Har du nogensinde prøvet at spørge folk hvor de kommer fra, og så svarer de at Iphone er verdens bedste telefon, og at de har en derhjemme? Umiddelbart må svaret være nej, fordi man i sådan en situation godt ved at man skal svare "Sønderborg" eller "Assens". Men på en eller anden måde glipper det alligevel at svare på spørgsmål uden lige at kunne huske hvad der egentlig blev spurgt om. Så sniger der sig alle mulige ting med man slet ikke har bedt om, og faktisk slet ikke har lyst til at få serveret. Tænk hvis man gjorde det på restauranter. Du har glædet dig hele dagen til den bagel med tunmousse, du har bestilt den, forventningen er høj, mundvandet løber, og i dag har restauranten så besluttet at den skal serveres på bunden af en skål tomatsuppe. Yikes!I virkeligheden er det bare så enormt dejligt at få det man har bedt om. Ahhh. Kender du ikke det?Det her skete (igen igen igen) for nyligt for mig da jeg efterspurgte historier om hjemmefødsler. Helt præcist formulerede jeg spørgsmålet sådan her, netop for at styre udenom alle de horder af råd der ligger på lur og bare venter på en chance for en tur i rampelyset:"Skønne mama, dig der har født hjemme og har børn i forvejen. Var børnene med til fødslen? Og hvordan var din oplevelse? Erfaringer og historier søges"Det var sådan, ordret, jeg havde formuleret spørgsmålet. Men det folk læser er:"Jeg er usikker på om min datter, Emmalia, skal med til min egen hjemmefødsel, derfor vil jeg rigtig gerne have din holdning til om du synes det er en god idé, og om du synes det er noget jeg skal gøre?"Er det bare mig, eller er der en kæmpestor forskel på de to spørgsmål?For jeg opfattede ikke mig selv som usikker. Faktisk havde jeg allerede besluttet mig, og alligevel ville jeg rigtig gerne høre personlige beretninger, fordi der tit ligger en masse gaver i at høre folk fortælle om deres egen oplevelse, gaver, hvor jeg måske selv kan vælge noget ud fra deres historie, og bruge i min egen historie senere.Er det de der åndssvage Mohammad-tegninger der er skyld i vores følelse af ytringspligt når det kommer til at fortælle andre mennesker hvad vi synes de skal eller bør gøre, også selvom vi overhovedet ikke er blevet spurgt? Er det fordi vi snakkede så meget om ytringspligten (for det er jo en pligt efterhånden, og ikke en ret) at vi har glemt at vi også kan stå ytringspligten over en tur og give den videre til den næste?Det undrer mig virkelig hvor det kommer fra. Og grunden til at jeg er så optaget af den der ytringspligt (igen igen igen), er fordi jeg i særdeleshed møder den når jeg er gravid og snakker om fødsler, fødekultur og alle de emner der relaterer sig dertil. Pludselig er vores personlige erfaring blevet til guidelines vi kan overføre på andre end os selv. Og vi bør åbenbart gøre det.Jeg har eksempelvis født et enkelt barn. Jeg kan overhovedet ikke rådgive eller vejlede nogen som helst mennesker i hvad de skal eller bør gøre under deres egen graviditet. Fordi jeg føder hjemme betyder det på ingen måde at det er rigtigt for alle. Fordi jeg ammede i 2 år betyder det ikke at mit råd til alle er at amme i 2 år. For nogen er det slet ikke det rigtige at amme. Fordi jeg skal have mit 2,5 årige barn med til min hjemmefødsel betyder det overhovedet ikke at det bør alle da gøre for at give børnene den oplevelse. Alt er da fuldstændig og aldeles afhængig af... du ved:
- hvem man er
- hvilke værdier man lever efter
- hvad man tror på
- hvad der giver dig nærvær
- hvad der giver dig tryghed
- hvad der giver dig ro
- hvad der gør dig glad
- hvad der gør dig bange
- hvad du har med i bagagen
- hvad du ikke bryder dig om
- hvad du gerne bryder dig om
- hvad der er vigtigt for dig
- hvad der ikke har så stor betydning for dig
- det er klart min holdning at Emmalia er alt for lille
- Børn under 8 år bør ikke være med til en fødsel
- Sygehuset fraråder faktisk at små børn er med
- Jeg ville virkelig ikke gøre det hvis jeg var dig (men det er du jo ikke?)
- jeg synes kun du skal gøre det hvis X, y og Z