Skolevalg? Privatskole? Hjemmeundervisning? Hvad har du valgt?

skaermbillede-2018-02-14-kl-08-44-38Skolevalg? Privatskole? Hjemmeundervisning? Selvom der er nogle år til, så er spørgsmålet om skolevalg noget der allerede plager mig. Og jo "plager" er det helt rigtige ord at bruge. Jeg sidder ikke inspireret og tænker "ih, sikke mange fantastiske muligheder vi giver børn i Danmark i dag for at udfolde sig og lære med glæde". Jeg sidder mere med en sort sky af bekymring over mit hovede og tænker "hvor skal jeg sende mit barn hen så hun bliver ødelagt mindst muligt?".Faktisk var det dette blogindlæg der fik mig til at skrive i dag. Det er rigtig godt skrevet. Om opdragelsesdebat og hvordan vores unger ikke bliver mødt.Jeg har mange i min omgangskreds der har børn i skolealderen, og jeg har derfor fulgt ret godt med i hvad der sker i folkeskolen, hvordan børn mistrives, hvordan de reagerer på de åndssvage nationale tests, hvordan lærere er stressede, og en ret stor del af de lærervenner jeg har, de har sagt deres jobs op og har fundet andre måder at tjene pengene på. Bum. Dygtige engagerede lærere der elsker børn og læring og udvikling.Og så står jeg her, med en datter på snart 3 år, som skal skrives op et eller andet sted. Og jeg har lyst til at give hende den rejse det er at lære og være social, og få en masse skønne venner og dygtiggøre sig og vokse og blive stærk i livet. Og samtidig har jeg ikke et billede af at folkeskolen magter den opgave ret godt. I hvert fald ikke når det kommer til at rumme at børn er forskellige, og lærer på forskellige måder. Det kan jeg jo allerede se er en stor udfordring for en ret stor del af institutionerne i dag.Jeg har selv haft fornøjelsen af at mærke på min egen familie hvad et "rammeskift" har gjort ved vores datter. Læs mit blogindlæg om "diagnose dagplejen" her. Min datter var startet i dagpleje, og efter ganske få dage var der pludselig et eller andet helt galt med hende. Hun fik affektkramper og reagerede voldsomt på at være i dagplejen. Der måtte komme ekstra dagplejere og hjælpe vores dagplejemoder, og jeg blev indkaldt til samtaler hos den pædagogiske ledelse. De mente at min datter var "allergisk overfor andre børn" (tænk, det vidste jeg slet ikke børn kunne være).Så startede undersøgelserne og observationerne af min datter. Og mig.  Jeg vidste ikke jeg var under observation før jeg bad om en aktindsigt (som de var noget længe om at give mig). Og her fik jeg mit livs største chok. Dagplejelederen havde "Observeret mig" gå på gaden med Emmalia på armen og havde skrevet sin tolkning af situationen ind i akterne (observeret gennem en bilrude mens hun kørte forbi). Og den var ikke positiv.Vi havde haft Emmalia i noget der hedder Motorikhuset i Lyngby (på dagplejens opfordring), hvor hun også blev observeret af en fagperson for at udelukke at hun skulle være særligt sensitiv, det var naturligvis også beskrevet i akterne. Det eneste problem var at det der stod var løgn. Der stod "Barnet skreg så meget at det var umuligt at gennemføre undersøgelsen". Jeg havde naturligvis et vidne med til undersøgelsen (man lærer af bitter erfaring i det system), og det var min stedfar. Jeg sendte akterne til ham og spurgte om han kunne genkende det billede. Det kunne han slet ikke. Til gengæld havde Emmalia haft en super god oplevelse og havde ikke grædt på noget tidspunkt, og naturligvis bekræftede Motorikhuset både min og min stedfars vidneudsagn. Men vi fik aldrig en beklagelse eller en undskyldning. Hele deres "sag" var bygget op på det rene luft. Det er ret ubehageligt at læse løgnehistorier om sig selv, skrevet af myndighederne på myndighedernes