Sofafødning, fødekultur, rod og landeplads

Det er vildt svært at starte på det her blogindlæg, for jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal skrive. Jeg er en smule ør i hovedet stadigvæk, solen varmer og i dag er hverdagen begyndt igen, efter en forlænget weekend hvor jeg ærlig talt tænkte "hvordan klarer jeg så mange fridage med to små børn og som nybagt mor til to?" Heldigvis havde pigernes far fri og vi fire har været sammen det meste af weekenden, så jeg har fået ro og hvile.Det hele er fantastisk, og det hele er overvældende og det hele er svært og det hele er samtidig ret enkelt. Der går utrolig hurtigt hverdag i det hele igen, og jeg kan mærke jeg skal minde min selv (og min omverden) om at jeg stadig er temmelig ny i det her "mor til to" game. I nat sov pigerne på skift ikke, og da Selinna endelig faldt i søvn (efter at have sovet hele dagen), vågnede Emmalia i et kæmpe skrig fordi hendes mareridts-mus er kommet tilbage, og hun ville ind i stuen og sove.Jeg klappede sofaen ud, lavede en kæmpe seng derinde, gav Emmalia hue og vanter på (de hjælper mod mus), hentede Selinna, og så lagde vi os alle tre til at sove inde i stuen og indtil klokken 7:30ish.Hver eneste dag føler jeg mig stærkere og bedre og mere rummelig og klogere. Det er virkelig en læringsproces på alle planer det her med at få et barn mere, og jeg er alle følelserne igennem hver dag. Jeg græder af lykke og om aftenen græder jeg lidt af smerte, fordi det stadig er hårdt at jeg ikke kan dele mig i to lige store dele og imødekomme begge mine skønne pigers behov. Det tager mig lige noget tid at lande i. Men hey, det er okay. Jeg er jo også kun 13 dage gammel som mor til to. Og vi har hele livet.Og så er det bare stadig vildt at fortælle folk at jeg har født min datter på min sofa derhjemme (læs min fødeberetning her). Jeg græder stadig at lykke når jeg ser min fødevideo og ser Gregs billeder fra hele rejsen. Det har simpelthen forandret mig som menneske at jeg gik hele vejen, at jeg lyttede til mig selv og at jeg var tro mod alt hvad jeg tror på. Jeg er så pavestolt af mig selv og mit fantastiske fødeteam.Og så er jeg simpelthen ikke færdig (jeg er knap nok begyndt) med at skrive om forskellen på at føde et "færdigbagt barn" og et "nu sætter vi dig lige i gang med nogle piller" - barn der ikke er helt klar til at komme ud endnu. Jeg har haft fornøjelsen af begge dele, og jeg er dagligt fuldstændig målløs over hvor stor forskel der er på de to oplevelser. Og på min egen tilstand og forskellen på mig efter et akut kejsersnit og mig efter en hjemmefødsel på min sofa.Det er væltet ind med meget rørende beskeder fra hele landet siden jeg delte min fødeberetning. Jeg forsøger at besvare alle beskeder. Noget af det der gør mig rigtig ked af det, er at læse hvor mange kvinder der sidder tilbage med en kæmpe sorg, fordi de føler at deres fødsel af deres barn/børn er taget fra dem. Det er skræmmende at læse de mange historier der har ramt min indbakke, og derfor har jeg selv brug for at skrive mere om det emne. Måske i samarbejde med nogle af de kvinder. Jeg er ærlig talt rystet over den fødekultur vi har i Danmark og den måde vi (ikke) møder kvinder, mødre og gravide på. Ja og fædre for den sags skyld, men det er en helt anden (men stadig vigtig) historie.Så du kan nok se at mit system er fyldt af alt muligt. Og det vigtigste lige nu er at mine piger og jeg har det godt, trives og bygger vores lille familie op sammen. Jeg savner f.eks at være sjove, skøre og kreative mor for Emmalia. Lige nu handler det mest om at få søvn nok og "basic needs", så jeg prøver at plads til fjol og fis og ballade, i hvert fald lidt ad gangen. Til gengæld går det bare enormt meget bedre med Emmalia og Selinna, Emmalia er ved at lære hvor forsigtig man rent faktisk skal være med en lille baby, og Emmalia er super god til at hjælpe med bleskifte og med at holde baby. Så vi har ikke lige så mange konflikter omkring den lille nye indbygger i familien, som vi havde for blot en uge siden. Og Emmalia føler sig langt mere set og inkluderet end hun gjorde for en uge siden. Og det må også tælle for noget.Så ja. Et lidt rodet "kære dagbog" agtigt blogindlæg herfra. Alt er godt. Vi er bare stadig ved at lande allesammen <3P.S. Nåja, og her roder. Jeg har lyst til at rydde op i alle rum og sortere kælderen så vi kan få noget mere plads. Men heldigvis går rodet ingen steder, og det er her også i næste uge. All is good!