Hjemmefødsel efter kejsersnit – her er min fødeberetning
Hjemmefødsel efter kejsersnit – her er min fødeberetning
Alle billeder er taget af dokumentarfotograf Greg McQueen, som var med under hele rejsen.
Onsdag d. 9. Maj kl. 8.54 kom vores lille ninja til verden på min sofa i min lejlighed i Brede. På trods af at jeg har et akut kejsersnit i bagagen med min ældste datter, og dermed fødte hjemme, selvom det gik imod sygehusets anbefalinger. På trods af at jeg, af jordemødre på nettet, er blevet bedt om at tænke mig ekstra godt om med mit valg af hjemmefødsel efter kejsersnit, og (at dele min historie omkring det) har jeg altså valgt at være fuldstændig tro mod mit hjerte, og den vej i livet jeg tror på. Den historie vil jeg fortælle dig i dag. Velkommen til min fødeberetning.
Egentlig startede det i fredags (læs her). Der kom veer og jeg hidkaldte mit fantastiske fødeteam, som består af min jordemoder Sophie, min doula mama Christina, min dokumentarfotograf Greg, min mor og min ældste datter på knap 3. Vi endte med at have en fødefest med dans og rebozo og hygge og en tur i solen og græsset. Læs om min fantastiske premiere på fødslen lige her. Jeg har fået alt hvad jeg drømmer om og mere til. Det endte med at veerne gik i sig selv igen, og jeg måtte igennem en indre rejse tilbage til det akutte kejsersnit og overbevisningen om at min krop ikke er skabt til at føde. Den er defekt. Heldigvis fandt jeg mig selv igen og kunne nyde at dagene gik.
Alligevel blev jeg utålmodig, fordi der er så meget fokus på de 42 uger man (åbenbart) kun kan være gravid i Danmark. Dagene gik og hver dag blev der lagt en ekstra ”plus 1” til kalenderen. Jeg smagte af og til frygten for at sygehuset ville ringe og tvinge mig til en igangsættelse, selvom både baby og jeg havde det strålende, så jeg googlede lidt om evidens og fødekultur. Det skriver jeg en blog om på et senere tidspunkt.Så blev det tirsdag. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvad jeg lavede, andet end at hente Emmalia og google videre på ”Hvordan gik fødslen i gang” og ”hvornår gik fødslen i gang” og ”hvornår fødte du” og ”hvor langt var du henne da du fødte”. Jeg tror jeg har læst alle tråde i alle babyforaer efterhånden. Og så gik der tid med det.
Om aftenen, da Emmalia var puttet, kunne jeg godt mærke det begyndte at murre. Jeg sendte en sms, sådan som jeg har gjort hver aften den seneste tid, til Christina doula og Sophie jordemoder, og aflagde en kort statusrapport. Christina ringede med det samme og spurgte om ikke hun lige skulle komme og give lidt rebozo, måske kunne vi bygge noget ovenpå den gode murren der allerede var i gang. Det måtte hun virkelig gerne, så hun kom en time senere.Egentlig ville jeg ikke være ved det, men jeg vidste godt fødslen var i gang nu. Jeg ville bare ikke hidkalde fra nær og fjern før jeg var sikker, men efter at Christina havde oplevet veerne, blev vi enige om at det nok var bedst at ringe efter de andre. Sophie og jeg havde i forvejen aftalt at hun skulle komme onsdag og flytte ind nogle dage, og det glædede jeg mig til. I stedet kørte hun fra Fyn lige omkring midnat tirsdag, og Greg fotograf kørte fra Aarhus og ankom nogle timer senere.Da Sophie kom omkring kl. 1 om natten, var veerne godt i gang. Min mor var allerede ankommet og lå og sov sammen med Emmalia inde i soveværelset. Christina og jeg var i stuen og jeg forsøgte at få lidt søvn, men uden held, jeg kunne ikke rigtigt abstrahere fra veerne.
