"Mor, baby skal tilbage i maven igen, hun er dum!"

frejamay_november_09-05-2018100"Mor, baby skal tilbage i maven igen, hun er dum!"Billeder af fotograf Greg McQueenBum, så blev jeg mor til to. Med alt hvad det indebærer. Først og fremmest tak for al den overvældende fantastiske respons der er kommet på min fødeberetning. Det var så dejligt at skrive den, få den ud og dele den med dig. Og så modtage så meget kærlighed retur. Og vupti, så rammer en ny virkelighed, nemlig rejsen ind i et helt nyt land, hvor to mor-arme og et mor-hjerte ikke altid føles helt tilstrækkeligt.Jeg har ærlig talt været dybt frustreret, for hvordan deler man sig op i to? Hvordan viser man sin store seje pige at man elsker hende overalt på jorden, og vildt gerne vil grine og hoppe og pjatte med hende, og samtidig har man en 2 dage gammel baby på armen, der skal have ro og mad og søvn og skal beskyttes lidt mod en meget ivrig knap 3 årig?I det felt har jeg boet i en uge nu, og det første døgn var næsten rædselsfuldt, for jeg følte at jeg kiggede på min baby med søde og kærlige øjne, og samtidig kiggede jeg på min store pige med næsten vrede øjne, fordi hun var så svær at styre omkring lillesøster. Jeg vil allerhelst kigge på begge piger med et ansigt fuld af smil og kærlighed.Min mor tog hjem, efter at have boet hos os i nogle uger, og efter at have været en kæmpe hjælp med praktik og Emmalia. Det hjalp lidt på situationen, for det var ret svært at være mor, og øve sig i at være mor på en ny måde, når ens egen mor er der. Det kunne jeg i hvert fald ikke rumme. Og hvis baby og Emmalia og jeg skal finde vores egen rytme, så er vi nødt til at være kun os tre. Og derfra er det faktisk gået ret godt indtil videre.Men selvfølgelig reagerer vi allesammen. Og Emmalia er bare den mest ærlige og udtryksfulde omkring situationen, så da hun kiggede på mig med bedrøvede øjne, og sagde "mor, baby skal ind i maven igen, hun er dum", så blev jeg simpelthen så glad og lettet, for endelig kom det ud. Hun har været super agressiv mod mig, slået og sparket og bidt mig den sidste uge, og jeg har vaklet mellem stadig at sætte grænser overfor den adfærd, og samtidig skabe et rum hvor det er okay at Emmalia reagerer. Nu kan vi snakke om det.Jeg fortalte hende at det bare er helt okay at hun har det sådan, og at jeg virkelig godt kan forstå det. Jeg synes heller ikke baby kan ret meget lige nu, men sådan er det bare med babyer i starten. Og man må som søster gerne synes det er træls og dumt og irriterende.frejamay_november_04-05-2018033De seneste dage har jeg brugt på at få tanket op på mor og Emmalia-kontoen så snart der har været mulighed for det.  Jeg er stadig træt og øm og er ved at hele igen, og jeg græder en del, både for at få grædt hormoner ud, min sorg over at jeg savner Emmalia, og min glæde over at vi nu er 3 som skal følges et godt stykke frem i livet. Heldigvis er far på banen og han hjælper med baby og Ems og jeg kan have nogle grinestunder, hvor jeg ikke hele tiden kigger op for at høre om baby siger en lyd.Et skridt ad gangen.I går lykkes det mig at putte begge piger på en gang, og så må jeg give mig selv en medalje for det. Rom blev ikke bygget på en dag, og det gjorde en ny lille familie heller ikke. Jeg forsøger så godt jeg kan at rumme os alle tre og vores forskellige virkeligheder og behov, og heldigvis har jeg et lille spejl, i form af min 3årige datter, der holder mig til ilden. I morges kiggede hun på mig og sagde "hvorfor er du ikke glad mor?" og jeg sagde "jeg er da glad skat?" og lige der vidste jeg at jeg jo overhovedet ikke så glad ud. Begge piger vågnede på samme tid (for første gang), og jeg blev lidt stresset over at skulle have dem begge to ud ad døren, og Ems har ikke fået børstet tænder siden i går morges. Og da jeg bar dem begge to ud i køkkenet ramte Ems' fod en skål yoghurt jeg havde sat frem, og der var yoghurt i hele køkkenet. På gulvet. Og jeg havde en baby på den ene side og en 3årig på den anden side. Og jeg var lige ved at bryde sammen. Og så tog jeg mig sammen, og fik Ems placeret foran Gurli Gris og baby placeret i sit babynest, og så satte jeg mig på gulvet med mit "i helingsprocess" underliv og tørrede økologisk jordbæryoghurt op. Og lidt efter har vi så denne her snak.Set i bakspejlet skulle jeg have grebet chancen, og have sagt "nej skat, mor ser ikke glad ud, men jeg er glad indeni, jeg synes bare også det hele er lidt mærkeligt og svært lige nu, og jeg vil bare rigtig gerne gøre både dig og baby glade, og det prøver jeg at finde ud af hvordan jeg gør. Men jeg er faktisk glad indeni og jeg elsker dig og tak fordi du siger det til mig".Det kan være jeg husker det næste gang.Så jeg er lidt øm, både fysisk og på sjælen i de her dage, og det er hårdt og jeg prøver at huske at græde og tilgive mig selv når jeg mister rummeligheden overfor Ems. Og så går jeg tilbage og samler os op igen, og sådan må det være lige nu.Samtidig elsker jeg mine to piger overalt på jorden, og jeg kan mærke, at for hver dag der går, får jeg en ny stjerne på skulderen og jeg klarer en ny situation jeg ikke vidste jeg kunne klare. Som f.eks da nogen lavede en lort i havebassinet og insisterede på at lave resten af lorten oppe på potten, og jeg sad med en baby på armen, og hvordan får jeg lige to piger med op i lejligheden uden at få lort over det hele. Jeg kan ikke huske hvad jeg gjorde, men det lykkes. Også at tømme poolen og få nyt vand i igen.Bom. Der er så meget at fortælle om den seneste uge, så jeg prøver at komme efter det, men det her, det er det vigtigste lige nu.