Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Mine første 4 uger som alenemor til to - og verden der brast sammen

frejamay_november_09-05-2018047Der er bare nogle blogindlæg man først skal skrive når tiden er rigtig. Eller. Sådan er det vist i virkeligheden med alle blogindlæg. Især med det her. Derfor har der været musestille på bloggen, for jeg har været, og er, i en process som er sårbar og svær, men vigtig at skrive om. For hvor går man hen, når man fejler så meget som mor, at man er overbevist om at det bedste er at give dem væk til nogle gode voksne, for børnenes beskyttelses skyld? Væk fra mig.De første to uger gik faktisk ret godt. Selinna sov stort set hele tiden, og jeg måtte google "kan babyer sove for meget?" for lige at være sikker på at alt var som det skulle være. Det var det. Emmalia og jeg fik også nogle gode stunder sammen, selvom sorgen over at miste symbiosen med Emmalia (læs her) stadig fyldte og fylder endnu.Men langsomt voksede mit søvnunderskud sig større, Emmalia havde mareridt om mus om natten (tilbagevendende mareridt, øv), og Selinna begyndte at være vågen lige præcis på de tidspunkter hvor jeg havde brug for at hun sov: om morgenen når Emmalia skulle afsted, og i præcis de timer hvor Emmalia var kommet hjem, hvor jeg skulle lave aftensmad og hvor jeg skulle putte. Jeg havde flere og flere frustrerende oplevelser hvor begge piger krævede mig, og hvor jeg ikke kunne dele mig i to lige store dele.Emmalia begyndte at reagere mere og mere, og en aften i sidste uge blev det hele simpelthen bare for meget. Jeg endte med at sidde i sofaen med en datter i den ene arm og en datter i den anden arm, og bare skrige ud i luften af ren og skær afmagt. Begge piger blev så bange at de var næsten helt utrøstelige, og JEG blev så bange, for jeg har aldrig råbt sådan før.Jeg endte med at skrive til deres far at han skulle komme NU, for jeg vidste jeg ikke havde noget som helt mere at give af. Og så gik jeg ellers helt i stykker indeni. For jeg har jo selv valgt det her liv, så må man også kunne det, ikke? Fra dag 1? Ingen omsorg og medfølelse fra min side om at det hele bare er pissesvært i starten og at jeg lige skal lande i det. Jo i hovedet, men ikke i kroppen eller hjertet eller sjælen. "Nu har du bare at kunne rumme alting som nybagt mor til to, og det er jo ikke andres ansvar at du har valgt at få et barn mere!"frejamay_november_09-05-2018057Sådan lyder min indre stemme når jeg får det svært. Jeg er afsindig hård ved mig selv, og jeg hader det, for i mine "gode" tider ved jeg det udemærket godt selv.Så jeg var der hvor jeg faktisk var parat til at indgive min opsigelse som mor til mor-ministeriet, og afleveret mine børn til den første og bedste voksne der evnede og smile og kramme mine børn. For jeg skulle i hvert fald ikke have dem længere, sådan som jeg på ingen måde åbenbart magtede opgaven. Af ren og skær beskyttelse af mine børn var jeg parat til at give dem begge to væk, for jeg følte faktisk jeg havde begået vold mod dem.Til gengæld skreg jeg så også om hjælp i mit private netværk. Eller. Det gjorde jeg ikke, jeg skreg at jeg havde givet op. Jeg følte jeg havde mistet forbindelsen til Emmalia totalt og at jeg allerede havde skadet Selinna for livet. Jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Jeg følte jeg kunne dække alle verdenshavene med al min skam. Og min uduelighed. Hvordan kan man være SÅ dårlig til at håndtere to børn?32116760_10155173040786503_7613674536910716928_nNu er der gået lidt over en uge siden min verden brast sammen, og der er sket en helt masse siden. Jeg er kommet tilbage til overfladen, jeg får hjælp, jeg har snakket med både min sundhedsplejerske og min jordemoder Sophia, jeg har familie og venner der kommer her hver dag og lige giver en hånd med så jeg kan lande i mit nye liv. Og jeg har fundet ud af at det hele slet ikke er så slemt og sort og forfærdeligt som jeg troede det var. Faktisk har jeg snakket med rigtig mange kærlige forældre som jeg kender, og de har alle råbt i afmagt og fortalt mig om deres virkelige virkelighed hjemme hos dem. Og de har søde velfungerede børn, og det er bare så rart for mig at høre og lære at (og genlære og igen-igen-lære) at vi alle blot er mennesker. Vidunderlige mennesker med grænser for hvad vi kan holde til, især når vi ikke lige har sovet i en par døgn.Og derfor er det vigtigt at skrive dette indlæg. Ikke fordi at vi skal klappe hinanden på skulderen over at vi kommer til at miste fatningen eller råbe i afmagt, men fordi vi skal huske at spejle hinanden, især der hvor en af os fejlagtigt er kommet til at tro at vi er de eneste i verden der ikke altid formår at levere overskud og uendelig rummelighed. Så er det vi lige sætter os i en rundkreds og tæller til 20 sammen, og deler landsby-historierne med hinanden om at "ved du hvad, du er faktisk ikke alene". Og vi behøver ikke skrive om det i Femina, men i vores nære netværk (og her på lige akkurat denne blog), der praktiserer vi sisterhood, og der fortæller vi hinanden om vores hæmorider og den dag vi lukkede døren ind til vores grædende børn et øjeblik, sådan så vi kunne samle os, og være der for børnene igen. Ingen børn har brug for