Nu begynder resten af natten at være lidt sløret for mig, når det kommer til tidspunkter, og hvad der præcist skete. Fødekarret stod allerede klar, bare uden vand i, og i takt med at veerne tog til, kunne jeg mærke behovet for at komme op i vand. Det var virkelig en god oplevelse at ligge i vandet og opleve den smertelindring der var i at være omgivet af mit yndlingselement: vand. Det fødekar var så absolut et plus for mig. Det er ikke alle der har det sådan (heller ikke alle der føder hjemme føder i vand. Inkl mig).Herfra starter en helt anden rejse, nemlig rejsen ind i mig selv, ind i de gamle historier om mig selv, ind i smerten, igennem den seneste fødselsoplevelse (akut kejsersnit, følelsen af at miste mig selv). Lige her zonede jeg ud af min dagligstue, ud af natten og ind i et helt nyt rum jeg aldrig havde været inde i før.Først var jeg igennem en selvbebrejdelse. Hvor naiv havde jeg været og tro at det her kunne lykkes? Jeg kunne jo ikke når det kom til stykket? Alle de der yogamødre der føder på hovedet, med benene i vejret mit i et orgasmisk nydelsesbrøl… hjemmefødsler er jo forbeholdt dem. Ikke mig. I stykker kvinde med for højt BMI, for meget livmoder-ar, for-kert. Tankerne buldrede rundt og gjorde nærmeste mere ondt end selv veerne.Samtidig med at min hjerne kørte en indre skammetale mod mig selv, arbejdede min krop bare videre dernede i vandet. Jeg kunne høre Christina og Sophie heppe på mig et sted udenfor mig, og jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til, jeg var på vej et sted hen, om jeg ville det eller ej. For hver eneste smertefulde ve og lænd der drillede, gik der tid, og jeg kom et skridt tættere på udvidelse.
Efterhånden som natten fortog sig og de tidlige morgentimer tog over, forsvandt jeg mere og mere ind i mig selv, og alt andet var lige meget. Omkring kl 4. Om morgenen stod min mor og Emmalia op. De havde ligget i soveværelset og havde lyttet til mine lyde. Min mor spurgte Emmalia om hun ville med op og se hvad der skete inde i stuen. Det ville Emmalia gerne. De stod op og kom ind til mig. Emmalia var den sejeste fødselshjælper, og selvom jeg sagde høje lyde, insisterede hun på at blive i rummet. Hver gang hun blev det mindste i tvivl om alt var godt, så kiggede hun blot op på Sophie og Christinas ansigter og ansigtsudtryk, og da de udviste totalt ro og overblik, så var Emmalia også totalt rolig og cool med situationen. Flere gang var hun henne og klappe mig på hovedet, og fortalte mig at jeg var dygtig. På et tidspunkt fik jeg vistnok sagt i sjov at ”tak skat, mor er lige ved at lave en lillesøster til dig”. Jeg er så stolt af det barn. Momse gav hende mange muligheder for at gå i haven eller lave noget andet end at være hos os under fødslen, men Emmalia insisterede på at blive, og hun tullede rundt og legede og kunne sagtens rumme at mor zonede ud.
Jeg fik mange ”gode råd” da jeg skrev om at Emmalia skulle med til fødslen (læs indlægget her). Blandt andet var der nogen der skrev at sygehuset anbefaler at børn under 8 ikke skal være med til fødslen. Nu er der altså ret stor forskel på en hjemmefødsel og en hospitalsfødslen, og så handler det også enormt meget om at man som mor og far kender sit barn rigtig godt, og ved hvad barnet kan holde til eller vil synes er dejligt. Jeg var ikke i tvivl om at Emmalia i hvert fald skulle have chancen for at være med, men fordi hun er så lille, så skulle hun have sin egen voksen med, som kun havde fokus på hende. Og det gik simpelthen så godt. Vi havde en klokkeklar forventningsafstemning, både hvis Emmalia ikke brød sig om at være der, hvis jeg ikke kunne rumme det eller hvis der skulle ske en overflytning til sygehuset. Det var kun under pressefasen til sidst at det blev lidt for meget af det gode (mor råbte så højt at Emmalia måtte holde sig for ørerne), og det tacklede momse og Emmalia ved at gå ned i haven og lege lidt. Bum.
Det blev mere lyst udenfor og jeg kunne høre fuglene synge. Sophie og Christina begyndte at snakke om at det var tid til pressefasen. Indtil nu havde jeg bare boet i veerne, følt smerten, oplevet min lænd lave vrøvl. Hvis man tror lidt på at hver del af kroppen repræsenterer et udviklingsfelt, eller en del af det indre, så repræsenterer lænden troen på dig selv. Min lænd har sat sig fast utrolig mange gange under min graviditet, og det samme skete under fødslen. Tankevækkende.Overgangen fra veer til presseveer var virkelig kompliceret for min hjerne at forstå. Jeg kunne ikke finde ud af at … presse den vej. Jeg kom op ad vandet, jeg fik rebozo. Jeg tror Christina plukkede noget friskt græs til mig på et tidspunkt, som jeg kunne dufte til. Jeg blev rebozoet igen, og plask, så gik vandet. Helt klart vand. Endelig. Ude i min entre. Det var et dejligt skulderklap fra naturens side: ”Frejamay, du er på rette vej, du kan godt det her”.
