En lille fin indsigt i den sårbare moderne alternative familieform og hvad der er på spil

skaermbillede-2017-11-11-kl-09-24-13En lille fin indsigt i den sårbare moderne alternative familie-form og hvad der er på spilMit hjerte bankede da jeg stod op i morges. Selvom min krop godt ved at det ikke er det samme som det var engang, så tager det stadig tid for den at forstå at jeg er i tryghed og tiden vi lever i er fredstid. Jeg taler selvfølgelig ikke om verdenssituationen, men vores lille alternative familieform.I dag havde vi møde hos vores par-terapeut. Den bedste beslutning vi har taget, har været at skifte statsforvaltningen ud med en parterapeut. Pludselig handler det ikke om at få ret, om at få mest, om at få fremstillet sig selv (og den anden part) på en særlig måde. Det handler om hvordan vi har det, hvordan vi gerne vil have det, hvordan vores drømme for fremtiden ser ud, både hans og mine, og hvad der er godt for Emmalia, og hvordan vi begge to, som forældre, kan være med på vores fælles landkort.Selvom vi er en alternativ familieform, så er der jo stadig ikke nogen regler eller erfaringer vi kan trække på andre steder fra. Og det er både vildt fantastisk og dybt frustrerende. For vi kan træde vores egen sti, og det skal vi så også. Derfor kræver vores familieform de her utroligt konstruktive og kærlige møder hos vores par-terapeut Katrine, som jeg kun kan anbefale til alle der gerne vil have en sund fælles platform med deres eks eller mor/far til barnet (Katrine holder også prep og kiff kurser, det var det vi selv startede med og har besluttet at fortsætte med at mødes hos Katrine med jævne mellemrum og efter behov).Fra at være frustreret over nogle ting får vi skabt rum hvor begge parter bliver hørt, uden at der opstår konflikter eller frustrationer. Alle møder ind med intentionen om en altid lysere fremtid for alle, og der er plads til at sige de ting der kan være svære at finde rum til i en hverdag hvor to voksne og (snart) 2 børns liv og hverdage skal gå op i en højere enhed.Der kommer mange temaer op under sådan et møde, og jeg vil af hensyn til vores privatlivs fred ikke gengive dem her. Det jeg til gengæld vil er at fortælle om nogle af de temaer som jeg selv bliver opmærksom på, altså udelukkende hos mig selv, under de her møder med Katrine og i rammen der hedder "vores lille alternative familie".23621288_10154785333821503_3890471121590208309_nKan, vil og skal.I vores familiekonstallation har jeg en personlig udfordring når det kommer til at kunne, at skulle og at ville. Eksempelvis havde jeg sagt til Emmalias far at han gerne måtte komme med til ninjaens fødsel her til april. Og jeg VILLE virkelig gerne ville det. Jeg ville så gerne give ham anerkendelsen af at vi er nået så langt i vores samarbejde, at jeg er tryg ved at han kommer i vores hjem, at han er en god far, at han er værdsat og at han kommer til at få stor betydning for den nye babys liv også. Jeg ville så gerne ville det.Alligevel kunne jeg mærke at min krop bare ikke var der. Min intention, min hensigtserklæring og min velvilje var på plads, men min krop (du ved, den eneste der altid er i nuet), den ville ikke. Den reagerede. Den gav mig kvalme og rysteture, og pludselig var jeg tilbage i frygt og angst, for "nu havde jeg jo sagt det". Og hvad nu hvis han ringer til foreningen far og får nogle tips til hvordan han kan KRÆVE at være med til fødslen, når nu jeg selv har sagt det. Og og og. Mit mønster. mine spøgelser men også min virkelighed. Jeg ville så gerne ville det og kunne det, men virkeligheden er bare at det kan og vil jeg ikke når det kommer til stykket.Det er en virkelig vigtig læring for mig at have med. Og at have med i et samarbejde eller en relation. At der skal være plads til at tale om drømme og ønsker og håb, og at man gerne må mærke at man gerne vil ville det, men at det også er en virkelighed, at selvom man har lyst til at ville det, så er det bare ikke altid der man er.img_8157_bwNoget af det jeg snakker meget med Katrine om er at vi vil komme til at såre hinanden mange gange, Emmalias far og jeg. Så vi kan lige så godt blive gode til at tackle det, og det betyder ikke noget facit-agtigt omkring vores samarbejde, andet end at der i vores relation er plads til drømmene og dermed også skuffelserne. Inden jeg skulle føde Emmalia havde jeg lavet en fødeplan, som jeg lagde ud her på bloggen. Det var der flere læsere der reagerede på, for "hvorfor drømme så stort, man risikerer jo bare at blive skuffet". Og sådan er der jo nogen der ønsker at leve livet. Men ikke mig. Jeg vil hellere drømme vildt stort og blive mega skuffet mange gange, end jeg vil leve ud fra en kalkuleret lavt sat fremtid, så jeg går igennem livet uden skuffelser. Pænt nej tak. Jeg har aldrig modtaget en livskontrakt hvori "nul skuffelser" indgår som et punkt. Og jeg ville aldrig skrive under på sådan en.Så. Hvis der skal være plads til at ønske og drømme, så skal bevidstheden også være på at alle ting ikke går i opfyldelse og ikke kan i mødekommes. Sidste år er et virkelig godt eksempel. Emmalias far ønskede sig at vi alle tre tog til Ungarn. Jeg ønskede mig at Emmalia fik tjekket sit navn hos en numerolog. To ønsker som ingen af os havde turdet side højt til hinanden, af frygt for at stille for høje forventninger... og måske også af frygt for at blive skuffede. Men Katrine åbnede drømme-lågen, og ikke engang to måneder senere sad vi alle tre i et fly på vej til Ungarn, og to måneder til senere skiftede vi Emmas navn til Emmalia. Det er jo også en "konsekvens" af at turde drømme højt - også selvom det måske ikke bliver som man havde håbet.Jeg var så glad og lettet efter mødet i dag. Det er jeg altid. Og det er så spændende at sidde i vores trygge rum (modsat statsforvaltningen), og lytte til hinandens verdener og hvad der foregår. Det er så lærerigt, også selvom vi ikke skal ind og redde hinandens frustrationer eller fixe hinanden, så bare begynde at så nogle små frø til nogle snakke vi hver især gerne vil have i fremtiden. Hvordan ønsker vi vores familier skal se ud? Hvad drømmer vi om? Hvilke billeder lever i dit hovede og i mit? Uden at der behøver komme et facit ud af det, men det er meget nemmere at "drømme med", når vi kender hinandens billeder og kan tage dem med os når vi går og summer over den nærmeste fremtid og hvordan den skal se ud. Samtidig med at lytte virkelig godt efter om det er en "vil" ting eller om det er en "jeg ville gerne ville det" ting. Det er i hvert fald en meget kostbar læring for mig, at der er stor forskel på at ville og at ville ville noget.Nu vil jeg spise en kage og fejre dagens succes.Hav en dejlig tirsdag <3