg vil give videre til mine børn.I Emmalias børnehave har vi børn der ikke taler dansk og nogen kommer fra asylcenteret, og Emmalia trives så godt med alle de forskellige unger, og det er en sand fornøjelse. Vi har en legeaftale med en af dem om 14 dage hjemme hos dem, og jeg glæder mig helt vildt (jeg er inviteret med sammen med Selinna).Da jeg gik i 7. klasse meldte min mor hele familien til at være besøgsfamilie for Dansk Flygtningehjælp. Det skete fordi folk var begyndt at snakke om "de der fremmede" der kom til byen. Lillebitte navlepillende (undskyld, men det var det altså) Augustenborg nede på Als hvor alle godt kunne lide pizzamanden, men ingen kunne lide "perkerne" der flyttede ind med deres "perkerunger". Det gad min mor ikke høre på, derfor besluttede hun at hvis man skulle have en holdning, så skulle man i det midste forsøge at lære de her mennesker at kende først. Så det gjorde vi. I mange år. Vi mødte fantastiske familier og knap så fantastiske familier, præcis ligesom i alle lande. Og det lærte os baically bare at dømme folk, ikke ud fra hvilken hudfarve de havde, men ud fra om de opførte sig som røvhuller eller ej. Og trust me, røvhuller kommer i alle hudfarver.Så hvad har det med unschooling at gøre? Jo, mine piger skal i folkeskolen, for der møder de røvhuller i alle farver og fra alle hjem. Måske. Indtil videre er det den løsning der passer bedst til de mennesker vi er, de værdier vi har herhjemme og den fremtid og mangfoldighedslære jeg ønsker for mine børn. Men. For det her "men" er bøjet i neon. Men hvis det viser sig at folkeskolen ikke formår at passe på mine børn, og mine børn ikke trives der, så bliver de hevet ud hurtigere end du kan stave til "bye", og så finder vi en løsning der virker for os. Og der kan unschooling meget vel komme øverst på hitlisten igen.Så det er der vi er. Vi er så heldige at være fleksible, både mig og pigernes far, og vi har den holdning at vores arbejdsvalg altid kan rettes til således at pigerne kan få et liv hvor de trives, uanset hvordan det ser ud. Hvis alt gik galt, så måtte han have dem i weekenderne, og jeg måtte tage weekendvagter og så måtte jeg unschoole i hverdagene. Alt er figure-out-able og jeg er på ingen måde bange for at træde min egen sti eller følge eksempelvis Maj My's sti. Heldigvis er der jo nogen der allerede har gjort sig værdifulde erfaringer i den retning.Hvilke tanker gør du dig?