Sorg

frejamay_november_04-05-2018010Det er simpelthen ikke lykkes mig at finde indlæg om den her slags sorg her online. Jeg kan finde indlæg om børns sorg når der kommer en ny baby i familien, jeg kan finde indlæg om søskendejalousi og hvordan man kan inkludere søskende og skabe en familie, men mors sorg er svær at finde tekster om. Så nu skriver jeg et indlæg selv.For jeg er i sorg. Jeg er også i lykke, men sorgen fylder en god del lige nu. I næsten 3 år har Emmalia og jeg levet i en form for symbiose, og jeg er vant til at kunne imødekomme hende, at have tid til at kigge hende dybt i øjnene og mærke vores sjæleforbindelse til hinanden. Nu er min elskede baby kommet til verden, og det er en helt ny lykke, og samtidig føler jeg en kæmpe sorg over at Emmalias og mit forhold må indgå i nogle ret store kompromisser i øjeblikket. Og det er virkelig hårdt. Og helt ærligt, så klarer Emmalia det noget bedre end jeg gør.Der er bare visse ting i livet man ikke kan forberede sig på. Jeg forsøgte at spørge ind til hvad der sker med kærligheden når man får nummer to barn. De fleste skrev at den fordobler sig, så der går ikke noget fra den ene til den anden. Jeg er ikke helt sikker på det er en oplevelse jeg deler endnu. Måske kommer jeg til det. Jeg synes det er frustrerende at jeg ikke kan være der lige meget for begge mine elskede piger, og indtil nu føler jeg at jeg taber hele dagen lang. Utilstrækkeligheden vokser og om aftenen, når (hvis) begge piger sover, kulminerer den og jeg får grædt og krammet begge piger mens de sover, for bare at indhente lidt af det tabte.Jeg savner Emmalia helt vildt. Jeg savner at holde hende tæt, jeg savner at være den sjove tossede mor med skøre påfund. Jeg savner at grine med hende og have sjove snakke med hende. Jeg savner at mærke hendes sjæl helt tæt på min.Lige nu er det sådan at hun bliver ked af det mange gange dagligt, fordi hun er så ivrig i sin kærlighed til sin lillesøster, at jeg må afværge mange kærlighedsangreb, som f.eks når Emmalia vil hoppe over på mig der sidder og ammer babyen. Jeg kan simpelthen ikke nå at anerkende Emmalia inden jeg skal nå at afværge et hop, så hun føler sig bare afvist gang på gang. Jeg forsøger at rydde op bagefter og fortælle at jeg kan se at hun bare er så begejstret og ivrig og gerne vil vise al sin kærlighed til lillesøster, og at vi bare sammen skal finde en god måde at gøre det på. Og der er også allerede sket en verden til forskel fra for to uger siden og så til nu. Nu kan jeg godt forlade rummet for at hente en ble uden at jeg bliver bange for at Emmalia er kommet til at kaste Selinna på gulvet i ren og skær "se mor jeg kan selv"-kærlighed til sin lillesøster. Emmalia ved godt nu at hun skal være forsigtig, og hvad "forsigtig" betyder. Men der er bare stadig rigtig mange konflikter og afvisninger, og pludselig er den sjove gode rummelige hverdag skiftet ud med tårer og konflikter og utilstrækkelighed og sorg.Faktisk ved jeg ikke engang om man må skrive sådan her, fordi det jo "er meningen" at man skal være i en lykkerus og en babyboble. Men sådan er det altså ikke her lige nu. Vi har først en masse der lige skal landes inden vi kan svæve på en lyserød sky sammen alle tre. Og lige nu tæller vi de bittesmå lykkestunder, som f.eks i morges da Emmalia vågnede og puttede sig ind til mig og lå og aede Selinna, og så lå vi der, alle tre, i fred og harmoni et øjeblik. Og ingen fik råbt af nogen eller græd eller var kede af det. Det var virkelig dejligt.frejamay_november_09-05-2018057Jeg har haft øjeblikke hvor jeg har tænkt "det her med et barn mere er VERDENS DÅRLIGSTE IDE EVER!" Ikke på grund af Selinna eller Emmalia, men fordi jeg stadig ikke har fundet den rigtig gode måde at håndtere den her store forandring på. Jeg elsker mine to piger, og nu skal jeg finde plads til at elske mig selv også, og prøve at se på mig selv med samme kærlige og forstående øjne, som jeg forsøger med mine to piger når de prøver sig frem og måske fejler for 10. gang. Jeg ved de nok skal lære det og at hvert skridt og hvert forsøg tæller. Jeg mangler bare at rette samme kærlige blik mod mig selv, for lige nu er jeg parat til at smide mig selv i mor-fangekælderen, fordi jeg synes jeg gør det så dårligt. Og det hjælper i hvert fald ikke nogen at slå sig selv i hovedet med en bus.Så, alt er ikke godt, men det skal det nok blive. Og nej det er ikke et særlig sjovt sted at være, men det er et vigtigt sted at være, og jeg er her og jeg trækker vejret og tager en time ad gangen, og nogen gange et minut ad gangen. Hver eneste dag bliver jeg, og vi, klogere. Og så må vasketøj, bad og rengøring komme når tiden er til det. det løber jo heldigvis ingen steder. <3PS. Det smarte havde jo været først at dele dette når jeg er kommet ud på den anden side og er blevet et enlightend-being. Men jeg har bare lært at når vi deler mens vi står i det, så åbner der sig ofte en (stor eller lille) verden af mennesker der er parate til at dele at de godt ved hvordan det føles. Og det heler altid at blive mødt i sin sorg mens man bor i den. Så derfor ...