Jeg havde stadig de gamle spøgelser fra hele mit liv boende selvom vi var nået til pressefasen, jeg blev mere og mere overbevist om at jeg ikke kunne føde det barn. Jeg er jo overgrebsoffer, jeg er jo kropsligt defekt. Jovist jeg har arbejdet med mine traumer, men min krop er jo bare i stykker... Og samtidig kunne jeg mærke en spirende kraft der hed ”du tager kraftedme ikke på sygehuset efter at have brugt en nat i det her smertehelvede, det gør du bare ikke!”Vi rebozoede, jeg kom op og stå, jeg fik chili på lænden, min lænd gjorde vrøvl, og det barn kom bare ikke ud. Jeg endte med at være i pressefasen i ret lang tid. Vistnok en del længere tid end man normalt er. Mens jeg stod op og prøvede at føde barnet, kom der igen fostervand ud. Denne gang var det grønt. Jeg havde heldigvis snakket med Sophie om hvad grønt fostervand betød, og alle nuancerne/betydningen i det, og jeg kunne mærke på situationen at Sophie lige skulle tage en beslutning om ”nå hvad nu?”. For jeg vidste også godt at grønt fostervand ikke er helt ligemeget.Der gik kun et kort øjeblik, så var Sophie med igen og sagde kærligt, men bestemt, at ”NU føder vi det barn”. Og det kunne jeg mærke at ja, det gjorde vi, for det havde Sophie sagt. Hun havde det fulde overblik, og jeg gav mig helt hen til hende.
Vi (siger jeg som om jeg var en del af det setup) fik lavet en hurtig fødeplads på min sofa, jeg lå i den ene ende, Sophie sad nede mellem mine ben, klar til at tage i mod, og så fik jeg ellers trykket i bund. Jeg brølede og besluttede mig for at nu vil jeg FANDME FØDE DET BARN om det så var det sidste jeg gjorde. Og så måtte den lænd simpelthen affinde sig med det.Præcis hvor mange presseveer vi nåede i den stilling (det var ganske få i hvert fald), det ved jeg ikke, men pludselig skete der en eksplosion, et big bang hvor tiden stod stille og alting var forandret for evigt. Det føltes som om hovedet sprøjtede ud, som når en gigantisk dæmning brydes. Jeg vidste at det var hovedet der kom ud inden Sophie nåede at sige det højt.Sophie og Christina roste mig, og jeg koncentrerede mig om at samle kræfterne til næste presseve. Sophie spurgte om det var nu, jeg svarede et musestille ”nej” for at spare på kræfterne. Og så gjorde Sophie noget jeg aldrig nogensinde vil glemme hende for. Hun sagde ”kom med din hånd, prøv at mærke hendes hoved”. Og det gjorde jeg. Og lige dér, der var hovedet. Slimet og lille, men det var der, det var ude, og jeg vidste at det sværeste var overstået. Og jeg græd. Alle mine gamle destruktive historier om mig selv blev arkiveret for altid lige der. Slut. Ny bog.
Du ER god nok!
Du KAN føde dit barn selv
Du har en ”RIGTIG” krop
Din krop er ikke defekt.
Tværtimod.
ALT er som det skal være.
Du er PRÆCIS som du skal være Frejamay.
Du gjorde det!
Lige der blev jeg genfødt.
Og så gjorde Sophie den næste ting som jeg aldrig vil glemme hende for. Presseveen gik i gang, og jeg pressede som jeg aldrig har presset før, og der skete endnu en eksplosion, og Sophie sagde ”kom med dine hænder Frejamay, så kan du selv tage hende ud”.
Og jeg rakte mine hænder ned, og jeg tog fat under armene på mit lillebitte barn, og jeg trak hende selv ud, og lagde hende op til mig, og så lå hun der. Helt fin og perfekt og i live. Der blev jeg født. Der blev hun født. Og jeg græd og græd og græd. Af lykke og kærlighed og stolthed. Og mens jeg skriver det her, er det stadig helt uvirkeligt at det var det der skete. Men det var det der skete, og det er den absolut største oplevelse i mit liv. At have min store datter med, at føde mit eget barn derhjemme og selv tage i mod hende, at have verdens bedste fødeteam ever.. Uden dem havde denne fødselsoplevelse aldrig overgået alle mine drømme. Men det gjorde den. Sammen gjorde vi det muligt.