papir.Men det stoppede naturligvis ikke der. Når nu lægen og motorikhuset ikke kunne finde min datters "defekt", så kunne en psykolog måske hjælpe. Så dagplejen hentede en psykolog ind, som observerede Emmalia over nogle gange (og mig og mit samspil med min datter). Jeg var meget spændt på evalueringsmødet, for jeg VIDSTE der ikke var noget at komme efter. Alligevel havde lederen bidt sig fast som en tæge. Og ganske rigtigt, psykologen var simpelthen så cool og han bakkede mig totalt op i at min datter ikke fejler noget som helst. Og at mine forældreevner heller ikke gør.Efter det helvede (som jeg stadig ikke har tilgivet dem for. Tiden må hjælpe mig her.) var det naturligvis umuligt for mig at Emmalia skulle fortsætte der. Så med rigtig god hjælp fra psykologen fik jeg Emmalia over i en vuggestue, og siden har ingen påpeget at der skulle være noget som helst galt med hende. Tvært i mod, hun stortrives. Men jeg er ikke blevet en anden, eller en mere opdragende mor, end jeg hele tiden har været. Jeg har bare skiftet min datter ud fra nogle syge rammer, til et sted hvor man ikke går i fejlfindermode, og hvor man samarbejder om barnets trivsel i stedet for at gøre barnet (og forældrene) til de store bussemænd. Tak for det. Så selvfølgelig er jeg, fra systemets side "opdraget" med at have paraderne oppe efter sådan en omgang. Det er mit barns trivsel (ja og min egen for den sags skyld) der er på spil her. Det gambler man, i hvert fald som forældre, i hvert fald ikke med.Og så har man fra regerings side valgt at oprette en såkaldt "opdragelsesdebat", hvor vi kan sidde og pege fingre af alle de forfærdelige curlingforældre derude. Sådan en som mig som egentlig bare gerne vil have at de basale rammer omkring mit barn er i orden. Jeg havde en diskussion med en far i går, som sagde at "jamen børnene skal jo også have udfordringer", og det er jeg fuldstændig enig i, jeg er bare ikke enig i at 11 vuggestuebørn skal efterlades med 1 pædagog(medhjælper) som skal tilgodese alles behov, og så kalde det en passende udfordring for 1årig. Det er til gengæld noget jeg uden at tøve vil kalde omsorgssvigt fra systemets side og det burde indberettes alle de steder den slags foregår. Jeg har selv taget kampen med min datters vuggestue, og nu er det lavet om. Alligevel skal jeg sidde og debattere hvad jeg som forældre kan gøre for at opdrage mit barn bedre... det virker sgu ærlig talt helt skævt.Tilbage til skolevalget. Lige nu står Emmalias far og jeg der hvor vi søger muligheder i det private. En lille skole hvor der er overblik og overskud. Jeg har forhørt mig i mit private netværk, og der er ret mange der er glade for at have deres børn på mindre og private skoler. "Det er en investering i fremtiden, selvom det kan virke so mange penge lige nu" var der en der sagde. Og en anden der sagde "min søn trives efter at rammerne er skiftet ud med rammer hvor der er plads til ham".Sådan vil jeg gerne have mine børns skolegang skal se ud. Jeg vil gerne kunne se på min datter at hun trives. Jeg vil gerne kunne mærke at rammerne er gode for hende. Jeg vil gerne give hende fornøjelsen af at lære, for det kan man nemlig sagtens når man er mødt og rummet. Så er nysgerrighed, fokus, nærvær og koncentration en helt anden, end hvis man skal overleve og er overladt til stressede lærere og 27 andre børn der heller ikke kan sidde stille i 8 timer ad gangen.Så det er der vi selv er lige nu.Hvordan håndterede du valg af skole til dine børn? Og hvis de ikke er i skole endnu, hvilke tanker har du så gjort dig om skolevalg, hvis du er kommet dertil? Hvordan fandt du frem til det valg der var rigtigt for dig/jer?