forældre der er gået i stykker og som ikke husker at trække vejret.skaermbillede-2018-06-07-kl-09-47-14Og mine børn? De har det strålende. Emmalia og jeg har brugt et par dage om at snakke om "da mor brølede", og vi har krammet hinanden og jeg har sagt undskyld, og jeg har fået min indre mor-styrke tilbage igen og jeg føler at det iturevne bånd mellem hende og jeg er fuldstændig intakt igen.Jeg blev simpelthen selv så bange over min egen reaktion, måske var jeg i virkeligheden den der blev mest bange af os alle tre.Selinna har det strålende. Hun er det mest rolige barn jeg har mødt i mit liv (so far, det kan jo gå i alle retninger med de unger der), hun sover, og når hun har lidt mavekneb om aftenen, og lige skal fordøje dagens indtryk, så siger hun en lille græde-lyd et splitsekund, og så vugger jeg hende, og så ligger hun bare og kigger på mig med sine dybe mørke øjne, som om hun er Gandalf og kan se direkte ind i min sjæl.Mine piger er så seje, og jeg tror vi er hele igen allesammen. Og selvom jeg normalt ikke bryder mig ret meget om sundhedssystemet, så har jeg heldigvis en rigtig dygtig sundhedsplejerske, som jeg på mange måder deler livssyn med. Jeg føler aldrig jeg sidder og snakker med en folder om kønssygdomme når jeg snakker med hende, til gengæld føler jeg mig hørt og mødt og meget anerkendt af hende, og hun synes jeg gør det utrolig godt. Hvilket er dejligt at høre fra en man lige har fortalt (hudløst ærligt) at man har råbt i afmagt og måske har begået psykisk vold mod sine børn ved at sidde og råbe sådan. Hendes svar var at hun smilede og sagde "jamen det passer simpelthen så godt, for det er lige præcis det emne vi skal snakke om i dag, og du er en fantastisk mor, og filmen skal knække på et tidspunkt og det er helt normalt, også selvom man er to forældre der bor sammen med børnene". Og jeg blev så gad og lettet.skaermbillede-2018-06-07-kl-09-47-57Jo flere jeg har talt med, jo tættere tilbage på mig selv er jeg kommet, fordi jeg har kunnet spejle mig i de andres historier, og langsomt finde stien ind til mig selv igen. Det er vidunderligt at have folk tæt på som har respekt for at jeg skal gå min egen sti, også i denne her rejse, også selvom det har været svært at stå på sidelinjen og se mig lide. Der er stor forskel på at hjælpe og støtte, og så at plukke vingerne af hinanden og rådgive ud fra hvad man synes hinanden bør gøre eller ikke gøre.Jeg er taknemmelig for alle der hjælper mig i denne tid, alle der kommer og er sammen med os nogle timer i de svære timer på dagen (eftermiddag/aften/putning), alle der har mad med til barselsbesøg og veninder der lige har bakset noget sammen til min fryser. Min sundhedsplejerske sagde at det svære varer en lille måned endnu, og at jeg bare skal trække på alt hvad jeg kan i mit netværk indtil alting har fundet et sted at lande.Og det lytter jeg til.Min mor sagde i sidste uge at jeg bare skulle sige til, og jeg sagde til hende at jeg har brug for at sige fra, sådan så hun er her med mindre andet er aftalt. Når man er der hvor ens verden splintrer i en million stykker, så kan det at "sige til" være et Mount Everest at bestige. Og nu er aftalen at jeg siger fra. Og det er dejligt.skaermbillede-2018-06-07-kl-09-48-07Det her er ingen fødselsdepression, for jeg er ikke deprimeret. Jeg har heller ikke nedture eller noget, og vi griner og hygger og jeg kommer ud og jeg har besøg og jeg kan overskue det meste. Men jeg er også meget bevidst om at jeg er i gang med at fylde mine reserver op før jeg kan fylde mig selv op, og at det tager tid at fylde tankene når de har været rungende tomme. Så selvom jeg har det godt og føler jeg har ramt overfladen igen, så lytter jeg både til mine gamle erfaringer som stressramt, med ikke at løbe et marathon for hurtigt, og virkelig spørge kroppen hver eneste dag hvad den har lyst til (og ikke hvad den føler den skal for min eller for nogen andens skyld). Min krop har mest lyst til at lave ingenting eller til at være ude i haven. Det er det. Og få besøg af gode mennesker der gider tage deres egen tallerken med ud eller lige gå ned med skraldet lige pt.Det her er helt normalt. Det var bare mig der ikke vidste det. Men det ved jeg nu.Så jeg er der hvor jeg nyder igen. Jeg nyder mine børn, jeg nyder at have gode gode mennesker omkring mig og jeg nyder at der er køligt i min lejlighed og sol i haven. Jeg nyder at have tid, jeg nyder at jeg ikke skal noget og jeg nyder at jeg gerne må synes at det hele er for overvældende eller for meget, uden at det betyder at jeg skal melde mig i køen for de forfærdelige forældre nede på kommunen. Det siger min sundhedsplejerske selv :) For en god ordens skyld må du meget gerne kommentere på min historie her, men jeg minder kærligt om at bevare den gode tone, og hvis du aldrig nogensinde har oplevet hvordan det er at miste dig selv, og du synes det her indlæg er noget værre vrøvl, så er jeg ret sikker på at ingen har brug for at høre din mening omkring det, og så er der så mange andre spændende steder på nettet hvor du kan gå hen og dele dine skønne holdninger.Af hjertet tak for det <3 

Jeg bad til gud i går - når baby bare græder og græder og man selv er ved at gå i stykker

Sorg