9. Maj klokken 8.54. 3450 gram, 54 cm. I mens alle landede i den nye verden efter en lang nat, kiggede Emmalia op på Sophie og Christina og sagde "tak fordi I hjalp med at få lillesøster ud". Og så tog hun en tur i fødekarret og havde efterfest.
Det var min fødselsberetning.Jeg er blevet spurgt hvad der var bedst eller dårligst ved at føde hjemme. Sådan kan jeg slet ikke stille det op. Det var min egen unikke oplevelse. Det var det jeg drømte om, det var det jeg blev mødt i og det var den vej vi gik, som samlet team, hele vejen. Var det hårdt? ja. Gav jeg op undervejs? Ja. Fortrød jeg en masse gange? Ja. Ville jeg gøre det igen? JA! Den genfødsel jeg gennemgik, den ville ikke være mulig at have fået på nogen som helst andre måder, med nogen som helst andre på holdet. Den oplevelse var mig der samlede en masse mod, mig der gik i mod en masse anbefalinger og mennesker der lever disse anbefalinger hver dag. Mig der stillede mig solidt ved siden af mig selv og sagde "jeg har din ryg for alvor". Og det havde jeg. Og så trådte de 3 Musketeer til, og hjalp mig med at realisere min drøm. Og jeg kan ikke skrive denne historie uden at komme ind på de 3 mennesker der var med på rejsen, udover min mor og Emmalia.
Sophie, min jordemoder, har lært mig mere om mig selv end nogen af de selvudviklingskurser eller uddannelser jeg nogensinde har været på. (læs her)
At kvitte sygehuset for at blive modtaget i favnen på så kompetent, vis og favnende en jordemoder som Sophie er, det er virkelig helt ubeskriveligt, og jeg ville inderligt ønske at alle gravide fik oplevelsen af hvor meget man kan blive mødt og rummet i den rejse man som gravid har sagt ja til, ved at bringe et nyt lille liv til verden. Ikke bare under hele graviditeten har hun været en støtte, en evig kilde til inspiration og motivation til at gå nye veje, og tage mig selv nye steder hen, under fødslen har jeg følt mig så støttet og set og hørt og uden at det på nogen måde har kostet på hendes faglighed eller den naturlige og kærlige autoritet hun bragte med ind i rummet. Dog uden nogensinde at tage min kraft fra mig. Hun har blot fået mig til at se hvilken fødegudinde jeg selv er. Og det er hele rejsen værd.
Christina har som min doula støttet, rummet og lagt guld på mig i mere end en forstand. Hun har, ligesom Sophie, hele tiden bakket mig op i min egen power og i min tro på mig selv. Jeg kender ingen som Christina der kan træde ind i mit mørke og i al min tvivl, og spraye noget lækker velduftende olie i rummet, lave et lækkert fodbad, give lidt forløsende rebozo og være fuldt ud til stede og nærværende, og efterlade mig fuldstændig i ro med min egen kerne, i troen på mig selv og med langt mere glimmer på sjælen og på kroppen, end jeg troede var muligt. Christina er simpelthen så nørdet, men på den lækre inspirerende måde, og jeg har lært så meget om mig selv og om kvinder og føde-ur-kraft blot ved at lytte til Christina og hendes dybe passion for hele fødeuniverset.Fælles for dem begge to er at de ALDRIG taler ud fra frygt eller ind i min frygt. De har begge to en grundholdning om at man ikke skal kloge sig på andres vegne, og hvis man kan blive bragt i ro og ind i sin egen kernekraft, så ved man oftest selv hvilken vej man vil gå, og den støtter de en i.Og det her er aldrig sket før, men jeg har lånt et citat fra Søren Kirkegaard til at beskrive hvad det er de to kvinder, for mig, gør meget anderledes end dem jeg indtil nu har mødt i systemet og den fødekultur vi har i Danmark:
” At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse - Kierkegaard”
Så behøver jeg ikke flere ord. Det er det de begge to kan og lever i alt hvad de gør.
Og så er der Greg. Greg dokumentarfotograf. Flere af jer har spurgt hvordan det var at have en fotograf med til fødslen. Flere af jer har allerede fortalt hvordan I selv ville finde det forstyrrende eller grænseoverskridende. Det tror jeg faktisk også jeg ville. Men nu havde jeg ikke bare en fotograf med, jeg havde Greg med, og Greg er noget helt særligt. Det var en fælles facebook-ven der introducerede os for hinanden, og jeg var solgt til stanglakrids da jeg så hans hjemmeside og hans tilgang til at dokumentere livsbegivenheder. Der ligger blandt andet billeder fra et bryllup, og jeg elsker hvordan han har fået stemningen med ved ikke at have et eneste opstillet billede. Første gang jeg mødte Greg i virkeligheden var til fødefesten fredag da vi troede fødslen gik i gang.For det er det, der er med Greg. Han er en flue på væggen. Jeg kan knap nok huske da han ankom, og jeg så ham faktisk ikke før min ninja var født. Men jeg ved han har været i rummet hele tiden. Hvis ”skyggeninja” var et fagbegreb, så ville jeg klart give det til Greg. Han var så vigtig en del af rejsen, men jeg så ham bare på intet tidspunkt, og jeg ved fra både Sophie og Christina at han hverken var i vejen eller til gene på noget som helst tidspunkt, selvom vi altså var ret mange mennesker i min lille lejlighed i Lyngby.
En af grundende til at jeg har hovedkulds forelsket mig i hans håndværk og hans stil, er at han ikke tager opstillede billeder, men at han fanger virkeligheden præcis som den er. Og det er jo bare mig, men jeg ELSKER det. Jeg behøver ikke et eneste billede af mit nøgne nyfødte barn i en flettet sivkurv med et hæklet jordbær på hovedet. Eller et anstrengt smil-til-fotografen-smil ind i kameraet efter den vildeste nat i mit liv. Jeg vil vildt gerne bare se det råt for usødet, for det er lige præcis dér alt det smukke bor. Hvis du altså spørger mig. Og det er præcis det Greg er genial til at fange.Så. Nej, det var ikke grænseoverskridende overhovedet, men jeg tror virkelig det kommer an på hvem det er man lukker ind i det hellige rum. Greg vil altid være velkommen i mit. Han træder så varsomt og han ser nuancer vi andre slet ikke når at opfange. Vi har ikke engang lavet den store forventningsafstemning, for jeg kunne se på Gregs billeder fra andre opgaver at det ikke var nødvendigt. Det ville være en helt forkert vej at gå at fortælle ham hvad jeg gerne ville have, frem for at lade eksperten gøre det eksperten er god til, og så turde lade sig selv blive blæst bagover. Og det er det der er sket.
Så nu sidder jeg her. 5 dage efter fødslen. Mor til to. Totalt genfødt og ved at finde mit fodfæste i mit nye jeg, i min nye familie, i min nye fremtid. Denne graviditet, denne fødsel, denne rejse, dette møde med de 3 mennesker, denne vej har åbnet for et eller andet nyt. En ny retning. Jeg ved ikke præcis hvordan det ser ud endnu, men denne spæde start på noget så magisk, den glæder jeg mig til at træde videre hen ad, og se hvad det fører med sig.Tusind tak fordi du læste med hele vejen hertil. Dette er min mest sårbare, min fineste oplevelse, og jeg har glædet mig helt vildt til at dele den med dig og med resten af verden. Jeg ved allerede nu at der vil komme en del efter-refleksioner, men for nu skal du bare nyde historien sammen med mig. Hvis du har lyst. Jeg er så taknemmelig. Og stolt.
P.S. De seneste dage har jeg fået virkelig mange dejlige spørgsmål på mine sociale medier, især om jeg rådgiver ift. hjemmefødsel efter kejsersnit. Jeg er "bare" en mor, jeg er slet ikke fagperson, selvom jeg beskæftiger mig meget med emnet. Jeg svarer rigtig gerne på spørgsmål, men faktisk vil jeg til hver en tid anbefale dig at tage fat i Sophie jordemoder eller Christina doula, og lade dem besvare spørgsmål og guide dig - det er det de er bedst til. Det behøver ikke være at du booker et helt forløb med dem, det kan sagtens være en rådgivning eller en rebozo eller hvad i nu finder ud af. Men jeg må sige at det glæder mig af hele mit hjerte at I er så mange der ønsker at tage fødslen hjem til jer selv. Fremtiden er lys
Sophie finder du her
Christina finder du her:
Og Greg finder du lige her:
Derudover har jeg min egen FB-gruppe for kvinder der ønsker at tage fødslen hjem. Den er IKKE for fagpersoner, men for gravide og andre der drømmer om at tage fødslen hjem og gøre den til sin egen. Ansøg om optagelse her
